Sissinghurst

Sissinghurst er dejlig på alle årstider og ikke mindst på en solrig efterårsdag i september. Fordelen ved et besøg på denne tid er helt klart, at der ikke er så mange mennesker som ellers i haven. Man har mulighed for at sidde i fred på en bænk og nyde synet af de gyldne farver.

Urtehaven er min personlige favorit. Den ligger i havens fjerneste hjørne, og man kan gå under lindetræer og gennem nøddehegn eller følge voldgraven for at komme dertil. Urtehaven er omgivet af tætte, tykke takshække, og bag dem kan man sidde i læ og nyde synet af de mange forskellige urter. Det er også i urtehaven, man kan finde en stenbænk smukt beplantet med duftende kamille.

Efter besøget i haven kan man gå en kortere eller længere tur rundt på ejendommen. Turen går blandt andet gennem skov og mark, rundt om søer og ind mellem træerne i æbleplantagen, hvor de mange forskellige æblesorter tynger grenene helt ned til jorden.

Besøget sluttes af med lidt indkøb: Friske valnødder og æblesaft af egen avl. Sådan kan man også tage lidt af Sissinghurst med sig hjem… :-)

Der var ikke meget tilbage af det store hus fra femtenhundredetallet, da forfatteren og digteren Vita Sackville-West og hendes mand, diplomaten og forfatteren Harold Nicolson, så Sissinghurst første gang. Men skønt de tilbageværende bygninger hverken havde elektricitet, vand, varme og dårligt nok et tag, så købte de alligevel ejendommen og det landbrug, der hørte med.

Ægteparret drømte om at skabe en have blandt de maleriske ruiner, der lå med udsigt til vidtstrakte marker og gammel skov. Især Vita elskede stedet fra første øjeblik, men Sissinghurst var ikke altid elsket. I en lang periode havde det mest af alt været præget af ligegyldighed, og under syvårskrigen blev ejendommen brugt som fangelejr for flere tusinde franske krigsfanger. Fangerne havde ødelagt alt det, der havde værdi, og haven var forvandlet til bar jord.

Men alligevel følte Vita Sackville-West, at hun var kommet hjem; at hun havde fundet sine rødder. Måske følte hun trang til at genskabe noget af fortidens storhed, eller måske var det stedets vidunderlige fredfyldthed, der tiltalte hende så umådeligt. Det var, som om Sissinghurst blot ventede på at blive vækket af Tornerosesøvnen.

Udsnit af artikel fra ANGLOFILIA-magasinet