Når man nævnet navnet Hampton Court, så tænker man nok oftest på det store kongelige palads, der ligger i nærheden af London. Men der er et andet Hampton Court i Herefordshire, og den smukke have, der hører til slottet, er åben for publikum.

Selve slottet er bygget i det 15. århundrede og ligner et rigtigt eventyrslot. Slottets historie er også ret eventyrlig, for det blev oprindeligt givet til en modig ridder, der havde gjort en imponerende indsats under slaget ved Agincourt. Slottet er blevet gennemgribende renoveret og fungerer i dag som et privat hjem, så man kan normalt ikke komme indenfor. Men der også nok at se i den kæmpestore have, der omgiver det. Med slottet som baggrund er her nærmest malerisk kønt, for bag haven ligger engen med græssende køer og floden Lugg, og det hele indrammes af skovklædte bakker.

Der er mange forskellige områder i haven, og de er hver især er lige fascinerende. Blomsterhaven er ligesom køkkenhaven indrammet af gamle mure, og grusstier og vandkanaler opdeler den. Nogle af kanalerne er så tilpas fladbundede, at fuglene med stor fornøjelse bruger dem som badebassin. Via broer kan man gå over til de to pavilloner, hvor man kan sidde og nyde synet af de imponerende blomsterbedene og hele symmetrien i haven. I køkkenhaven ved siden af dyrker man på dekorativ vis et udvalg af økologisk frugt og grønt, der bruges i orangeriets restaurant.

Hvis man besøger Hampton Court i forsommeren, er den 150 år gamle wisteriatunnel en smuk og velduftende oplevelse. Blåregnen hænger tungt og tæt, og når man står i tunellen og kigger ud på græsplænerne og de enorme træer, må man lige kigge en ekstra gang. For var der ikke et messinghåndtag i døren ved foden af det ene træ? Den slags underfundige detaljer er værd at holde øje med, for dem er der mange af.

Der er en sjov labyrint af takstræer, og selv om den ikke er så stor, så er den stor nok til at gå vild i! Ved labyrinten ligger et lille tårn, og man enten kan gå op til udsigtsplatformen, hvorfra der er en flot panoramaudsigt over haven og det omkringliggende landskab, eller ned gennem en ”hemmelig” og meget mørk passage, der fører ud til en skyggefuld og dybtliggende vandhave, komplet med vandfald. Herfra kan man gå på en smal sti eller på de store trædesten i vandløbet tilbage til græsplænerne og orangeriet.

Hvis der overhovedet er mere energi tilbage, når man har udforsket haven, kan man gå nogle dejlige ture langs med floden eller igennem skoven. Eller man kan kaste håndklædet i ringen og i stedet sætte sig ind i det gamle orangeri for at nyde en god og velfortjent frokost.

Tekst og foto: © Mia Folkmann

(Artikel fra ANGLOFILIA efterår 2008)