Mill Garden

Mill Garden

The Mill Garden er indbegrebet af en landsbyhave, fyldt til overflod med yndige, gammeldags blomster, sjældne planter og sjove påfund. Hist og her står de brune lertøjskrukker, der engang blev brugt til cider og syltede sager, og det virker helt rigtigt, at de nu står og pynter mellem planterne. Ét sted er en stor portion sukkulenter samlet, og trods regnen var der alle vegne en livlig summen fra de mange bier, der holdt lige så meget af haven som jeg og heller ikke tog sig af regnen.

Der var adskillige bænke, og det ville have været vidunderligt at sidde i haven på et tidspunkt, hvor det var vejr til det. I stedet gik jeg rundt og følte mig lidt som Alice i Eventyrland – fulgte de små stier this way og that way og blev væk mellem tæt buskads. Opdagede en lille rustik havepavillon og et haveskur, der blev kaldt ”Arken” – måske en god idé med sådan én, når man bor ved en flod?

Hvor havens plæne stopper og floden begynder, kan man se ruinen af en gammel bro ude i vandet. Det var engang broen ind til byen, men da den forfaldt, blev der bygget en ny et helt andet sted, og i dag er den gamle bro blot et malerisk levn fra fortiden.

Uddrag fra min bog ”Rundt i Storbritannien”   

Anglofilia footer logo
Kontakt

info@anglofilia.dk

Følg med på Facebook
Telefon
  • 5122 2578




Anglofilia netbutik