Den engelske julekalender – 4. december 2020

For nogle år siden skrev jeg her i julekalenderen om det flotte Beaulieu i Hampshire, hvor også motormuseet holder til. Men Beaulieu er ikke bare et stort hus – det er også en lille landsby ved floden af samme navn.

Jeg har besøgt byen både sommer og vinter, for der er vældig hyggeligt. Beaulieu ligger så kønt i nationalparken New Forest, og den er kendt for de vilde ponyer, der vandrer frit rundt i gaderne, som om de ejer det hele. Biler må pænt vente, til der er plads!

Hvis man vil udforske denne del af England, kan man fint bruge Beaulieu som udgangspunkt, for her kan man både finde feriehuse og steder med bed and breakfast. Der er flere pubber og cafeer i byen og nogle små specialbutikker, og når det nærmer sig jul, bliver de selvfølgelig pyntet op. Det er sådan et dejligt syn!

Dagens spørgsmål lyder: Som man kan se på butikkens skilt, kan man dér købe to kendte specialiteter. Hvilke?

  1. Kakao og cola
  2. Te & kaffe
  3. Øl og vin

Send en mail med din løsning til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten. Vinderen får besked pr. mail – og vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort her på siden den følgende dag.

Mange julenissehilsner
Mia

Foto: Annie Spratt


OBS: Vinderne trækkes af “Findenvinder.dk”, så du kan være heldig mere end én gang…

Vinder 1. december: Jytte fra Hundested

Vinder 2. december: Simone fra Bagsværd

Vinder 3. december: Merete fra Herlev

 

Den engelske julekalender – 3. december 2020

I lande med vintersne har man sandsynligvis bygget snemænd siden tidernes morgen. Desværre er der i sagens natur ingen beviser på det, men det vides dog, at en berømt skulptør i midten af 1800-tallet frembragte en særdeles flot og vellignende skulptur af is og sne. Det var i USA, og måske var det snarere en ismand end en snemand?

Også i England blev der bygget løs. På gamle fotos fra kan man se kreative eksempler på snebørn med snehunde blandt andet – og så må vi ikke glemme, at det også var en englænder – Raymond Briggs – der skrev historien om “Snemanden”.

Herhjemme er vores snemænd og snekoner med gulerodsnæser og ternede halstørklæder utroligt hyggelige, og da der hører en udbredt glæde med til at bygge sådanne snefigurer, må vi håbe på nogle hvide vinterdage i år. For hvad kan være bedre end kombinationen af tøsne, røde næser og våde luffer?

Snemænd hører dog ikke bare vinteren til – men også julen, sådan som man kan se på billedet fra en julepyntet butik i Cheltenham. Jeg er dog ret sikker på, at man her har “snydt” med byggematerialet…

Dagens spørgsmål lyder: Mon ikke ethvert barn ved, at snemandens øjne er lavet af… ja, hvad er det nu, de er lavet af?

  1. Kulstykker
  2. Kartofler
  3. Krystaller

Send en mail med din løsning til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten. Vinderen får besked pr. mail – og vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort her på siden den følgende dag.

Mange julenissehilsner
Mia

Foto: Mig


OBS: Vinderne trækkes af “Findenvinder.dk”, så du kan være heldig mere end én gang…

Vinder 1. december: Jytte fra Hundested

Vinder 2. december: Simone fra Bagsværd

Den engelske julekalender – 2. december 2020

I mange år tog vi til England i juleferien. Vi holdt julen hjemme, og umiddelbart efter helligdagene drog vi afsted til et lejet feriehus. På den måde fik vi “smagen af engelsk jul”, for der var stadig julepyntet til langt efter nytår, og engelsk TV var fyldt med alskens hyggelige udsendelser.

Ét år tog vi til Jersey, for efter nogle lidt kølige ferieoplevelser regnede vi med, at der dog var mildt på Kanaløerne. Det var der så ikke det år!

Vi havde lejet et lille tårn med tre etager, og jeg kan huske, at vi vågnede øverst oppe til en hvidpudret udsigt over øen. Da tårnet lå højt, skulle vi ned ad bakke med bilen for at komme ind og handle i St Helier. Vi kurede lige så stille nedad på islaget, og det var aldeles umuligt at komme op igen. Sneplove og snerydning var ukendte begreber på øen åbenbart…

Det lykkedes os at få fat i noget grus, så vi kunne lægge det som et spor hele vejen op til tårnet og på den måde komme tilbage til varmen. Og derefter holdt vi os indendøre, mens vi pænt ventede på, at sneen og isen smeltede…

Dagens spørgsmål lyder: Kanaløerne – på billedet er det Alderney – ligger nær et europæisk land, der ikke er England. Hvilket?

  1. Italien
  2. Finland
  3. Frankrig

Send en mail med din løsning til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten. Vinderen får besked pr. mail – og vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort her på siden den følgende dag.

Mange julenissehilsner
Mia

Foto: Neil Howard


OBS: Vinderne trækkes af “Findenvinder.dk”, så du kan være heldig mere end én gang…

Vinder 1. december: Jytte fra Hundested

Den engelske julekalender – 1. december 2020

I seks år har jeg udgivet “Den Engelske Julekalender”, og nu er det igen blevet tid. Hver dag frem til jul skriver jeg et julet engelsk- eller måske nærmere et britisk-relateret indlæg, og hver dag stiller jeg et ikke-ret-svært spørgsmål, som man med sit svar kan vinde en lille kalendergave på.

Én for én bliver de små pakker sendt afsted med Post Nord… og med lidt held når de fleste vel frem inden jul?!

Jeg håber, at du har tid og lyst til at kigge ind – og til at være med i min lille “juleleg”… :-)

I år skal vi – lige som tidligere år – rundt på kryds og tværs i Storbritannien og indfange lidt engelsk julestemning, men allerførst vil jeg fortælle lidt om ét af de mange puslespil, der fylder godt op i min butik lige nu.

Motivet er prins Charles’ Highgrove, der i virkeligheden ligger så skønt i det landlige område vest for London, der hedder The Cotswolds. Haven omkring huset dyrkes efter økologiske principper, og fra haven er der udsigt til det spidse tårn på kirken i den nærliggende by, Tetbury.

På juleversionen kan man se, at snemanden meget passende har fået krone på, og så bliver der sunget julesange, mens træet pyntes. og sneen falder.

Illustrationen til Highgrove-puslespillet er tegnet af engelske Alison Gardiner, og det kan med sine 1000 brikker nok give underholdning til en stor del af juleferien…

Dagens spørgsmål lyder: Foran korsangerne står et får, der er pyntet med en kendt juleplante (det er den, der må kysses under).

Hvad er det nu, den hedder? Er det…

  1. Alpeviol
  2. Mistelten
  3. Kristtjørn

Send en mail med din løsning til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten. Vinderen får besked pr. mail – og vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort her på siden den følgende dag.

Mange julenissehilsner
Mia

Uddrag fra min bog om Skotland: Attadale-haven

I det højlands-område, der hedder Wester Ross, ligger haven Attadale i de smukkeste omgivelser, og jeg fandt den ved et tilfælde. Jeg var på vej mod nord efter besøget på Skye; kørte langs vandet og jernbanen på A890 og trængte efterhånden til en pause. Pludselig var skiltet der: Åbent fra april til oktoberDet måtte udforskes, som den slags jo bør…

Bjergene i baggrunden og udsigten over Loch Carron gør haven ret speciel, og det er en fornøjelse at gå på opdagelse i de mange haverum. Hist og her står skulpturer af forskellig slags, og planterne vokser flere steder så tæt, at man kan sidde i fred på en bænk og få fornemmelsen af at være væk fra alverden……

Tekst og foto: Mia Folkmann

Fra bogen ANGLOFILIA Skotland

Vertikale haver

vertikaleplanterHvis man har begrænset plads, er det nærliggende at gå i højden og udvide vertikalt. Det giver haven et dejligt, frodigt udseende, og det er ikke svært at finde planter, der kan tolerere den form for alternativ livsstil.

Det mest nærliggende er selvfølgelig at lade planter som klematis, efeu eller vin dække vægge og plankeværker, men man kan også tænke i nye baner. Moderne teknologi har nemlig gjort det muligt at skabe en levende væg af stauder og stedsegrønne planter.

Især i byerne har man eksperimenteret med sådanne levende vægge, der giver et flot visuelt indtryk som kontrast mellem glas og grå facader. De grønne vægge dukker op mange steder, blandt andet i London, og hotel Athenæum på Piccadilly har én af de mere iøjnefaldende.

Her har man skabt væggen med et espalier som bund. Mellem felterne har man opsat en slags filt, som planterødderne kan vokse i, og et vandingssystem sørger for, at planterne får den fornødne væske, så væggen ikke visner. Det kæmpestore grønne plantetæppe dækker otte etager, og det udgøres af mere end 260 forskellige arter.

Transport for London er i gang med at opføre grønne vægge på og ved nogle af undergrundsbanens stationer for at forbedre luftkvaliteten. En 200 kvadratmeter grøn væg er opført ved Edgware Road Tube Station, og de mange forskellige planter danner et grafisk flot mønster i forskellige nuancer.

Der er mange fordele ved at bruge grønne vægge i en storby. De forbedrer nemlig luftkvaliteten i ganske høj grad, og samtidig dæmper de støj, nedsætter varmeforbruget i bygningen, fordi de virker isolerende, og skaber bosteder for storbyens dyr.

De grønne vægge renser den stillestående luft i byens gader, og man har regnet ud, at man kan opnå hele 30 procents reduktion af forureningen ved at gøre byerne mere “grønne”. Det er altså ikke alene smukt at se på; det er også godt for vores helbred.

Hjemme i haven kan man for eksempel eksperimentere på et planteværk omkring terrassen. At sidde her omgivet af grønne planter på alle sider kan kun være en dejlig oplevelse, og mon ikke havens fugle er helt enige…?

Tekst og foto: Mia Folkmann

Om at samle…

590tepotterMan kan være samler på mange måder. Nogle samler på ganske små ting – kuglepenne, nøgleringe eller postkort – og ender med at fylde huset til bristepunktet, fordi der jo altid er plads til én til. Andre samler på større ting – antikviteter eller biler f.eks. – og her betyder prisen gerne, at der er en vis begrænsning.

Jeg er selv “begrænset” samler – af søde og hyggelige engelske tepotter. Heldigvis er min samling ikke særligt kostbar, men den giver mig alligevel mange fornøjelser. Tepotter er så hyggelige at se på, og begrænsningen ligger i placeringen. Der ER simpelthen ikke plads til flere på hylden; hvis jeg finder en ny tepotte, jeg bare MÅ have, så bliver det på bekostning af én af de andre. Og det har jeg det egentlig meget godt med.

Tidligere samlede jeg på gamle, grønne glas. De stod i mit gamle hus mellem to vinduer, og når solen skinnede på dem, fik stuen et svagt, grønt skær. Det var meget smukt, og også her var samlingen begrænset, for på et tidspunkt var pladsen i vinduet brugt op.

Der er mange fornøjelser ved at samle. Først mens man leder efter lige præcis den ting, der vil gøre samlingen perfekt, eller når man pludselig helt uventet falder over noget på et loppemarked. Derefter når man arrangerer samlingen pænt på hylden eller i skabet og går og glæder sig over den.

Når man samler, følger man sit hjerte og samler bare det, man synes om. Det er ikke sikkert, at andre deler ens smag – men pyt med det. Visse ting har man lov at gøre for sin egen fornøjelses skyld…

© Tekst og foto: Mia Folkmann

Uddrag fra min bog om Skotland: Kirkcudbright

Kirkcudbright er blot ét af flere steder i Skotland, der har et håbløst navn rent udtalemæssigt, og hvis man gætter, gætter man sikkert forkert. KIR-COO-BREE er nok det, der kommer nærmest – og selv den udtale er der delte meninger om.

Men uanset udtalen er det en særdeles hyggelig by, der samtidig er noget for sig selv med alle de pastelfarvede huse. Der er en god stemning, og man kan virkelig fornemme, at det er ”kunstnerby”, hvor kreative sjæle af alle slags igennem årene har holdt til. Kunstneren Edward Atkinson Hornel er nok den mest kendte af dem, for han boede i byen en stor del af sit liv, og man kan besøge hans hus, Broughton House, i High Street nummer 12.

Bag huset ligger en lille ”hemmelig have”. Man kommer ind i den gennem huset, og det er virkelig en fornøjelse at sidde her i fred og ro. På den ene side af muren er der livlig havneaktivitet, og på den anden – inde i haven – er der fredfyldt og blomsterfyldt…

Tekst og foto: Mia Folkmann

Fra bogen ANGLOFILIA Skotland

Uddrag fra min bog “Autocamperliv – på tur i Sydengland”

Cotehele er mange ting på én gang. Det er først og fremmest et smukt, gammelt hus – en tidslomme fra fortiden – og også en skøn have, en lille havn ved floden Tamar, en vandmølle og et dejligt skovområde. Huset går helt tilbage til det 14. århundrede, hvor familien Cotehele var velhavende og magtfulde. Datteren og arvingen til ejendommen giftede sig med William Edgcumbe, og således blev Cotehele Edgcumbe-familiens ejendom.

Da man foretrak at bo i et andet og mere komfortabelt hus nær Plymouth, blev Cotehele hovedsageligt anvendt som en slags ”fritidshus”, og af den grund undgik det de store forandringer. Det føles, som om huset har sovet Tornerosesøvn, og det er fascinerende at gå rundt i de mørke, lidt dystre rum, hvor vægtæpperne hænger tæt, og at se på gamle våben i den store hall.

Den skrånende have er stor, og de mange stier indbyder til udforskning. Om foråret er det de store rhododendron, der dominerer, men også kameliaer og den sarte magnolia er med til at give farve. Oppe ved huset bliver bedene fyldt med sommerblomster i forskellige nuancer, og omkring søen i den nedre del af haven vokser alt det, der holder af fugtige omgivelser. Fra haven kan man gå ud på skovstien, hvorfra der er udsigt over Tamar og jernbaneviadukten i det fjerne.

Tekst og foto: Mia Folkmann

Fra bogen AUTOCAMPERLIV – på tur i Sydengland

Uddrag af min bog “Søer, bjerge og en gammel mur”

Hawes er en typisk engelsk markedsby, og selv om den er så velbesøgt, som den er, er den stadig gammeldags. Butikkerne er lidt slidte, og der er ingen af de kædebutikker, der er så mange af andre steder, og det kan jeg lide. I den ene side af hovedgaden ligger spisestederne næsten side om side, og her sidder folk og hygger sig med frokost og eftermiddagskaffe. I den modsatte side ligger butikkerne – blandt andet et lille supermarked, en købmand, et par tøjbutikker og et apotek – og så ligger der et par antikvitets- og tøjbutikker og gemmer sig. Det er ikke storindkøb, man skal satse på, men her er, hvad man skal bruge.

Det er sjovt med små byer, for uanset hvor små de er, så lykkes det mig alligevel altid at finde noget, der er interessant. Man skal bare være åben for det. Sidst jeg var her, var jeg blandt andet nede på rebslageriet, hvor man kan se, hvordan reb fremstilles, og hvor man kan købe en masse forskellige typer reb, som man ikke anede, at man havde brug for.

Jeg blev ret fascineret over at se, at der er mange forskellige former for reb til kirkeklokker, for eksempel. Her i England har man jo bell ringers, altså folk, der kan kunsten at ringe med kirkeklokker. Her kommer rebet ind, for det er i nok så høj grad et spørgsmål om teknik end styrke at ringe med klokker. Hver gang en ringer trækker i klokkens reb, begynder den at svinge og give lyd, og det gælder så om at finde rytmen sammen med de andre.

Der er også mange andre reb. Dem, man bruger til hundesnore, for eksempel. De er selvfølgelig ikke nær så kraftige som dem til kirkeklokkerne – medmindre man har en hund af særligt imponerende dimensioner. I så fald skulle man måske overveje at bruge de meget kraftige reb, som man ellers sætter op på messingstandere i de historiske huse for at forhindre publikum i at gå hen, hvor de ikke skal gå. Et reb er skam ikke bare et reb, men lidt af en videnskab…