Den Engelske Julekalender – 4. december

Trods navnet er der ikke noget nyt ved New Forest – snarere tværtimod. For skoven blev anlagt i 1079 af Vilhelm Erobreren, der ønskede et område at jage hjorte i. I årenes løb har skoven været leveringsdygtig i forskellige råvarer, blandt andet tømmer til bygning af kongens skibe, og i skovens åbne områder har de lokale haft deres kvæg og grise gående.

Den praktik med fritgående dyr findes stadig. I dag ser man ofte kvæg og de ponyer, som området er blevet så kendt for, gå løs både i naturen og inde i byerne i New Forest. Det sidste kan der komme meget sjov ud af, for dyrene har ikke altid lyst til at flytte sig for bilerne – basta!

I dag er vi i Sydengland, hvor den store nationalpark New Forest er et yndet feriested for englænderne – og et fristed for mange dyrearter. 

Dagens spørgsmål lyder: I hvilket område – county – ligger New Forest? Er det Northumberland, Hampshire eller Cornwall?

Send en mail med din løsning til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten. Vinderen får besked pr. mail – og vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort her på siden den følgende dag.

Mange julenissehilsner
Mia

Foto: ©VisitEngland


Vindere:

1. december: Marie, Roskilde

2. december: Catrine, Allerød

3. december: Helle, Skive

Den Engelske Julekalender – 3. december

Om vinteren sover de fleste store huse vintersøvn og har altså lukket for besøg fra oktober og frem til foråret, mens andre holder helt eller delvist åbent i forbindelse med julen. Men mange steder er de store haver og parkområder åbne og indbyder til dejlige traveture i vinterlige landskaber, og småbyerne er værd at besøge hele året.

Hvis man kun kender England fra den sommerlige side, har man så afgjort vinter-England til gode. Byerne er halvtomme, for dels er turiststrømmen stilnet af, og dels søger folk inden døre for at koncentrere sig om vinterlige sysler. Men forledes man til at tro, at man er ganske alene, skal man blot kaste et blik ind gennem de småsprossede vinduer til den lokale pub eller café, der næsten altid er fyldt til bristepunktet med spisende og snakkende mennesker.

Det er så usandsynligt hyggeligt at trave gennem gaderne en sen eftermiddag, hvor det første grå skumringslys begynder at lægge sig, og hvor der bliver tændt op i pejse og lamper. I byens udkant står de nøgne træer som silhuetter mod bare marker, og selv om det blæser og rusker, er temperaturen ofte lidt mildere end den, vi er vant til. Med en varm indpakning og gode travesko byder sådan en vinterdag på mange oplevelser.

De fleste byer har afmærkede stier, der sender den gående på en tur af passende længde. Mange gange går ruten bag huse, langs boldbaner, forbi kirker og over marker, så man kommer steder, man nok ikke selv havde fundet på. Men sådan lærer man England at kende fra en anden vinkel, og den vinkel er sjældent uinteressant.

Når man igen nærmer sig huse, bliver man ofte mødt af en lugt, der nok ikke er så bekendt. Mange steder opvarmer man nemlig stadig med kul, og den duft skal man lige vænne sig til. Men inden længe er den indbegrebet af et lunt og hyggeligt hus, en kedel med kogende vand til den ventende tepotte og friskbagte scones.

I dag er vi kommet til Cheshire, der ligger i det nordvestlige England. Områdets administrative “hovedstad” er en virkelig dejlig by – som jeg vil fortælle om en anden dag – men indtil videre kan jeg afsløre, at floden Dee går gennem byen, der er omgivet af en mur næsten hele vejen rundt.

Jeg kan også fortælle, at byens navn minder ganske meget om områdets navn…

HVOR er vi mon? Er vi i Chester, i Plymouth eller i Norwich?

Send en mail med din løsning til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten. Vinderen får besked pr. mail – og vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort her på siden den følgende dag.

Mange julenissehilsner
Mia

 

Foto: VisitEngland/Marketing Cheshire


Vindere:

1. december: Marie, Roskilde

2. december: Catrine, Allerød

Den Engelske Julekalender – 2. december

Der er mange sjove og hyggelige julemarkeder rundt omkring i England, men efter min mening har de bedste et victoriansk tema med stemning og musik fra gamle dage. Her understreges den autentiske atmosfære af maleriske skikkelser med sodsværtede ansigter og udtrådte sko: Gadedrenge, der kun er ude på utyskestreger; tandløse mænd og kvinder, der rister kastanjer og synger julesange med høje, falske stemmer, drilagtige lommetyve og lurendrejere, der falbyder deres varer på bedste vis.

I den anden ende af den victorianske skala ser man fint udklædte damer med knapstøvler og muffer, der står og snakker hyggeligt med hinanden, og herrer med vest og stok, der promenerer og måske får sig en lille én. Sådan i al venskabelighed.

De mange boder er bemandet af udklædte handlende, og alle vegne dufter der dejligt af jul. Lokale kunstnere sælger håndarbejder; der er gaveboder, blomsterhandlere, smagsprøver og masser af lækkerier til at tage med hjem, og der er optræden, messingorkester og korsang.

I dag er vi i Worcester i Midtengland, hvor man har ét af de bedste victorianske markeder. Hele 200 boder fylder de gamle gader med dufte og farver, og det er utroligt hyggeligt. 

Worcester er i det hele taget en dejlig by, der også er kendt for sin flotte katedral – og for en sovs, der er typisk engelsk.

HVAD hedder mon den? Er det Hereford sovs, Birmingham sovs eller Worcester sovs?

Send en mail med din løsning til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten. Vinderen får besked pr. mail – og vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort her på siden den følgende dag.

Mange julenissehilsner
Mia

Foto: ©Mia Folkmann


Vindere:

1. december: Marie, Roskilde

 

Den Engelske Julekalender – 1. december

Så er det igen blevet tid til “Den Engelske Julekalender”. Hver dag frem til jul skriver jeg et julet engelsk- eller måske nærmere et britisk-relateret indlæg, og hver dag stiller jeg et ikke-ret-svært spørgsmål, som man med sit svar kan vinde en lille kalendergave på.

Én for én bliver de små pakker sendt afsted med Post Nord… så mon ikke de fleste når frem inden jul?

Jeg håber, at du har tid og lyst til at kigge ind – og til at være med i min lille “juleleg”…  :-)

I år skal vi rundt på kryds og tværs i Storbritannien og indfange lidt engelsk julestemning. På denne første dag i december lægger vi ud med at besøge en by, som de fleste nok kender (og som jeg har skrevet en bog om).

I denne by kan man finde et spændende museum, der blev grundlagt af en tysk prins; man kan høre korsang i en 300 år gammel domkirke med rund kuppel – og så dukker denne hyggelige og meget julede butik op på forskellige steder hver jul.

HVOR er vi mon?

Send en mail med din løsning til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten. Vinderen får besked pr. mail – og vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort her på siden den følgende dag.

Mange julenissehilsner
Mia

 

Foto: ©VisitBritain / Pawel Libera

Scarborough

Havnebyen Scarborough ligger ved North Yorkshires kyst og kendes nok især for Simon og Garfunkels sang ”Are you going to Scarborough Fair”. Sangen er gammel, og det omtalte marked foregik hvert år i august og september.

Folk kom fra nær og fjern for at handle, og velstanden kom i form af de sølvblanke sild, som netop på det tidspunkt af året søgte ind til Yorkshires kyster i store mængder. Sildefangsten betød stor velstand til området, og ”fiskekonerne” – der her blev kaldt ”sildepigerne” – sørgede for at rense fisken og salte dem ned.

I dag hører markedsdagene fortiden til, og Scarborough tiltrækker først og fremmest turister. Som så mange andre engelske havne- og badebyer er der liv og glade dage i sommermånederne og på solbeskinnede søndage, og vi besøgte netop byen på sådan en søndag.

Vi gik den lange vej langs kysten ind til byen og ud på den brede strand, hvor man kunne soppe og bade og kravle i klipperne. Det sidste var en nødvendighed, hvis man ville op til den vej, der gik rundt om klippen og den gamle borg, for adgangen til trappen var oversvømmet. Men så fik man prøvet det med… 😊

Med toget over heden

I North Yorkshire kan man tage med veterantoget på det lange stræk mellem Pickering og Whitby. Sammenlagt tager turen over halvanden time, men så er der god tid til at nyde de fine togvogne med plyssæder og serveringen af kolde og varme drikke. På visse tidspunkter køres endda med spisevogn.

Toget kører gennem skovområder og heder ud til kysten, og Whitby er en charmerende by at besøge. Men jeg tog den kortere version af turen og stod af i Grosmont; en af de små byer, som toget stopper ved undervejs.

Inden turen går tilbage til Pickering igen, er der tid til frokost og kaffe og et besøg i den gamle købmandsbutik, der har en særlig historie.

For butikken har netop haft 150 års fødselsdag. Den startede i sin tid som en forretning, hvor medlemmerne fik andel i overskuddet – ligesom vi kender til fra Danmark. Men butikken i Grosmont er ikke medlem af en kæde; den er stadig helt sig selv – og den er Storbritanniens ældste af slagsen.

Butikken kører efter de samme regler, som den altid har kørt med. Hvert år får medlemmerne udbetalt dividende kontant, og der bliver kvitteret i den gammeldags bog, der stadig føres i hånden. Hvorfor ændre på noget, der virker… :-)

York

York er en skøn by, der i høj grad er værd at udforske. Og netop det gør man så godt fra de gamle bymure, der i Victoriatiden blev forsynet med en sti, som man kunne gå tur på.

Jeg gjorde selv det samme som de fine damer dengang – vandrede hele vejen rundt, så godt det nu kunne lade sig gøre. Holdt pauser ind i mellem for at gå lidt langs floden og kigge nærmere på museumsparken, før jeg søgte ind i den smukke have, der hører til ”Treasurer’s House”. Det historiske hus er åbent for offentligheden, og man kan spise frokost eller drikke kaffe nede i kælderen.

Turen på bymuren blev genoptaget efter kaffepausen, og på et tidspunkt får man en fantastisk udsigt til Yorks katedral, der er Englands største. York Minster stammer i den nuværende udformning fra 1200-tallet, hvor man begyndte at bygge om på den kirke, som normannerne havde opført. De to tværskibe blev bygget først og senere kom de 60 meter høje tårne til, men sammenlagt varede det 250 år, før katedralen var færdig. Indvendigt er den utroligt imponerende, og skønt de gamle blyindfattede ruder ser helt moderne ud, er de meget gamle.

Mange steder kan også kigge ned i private haver og offentlige parker; skønne små oaser der gemmer sig mellem de gamle bygninger. Og oppe fra muren fik jeg øje på en hyggelig pubhave, hvor aftensmaden senere blev indtaget. Man ser så meget godt, når man bevæger sig op i højden…

Sissinghurst

Sissinghurst er dejlig på alle årstider og ikke mindst på en solrig efterårsdag i september. Fordelen ved et besøg på denne tid er helt klart, at der ikke er så mange mennesker som ellers i haven. Man har mulighed for at sidde i fred på en bænk og nyde synet af de gyldne farver.

Urtehaven er min personlige favorit. Den ligger i havens fjerneste hjørne, og man kan gå under lindetræer og gennem nøddehegn eller følge voldgraven for at komme dertil. Urtehaven er omgivet af tætte, tykke takshække, og bag dem kan man sidde i læ og nyde synet af de mange forskellige urter. Det er også i urtehaven, man kan finde en stenbænk smukt beplantet med duftende kamille.

Efter besøget i haven kan man gå en kortere eller længere tur rundt på ejendommen. Turen går blandt andet gennem skov og mark, rundt om søer og ind mellem træerne i æbleplantagen, hvor de mange forskellige æblesorter tynger grenene helt ned til jorden.

Besøget sluttes af med lidt indkøb: Friske valnødder og æblesaft af egen avl. Sådan kan man også tage lidt af Sissinghurst med sig hjem… :-)

Der var ikke meget tilbage af det store hus fra femtenhundredetallet, da forfatteren og digteren Vita Sackville-West og hendes mand, diplomaten og forfatteren Harold Nicolson, så Sissinghurst første gang. Men skønt de tilbageværende bygninger hverken havde elektricitet, vand, varme og dårligt nok et tag, så købte de alligevel ejendommen og det landbrug, der hørte med.

Ægteparret drømte om at skabe en have blandt de maleriske ruiner, der lå med udsigt til vidtstrakte marker og gammel skov. Især Vita elskede stedet fra første øjeblik, men Sissinghurst var ikke altid elsket. I en lang periode havde det mest af alt været præget af ligegyldighed, og under syvårskrigen blev ejendommen brugt som fangelejr for flere tusinde franske krigsfanger. Fangerne havde ødelagt alt det, der havde værdi, og haven var forvandlet til bar jord.

Men alligevel følte Vita Sackville-West, at hun var kommet hjem; at hun havde fundet sine rødder. Måske følte hun trang til at genskabe noget af fortidens storhed, eller måske var det stedets vidunderlige fredfyldthed, der tiltalte hende så umådeligt. Det var, som om Sissinghurst blot ventede på at blive vækket af Tornerosesøvnen.

Udsnit af artikel fra ANGLOFILIA-magasinet

Helen Allingham

Akvarelmaleren Helen Allingham forbindes gerne med nostalgiske afbildninger af gamle huse med stråtag og blomstrende landsbyhaver, men bag de idylliske motiver lå et ønske om at bevare noget, der var ved at blive ødelagt med jernbanens fremkomst.

Helen Allingham blev født i 1848 og voksede op i en kunstnerisk familie. På opfordring af familiemedlemmer og en af sine lærere søgte hun i 1867 ind på kunstakademiet i London, som kvinder først kort forinden havde fået adgang til. Efter to års studier blev hun ansat som illustrator på en nystartet ugeavis.

Da hun var 26 år, giftede hun sig med den næsten dobbelt så gamle irske digter William Allingham, og de var lykkeligt gift i femten år, indtil William døde. Ægteskabet gav Helen et økonomisk grundlag, så hun kunne koncentrere sig om det, hun holdt allermest af: At male.

Akvarelmaling blev længe anset for at være en feminin kunstform. Der var noget forfinet og sart ved vandfarverne, og man behøvede ikke at arbejde med ildelugtende oliefarver i et atelier, men kunne sidde i al behagelighed ved et vindue i stuen.

Men Helen Allingham tog nok så gerne ud, og ét af de steder, hun malede, var i Royal Hospitals have i Chelsea. Her blev blomsterhaverne passet af de rødklædte veteraner, og Allingham malede de smukke blomster og en ældre herre i rødt sammen med to hvidklædte piger. Måske blev grundlaget for de senere malerier af blomstrende haver lagt her.

Mange af Helen Allinghams billeder har noget med kendte engelske digtere at gøre. Måske ikke så underligt, når hun nu selv var gift med én af dem. Helen Allingham var blandt andet hyppig gæst hos Thomas Carlyle og malede adskillige portrætter af ham i den lille have eller i dagligstuen i Carlyles hus på Cheyne Row i London.

Da Helen Allingham flyttede til Surrey sammen med sin mand, fik hun mulighed for at finde de motiver, som hun blev så kendt for: Smukke huse med stråtag, roser rundt om døren og masser af blomster i forhaven. Hun udødeliggjorde en stemning, som man efterhånden skal lede længe efter, og malerierne af de gamle huse er så nøjagtige, at de ligefrem bruges af arkitekter, når de skal studere detaljerne i datidens byggeri.

I modsætning til andre kunstnere rejste Helen Allingham kun sjældent væk fra de hjemlige omgivelser. Efter hendes mands død rejste hun nogle gange til Venedig, Irland og Frankrig for at finde nye motiver, men ellers holdt hun sig til England – først og fremmest til Sydengland.

Bogillustrationer gjorde hende kendt i videre kredse; blandt andet illustrationerne til bogen ”Happy England”. Bogens titel er ganske rammende, for Allinghams billeder viser altid glæde og skønhed. Måske var netop det årsagen til hendes store popularitet på en tid, hvor industrialiseringen havde godt fat, og så mange smukke landskaber og byer var ved at blive ødelagt.

Selv om hverdagen på Allinghams tid næppe var nem, så var hendes hverdagsbilleder altid idylliske. Og mens nogle måske vil synes, at den slags kan virke overfladisk, er vi andre, der synes, at det er en kunstart i sig selv at sprede glæde.

Vertikale haver

vertikaleplanterHvis man har begrænset plads, er det nærliggende at gå i højden og udvide vertikalt. Det giver haven et dejligt, frodigt udseende, og det er ikke svært at finde planter, der kan tolerere den form for alternativ livsstil.

Det mest nærliggende er selvfølgelig at lade planter som klematis, efeu eller vin dække vægge og plankeværker, men man kan også tænke i nye baner. Moderne teknologi har nemlig gjort det muligt at skabe en levende væg af stauder og stedsegrønne planter.

Især i byerne har man eksperimenteret med sådanne levende vægge, der giver et flot visuelt indtryk som kontrast mellem glas og grå facader. De grønne vægge dukker op mange steder, blandt andet i London, og hotel Athenæum på Piccadilly har én af de mere iøjnefaldende.

Her har man skabt væggen med et espalier som bund. Mellem felterne har man opsat en slags filt, som planterødderne kan vokse i, og et vandingssystem sørger for, at planterne får den fornødne væske, så væggen ikke visner. Det kæmpestore grønne plantetæppe dækker otte etager, og det udgøres af mere end 260 forskellige arter.

Transport for London er i gang med at opføre grønne vægge på og ved nogle af undergrundsbanens stationer for at forbedre luftkvaliteten. En 200 kvadratmeter grøn væg er opført ved Edgware Road Tube Station, og de mange forskellige planter danner et grafisk flot mønster i forskellige nuancer.

Der er mange fordele ved at bruge grønne vægge i en storby. De forbedrer nemlig luftkvaliteten i ganske høj grad, og samtidig dæmper de støj, nedsætter varmeforbruget i bygningen, fordi de virker isolerende, og skaber bosteder for storbyens dyr.

De grønne vægge renser den stillestående luft i byens gader, og man har regnet ud, at man kan opnå hele 30 procents reduktion af forureningen ved at gøre byerne mere “grønne”. Det er altså ikke alene smukt at se på; det er også godt for vores helbred.

Hjemme i haven kan man for eksempel eksperimentere på et planteværk omkring terrassen. At sidde her omgivet af grønne planter på alle sider kan kun være en dejlig oplevelse, og mon ikke havens fugle er helt enige…?

Tekst og foto: Mia Folkmann