Den Engelske Julekalender – 6. december

Hvis man har set Gensyn med Brideshead, har man også set Castle Howard, for filmoptagelserne foregik netop her. Endda to gange, for Evelyn Waughs roman blev først filmatiseret som TV-serie i 1980’erne og senere indspillet som film med Emma Thompson.

I 1699 besluttede Charles Howard sig for at bygge et imponerende hjem i Yorkshire, og han valgte sin ven John Vanbrugh som arkitekt. Et modigt valg i betragtning af, at John Vanbrugh aldrig før havde bygget noget som helst, men resultatet blev alligevel overmåde vellykket.

Skuespilforfatteren og soldaten John Vanbrugh havde hverken erfaring eller uddannelse som arkitekt, men ikke desto mindre kastede han sig entusiastisk ud i opgaven med at designe Castle Howard. Han hentede inspiration til bygningens barokke og meget dekorative stil i Europa, men udviklede samtidig en designstil, der var helt hans egen.

Castle Howard anses i dag for at være et af Englands mest prægtige huse, og noget af det mest storslåede den kæmpestore, centrale kuppel, der giver hallen et helt fantastisk lysindfald. Kuplen bæres af høje søjler og kunne være en katedral værdig, og alle vægge er udsmykket med smukke freskoer. Trods loftshøjden, der givetvis må gøre opvarmning vanskelig, er dette et af de rum, som familien bruger til daglig.

I dag er vi som sagt i Yorkshire, hvor der er hele to store og meget smukke nationalparker. I den østlige del af Yorkshire ligger North Yorkshire Moors og i den vestlige del endnu en nationalpark. 

Hvad hedder mon denEr det Yorkshire Dales, Yorkshire Heights eller Yorkshire Lows?

Send en mail med din løsning til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten. Vinderen får besked pr. mail – og vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort her på siden den følgende dag.

Mange julenissehilsner
Mia

Foto: © VisitEngland


1. december: Marie, Roskilde

2. december: Catrine, Allerød

3. december: Helle, Skive

4. december: Helle, Vejle

5. december: Jonna, Svendborg