På opdagelse

omber2Af og til behøver man ikke at tage langt væk for at gå på opdagelse. I går kørte vi først til Worcester for at handle og derefter tog vi turen lidt nordpå for at se, hvad der gemte sig.

Den slags kan føre meget godt med sig – og Ombersley var en god opdagelse. En lille charmerende by med en dejlig afslappet stemning og en velbesøgt delikatessebutik lige over for kirken St Andrew. Da solen skinnede varmt og dejligt, var det både oplagt og fristende at sidde et par timer ved ét af bordene udenfor med lidt god mad .

Ombersley har rødder helt tilbage til 700-tallet, og de mange sort/hvide huse har flere hundrede år på bagen. Blandt andet det lille hus herover, der mest af alt lignede et forvokset dukkehus.

Jeg kunne se, at det var et populært sted at gå tur, så næste gang – for det vil givetvis blive en næste gang – kommer jeg udstyret med vandresko og fornyet appetit. :-)

omber3

 

Et yndigt syn

kirsebærblomstEgnen omkring Evesham er et af de mest produktive landbrugsområder i England, og det er særligt kendt for sine æbler, kirsebær, pærer og blommer. Om foråret – fra midten af marts til midten af maj – er vejene kantet af blomstrende træer i nuancerne hvid, rosa og ferskenfarvet.

Hvis man kommer på egnen i blomstringsperioden, kan det varmt anbefales at køre en tur på den 70 km lange rute mellem Pershore og Evesham og de små byer nord for dem. Ikke kun på grund af blomsterne, men også fordi der ligger så mange smukke huse med stråtag og bindingsværk.

Området har været kendt for sin frugtproduktion lige siden middelalderen, og porcelænsfabrikken Royal Worcester gjorde Evesham yderligere berømt, da man i 1961 begyndte produktionen af et stel med samme navn. Motiverne var netop de smukkeste frugter, og stellet blev ét af de allermest populære.

En stor del af frugten fra Evesham Vale blev brugt til fremstilling af æble- eller pærecider, og i forrige århundrede producerede man så store mængder, at skolerne måtte lukke i 14 dage, så skolebørnene og deres mødre kunne tage ud i markerne og plukke den modne frugt. Meget af frugten bliver stadig udnyttet til cider, og i august måned afholdes der frugtfestival med smagsprøver.

Hvis man vælger at gå eller cykle turen, får man alle forårets naturoplevelser ind på nært hold: Duften, synet og lyden af flittige bier i træernes blomsterflor. De gamle frugthaver og de tætte, levende hegn, der omgiver dem, er gode boliger for fuglene, og man kan se masser af lam på markerne og måske også den lille muntjak, der lever på disse kanter.

Der dyrkes omkring hundrede forskellige varianter af frugt på egnen, og mange steder har man mulighed for at nyde lokale specialiteter. Men man kan også vælge at købe lidt forsyninger, slå sig ned et smukt sted med udsigt og nyde en rigtig engelsk picnic.

Brochure med ruteforslag kan fås på turistkontoret i Evesham.

Tekst og foto: Mia Folkmann – artiklen er fra ANGLOFILIA sommer 2011

De gule påskeliljer

paaskeliljerEn af de ting, der uundgåeligt “kickstarter” forårshumøret, er de knaldgule påskeliljer. De vokser vildt alle vegne: I parkerne, i haverne, i vejkanten, i rundkørslerne, langs butiksfacaderne – det er, som om en hemmelig hær af løg har indtaget England og plantet sig selv de utroligste steder.

Man kan se dem i marts og april, men i år dukkede de første op allerede i februar. Inden længe får de følgeskab af andre farveglade blomster – mon ikke vi er mange, der glæder os til synet… :-)

Croome Park

croome2En dag med blæsevejr lokkede til en god, lang travetur i Croome Park – et kæmpestort område med mange “follies” og smukke træer. Huset fra 1750’erne er ved at blive sat i stand, og det bliver spændende at se resultatet, når det engang er færdigt, men endnu er det meste af bygningen pakket ind i plastik og stilladser.

Over 5000 forskellige plantearter fra hele verden er i tidens løb bragt til Croome, og i 1801 regnede man Croomes botaniske samling for at være den næststørste efter Kew.

croome1

Mit engelske hus

590holly1Der var kun en uge til vores ferie, da det engelske udlejningsbureau ringede til os for at meddele, at det hus, vi havde lejet et halvt år tidligere, desværre ikke længere kunne lejes. Jeg husker ikke grunden, men jeg husker tydeligt, at panikken lige så stille bredte sig. Jeg vidste nemlig, at det var ret umuligt at leje et andet hus med så kort varsel – og slet ikke et hus, der lå helt specielt dejligt og for sig selv. Sådan som vi gerne ville have det.

På det tidspunkt i vores liv havde vi en særdeles hektisk hverdag, og vi så frem til vores engelske ferier i månedsvis. Vi trængte til fred og ro. Vi fortjente det! Det syntes vi i hvert fald selv. Så egentlig hørte jeg ikke ret godt efter, da den venlige dame fortsat fortalte om et andet hus, vi kunne leje i stedet for. Det var et hus, de netop havde fået til udlejning, og derfor var det ledigt i vores ferieuger. Det hed Hollymount og var mindst lige så dejligt som det hus, vi skulle have haft, og vi ville bestemt ikke fortryde det. Aaahmm, brummede jeg bare, for den troede jeg slet ikke på.

Men med så kort varsel måtte jeg bare acceptere. Der var ikke rigtigt noget alternativ. Og en uges tid efter landede vi i Heathrow og kørte i vores lejede bil ned ad de små, smalle veje, der efter anvisningen skulle føre til Hollymount. Jeg havde sommerfugle i maven, mens jeg spejdede efter husskiltet. Der lå garanteret en campingplads eller en motorcrossbane eller en larmende nabo lige klods op af huset. Der lå helt sikkert en hund begravet et eller andet sted.

590holly5

Pludselig fik vi øje på det lille skilt, der næsten var gemt i en tjørn. Vi drejede til venstre og fortsatte op ad en lettere hullet markvej. Jeg kunne se et stort, hvidt hus langt fremme. Og jeg kunne se et andet hus, der lå til højre for det store hus. Ha! Tænkte det nok. Selvfølgelig lå der et andet hus. Selvfølgelig var det for godt til at være sandt!

Men da vi nærmede os den store, hvide låge for enden af markvejen, opdagede jeg til min lettelse, at det bare var en stor garagebygning. Ingen naboer. Ingen campingplads. Ingen motorcrossbane. Bare en stor, skøn have med blomstrende bede og masser af frugttræer. Omkring haven lå marker med køer og får, og udsigten var fantastisk. Hollymount ligger nemlig højt, og fra huset og haven er der den skønneste udsigt til Malvern Hills og det engelske landskab. Jeg sukkede lettet! Tre uger her var ikke det værste, man kunne tænke sig…

Spændte åbnede vi køkkendøren med den udleverede nøgle og gik på opdagelse. Fra køkkenet kunne man gå ud i det store, hvide conservatory, hvor der både var spise- og siddepladser. Både spisestuen og den hyggelige stue havde kraftige bjælker i loftet og kæmpestore ildsteder. Der var et badeværelse i stueetagen og et lille kontor, og ovenpå var der yderligere to badeværelser og hele fire soveværelser. Der var også en låst dør til et værelse, hvor ejerne havde deres private ejendele.

590holly2

Mange af væggene ovenpå er skæve og med bindingsværk, for Hollymount er omkring 350 år gammel. Men kærlighed har ingen alder, og vi forelskede os i huset den dag. Vi følte os simpelthen hjemme og nød vores ferie i fulde drag. Det var en nydelse at sidde ude i haven og lytte til fuglesangen, og det var herligt at se de små kaniner drøne rundt og grave huller i græsplænen. Når man lå og slumrede i liggestolen, kunne man pludselig høre en høj gumlen bag hækken – det var en af nabo-køerne, der lige tog sig en bid. Der var ugler og flagermus, der var grønspætter og grå egern. Og der var et væld af insekter, der dovent summede i de mange blomster.

På regnvejrsdage sad vi i havestuen og nød den pragtfulde udsigt, og om aftenen tændte vi op i ildstederne, mens vi legede legen ”hvis nu det var vores hus”. Hvis det var vores hus, ville vi installere brændeovne, for det var nu engang mest praktisk og gav mest varme. Hvis det var vores hus, ville vi få gardiner i loftet i vinterhaven, for der blev godt nok varmt på solskinsdage. Hvis det var vores hus… ville vi nok ikke lave ret meget mere om, for huset var så perfekt som det var.

I de følgende år lejede vi Hollymount igen og igen. Hvert forår genopdagede vi huset og haven og området omkring det. Vi lærte naboerne at kende, og vi begyndte at skrive sammen med ejerne, der ligesom kendte os efterhånden. Vi blev stamkunder i den nærliggende by, Great Malvern, der kan prale med det bedste supermarked med den flotteste udsigt. Og vi fandt ud af, at den lokale pub både var hyggelig og lavede dejlig mad, så det var fristende nemt at slippe for køkkentjansen.

590holly3

Der gik ni år, før vi fik det brev, som vi inderst inde havde ventet – og gruet for. Kære venner, vi er kede af at meddele, at vi har solgt Hollymount. Vi ved, at I vil blive kede af det… osv. Det var meget trist, men vi vidste, at ejerne var et par ældre mennesker, så det kom ikke som nogen egentlig overraskelse. Ikke desto mindre var humøret på nulpunktet de næste par dage, indtil telefonen ringede og ejerne glædestrålende fortalte, at de havde fortrudt. De havde ikke solgt Hollymount alligevel. Nu ville de vente et par år eller tre – og nu vi var ved det… var det så muligt, at vi ville købe huset til den tid?

Vi sagde straks ja og begyndte at planlægge. Der var selvfølgelig tid nok, men det er trods alt aldrig for tidligt at lægge planer, når det drejer sig om så stort et skridt. Vi var dog fulde af fortrøstning, indtil vi en månedstid senere fik en e-mail fra ejerne: Nu havde de fundet et hus, de gerne ville købe – ville vi så købe Hollymount NU? Vi tog en dyb indånding. Det var noget af en udfordring, men hvor svært kunne det være at rykke planlægningen 2-3 år frem?

De følgende måneder var lidt af en kamp. Det er ikke nemt som dansker at få et engelsk kreditforeningslån, og det krævede timer i telefonen, kilovis af dokumenter og en god lokal advokat. Vi fandt også ud af, at det at købe hus i England ikke er helt som at købe hus herhjemme. Blandt andet erfarede vi, at vi ville komme til at betale regningen for reparationen af den lokale kirkes tag, hvis uheldet var ude. Det var dog noget, vi kunne forsikre os imod. Og vi ved endnu ikke præcis, hvor mange kvadratmeter Hollymount er, for det er ikke noget, man går så højt op i. Huset er så stort, som det nu engang er.

Imod alle odds lykkedes det faktisk. Drømmen gik heldigvis i opfyldelse, og næste gang vi kørte ned ad markvejen var det med vores egen nøgle i lommen. Og Hollymount står der endnu og ligner helt sig selv. Vi har godt nok installeret brændeovne i ildstederne og sat gardiner op i loftet i vinterhaven, så der ikke bliver så varmt på solskinsdage. Men andet skal der ikke laves om på, for Hollymount er perfekt, som det er. Og vi har stadig flagermus på loftet og kaniner, der graver huller i græsplænen…

590holly6

Hollymount ligger helt for sig selv, omgivet af egne marker og med en stor og meget naturlig have med et rigt fugle- og dyreliv, og fra vinterstuen er der en aldeles vidunderlig udsigt over det engelske landskab.

Den ældste del af huset blev antageligvis opført omkring år 1600 som en lade, for der ligger lignende lader andre steder i Worcestershire og Warwickshire. Et par hundrede år efter blev laden ombygget til to boliger med et åbent ildsted i hver ende, og for omkring hundrede år siden blev de to halvdele slået sammen til et enkelt hus. På det tidspunkt blev Hollymount brugt som enkebolig for herresædet lidt derfra.

Det oprindelige hus er stadig lerklinet visse steder, mens tilbygningen er af mursten, og for fjorten år siden blev vinterstuen bygget til. Både stue og spisestue har bjælkelofter, og på førstesalen kan man se det gamle bindingsværk i de indvendige mure. Der er krinkelkroge og sjove detaljer overalt, for sådan et gammelt hus fortæller selvfølgelig sin egen historie. Huset er møbleret med gamle egetræsmøbler og storblomstrede polstermøbler, som det hører sig til i England.

590halI haven er der mange forskellige frugttræer og store stedsegrønne træer og buske, hvor der bor masser af fugle, og som tak for kost og logi bliver man belønnet med den dejligste fuglesang fra morgen til aften. Kaninerne og de grå egern leger tagfat på plænen, svalerne flyver ind og ud af garagen, der for deres skyld altid står åben, og fasaner og ænder er bare nogle af de gæster, der aflægger Hollymount et besøg.

Selv om Hollymount ligger ude på landet, så er der ikke så forfærdelig langt til hverken byerne Worcester eller Great Malvern, og det er blandt andet Malverns bjerge, man kan se fra haven. Det dejlige Cotswold-område ligger heller ikke så langt derfra.

 

 

Hvis du også har lyst til at sidde og nyde livet og udsigten i Hollymounts conservatory, kan huset lejes til feriebrug. Se nærmere oplysninger og flere billeder her: www.homeaway.co.uk/p1080537

Tekst og foto: © Mia Folkmann

Malvern Hills

590migMalvern Hills er en godt 15 km lang bjergkæde, der opstod for omkring 650 millioner år siden. Worcestershire Beacon er 425 meter høj og dermed det højeste punkt, og herfra er der selvfølgelig en fantastisk udsigt til alle sider. Efter sigende skulle man kunne se hele nitten counties, hvis man drejer sig rundt.

Bjergene i denne vestlige del af Worcestershire – eller bakkerne, som englænderne kalder dem – er gennemskåret af et net af stier, og derfor er det et yndet sted at gå tur, hvis man vil være i fred med sine tanker. Således har kendte kunstnere som musikeren Elgar og forfatterne C. S. Lewis og Tolkien netop sat deres fodspor her. Og mon ikke omgivelserne har været yderst inspirerende heroppe, hvor luften er ren og klar, og naturen viser sig fra sin smukkeste side.

stannPå den østlige side af Malvern Hills ligger St Ann’s Well, der er en charmerende bygning fra det 18. århundrede. Her finder man en café, hvor man i dag kan hvile sine trætte ben, før i tiden var det et af de steder, man tog til for at få den berømte ”vandkur”. Man blev tilbudt varme og kolde bade, og behandlingerne var så populære, at de i en årrække bragte velstand til byen ved foden af bakkerne.

Sammenlagt er der 130 kendte kilder, brønde og springvand i Malvern og omegn, og vandet er så godt, at det indtil for nyligt blev tappet på flasker og solgt i supermarkederne. Man kan stadig smage det – ganske gratis – ved at besøge én af de mange brønde, blandt andet den i Great Malverns centrum.

På kirkegården i Malvern kan man finde Charles Darwins datters grav. Darwin tog nemlig sin elskede datter Anne med hertil i håb om, at de helbredende kilder kunne hjælpe på hendes sygdom. Men det kunne de desværre ikke, og med tungt hjerte måtte han begrave Anne her under et af de store træer.

Fra ANGLOFILIA vinter 2012

Fotos: © Mia Folkmann

Årets første haveudstilling

havesLige nu i denne weekend afholdes Malvern Spring Gardening Show, der anses for at være startskuddet på haveshow-sæsonen. Alle havedesignere i Worcestershire har haft travlt med at skabe de smukkeste haver, der måske kan give dem en eftertragtet guldmedalje.

Udstillingsområdet ligger meget naturskønt ved foden af Malvern Hills i Worcestershire, så der er masser at se på både før og efter udstillingen.

Det store festtelt er midtpunktet og fyldt til bristepunktet med blomster og arrangementer i de flotteste farver. Over 100 gartnerier er repræsenteret, og det er selvfølgelig kun de allersmukkeste blomster, der bliver vist frem.

Nogle af højdepunkterne på årets haveshow er demonstrationer, foredrag, botanisk kunst, dejlig mad og gode muligheder for at købe ind til haven.

Fotos: © Mia Folkmann

På udkig efter foråret

590foraar3

Vinteren ser ud til at have sluppet sit tag – i hvert fald her på egnen. Det er dog stadig koldt, og der er sne på Malvern Hills og også på bakkerne i Cotswold-området, hvor jeg tog til for at kigge efter forårstegn.

590foraar4

Som så ofte før kørte jeg til Stow-on-the-Wold, hvor jeg blandt andet kender en hyggelig café med gode kager og en god boghandel med en meget venlig hund, og efter besøgene dér gik jeg tur i de små gader.

590forarr6

Der var mange mennesker i byen, for der var Antikmesse, men man skulle alligevel ikke bevæge sig ret langt væk fra centrum, før byens stemning ganske fredsommeligt sneg sig ind på én.

590foraar5Og forårstegnene viste sig i krukker og bede foran husene; en restaurant havde fyldt altankassen med hyacinter, der blot ventede på lidt mere varme.

590foraar2Bagefter fortsatte jeg turen til Broadway og Snowshill, hvor jeg skulle hente forsyninger af dejlige lavendelsæber. Også her var der forårstegn – de var små, men de var der. Alle vegne…!

590foraar1

Fotos: © Mia Folkmann

Engelsk musik

MalvDe fleste kender nok “Pomp and Circumstance” marcherne, der blev komponeret af Edward Elgar – én af Englands mest kendte komponister. Men der er langt fra Elgars marchmusik, som var så populært i hans tid, til hans hjertegribende og følelsesfulde cellokoncert eller den romantiske Salut D’amour, som han skrev til sin forlovede.

Elgar voksede op i Worcestershire og elskede de naturskønne omgivelser omkring Malvern Hills, og her komponerede han blandt andet “Enigma variationerne”.

“Træerne synger min musik, eller er det mig, der synger deres”?

Elgar elskede naturen, og der var musik i luften omkring ham, som han sagde. Han hørte det hele tiden, og han skulle blot skrive det ned…

Du kan læse mere om komponisten Edward Elgar i ANGLOFILIA magasinet – og du kan høre noget af Elgars skønne musik herunder…

Foto: ©  Visit Worcestershire

Snowshill

Lige i nærheden af Broadway, som jeg skrev om i det sidste af mine rejsebreve, ligger Snowshill – en ganske lille by, der må være én af de mest fotograferede i Cotswold-området. Da jeg var der, skinnede novembersolen så venligt, og jeg stod midt mellem byens kro og kirke og lyttede til fuglesangen.

Omgivelserne var så utroligt idylliske og meget, meget engelske. Og lige på det tidspunkt var Snowshill det allerbedste sted at være…

Photos: ©  Mia Folkmann