Gamle huse i Worcester

590katedral3Byen Worcester blev grundlagt af romerne, og den centrale beliggenhed gjorde den til en travl handelsby. Det er den stadig, og hvis man interesserer sig mere for smukke, gamle huse fra Tudortiden end butikker og indkøb, skal man søge om til de små gader bag hovedstrøget.

590katedral2

I Friar Street ligger blandt andet Greyfriars’ House, der blev bygget i 1480 af en velhavende brygger. Huset blev indrettet, som det dengang var passende for en mand af stand, og udstillinger i huset viser udviklingen gennem årene. Bagved ligger en dejlig have, hvor man kan drikke eftermiddagste om sommeren, og ellers er der indrettet en lille café i et værelse ved siden af køkkenet.

Der ligger mange andre gamle huse i Friar Street, og ét af dem er så skævt, at det er et under, at det står endnu. For enden af gaden kan man se over til Worcester katedral, der går helt tilbage til 1084 og rent arkitektonisk anses for at være én af Englands mest spændende…

590katedral

Uddrag af artikel om Worcestershire fra ANGLOFILIA vinter 2012/13.

Tekst og foto: © Mia Folkmann

 

En tur til Worcester – rejsebrev dag 2

I dag vågnede vi til tæt, tæt tåge. Man kunne ikke engang se fårene ude på marken, men de var selvfølgelig også camouflage-farvede…

Mine virtuelle gæster tilbragte formiddagen med at læse og spille, mens vi ventede på, at tågen lettede, som tåger jo gør. Og det gjorde den efter frokosttid, så det var passende med én af de kortere ture. Da det var begyndt at regne, var man mest stemt for en lille indkøbstur til Worcester, hvor man kunne kigge butikker og få en ”cinnamon latte” i anledning af den forestående julemåned.

dag2highStorbritanniens længste flod, Severn, går gennem byen, og tæt ved den ligger Worcester katedral, der rent arkitektonisk anses for at være én af Englands mest spændende. Og den er også imponerende flot med smukt dekorerede lofter højt, højt oppe over buerne.

Hver søndag mellem 9.30 og 10.30 ringer katedralens klokker, og det er frivillige ”bell ringers”, der står for dette klokkespil. Der er 15 kæmpestore klokker på i alt 16 tons, så det er nok ikke så ligetil at få dem til at tone, som de skal.

Worcester er en by med mange gamle bindingsværkshuse; især i Friar Street, der ligger bag hovedgaden med alle butikkerne. Greyfriars’ House er ét af de flotteste, og det blev bygget i 1480 af en velhavende brygger. Huset blev indrettet, som det dengang var passende for en mand af stand, og udstillinger i huset viser udviklingen gennem årene. Bag huset ligger en dejlig have, hvor man kan drikke eftermiddagste om sommeren.

Men altså ikke i dag, hvor det var råkoldt og gråt. I stedet blev det til et besøg i den flotte boghandel og en indendørs kaffe i Costa cafeen…

Photos: ©  Mia Folkmann

Velkommen til England – rejsebrev dag 1

England byder velkommen med dejlig sol og mildt vejr, og det er sådan et smukt syn med alle efterårsfarverne. I butikkerne er man så småt ved at pynte op til jul, og en ”trend” er åbenbart strikket julepynt – det var i hvert fald det meget charmerende syn, der mødte os i det store supermarked i Great Malvern.

Men bortset fra indkøb og lidt litterære forsyninger fra det lokale bibliotek skal der være tid til at slappe af her den første dag.

Det har været en lang rejse, og man skal lige indlogeres og pakke ud. Værelserne står klar, sengene er opredte, så jeg håber, at I føler jer velkomne her i mit gamle hus.

Måske har I lyst til at kigge lidt i haven, mens jeg sætter tevand over – og bagefter er der te og kage i udestuen med udsigt til fugle og egern.

Velkommen til Hollymount.

Photos: ©  Mia Folkmann