Årets første forårsdag

Londonspring1Vejret skifter fra dag til dag her i London. Nogle dage er milde og blide, mens andre er isnende kolde, blæsende og fulde af støvregn. Det sidste lader man sig ikke påvirke for meget af, når man har fået hund, der bare skal med ud hver eneste dag – men på årets første rigtige forårsdag lod jeg ham dog blive hjemme hos sin “far”, der skulle arbejde, og gik en lang tur langs Themsen for at udforske nogle ikke så hundevenlige ting.

Jeg gik hele vejen fra London Bridge til Hammersmith Bridge – og en god bid længere. Men solen skinnede vidunderligt, og det var skønt at gå langs floden forbi nyt og gammelt byggeri, der er ganske fascinerende. Ikke noget af det er ens; fantasien har virkelig fået lov til at få vide rammer her. Jeg kunne ikke selv tænke mig at bo i det – jeg er så absolut mere landmenneske end bymenneske – men jeg kan godt lide at se på det.

Og mens jeg gik, fik jeg fotograferet en masse og udtænkt en masse planer. Man tænker så godt, når man går – og humøret stiger uundgåeligt i solskin med udsigt til fugle og vand. Selv en ganske almindelig sandwich smagte himmelsk i fri luft og ved Themsen, der ellers var ret upåvirket af det fine vejr…

londonspring2

Tur langs Themsen

themsen1Vi har haft nogle meget forskelligartede dage i London. Øspøs regnvejrsdage blev afløst af forårsagtige solskinsdage, og på sådan en forårsdag gik vi hele den lange vej fra Lamberts Palace, der er ærkebiskoppen af Canterburys officielle bolig, og til Tower Bridge. Faktisk lidt længere, for de små gader i kvarteret ved Tower lokkede til udforskning.

Vi havde egentlig besluttet os for at tage en taxi fra Tower og tilbage til Trafalgar Square, hvor bussen holdt, men nu gik det lige så godt! Vi fortsatte ufortrødent turen på den anden side af Themsen og gik hele vejen tilbage igen. Med svinkeærinder blev det en tur på 15-16 km.

Der er en ganske særlig stemning her ved Themsen. Det myldrede selvfølgelig med mennesker på sådan en dejlig dag – der blev bygget sandslotte (eller rettere sandmænd); der blev spist frokost udendørs og set udstillinger. Selv ville vi blandt andet ud og prøve den nye “Millennium Bridge”, der er en gangbro. Den ligger lige ved Shakespeare’s Globe teater, og da den kom op i år 2000, var der mange, der klagede over, at den gyngede alarmerende. Herefter måtte man lukke den et par år, mens man forbedrede den.

Der var ingen gyngen nu i hvert fald – og det var der selvfølgelig heller ikke på Tower Bridge, hvor man som noget nyt kan gå på en glasgang i 42 meters højde. Men selv om det nok er en fascinerende oplevelse at se trafik og både sådan lidt fra oven… så afholdt “haren” her sig alligevel fra det. Jeg har det ikke så godt med højder og glasgulve… ;-)

Tekst og foto: Mia Folkmann

themsen2

Markedsdag i London

spitalPå en søndag er det oplagt at gå på marked. Så det gjorde vi – men det var et ganske særligt marked, som jeg er meget begejstret for, og som jeg tidligere har skrevet om i ANGLOFILIA magasinet.

Old Spitalfields er meget stort, overdækket marked. Bygningen har sit navn fra dengang, hvor der lå et hospital og kloster her ”langt ude på landet”. Efterhånden voksede byen ud til Spitalfields, og i 1600-tallet fik man ret til at holde marked.

I 1700-tallet blomstrede markedet op, og man havde travlt med at sælge frisk frugt og grønt til Londons voksende befolkning. Senere opførte man bygningen, der nu er forvandlet til en herlig markedsplads med masser af liv, og samtidig danner Old Spitalfields midtpunkt for et nyrenoveret og spændende kvarter i London.

Her er superhyggeligt, og hvis man kan lide smart tøj og dejlig mad, må man kigge herud. Jeg var stærkt fristet af en ret unik frakke, men købte i stedet en sød bluse og nogle usædvanligt gode, hjemmelavede chokolader. Til frokost spiste vi lækre madpandekager, mens vi blev underholdt af folk, der prøvede stilfulde hatte lige over for – og bagefter nød vi frisk vandmelonsaft og senere kaffe.

Old Spitalfields er sjovt!

En kærlighedsaffære

miaiWalesJeg satte for første gang min fod på engelsk jord, da jeg var tyve. På det tidspunkt følte jeg mig allerede som en kosmopolit, for jeg boede i Bruxelles og rejste hyppigt på forlængede weekender til nærliggende byer som Luxembourg og Paris.

Da nogle kolleger foreslog en London-tur, slog jeg straks til. Jeg kendte London fra film og TV og havde selvfølgelig hørt om både Tower og Westminster, men ellers havde jeg ikke ret meget idé om, hvad der ventede.

Selvfølgelig faldt jeg pladask for London. Der var så meget historie, så meget lune og charme og så meget engelsk hygge på de gammeldags pubber. Jeg elskede deres museer, der i hvert fald på det tidspunkt var meget mere interessante end de hjemlige. Og jeg elskede ”Swinging London”, for selv om 1960’erne var et overstået kapitel på det tidspunkt, så svingede det skam endnu.

I Carnaby Street fandt vi smarte sko, Mary Quant øjenskygge og cowboybukser, som man skulle ligge ned for at få på. Reklameplakater med supertynde Twiggy hang i London Underground, og Biba var stadig et meget anderledes og meget ”in” varehus på Kensington High Street, hvor man kunne være heldig at støde ind i Sonny og Cher, Mick Jagger og andre kendte.

Vi kørte London tynd med de røde dobbeltdækkerbusser og herlige sorte taxier, vi tog på Portobello Road marked bare for at kigge, og vi spiste spaghetti ud over det hele på Wimpy Bar. Da vi søndag eftermiddag kørte i retning af Dover, sad jeg som fortryllet og kiggede på det engelske landskab, vi kørte igennem. Jeg havde fået England i blodet.

Sidenhen blev det til mange London-ture. Bykortet fik æselører og blev så slidt, at visse vejnavne forsvandt. Det endte med at blive helt overflødigt, for efterhånden kendte jeg byen som min egen bukselomme, og undergrundsbanens centrale netværk havde jeg forlængst lært udenad.

Lakmusprøven kom, da jeg nogle år senere for første gang skulle præsentere min mand for London. Jeg havde næsten mavepine ved tanken, men det var der nu ingen grund til, for kærligheden sejrede selvfølgelig. Min mand overgav sig helt og aldeles til West Ends teatre, til de hyggelige spisesteder i Covent Garden og til alle de sjove og anderledes museer, som vi udforskede fra en ende af.

Da vi året efter tog endnu en uge til London, gik vi efter nogle dages forløb ned på turistkontoret for at kigge brochurer. En fin lille folder fangede af en eller anden grund vores opmærksomhed: A Day in London’s Countryside. Se, det var jo noget helt andet! Det måtte da prøves af…

Som sagt, så gjort: Næste morgen stod vi tidligt op og tog undergrundsbanen til endestationen Amersham – en lille og for os fuldstændig ukendt by i Londons nordvestligste udkant. Togturen var kun på fyrre minutter fra Charing Cross, men miljøforandringen var total. Amersham var, i hvert fald dengang, en lille hyggelig forstadsby med charmerende gamle huse, omgivet af store træer og bølgende marker.

Vi gik en lang tur rundt om byen og op til skoven, hvorfra der var den flotteste udsigt, og bagefter udforskede vi bindingsværkshusene og de mange små butikker. I The Willow Tree fik vi afternoon tea med scones, den søde ældre servitrice kaldte mig ”luv”, og atmosfæren var simpelthen så helt vidunderlig engelsk, som man ellers kun ser i fjernsynet.

Grundstenen var lagt, og det blev siden til utallige rejser til både England, Wales og Skotland. Vores kærlighedsaffære var hverken kortvarig eller forbigående, som den slags ellers ofte er – tværtimod endte vi med at slå rødder i den engelske muld. Sådan måtte det jo gå…

Tekst og foto: © Mia Folkmann