Jeg har netop modtaget det nye nummer af ANGLOFILIA fra trykkeriet – og det er altså en fornøjelse at se forsidebilledet, når jeg selv skal sige det.
Billedet tog jeg sidste år i maj, og dagen var så perfekt, at billedet bare måtte blive godt. Jeg elsker den “vandhave”, som jeg tit besøger, for den ligger i Herefordshire blot 40-45 minutters kørsel fra dér, hvor jeg bor. Stemningen i Westonbury Mill Water Garden er vidunderlig, stille og fredfyldt, og man kan spise dejlig mad og gode, hjemmelavede kager ved de små borde ved indgangen til haven.
Og det allerbedste ved det hele er kendskabet om, at haven er skabt fra bunden i løbet af (relativt) få år. Jeg synes, at det er så skønt, at man kan skabe sit eget lille paradis, hvis man har tiden, visionerne og en vis portion energi… :-)
Tekst og foto: Mia Folkmann