Moreton-in-Marsh – rejsebrev dag 6

Moreton-in-Marsh er én af de små byer i Cotswolds, jeg tit tager til. Ikke kun på grund af byen; Batsford Arboret ligger lige ved siden af, og det er en af de største private samlinger af træer i England. Jeg nærer en uhæmmet kærlighed til træer og elsker at gå rundt mellem alle de velvoksne kæmper, der har været her på jorden meget længere end jeg.

Batsford Arboret er dejlig året rundt, men især efterårsfarverne er utrolige. De mørkegrønne takstræer står sammen med andre stedsegrønne som en smuk baggrund for ravgyldne egetræer og flammende orangerøde ahorntræer, og den nationale samling af japanske kirsebærtræer takker af med lignende nuancer.

Efter ”skovturen” er det oplagt at søge ind til Moreton for at drikke eftermiddagste og kigge på de hyggelige butikker. Mange af dem er meget større end de umiddelbart ser ud til, så man skal ikke lade sig snyde af et enkelt lille frontvindue.

Der er adskillige restauranter og cafeer, men også det fine, gamle hotel serverer eftermiddagste i smukke omgivelser. Hvis vejret er til det, er det en fornøjelse at sidde i haven med udsigt til kirketårnet, men på sådan en ruskende novemberdag er det nok så rart at sidde inden døre.

Photos: ©  Mia Folkmann

dag6long2

Julemarked på Blenheim Palace – rejsebrev dag 5

Rimfrosten dækkede markerne og forvandlede de sidste udsprungne roser i haven til noget, der lignede glaskunst. Men snart kom solen, og med udsigten til en fin dag fik vi mod på en længere tur, så vi fulgte småvejene og kørte til Churchills fødested: Blenheim Palace. Der var nemlig en udstilling med kunsthåndværk og julerier, og den slags kan være ret så underholdende.

Der var mange, der havde fået samme idé, så vi opgav at tage eftermiddagskaffen på Blenheim og kørte i stedet til Chipping Norton, hvor man kan få de bedste kager i den lille boghandel på torvet.

Kombinationen af gode bøger og gode kager er efter min mening den allerbedste.

Og efter kaffepausen kørte vi tilbage i afslappet tempo. The Cotswolds er sådan et dejligt område med charmerende bynavne som Moreton-in-Marsh, Stow-on-the-Wold og Bourton-on-the-Hill, og der blev med jævne mellemrum stoppet op og kigget indenfor i de små butikker.

Det var næsten blevet mørkt, da vi kom til Broadway, men den lille by ser vi nærmere på senere på ugen.

dag52ny

Anne Boleyn i frostvejr

Photos: ©  Mia Folkmann

Hanbury Hall – rejsebrev dag 4

Hanbury Hall ligger ikke langt herfra, og det er et smukt hus, hvor jeg engang boede i en ferielejlighed helt oppe under taget. Jeg kan endnu huske, hvor sødt det lød, når tårnuret slog, og jeg kan også huske, at jeg brugte adskillige poser vat for at tætne vinduerne, for det var i januar måned og hundekoldt.

Men sådan er det med gamle huse, og Hanbury Hall er fra 1701. Der er ellers så fint indvendigt med hyggelige stuer og en meget smuk hall med udsmykninger på loft og vægge, og haven omkring huset er for nylig blevet genskabt efter de oprindelige tegninger.

Hanbury Hall har nu igen et flot parterre med formklippede buske og geometriske blomsterbede. Det flotte mønster kommer især til sin ret, når det ses oppe fra førstesalens vinduer, ligesom det oprindeligt må have været hensigten.

En herskabelig have skulle ikke bare være pyntelig, men også praktisk – for på den tid havde man tjenestefolk og gartnere, der kunne dyrke grøntsager til husbehov og fremstille forskellige former for madvarer. Fra det lille mejeri kom ost og smør, fra frugthaven fik man frugt og bær, bierne leverede honning, og i champignonhuset fra 1860 dyrker man endnu i dag de lækreste spiselige svampe.

Hanbury Hall har også et ishus, og endda et særligt fint eksemplar af slagsen. Vinterens is blev skovlet ned i et underjordisk rum, og her 3-4 meter nede kunne isen holde sig frossen i de varme sommermåneder. Sådan et ishus kunne rumme over 20 tons is, og den blev brugt til at køle vin og saft om sommeren.

Ligesom ishuset var orangeriet nærmest en slags statussymbol i det attende århundrede, for det var kun de allerfineste huse, der havde dem. De fleste orangerier var inspireret af italiensk arkitektur, og i disse lune omgivelser voksede appelsiner, citroner og limefrugter. Bygningens store vinduer lod solens stråler slippe ind, og på solfattige dage holdt et varmesystem temperaturerne oppe.

Der vokser stadig citrusfrugter i Hanburys orangeri. Om sommeren bliver planterne stillet ud på grusgangen foran bygningen, og om vinteren bliver de flyttet indenfor, hvor der er en konstant temperatur på omkring 5-10 grader.

I den kæmpestore park omkring haven og huset er der masser af stier, hvor man kan gå ture, så det gjorde vi. Her vokser adskillige ældgamle egetræer, her er masser af dyreliv, og fra parken er der en vidunderlig udsigt over det omkringliggende Worcestershire.

Photos: ©  Mia Folkmann

dag4long

Planteskole og Droitwich – rejsebrev dag 3

Også i dag glimrede solen med sit fravær og det var råkoldt og regnfuldt. Men den slags skal jo ikke forhindre os i at tage på udflugt; man må bare indrette sig efter vejret.

De store planteskoler herovre er et kapitel for sig selv. Mange af dem er nærmest et udflugtsmål for mange, og man kan både købe tøj, bøger, delikatesser og meget andet. En af planteskolerne i nærheden har desuden en kæmpestor hobbyafdeling og et helt lille parkanlæg, hvor man kan få haveinspiration.

dag3longI øjeblikket fylder alle juletingene godt i butikken, så der er kunstige juletræer, glimmer og farvestrålende pynt alle vegne. Men man kan altså også få planter… og udenfor kan man se de sødeste små havehuse, som jeg personligt ønsker mig ét af.

På vejen tilbage besøgte vi Droitwich, der er en af Englands mange spabyer. Droitwich var engang kendt for sit salt, som man havde udvundet siden forhistorisk tid, og i det attende århundrede producerede den lokale ”saltkonge” John Corbett 160.000 tons salt hvert år. Saltet blev lagret dybt nede i undergrunden og ført op til overfladen med kildevandet, og indholdet af salt var så højt, at kun Dødehavet kunne måle sig med det.

John Corbett gjorde Droitwich til en elegant spaby, og man opdagede snart de helsemæssige fordele ved at bade – eller nærmere flyde – i det stærkt saltholdige vand. Badene er nu lukket, men byen bærer stadig præg af de tidligere velmagtsdage.

Photos: ©  Mia Folkmann

En tur til Worcester – rejsebrev dag 2

I dag vågnede vi til tæt, tæt tåge. Man kunne ikke engang se fårene ude på marken, men de var selvfølgelig også camouflage-farvede…

Mine virtuelle gæster tilbragte formiddagen med at læse og spille, mens vi ventede på, at tågen lettede, som tåger jo gør. Og det gjorde den efter frokosttid, så det var passende med én af de kortere ture. Da det var begyndt at regne, var man mest stemt for en lille indkøbstur til Worcester, hvor man kunne kigge butikker og få en ”cinnamon latte” i anledning af den forestående julemåned.

dag2highStorbritanniens længste flod, Severn, går gennem byen, og tæt ved den ligger Worcester katedral, der rent arkitektonisk anses for at være én af Englands mest spændende. Og den er også imponerende flot med smukt dekorerede lofter højt, højt oppe over buerne.

Hver søndag mellem 9.30 og 10.30 ringer katedralens klokker, og det er frivillige ”bell ringers”, der står for dette klokkespil. Der er 15 kæmpestore klokker på i alt 16 tons, så det er nok ikke så ligetil at få dem til at tone, som de skal.

Worcester er en by med mange gamle bindingsværkshuse; især i Friar Street, der ligger bag hovedgaden med alle butikkerne. Greyfriars’ House er ét af de flotteste, og det blev bygget i 1480 af en velhavende brygger. Huset blev indrettet, som det dengang var passende for en mand af stand, og udstillinger i huset viser udviklingen gennem årene. Bag huset ligger en dejlig have, hvor man kan drikke eftermiddagste om sommeren.

Men altså ikke i dag, hvor det var råkoldt og gråt. I stedet blev det til et besøg i den flotte boghandel og en indendørs kaffe i Costa cafeen…

Photos: ©  Mia Folkmann

Velkommen til England – rejsebrev dag 1

England byder velkommen med dejlig sol og mildt vejr, og det er sådan et smukt syn med alle efterårsfarverne. I butikkerne er man så småt ved at pynte op til jul, og en ”trend” er åbenbart strikket julepynt – det var i hvert fald det meget charmerende syn, der mødte os i det store supermarked i Great Malvern.

Men bortset fra indkøb og lidt litterære forsyninger fra det lokale bibliotek skal der være tid til at slappe af her den første dag.

Det har været en lang rejse, og man skal lige indlogeres og pakke ud. Værelserne står klar, sengene er opredte, så jeg håber, at I føler jer velkomne her i mit gamle hus.

Måske har I lyst til at kigge lidt i haven, mens jeg sætter tevand over – og bagefter er der te og kage i udestuen med udsigt til fugle og egern.

Velkommen til Hollymount.

Photos: ©  Mia Folkmann