Uddrag af min bog “Søer, bjerge og en gammel mur”

Hawes er en typisk engelsk markedsby, og selv om den er så velbesøgt, som den er, er den stadig gammeldags. Butikkerne er lidt slidte, og der er ingen af de kædebutikker, der er så mange af andre steder, og det kan jeg lide. I den ene side af hovedgaden ligger spisestederne næsten side om side, og her sidder folk og hygger sig med frokost og eftermiddagskaffe. I den modsatte side ligger butikkerne – blandt andet et lille supermarked, en købmand, et par tøjbutikker og et apotek – og så ligger der et par antikvitets- og tøjbutikker og gemmer sig. Det er ikke storindkøb, man skal satse på, men her er, hvad man skal bruge.

Det er sjovt med små byer, for uanset hvor små de er, så lykkes det mig alligevel altid at finde noget, der er interessant. Man skal bare være åben for det. Sidst jeg var her, var jeg blandt andet nede på rebslageriet, hvor man kan se, hvordan reb fremstilles, og hvor man kan købe en masse forskellige typer reb, som man ikke anede, at man havde brug for.

Jeg blev ret fascineret over at se, at der er mange forskellige former for reb til kirkeklokker, for eksempel. Her i England har man jo bell ringers, altså folk, der kan kunsten at ringe med kirkeklokker. Her kommer rebet ind, for det er i nok så høj grad et spørgsmål om teknik end styrke at ringe med klokker. Hver gang en ringer trækker i klokkens reb, begynder den at svinge og give lyd, og det gælder så om at finde rytmen sammen med de andre.

Der er også mange andre reb. Dem, man bruger til hundesnore, for eksempel. De er selvfølgelig ikke nær så kraftige som dem til kirkeklokkerne – medmindre man har en hund af særligt imponerende dimensioner. I så fald skulle man måske overveje at bruge de meget kraftige reb, som man ellers sætter op på messingstandere i de historiske huse for at forhindre publikum i at gå hen, hvor de ikke skal gå. Et reb er skam ikke bare et reb, men lidt af en videnskab…