En Cotswold-udsigt

ewarkFor en del år siden boede vi i en dejlig ferielejlighed på Newark Park i den vestlige del af the Cotswolds. Fra stuen havde vi denne udsigt, men det var i marts måned, så der var ikke helt så grønt.

Det gjorde nu ikke det mindste, for til gengæld havde vi nærmest huset og haven for os selv. Vi mødte i hvert fald aldrig nogen under vores daglige traveture, og hver aften sagde vi godnat til de påfugle, der havde fundet sig en sovepind i træerne.

Det var en dejlig oplevelse, som vi for alvor glæder os over nu, hvor ferielejligheden er nedlagt. Til gengæld er huset åbnet for publikum, og hvis man besøger det på en dag med tørvejr, kan man sidde i haven med kaffen og nyde den fantastiske udsigt, før man går indenfor og lærer lidt om husets historie:

I 1790 blev Newark Park ombygget og moderniseret af den engelske arkitekt James Wyatt, så det kunne fungere som bolig for familien Clutterbuck. Familien ejede huset helt frem til 1949, hvor det blev overtaget af the National Trust, og de følgende år var huset lejet ud til en række lejere, der blandt andet brugte huset som plejehjem. I 1970 var huset nedslidt og haven forvokset, og begge dele trængte for alvor til kærlig pleje.

En amerikansk soldat, der havde været i England under anden verdenskrig, kom til husets redning. Robert Parson havde forelsket sig i England og den engelske livsstil, og da han hørte om det forfaldne hus, lejede han det straks og begyndte en gennemgribende renovering. Blandt andet fandt han det gotiske sommerhus, der ellers var helt glemt og gemt i vildtvoksende buskads, og genskabte søen. 

Kiftsgate Court gardens

kifKiftsgate Court gardens er formet af tre generationer af kvindelige, selvlærte gartnere: Heather Muir, datteren Diany Binny og barnebarnet Anne Chambers. Heather Muir og hendes mand købte ejendommen Kiftsgate i begyndelsen af 1900-tallet, og da området omkring huset var flisebelagt og ret kedeligt, besluttede Heather Muir sig snart for at skabe en have på stedet.

Trods manglende erfaring tog haven gradvist form; der blev plantet hække og anlagt stier. Bedene blev fyldt med farverige blomster, og Heather Muir blev med tiden berømt for sine roser. Hun skabte den skønne Kiftsgate rose – en særdeles ivrig klatrerose, der hurtigt vokser til over ti meter i højden og bredden og har duftende hvide blomster.

Heather Muir var hele livet venner med naboen Lawrence Johnston fra Hidcote Manor garden, men selv om hun givetvis har ladet sig inspirere af ham, ligner de to haver ikke hinanden. I modsætning til Hidcote er haven ved Kiftsgate meget skrånende, og når man går ned ad trappen til terrassen med swimmingpoolen, er der en fantastisk udsigt over landskabet til Malvern Hills i det fjerne.

yeskifts

Der er altid noget at se i haven. Om foråret blomster magnolierne, og i juni er der et væld af pæoner. En del af havens roser er fra mormor Muirs tid, og trods deres efterhånden fremskredne alder, udgør de et imponerende syn i sommermånederne. Duften af de mange forskellige roser blander sig med duften af liljer på sådan en sommerdag, og indtrykket er intenst.

Det var Diany Binny, der skabte den halvcirkelformede pool, og det var også hende, der begyndte at holde åben for offentligheden. Anne Chambers har fortsat traditionen, skønt der er lukkede dage, hvor man fokuserer på haveplejen. Diany Binny lærte sin datter, hvor vigtigt det er at holde øje med planterne i haven – en god gartner er altid observant.

Anne Chambers omdannede en ubrugelig tennisbane til en smuk vandhave. Forgyldte blade på høje stilke vejer elegant i vinden, før de pludselig afslører deres funktion som springvand. De store, firkantede trædesten, der nærmest ser ud til at svæve på vandet, fører ud til en firkantet plæne, og hele området er omkranset af høje hække. Et godt sted at blive væk for alverden.

kifts

Kiftsgate Court gardens er en fornøjelse at besøge – gerne i kombination med nabohaven Hidcote, så man oplever kontrasterne mellem de to. Trods den tidløse stemning har tiden ikke stået stille i Kiftsgate. De tre kvinder har på hver deres måde sat præg på denne vidunderligt romantiske og feminine have.

Artikel fra ANGLOFILIA sommer 2015.

Tekst og foto: Mia Folkmann

På udkig efter foråret

590foraar3

Vinteren ser ud til at have sluppet sit tag – i hvert fald her på egnen. Det er dog stadig koldt, og der er sne på Malvern Hills og også på bakkerne i Cotswold-området, hvor jeg tog til for at kigge efter forårstegn.

590foraar4

Som så ofte før kørte jeg til Stow-on-the-Wold, hvor jeg blandt andet kender en hyggelig café med gode kager og en god boghandel med en meget venlig hund, og efter besøgene dér gik jeg tur i de små gader.

590forarr6

Der var mange mennesker i byen, for der var Antikmesse, men man skulle alligevel ikke bevæge sig ret langt væk fra centrum, før byens stemning ganske fredsommeligt sneg sig ind på én.

590foraar5Og forårstegnene viste sig i krukker og bede foran husene; en restaurant havde fyldt altankassen med hyacinter, der blot ventede på lidt mere varme.

590foraar2Bagefter fortsatte jeg turen til Broadway og Snowshill, hvor jeg skulle hente forsyninger af dejlige lavendelsæber. Også her var der forårstegn – de var små, men de var der. Alle vegne…!

590foraar1

Fotos: © Mia Folkmann