Den Engelske Julekalender – 3. december

Om vinteren sover de fleste store huse vintersøvn og har altså lukket for besøg fra oktober og frem til foråret, mens andre holder helt eller delvist åbent i forbindelse med julen. Men mange steder er de store haver og parkområder åbne og indbyder til dejlige traveture i vinterlige landskaber, og småbyerne er værd at besøge hele året.

Hvis man kun kender England fra den sommerlige side, har man så afgjort vinter-England til gode. Byerne er halvtomme, for dels er turiststrømmen stilnet af, og dels søger folk inden døre for at koncentrere sig om vinterlige sysler. Men forledes man til at tro, at man er ganske alene, skal man blot kaste et blik ind gennem de småsprossede vinduer til den lokale pub eller café, der næsten altid er fyldt til bristepunktet med spisende og snakkende mennesker.

Det er så usandsynligt hyggeligt at trave gennem gaderne en sen eftermiddag, hvor det første grå skumringslys begynder at lægge sig, og hvor der bliver tændt op i pejse og lamper. I byens udkant står de nøgne træer som silhuetter mod bare marker, og selv om det blæser og rusker, er temperaturen ofte lidt mildere end den, vi er vant til. Med en varm indpakning og gode travesko byder sådan en vinterdag på mange oplevelser.

De fleste byer har afmærkede stier, der sender den gående på en tur af passende længde. Mange gange går ruten bag huse, langs boldbaner, forbi kirker og over marker, så man kommer steder, man nok ikke selv havde fundet på. Men sådan lærer man England at kende fra en anden vinkel, og den vinkel er sjældent uinteressant.

Når man igen nærmer sig huse, bliver man ofte mødt af en lugt, der nok ikke er så bekendt. Mange steder opvarmer man nemlig stadig med kul, og den duft skal man lige vænne sig til. Men inden længe er den indbegrebet af et lunt og hyggeligt hus, en kedel med kogende vand til den ventende tepotte og friskbagte scones.

I dag er vi kommet til Cheshire, der ligger i det nordvestlige England. Områdets administrative “hovedstad” er en virkelig dejlig by – som jeg vil fortælle om en anden dag – men indtil videre kan jeg afsløre, at floden Dee går gennem byen, der er omgivet af en mur næsten hele vejen rundt.

Jeg kan også fortælle, at byens navn minder ganske meget om områdets navn…

HVOR er vi mon? Er vi i Chester, i Plymouth eller i Norwich?

Send en mail med din løsning til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten. Vinderen får besked pr. mail – og vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort her på siden den følgende dag.

Mange julenissehilsner
Mia

 

Foto: VisitEngland/Marketing Cheshire


Vindere:

1. december: Marie, Roskilde

2. december: Catrine, Allerød