Tiden er gået i stå på den allermest charmerende måde i byen Culross ved Skotlands østlige kyst – ikke så langt fra Edinburgh. Brostensbelagte gader forbinder de historiske huse fra 1600-tallet, og når man ser, hvor smukke og velplejede de fleste af dem er, har man svært ved at tro, at byen var i forfald i 1930’erne.
Selv om det virker paradoksalt, så var netop pengemangel årsagen til byens bevarelse. I 1930’erne var beboerne så fattige, at de ikke engang havde råd til at rive husene ned, og foreningen National Trust for Scotland købte i stedet bygningerne ganske billigt og gik i gang med at renovere dem.
Og godt det samme; der er nemlig meget bevaringsværdig historie i Culross, der engang var en af Storbritanniens første industribyer. For Culross var en kulmineby, og det var netop ”det sorte guld”, der – sammen med salt - bragte byen velstand.
Både kul og salt blev eksporteret, og bag den glimrende forretning stod de cisterciensermunke, der boede der dengang. I begyndelsen udvandt de råstofferne til eget brug, men i 1400-tallet fik de ret til at sælge videre og til at holde et årligt marked. Det blev en stor succes, både for munkene og for byen.
Uddrag fra min bog om Skotland