Med toget over heden

I North Yorkshire kan man tage med veterantoget på det lange stræk mellem Pickering og Whitby. Sammenlagt tager turen over halvanden time, men så er der god tid til at nyde de fine togvogne med plyssæder og serveringen af kolde og varme drikke. På visse tidspunkter køres endda med spisevogn.

Toget kører gennem skovområder og heder ud til kysten, og Whitby er en charmerende by at besøge. Men jeg tog den kortere version af turen og stod af i Grosmont; en af de små byer, som toget stopper ved undervejs.

Inden turen går tilbage til Pickering igen, er der tid til frokost og kaffe og et besøg i den gamle købmandsbutik, der har en særlig historie.

For butikken har netop haft 150 års fødselsdag. Den startede i sin tid som en forretning, hvor medlemmerne fik andel i overskuddet – ligesom vi kender til fra Danmark. Men butikken i Grosmont er ikke medlem af en kæde; den er stadig helt sig selv – og den er Storbritanniens ældste af slagsen.

Butikken kører efter de samme regler, som den altid har kørt med. Hvert år får medlemmerne udbetalt dividende kontant, og der bliver kvitteret i den gammeldags bog, der stadig føres i hånden. Hvorfor ændre på noget, der virker… :-)