En dag sad jeg og skrev på en bog, jeg var i gang med. En af historierne skulle handle om rødhalsen, som jeg har haft så mange gode bekendtskaber med i tidens løb, og til det brug havde jeg behov for et fotografi.

Så jeg satte mig ud i haven med fotografiapparatet gjort klar med linse og det hele, mens jeg håbefuldt og lidt naivt ventede på, at en fugl ville lande ved siden af mig. Ha!

Jeg troede ikke mine egne øjne, da en rødhals efter et stykke tid virkelig kom og satte sig på en af stolene. Den så ud til at have lyst til at blive siddende, så jeg rakte ganske forsigtigt ud efter kameraet.

Til min store forbavselse rørte rødhalsen sig ikke. Den kiggede bare spørgende på mig… ”har du mon en lille bid til mig?”. Den flyttede sig heller ikke, selv om jeg løftede kameraet og indstillede det, og som en anden fotomodel poserede den, mens jeg tog det ene billede efter det andet. Hovedet lidt på skrå, ja sådan – fødderne lidt mere fra hinanden, vingen fremad, så man kan se det grå.

Efter fotoseancen hentede jeg en belønning til den, som den med glæde tog imod. Lidt rødhalsemad, som jeg havde købt specielt til mine fuglevenner, og denne her skulle da have sit modelhonorar. Jeg fik ikke bare nogle fantastiske nærbilleder af den smukke fugl; jeg fik også et dejligt minde. Naturoplevelser som denne er ganske utrolige, og man glemmer dem aldrig.

Uddrag fra min bog ”Vores engelske hus”