Den Engelske Julekalender – 12. december

beatrixpotJeg tog dette billede af et hyggeligt, julepyntet butiksvindue i Stratford-Upon-Avon, hvor der ligger en Beatrix Potter butik. Selvfølgelig havde jeg en bagtanke: Jeg skulle nemlig huske mig selv på, at Beatrix Potter har skrevet en lille julehistorie – som jeg nu bringer her:

kanin1

 

 

Kaninerne mødtes til julefest på en våd decemberdag. Kaniner synes ikke om regn, så de havde regnfrakker på. Én kanin havde også en paraply.

kanin2

 

 

 

 

 

 

Rummet var julepyntet med kristtjørn på væggene. Da kaninerne satte sig ned for at spise, var der ikke stole nok til dem alle, så nogle kaniner sad på kurve.

kanin3

 

 

 

 

 

 

Efter middagen blev bordet skubbet til side, og kaninerne dansede rundt. En af kaninerne sørgede for musik ved at spille på fløjte.

kanin4

 

 

 

 

 

 

Da fløjtespilleren var blevet træt, begyndte kaninerne af lege “blindebuk”. En af kaninerne fik bind for øjnene, og så skulle den kanin prøve at fange de andre. Når en kanin blev fanget, var det dens tur til at få bind for øjnene.

kanin5

 

 

 

 

 

Til dessert ristede de æbler ved pejsen. Æblerne blev bundet på snore og hængt op foran ilden. Den kanin, der holdt øje med æblerne, beskyttede sit ansigt mod varmen med et kålblad. Efter al den mad og aktivitet havde nogle af kanierne dog svært ved at holde sig vågne.

kanin6

 

 

 

 

 

Efter desserten var det tid til at bryde op. Kaninerne fandt deres frakker i skæret af stearinlys, og bagefter sagde de farvel til hinanden, før de tog afsted.

 

 

 

 

 

Spørgsmål: Hvad er det kaninen ved pejsen dækker sit ansigt med? Et ugeblad, et kålblad eller en blok?

Send en mail med løsningen til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en kalendergave, der bliver sendt med posten. Vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort den følgende dag.

Mange julehilsner

Mia


Vindere:

1. december: Anita, Fredericia

2. december: PiaLovise 

3. december: Pia, Frederiksberg

4. december: Kirsten, Hanstholm

5. december: Lene, Nørresundby

6. december: Line, Søborg

7. december: Karen, Odder

8. december: Frank, Aabybro

9. december: Nelle, Sdr.Stenderup

10. december: Susanne, Sønderborg

11. december: Helle, Vejle

Beatrix Potter

590beatrixI år har Beatrix Potter 150 års fødselsdag, hvis man kan sige det sådan – og jeg skrev på et tidspunkt en artikel om hende til ANGLOFILIA magasinet, som du i anledningen af fødselsdagen kan læse lige her:

Beatrix Potter blev født i 1866 og voksede op i London sammen med sine ret velhavende forældre og sin bror, men hvert år tilbragte de sommeren i Skotland. Ferierne heroppe var fortryllende for den lille pige, og det var her, hun for alvor lærte at glæde sig over naturen. Hun tegnede alt, hvad hun så, og sammen med sin bror tog hun på ekskursioner for at se på fugle og samle vilde blomster.

Efter sommerferien var det hårdt at vende tilbage til London. Beatrix blev undervist hjemme af guvernanter, som det var almindeligt dengang, og hun havde derfor sjældent kontakt til andre børn. Men heldigvis havde hun broderens selskab, og sammen med Bertram sneg Beatrix sig til at have et helt menageri af dyr i børneværelset, som de observerede, studerede og tegnede.

Faderen, Rupert Potter, var egentlig advokat, men han gik meget op i fotografering og blev faktisk en anerkendt fotograf, selvom han aldrig arbejdede professionelt. Kunst var en anden stor interesse, og han tog ofte Beatrix med på galleribesøg, så hun kunne se og lære af andre.

I 1882 var det ikke længere muligt for familien at leje det sædvanlige hus i Skotland, så i stedet faldt valget på et stort hus i Lake District – et smukt og naturskønt område, som de straks forelskede sig i. Den lokale præst, Hardwicke Rawnsley, kom på besøg, og han roste den unge Beatrix’ kunstneriske talent og prægede hende med sine meninger om vigtigheden af naturbeskyttelse.

De følgende år vendte familien tilbage til Lake District, hvor de for det meste lejede et hus ved en af søerne. Beatrix elskede at fiske og sejle i søen, og hun var også begyndt at interessere sig for geologi og arkæologi. Hendes tegninger af fossiler, insekter og svampe er imponerende og meget detaljerede, og ved selvstudium lærte hun så meget om svampe og sporer, at hun i 1896 skrev en egentlig afhandling om dem.

I London var menageriet suppleret med en kanin, der blev døbt Benjamin. Han var til stor glæde for hele familien, og for Beatrix var han den perfekte model. Hun tegnede og malede ham fra alle mulige vinkler, og på et tidspunkt foreslog Bertram, at hun skulle prøve at sende tegningerne til et postkortforlag. Til Beatrix store glæde sendte forlaget en check på 6 £ tilbage og bad om flere.

I en alder af 24 var Beatrix således begyndt sin professionelle karriere, og snart leverede hun både illustrationer til postkort og til nogle små hæfter. Dette gav hende blod på tanden, og hun sendte nogle illustrationsforslag til forskellige bogforlag, blandt andet Frederick Warne, der ikke var helt uinteresserede, hvis illustrationerne blev samlet i bogform. Der skulle dog gå en del år, før det blev aktuelt.

Familien Potter holdt fortsat lange sommerferier i Lake District, og de fik hyppigt besøg af Hardwicke Rawnsley, der var blevet en nær ven af familien. Præsten var forfatter til forskellige guide- og børnebøger, og han kunne derfor give Beatrix Potter gode råd om en bog, hun havde i tankerne: Bogen om Peter Kanin. Beatrix sendte bogen til adskillige forlag uden held, og til sidst mistede hun tålmodigheden og besluttede hun sig for at udgive bogen selv. I 1901 udkom Historien om Peter Kanin i 250 eksemplarer.

Rawnsley prøvede dog fortsat at finde en udgiver til Beatrix, og til sidst lykkedes det ham at vække interessen hos Frederick Warne; det forlag, der tidligere havde vist interesse for Beatrix’ tegninger. I 1902 blev Peter Kanin udgiver i 8000 eksemplarer, og alle var solgt inden udgivelsen. I 1903 kom bøgerne The Tale of Squirrel Nutkin og The Tailor of Gloucester.

Al kontakten til forlaget skete gennem den yngste af de tre brødre, der drev det. Det var Norman Warne, som Beatrix diskuterede kontrakter med og sendte forslag til. De skrev sammen næsten hver eneste dag og blev efterhånden meget gode venner. Beatrix nød sit aktive liv, og bøgerne gik som varmt brød. Efterhånden havde Beatrix tjent så godt, at hun kunne købe noget jord i Lake District i nærheden af det sted, hvor familien holdt ferie.

Beatrix Potters forældre var ikke glad for det venskab, der havde udviklet sig mellem datteren og Norman Warne. Og da Norman friede til Beatrix, og hun straks sagde ja, gik det helt galt. Forældrene havde regnet med at blive passet på deres gamle dage, og de gjorde alt, hvad de kunne for at forhindre ægteskabet. Skønt Beatrix var fast besluttet på at gifte sig med den mand, hun holdt så meget af, endte det med et kompromis, og Beatrix gik modstræbende med til at holde forlovelsen hemmeligt.

Hun så dog aldrig Norman igen, for kort efter forlovelsen døde Norman Warne pludseligt på grund af sygdom. Beatrix var både chokeret og ulykkelig. Hun havde ingen, hun kunne tale med om sin sorg, for ingen kendte til hendes forhold til Norman. Hun søgte trøst hos Normans søster, Millie, og da hun havde fået sorgen lidt på afstand, tog hun op til Lake District, hvor hun havde købt et hus med navnet Hill Top.

Illustrationer og historier strømmede ud af Beatrix Potter de følgende år, og pengene strømmede ind. Hun tjente ikke bare penge på sine bøger, men også på de tøjdyr og andre produkter, der blev fremstillet på baggrund af hendes illustrationer. For pengene købte hun mere jord i Lake District og senere huse og gårde, som hun lejede ud. Til de juridiske forhold i handlerne fik hun hjælp af en lokal advokat, William Heelis, og ham giftede hun sig med i 1912.

Efterhånden som årene gik blev Beatrix Potter mere og mere opslugt af livet i Lake District, og fåreavl og dyrehold erstattede så småt illustrationer og bøger. Beatrix elskede at være sammen med sine dyr, hun elskede storheden og stilheden i Lake District, og hun involverede sig i de mennesker, der boede omkring hende. Hun og William Heelis boede på Castle Farm, men det var på Hill Top Beatrix tegnede og modtog gæster, og det var også her, hun opbevarede de ting, hun holdt særligt meget af.

I 1923 kom Troutbeck Park Farm til salg. Det var en meget stor ejendom med en utrolig smuk beliggenhed, og Beatrix Potter ønskede at bevare stedet, som det var. Tre år efter købet af gården besluttede hun sig for at avle de robuste Herdwick-får – en truet race, der ellers i århundreder havde græsset frit på bjergskråningerne i Lake District.

Vi har meget at takke Beatrix Potter for. Hendes dejlige fortællinger og søde figurer er kendt og elskede verden over, og hendes bidrag til beskyttelsen af et af Englands smukkeste områder er uvurderligt. Da Beatrix Potter døde i 1943, havde hun nemlig testamenteret 14 gårde, sine præmierede flokke med Herdwick får og over 4000 acres med land til National Trust – den forening, som Hardwicke Rawnsley var med til at starte. Foreningen arbejder stadig for at bevare Englands kulturelle historie og naturskønne områder for eftertiden.

© Mia Folkmann