Vandhaven i Herefordshire

590vandhaveDer er visse haver, som man ikke kan lade være med at vende tilbage til, og Westonbury Mill Water Garden i Herefordshire er én af dem. Ikke på grund af størrelsen, for haven er kun lidt over 8000 m2, men snarere fordi stemningen er så hyggelig og fredfyldt. Vandhaven ligger i nærheden af middelalderbyen Pembridge kun en halv times kørsel fra Wales.

Her er en lille café, hvor man i godt vejr kan sidde uden for ved siden af åen og drikke sin kaffe med selskab af de lokale ænder, og bagefter kan man gå på opdagelse i den dejlige have, der ser helt og aldeles naturlig ud. Netop derfor er det ret fascinerende at vide, at ejeren af vandmøllen egenhændigt har bygget haven op fra bunden i løbet af relativt få år.

Richard Pim er hydrolog (det er noget med vand…) og har arbejdet som sådan i udlandet i mange år. På et tidspukt begyndte han at udvide det vandløb, der fyldte mølledammen med vand, og senere udvidede han andedammen, som han havde anlagt nogle år tidligere. Resultatet er blevet et virvar af små vandløb, der omgiver den store sø midt på grunden.

Richard Pim vidste ikke så meget om planter, men de skulle naturligvis være fugtelskende. Han købte et bredt udvalg fra to planteskoler, der specialiserede sig i planter til vådområder, og de fleste planter accepterede vilkårene og slog sig velvilligt ned. Den gamle mølledam indeholdt en masse sort dynd under et lavt dække af vand, og det var en perfekt grobund for en sumphave – næsten for perfekt, så det er nødvendigt med mellemrum at rydde ud mellem planterne.

Der kommer hele tiden nye ting til, for Richard Pim kan lide at have projekter i gang. Ved havens indgang har han bygget et lille tårn, der fungerer som bolig for hvide duer, og øverst har han fremstillet nogle gargoiles, små ”vanduhyrer”, der med overraskende mellemrum spyer vand. I havens anden ende kan man gå over en kinesisk bro, forsvinde mellem en hel skov af storbladede gunnera eller nyde udsigten til den vilde blomstereng fra en afrikansk hytte, som Richard Pim har bygget af træ fra udgåede elmetræer.

Når man er blevet mæt af indtryk, er det måske tid til at finde en af havens skyggefulde bænke, hvor man kan sidde og nyde synet af frodige blomster og ihærdige fugle. Og måske spekulere på, hvad Richard Pim mon nu har så travlt med…

Westonbury Mill Water Gardens, Pembridge, Herefordshire HR6 9HZ

Tekst og foto: © Mia Folkmann

(Artikel fra ANGLOFILIA efterår 2008)

Hampton Court

590blueregnNår man nævnet navnet Hampton Court, så tænker man nok oftest på det store kongelige palads, der ligger i nærheden af London. Men der er et andet Hampton Court i Herefordshire, og den smukke have, der hører til slottet, er åben for publikum.

Selve slottet er bygget i det 15. århundrede og ligner et rigtigt eventyrslot. Slottets historie er også ret eventyrlig, for det blev oprindeligt givet til en modig ridder, der havde gjort en imponerende indsats under slaget ved Agincourt. Slottet er blevet gennemgribende renoveret og fungerer i dag som et privat hjem, så man kan normalt ikke komme indenfor. Men der også nok at se i den kæmpestore have, der omgiver det. Med slottet som baggrund er her nærmest malerisk kønt, for bag haven ligger engen med græssende køer og floden Lugg, og det hele indrammes af skovklædte bakker.

Der er mange forskellige områder i haven, og de er hver især er lige fascinerende. Blomsterhaven er ligesom køkkenhaven indrammet af gamle mure, og grusstier og vandkanaler opdeler den. Nogle af kanalerne er så tilpas fladbundede, at fuglene med stor fornøjelse bruger dem som badebassin. Via broer kan man gå over til de to pavilloner, hvor man kan sidde og nyde synet af de imponerende blomsterbedene og hele symmetrien i haven. I køkkenhaven ved siden af dyrker man på dekorativ vis et udvalg af økologisk frugt og grønt, der bruges i orangeriets restaurant.

Hvis man besøger Hampton Court i forsommeren, er den 150 år gamle wisteriatunnel en smuk og velduftende oplevelse. Blåregnen hænger tungt og tæt, og når man står i tunellen og kigger ud på græsplænerne og de enorme træer, må man lige kigge en ekstra gang. For var der ikke et messinghåndtag i døren ved foden af det ene træ? Den slags underfundige detaljer er værd at holde øje med, for dem er der mange af.

Der er en sjov labyrint af takstræer, og selv om den ikke er stor, så er den stor nok til at gå vild i! Ved labyrinten ligger et lille tårn, og man enten kan gå op til udsigtsplatformen, hvorfra der er en flot panoramaudsigt over haven og det omkringliggende landskab, eller ned gennem en ”hemmelig” og meget mørk passage, der fører ud til en skyggefuld og dybtliggende vandhave, komplet med vandfald. Herfra kan man gå på en smal sti eller på de store trædesten i vandløbet tilbage til græsplænerne og orangeriet.

Hvis der overhovedet er mere energi tilbage, når man har udforsket haven, kan man gå nogle dejlige ture langs med floden eller igennem skoven. Eller man kan kaste håndklædet i ringen og i stedet sætte sig ind i det gamle orangeri for at nyde en god og velfortjent frokost.

Tekst og foto: © Mia Folkmann

(Artikel fra ANGLOFILIA efterår 2008)