Smallhythe Place

590smallhytheNår man tænker på historiske huse i England, tænker man tit på de flotte herresæder, men selv små huse kan give store oplevelser. Smallhythe Place er ét af dem – et fint, lille bindingsværkshus fra det 16. århundrede, hvor skuespillerinden Ellen Terry boede i 29 år.

Huset er fra en tid, hvor der var et skibsværft på stedet – hvilket kan undre lidt i dag, hvor der ikke er nogen havn at se. Men meget er sket på 500 år, og hvor der engang var en flod og små havnebassiner til skibe, er der nu marker.

Smallhythe Place var dengang en del af et helt lille skibsbygningssamfund, hvor der blev brændt mursten, fremstillet håndlavede søm, og hvor små og store skibe blev repareret og bygget. Generationer efter var huset blevet en del af en gård, og langt senere blev det fundet af Ellen Terry ved en tilfældighed. Hun købte det i 1899.

Ellen Terry var en meget kendt og omtalt dame i victoriatiden, hvor hun spillede utallige karakterroller på scenen og i slutningen af sin karriere også havde nogle roller i film. Derfor er det meget passende, at hendes hus nu er indrettet som et teatermuseum.

Væggene i Smallhythe Place er tæt behængt med billeder og fotografier og sammen med husets indretning får man et glimt af det liv, som den berømte skuespillerinde har haft. Soveværelset er så nogenlunde det samme, som det var i Ellen Terrys tid, mens de to lavloftede stuer først og fremmest bliver brugt til udstilling af forskellige teatergenstande og memorabilia.

På Smallhythe Place kan man også se nogle af de ganske fantastiske kjoler, som Ellen Terry var kendt for at bære i sine roller. Den mest berømte er den grønne kjole, som hun bar i rollen som Lady Macbeth – en kjole besat med noget så bizart som grønne billevinger…

Der hører en meget sød og charmerende landhave med frugttræer og roser til huset – en lidt vilter og naturlig have, som den slags nu helst skal være og et særdeles hyggeligt sted at drikke eftermiddagste.

Stalden blev indrettet som teater efter Ellen Terrys død, og nu opfører man forskellige forestillinger med jævne mellemrum – dog kun i sommermånederne, for stalden er ikke opvarmet og kan være en kold fornøjelse. På andre tidspunkter er der opstillet plancher, så man kan læse mere om den store skuespillerindes liv og mange roller og om de mange andre berømtheder, der har stået på den fine, lille scene.

Ellen Terry blev boende i Smallhythe Place til sin død i 1928. Man kan se hendes dødsmaske, der hænger i huset – aftrykket af en spændende kvinde og én af Englands store stjerner, der utvivlsomt gav datidens publikum mange oplevelser.

Artikel fra ANGLOFILIA magasinet – tekst og foto: Mia Folkmann

Kent – Englands have

kentUdover de mange frugtplantager er Kent blandt andet kendt for de hvide klinter ved Dover, de mange maleriske slotte og de særprægede oast houses.

Sidstnævnte er sjove huse med kegleformet tag, og de blev i sin tid opført for at tørre og modne den humle, som man dyrkede i stor stil på egnen. Taget lod fugten fra tørreovnen slippe ud og trak samtidig frisk luft ind. Nogle oast houses er stadig i brug efter hensigten, mens andre er indrettet til nogle meget specielle boliger.

Englands ældste bryggeri ligger i Kent, for bryggeriet Shepherd Neame går helt tilbage til 1698. Der har engang været langt flere bryggerier end nu, men selv om det er gået tilbage, dukker der hele tiden nye mikrobryggerier op med hver deres specialer.

Kent er et skønt område, hvis man kan lide slotte, for dem er der en hel del af. Leeds Castle er så flot og eventyrligt, og Scotney Castle er meget romantisk; begge hører til dem, der bør udforskes, hvis man er på de kanter.

I det nye ANGLOFILIA kigger vi lidt nærmere på området, for Kent er selvfølgelig oplagt til feriebrug.

Foto: DiscoverthegardenofEngland