Markedsdag i London

spitalPå en søndag er det oplagt at gå på marked. Så det gjorde vi – men det var et ganske særligt marked, som jeg er meget begejstret for, og som jeg tidligere har skrevet om i ANGLOFILIA magasinet.

Old Spitalfields er meget stort, overdækket marked. Bygningen har sit navn fra dengang, hvor der lå et hospital og kloster her ”langt ude på landet”. Efterhånden voksede byen ud til Spitalfields, og i 1600-tallet fik man ret til at holde marked.

I 1700-tallet blomstrede markedet op, og man havde travlt med at sælge frisk frugt og grønt til Londons voksende befolkning. Senere opførte man bygningen, der nu er forvandlet til en herlig markedsplads med masser af liv, og samtidig danner Old Spitalfields midtpunkt for et nyrenoveret og spændende kvarter i London.

Her er superhyggeligt, og hvis man kan lide smart tøj og dejlig mad, må man kigge herud. Jeg var stærkt fristet af en ret unik frakke, men købte i stedet en sød bluse og nogle usædvanligt gode, hjemmelavede chokolader. Til frokost spiste vi lækre madpandekager, mens vi blev underholdt af folk, der prøvede stilfulde hatte lige over for – og bagefter nød vi frisk vandmelonsaft og senere kaffe.

Old Spitalfields er sjovt!