Den engelske julekalender – 4. december

Godalming ligger i Surrey, og det er en gammel by, som jeg har set nævnt i the Domesday book. Det var den fortegnelse, som Vilhelm Erobreren fik fremstillet for over 900 år siden, og den indeholdt en mere eller mindre udførlig oversigt over alt det – lige fra kirker til grise – kongeriget indeholdt af værdi på det tidspunkt.

For så vidt angik Godalming udgjorde værdien dengang 34 £, men både den og befolkningstallet er vokset en del siden da. I hvert fald kan man se på huspriserne, at Godalming med sin relative nærhed til London regnes for at være et attraktivt sted at bo.

Det er også en hyggelig lille by. Den er kantet af floden Wey, så det er oplagt at gå tur på stien langs vandet eller måske leje en båd, hvis man hellere vil sejle. Og bagefter kan man gå op i hovedgaden og se på den meget charmerende bygning, der er blevet kendetegnet for byen. Den kaldes “the pepperpot”, fordi tårnet er formet som en gammeldags peberbøsse.

Foto: Paul Drummond

Wey er én af Themsens mange bifloder, og i gammel tid lå der rigtig mange vandmøller langs floden. Mange af disse møller er helt forsvundet nu, men hvad er det, man typisk får fra en vandmølle?

  1. Vandrotter
  2. Vandbakkelser
  3. Vandkraft

Send en mail med din løsning til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten. Vinderen får besked pr. mail – og vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort her på siden den følgende dag.

Mange julenissehilsner
Mia


Vinder 1. december:  Mette fra Esbjerg

Vinder 2. december: Harald fra Greve

Vinder 3. december: Lis fra Helsingør

Den engelske julekalender – 3. december

At besøge Dennis Severs hus er mildest talt en oplevelse ud over det sædvanlige. Severs var en amerikaner, der som ung tog til London og senere fandt det gamle hus fra 1724 i Folgate Street – eller måske var det huset, der fandt ham…

Dennis Severs havde længe været tiltrukket af Englands historie og af engelske klassiske film. Han følte sig hjemme i en helt anden tidsalder og fik vel nok lidt af et kulturchok, da han kom til 60’ernes London. I hvert fald besluttede han sig for at leve i en tidsalder efter eget valg og fortsatte sin samling af gamle ting, der kunne bruges til det, han havde i tankerne.

Da han købte sit hus, startede han med at fjerne alle moderne installationer som elektricitet og varme fra værelserne. Han af-moderniserede så at sige huset og førte det tilbage til det, det engang havde været. Derefter skabte han i fantasien en familie af silkevævere og lod dem flytte ind i sit hus.

Fantasifamilien var realistisk nok, for området omkring Spitalfields havde netop tiltrukket mange af de huguenotter, der i 1600-tallet flygtede fra Frankrig – og en stor del af dem havde skabt sig et liv som silkevævere. Det gjorde de så godt, at området – der allerede inden huguenotternes ankomst var kendt for vævearbejder – snart blev kendt som ”væver-bydelen”.

Dennis Severs’ familie kom til at hedde Jervis og bestod af flere generationer, og i husets mange rum kan man se, hvordan de levede. Huset er en tidslomme og en velarrangeret scene, hvor alt virker ægte – men ikke nødvendigvis er det. Det er helheden, der tæller…

(Uddrag fra min Londonbog…)

Foto: Roelof Bakker/Dennis Severs’ House

Som det fremgår af billedet fra stuen bliver der i december pyntet op til jul med gran og røde bånd og alskens julepynt. Så selv om Severs hus er fascinerende på alle årstider – så er et besøg i julemåneden en ganske særlig oplevelse.

Men HVOR var det nu, huset lå? Var det i

  1. Princelet Street
  2. Folgate Street
  3. Fashion Street

Send en mail med din løsning til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten. Vinderen får besked pr. mail – og vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort her på siden den følgende dag.

Mange julenissehilsner
Mia


Vinder 1. december:  Mette fra Esbjerg

Vinder 2. december: Harald fra Greve

Den engelske julekalender – 2. december

Overalt i Cotswolds ligger små kirker. Mange af dem blev bygget af velhavende uldkøbmænd i taknemmelighed, for det var fårenes uld, der dannede grundlaget for områdets velstand. Af samme grund voksede mange Cotswold-byer anseeligt i løbet af 1700 og 1800-tallet, hvor man producerede store mængder klæde til tøj.

En af de historiske ”uldbyer” er Painswick, og man kan se mange af de gamle bygninger fra byens storhedstid. På den fine kirkegård skulle der stå 99 klippede takstræer, og selv om jeg ikke har talt efter, er der i hvert fald mange. De blev plantet i slutningen af 1700-tallet og klippes hvert år i september.

Dagens spørgsmål lyder: Taks får bær, der i begyndelsen er grønne og umodne, men senere får de en flot (jule)farve. Hvilken?

  1. Blå
  2. Rød
  3. Gul

Send en mail med din løsning til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten. Vinderen får besked pr. mail – og vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort her på siden den følgende dag.

Mange julenissehilsner
Mia


Vinder 1. december:  Mette fra Esbjerg

Den engelske julekalender – 1. december

Så er det igen blevet tid til “Den Engelske Julekalender”. Hver dag frem til jul skriver jeg et julet engelsk- eller måske nærmere et britisk-relateret indlæg, og hver dag stiller jeg et ikke-ret-svært spørgsmål, som man med sit svar kan vinde en lille kalendergave på.

Én for én bliver de små pakker sendt afsted med Post Nord… så mon ikke de fleste når frem inden jul?

Jeg håber, at du har tid og lyst til at kigge ind – og til at være med i min lille “juleleg”…  :-)

I år skal vi – lige som sidste år – rundt på kryds og tværs i Storbritannien og indfange lidt engelsk julestemning. På denne første dag i december lægger vi ud med at besøge en nordligt beliggende hovedstad, som de fleste nok kender.

I denne by kan man finde en spændende borg, der ligger højt oppe på en klippe; et kongeligt slot og en hovedgade, der hedder “The Royal Mile”.

HVOR er vi mon?

Send en mail med din løsning til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten. Vinderen får besked pr. mail – og vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort her på siden den følgende dag.

Mange julenissehilsner
Mia

Uddrag fra min bog “Autocamperliv – på tur i Sydengland”

Cotehele er mange ting på én gang. Det er først og fremmest et smukt, gammelt hus – en tidslomme fra fortiden – og også en skøn have, en lille havn ved floden Tamar, en vandmølle og et dejligt skovområde. Huset går helt tilbage til det 14. århundrede, hvor familien Cotehele var velhavende og magtfulde. Datteren og arvingen til ejendommen giftede sig med William Edgcumbe, og således blev Cotehele Edgcumbe-familiens ejendom.

Da man foretrak at bo i et andet og mere komfortabelt hus nær Plymouth, blev Cotehele hovedsageligt anvendt som en slags ”fritidshus”, og af den grund undgik det de store forandringer. Det føles, som om huset har sovet Tornerosesøvn, og det er fascinerende at gå rundt i de mørke, lidt dystre rum, hvor vægtæpperne hænger tæt, og at se på gamle våben i den store hall.

Den skrånende have er stor, og de mange stier indbyder til udforskning. Om foråret er det de store rhododendron, der dominerer, men også kameliaer og den sarte magnolia er med til at give farve. Oppe ved huset bliver bedene fyldt med sommerblomster i forskellige nuancer, og omkring søen i den nedre del af haven vokser alt det, der holder af fugtige omgivelser. Fra haven kan man gå ud på skovstien, hvorfra der er udsigt over Tamar og jernbaneviadukten i det fjerne.

Tekst og foto: Mia Folkmann

Fra bogen AUTOCAMPERLIV – på tur i Sydengland

Uddrag fra min bog om Skotland: Edinburgh

…Lidt længere fremme når man Dean Village, der ikke umiddelbart bærer præg af sin industrielle fortid, men man kan stadig se spor efter en travl tid, hvis man kigger godt efter. Der blev blandt andet malet mel i stor stil her – vandkraften fra den strømmende flod holdt på et tidspunkt gang i hele otte møller.

Men nu om stunder er Dean Village med sine smalle gader og smukke huse en fredfyldt oase. Lige det rette sted at søge hen, hvis man trænger til en lille pause fra menneskemylderet i Edinburghs centrum, der ligger blot ti minutters gang derfra…

Tekst og foto: Mia Folkmann

Fra bogen ANGLOFILIA Skotland

Uddrag fra min bog om Skotland: Falkland

Falkland er en lille by lidt nord for Edinburgh, og den er i høj grad præget af det flotte palads, der ligger midt i centrum. Paladset blev flittigt brugt som jagtslot af 1500-tallets konger, og dronning Mary af Skotland løb rundt i bukser på den tennisbane, der er én af de ældste i Storbritannien. Nok et syn, der var usædvanligt og sikkert ganske chokerende dengang.

Falkland Palace var et sted, hvor man nød livet og morede sig med jagt og sport. Men i 1650’erne var det slut; Oliver Cromwell invaderede Skotland, og hans tropper brændte paladset ned. I en lang årrække lå de sørgelige rester af paladset bare forfaldent og overbegroet hen, og mens nogle mente, at en ruin skulle bevares som en ruin, var andre af en anden mening.

Under alle omstændigheder blev ruinen købt i 1887 af den daværende marquis af Bute, der gik i gang med at renovere og genopbygge den engang så smukke bygning. Men han nåede ikke alt, for han døde i en relativ tidlig alder, og hans arvinger valgte at efterlade stedet, som det var ved hans død…

Tekst og foto: Mia Folkmann

Fra bogen ANGLOFILIA Skotland

Uddrag fra min bog om Skotland: Skye

Skye er en fantastisk spændende ø med en rig og også barsk historie. De lokale museer giver et godt indtryk af fortidens hverdag i de små stenhytter, og det er interessant at lære om livet, som det var engang. Men for mig er naturen det bedste ved øen; tidløse bjerge, svævende rovfugle, selvsikre bjerggeder, rivende vandløb og alt det andet, der er Skye. Dertil kommer den vidunderlige fornemmelse af ensomhed, uendelighed og ro.

Får man nok af ensomheden, kan man søge ind til øens hovedstad, Portree. Byen har engang været en travl fiskerby, men i dag er det den by, som man tager til, hvis man vil kigge butikker og finde spisesteder eller overnatningssteder. Dem er der en del af her, blandt andet i havnens farveglade huse, og Portree er i det hele taget et godt udgangspunkt for udflugter…

Tekst og foto: Mia Folkmann

Fra bogen ANGLOFILIA Skotland

Fra øst til vest

Vores kommende autocamper-forårstur er nu planlagt i mindste detalje. For en gangs skyld kører vi ikke ud i det blå, fordi jeg ofte bruger en masse (alt for meget) tid undervejs på at finde de gode overnatningssteder.

Denne gang har jeg nemlig haft en masse steder i tankerne, som jeg skal bruge til kommende bogprojekter, og turen er først og fremmest planlagt efter dem. Rigtig mange af stederne har vi været før, men det er længe siden, og jeg glæder mig til at gense dem.

Turen kommer til at gå fra Rye i East Sussex og derefter langtsomt i vestlig retning langs kysten. Så vi kommer bl.a. til Brighton, New Forest, Dorset, Devon, Cornwall og retur gennem Dartmoor, Exmoor og andre skønne områder.

Det bliver SÅ godt!

Billedet her er af den flotte katedral i Salisbury.

Foto: © Mia Folkmann

Helen Allingham

Akvarelmaleren Helen Allingham forbindes gerne med nostalgiske afbildninger af gamle huse med stråtag og blomstrende landsbyhaver, men bag de idylliske motiver lå et ønske om at bevare noget, der var ved at blive ødelagt med jernbanens fremkomst.

Helen Allingham blev født i 1848 og voksede op i en kunstnerisk familie. På opfordring af familiemedlemmer og en af sine lærere søgte hun i 1867 ind på kunstakademiet i London, som kvinder først kort forinden havde fået adgang til. Efter to års studier blev hun ansat som illustrator på en nystartet ugeavis.

Da hun var 26 år, giftede hun sig med den næsten dobbelt så gamle irske digter William Allingham, og de var lykkeligt gift i femten år, indtil William døde. Ægteskabet gav Helen et økonomisk grundlag, så hun kunne koncentrere sig om det, hun holdt allermest af: At male.

Akvarelmaling blev længe anset for at være en feminin kunstform. Der var noget forfinet og sart ved vandfarverne, og man behøvede ikke at arbejde med ildelugtende oliefarver i et atelier, men kunne sidde i al behagelighed ved et vindue i stuen.

Men Helen Allingham tog nok så gerne ud, og ét af de steder, hun malede, var i Royal Hospitals have i Chelsea. Her blev blomsterhaverne passet af de rødklædte veteraner, og Allingham malede de smukke blomster og en ældre herre i rødt sammen med to hvidklædte piger. Måske blev grundlaget for de senere malerier af blomstrende haver lagt her.

Mange af Helen Allinghams billeder har noget med kendte engelske digtere at gøre. Måske ikke så underligt, når hun nu selv var gift med én af dem. Helen Allingham var blandt andet hyppig gæst hos Thomas Carlyle og malede adskillige portrætter af ham i den lille have eller i dagligstuen i Carlyles hus på Cheyne Row i London.

Da Helen Allingham flyttede til Surrey sammen med sin mand, fik hun mulighed for at finde de motiver, som hun blev så kendt for: Smukke huse med stråtag, roser rundt om døren og masser af blomster i forhaven. Hun udødeliggjorde en stemning, som man efterhånden skal lede længe efter, og malerierne af de gamle huse er så nøjagtige, at de ligefrem bruges af arkitekter, når de skal studere detaljerne i datidens byggeri.

I modsætning til andre kunstnere rejste Helen Allingham kun sjældent væk fra de hjemlige omgivelser. Efter hendes mands død rejste hun nogle gange til Venedig, Irland og Frankrig for at finde nye motiver, men ellers holdt hun sig til England – først og fremmest til Sydengland.

Bogillustrationer gjorde hende kendt i videre kredse; blandt andet illustrationerne til bogen ”Happy England”. Bogens titel er ganske rammende, for Allinghams billeder viser altid glæde og skønhed. Måske var netop det årsagen til hendes store popularitet på en tid, hvor industrialiseringen havde godt fat, og så mange smukke landskaber og byer var ved at blive ødelagt.

Selv om hverdagen på Allinghams tid næppe var nem, så var hendes hverdagsbilleder altid idylliske. Og mens nogle måske vil synes, at den slags kan virke overfladisk, er vi andre, der synes, at det er en kunstart i sig selv at sprede glæde.

Tekst: Mia Folkmann