Den perfekte rose

590roserDet må være intet mindre end et ønskejob at beskæftige sig med de smukkeste roser dagen lang. David Austin har netop skabt sig sådan et ønskejob, og selv om han er en ældre herre nu, så er han stadig aktiv i gartneriet. Hans ældste søn, David, har overtaget den daglige drift af virksomheden, men de to har arbejdet sammen de sidste femten år.

David Austin var ren amatør, da han for over halvtreds år siden frembragte sin allerførste rose som en krydsning mellem en af de gamle roser og en ny, moderne sort. Det var Constance Spry, som er sart rosa, stærkt duftende og åh, så romantisk. Denne rose blomstrer kun én gang i sommerens løb, men blomstringen er til gengæld ganske overvældende.

Fra begyndelsen søgte David Austin at skabe roser, der både var smukke og nemme at have med at gøre. De skulle blomstre hele sommeren, de skulle dufte dejligt, og der skulle være en bred vifte af farver at vælge imellem. Han kombinerede de bedste kvaliteter fra de gammeldags, duftende roser og de moderne roser, og resultatet blev det, som Austin kaldte de engelske roser.

roser2Disse roser kan man kun forelske sig i, og de er da også berømte over hele verden for deres fortryllende duft og skønne farver. Hvert eneste år kommer nye roser til, og efterhånden er der over 800 forskellige i David Austins gartneri, så det må være svært at vælge, hvis man kommer hertil for at finde roser til sin egen have.

Buskroser passer perfekt i et gammeldags blomsterbed med stauder og sommerblomster, og hvis man kunne tænke sig en rosenbue eller en pergola i haven, så findes der adskillige engelske roser, der hellere end gerne vil klatre. De ganske lave roser er perfekte til bunddække, mens de kraftigste af buskroserne er velegnede til tætte hække, f.eks. sammen med buksbom og taks.

Ved siden af gartneriet ligger den skønneste rosenhave med et væld af forskellige roser. Haven er delt op i fem forskellige afdelinger med hvert deres tema, og man kan se blomstrende roser fra slutningen af maj og lige til frosten kommer.

Alle sanser bliver bombarderet med indtryk, for der er rundt regnet 700 forskellige roser på havens 8000 kvadratmeter. Luften er tæt af dufte, og roser i alle farver fylder bede til bristepunktet, kravler over pergolaer og breder sig i det hele taget, hvor de kan.

Der er så mange yndige Austin-roser, men her viser vi fem af de bedste: Darcey Bussell er en rød skønhed – en smuk buskrose med en fin, frugtagtig duft. En anden rose med busket vækst er Winchester Cathedral, der jo er opkaldt efter den berømte katedral i Sydengland. Blomsterne er kridhvide med et strejf af rosa, og de dufter honningsødt og helt fortryllende.

Vores egen favorit er Jubilee Celebration med den lidt støvede, rosa farve og frugtagtige duft. Det er en af de flotteste David Austin roser, der får store, fyldige blomster i rigt mål. Hvis man vil have blomstrende roser rundt om en døråbning eller en port, kan man med fordel bruge Graham Thomas og Gertrude Jekyll, for de er begge ivrige klatrere og når uden besvær over to meter op.

David Austin har deltaget i det berømte Chelsea Flower Show siden 1981, så i år har han altså været med for tredivte gang. Der er særlig stor travlhed i gartneriet før sådan en udstilling, for de deltagende roser skal have særlig kærlig pleje og gerne lidt ekstra varme i 5-6 uger for at folde sig bedst muligt ud.

Selv om det kan være en stor udfordring at få roserne til at blomstre ”naturligt” på dette tidlige tidspunkt, så lykkes det altid, og 15 år i træk har David Austin modtaget en guldmedalje. Det må siges at være noget af en præstation for en ”selvlært amatør”…

Artikel fra ANGLOFILIA efterår 2010

Tekst og foto: Mia Folkmann

590roser1