Portræt af en kunstner

590DarbiIngen formår som Stephen Darbishire at fange den hyggelige engelske stemning i sine malerier. Man får en stærk fornemmelse af at være personligt til stede, når man ser de hyggelige stuer med bjælker i loftet og åben pejs eller køkkenbordet, hvor teen netop er skænket og de lune scones kommer direkte fra AGA’en.

Billederne er i høj grad romantiske, men på ingen måde urealistiske. Stephen Darbishire rammer bare plet, når han afbilder alt det, der i virkeligheden er basalt og vigtigt her i tilværelsen. Hvor man tager sig tid til at slappe af med en bog eller en kop eftermiddagskaffe med naboen, og hvor man tilbringer en eftermiddag med leg i sneen i stedet for at stresse rundt.

Motiverne er så livagtige, at man næsten kan høre uret tikke på kaminhylden og mærke varmen fra den solstråle, der finder vej ind gennem vinduet. Hvem kunne ikke tænke sig at sidde her i den fredfyldte stue og kigge ud på hønsene, der går omkring på høje ben i den nyfaldne sne?

Stephen Darbishire er født i 1940, og har tegnet og malet siden han var barn. Efter at have studeret kunst i London i nogle år rejste han Europa tynd, før han mødte sin nuværende kone Kerry. Sammen med hende slog Stephen Darbishire sig ned i Lake District, hvor han for alvor kunne hellige sig malerkunsten.

De realistiske detaljer i hans billeder tiltaler mange, og det er altid Kerry, der skaber scenen, stiller op og arrangerer. Det er hende, der henter blomster fra haven og fylder fade med hjemmebagte kager, og det er hende, der med stor fornøjelse finder og hjembringer de gammeldags kander og kønne kopper.

Stephen Darbishires private verden ligner i høj grad hans malerier. Det hvide hus, der går igen på så mange billeder, ligger helt alene for enden af en lang og kringlet grusvej, hvor ænder og høns frit kan gå på opdagelse i haven. Indendøre bliver man mødt af hunden og katten, og når man ser sig omkring, opdager man snart genkendelige detaljer fra de kunstværker, der har fortryllet og glædet mennesker verden over.

Sceneriet omkring huset er enestående. Lake Districts bjerge rejser sig bag de vidtstrakte marker med masser af får og lave stenmure, og stilheden er næsten til at tage og føle på. Men naturen er ret barsk heroppe i det nordlige England, hvor morgentågen først letter ved middagstid, og hvor vintersneen kan gøre det helt umuligt at køre ud. Det er heller ikke et sted, hvor man skal glemme noget på indkøbsturen, for der er godt ni kilometer til byen og de nærmeste butikker.

Når man ser verden med Stephen Darbishires øjne, bliver alting lidt kønnere og lidt mere enkelt. Hans billeder fanger de særlige øjeblikke, hvor sanserne vækkes af en duft eller et flygtigt indtryk, og de vækker opmærksomheden, så man virkelig ser skønheden i de simple ting. Måske er de endda med til at skabe den stille ro, som mange længes efter i en moderne tid.

Hvis man ikke kan nøjes med at se idyllen på billeder, er der mulighed for at leje et feriehus for 4 personer. Agnes Cottage er 400 år gammel og ligger i nærheden af kunstnerens eget hus. Her kan man gå lange traveture og nyde naturen, eller man kan sidde i sin egen skønne have og spekulere på, hvorfor man egentlig ikke bare bliver i nogle år…

www.agnescottage.co.uk

www.stephen-darbishire.com

Artikel fra ANGLOFILIA vinter 2009