Gamle huse i Worcester

590katedral3Byen Worcester blev grundlagt af romerne, og den centrale beliggenhed gjorde den til en travl handelsby. Det er den stadig, og hvis man interesserer sig mere for smukke, gamle huse fra Tudortiden end butikker og indkøb, skal man søge om til de små gader bag hovedstrøget.

590katedral2

I Friar Street ligger blandt andet Greyfriars’ House, der blev bygget i 1480 af en velhavende brygger. Huset blev indrettet, som det dengang var passende for en mand af stand, og udstillinger i huset viser udviklingen gennem årene. Bagved ligger en dejlig have, hvor man kan drikke eftermiddagste om sommeren, og ellers er der indrettet en lille café i et værelse ved siden af køkkenet.

Der ligger mange andre gamle huse i Friar Street, og ét af dem er så skævt, at det er et under, at det står endnu. For enden af gaden kan man se over til Worcester katedral, der går helt tilbage til 1084 og rent arkitektonisk anses for at være én af Englands mest spændende…

590katedral

Uddrag af artikel om Worcestershire fra ANGLOFILIA vinter 2012/13.

Tekst og foto: © Mia Folkmann

 

Anne Hathaways hus

590hathawayI 1582 giftede Shakespeare sig med Anne Hathaway, der boede med sin familie i et stråtækt hus i gåafstand fra Stratford-upon-Avon. Selvom huset altid betegnes Anne Hathaway’s Cottage, så er der ikke tale om nogen lille, uanselig hytte, for huset indeholder hele 12 værelser. I dag er det omgivet af en gammeldags landlig have med traditionelle blomster og planter, men dengang var haven nok nærmere en gårdsplads med heste, køer og høns.

Huset er flittigt besøgt at turister fra hele verden, og det skyldes selvfølgelig først og fremmest forbindelsen til Shakespeare. For huset er så malerisk og haven så yndig, at man let kan få romantiske forestillinger om, hvordan det har været på Shakespeares tid. Det var her, den unge Shakespeare flettede fingre med sin udkårne og måske stjal et kys bag rosenbusken, og det var her, kæresteparret gik tur langs åen.

Den ældste del af huset går helt tilbage til midten af det femtende århundrede, men senere blev der bygget til og udvidet. Køkkenet med det store ildsted har tydeligvis været husets lune midtpunkt, hvor familien samlede sig, mens brødet bagte i ovnen, og suppen boblede i gryden. Huset er møbleret med rustikke, mørke egetræsmøbler, der har tilhørt forskellige generationer af familien.

Hathaway-familien ejede huset helt frem til 1892, hvor Shakespeare-fonden købte ejendommen og efterfølgende anlagde haven i den stil, som var moderne dengang. Siden har man plantet buksbomhække og et væld af roser, som på Shakespeares tid, og hvert år planter man tusindvis af gammeldags urter og blomster, så haven altid er en smuk og velduftende oplevelse.

Artiklen har været bragt i ANGLOFILIA magasinet forår 2009

Tekst og foto: © Mia Folkmann

En kærlighedsaffære

miaiWalesJeg satte for første gang min fod på engelsk jord, da jeg var tyve. På det tidspunkt følte jeg mig allerede som en kosmopolit, for jeg boede i Bruxelles og rejste hyppigt på forlængede weekender til nærliggende byer som Luxembourg og Paris.

Da nogle kolleger foreslog en London-tur, slog jeg straks til. Jeg kendte London fra film og TV og havde selvfølgelig hørt om både Tower og Westminster, men ellers havde jeg ikke ret meget idé om, hvad der ventede.

Selvfølgelig faldt jeg pladask for London. Der var så meget historie, så meget lune og charme og så meget engelsk hygge på de gammeldags pubber. Jeg elskede deres museer, der i hvert fald på det tidspunkt var meget mere interessante end de hjemlige. Og jeg elskede ”Swinging London”, for selv om 1960’erne var et overstået kapitel på det tidspunkt, så svingede det skam endnu.

I Carnaby Street fandt vi smarte sko, Mary Quant øjenskygge og cowboybukser, som man skulle ligge ned for at få på. Reklameplakater med supertynde Twiggy hang i London Underground, og Biba var stadig et meget anderledes og meget ”in” varehus på Kensington High Street, hvor man kunne være heldig at støde ind i Sonny og Cher, Mick Jagger og andre kendte.

Vi kørte London tynd med de røde dobbeltdækkerbusser og herlige sorte taxier, vi tog på Portobello Road marked bare for at kigge, og vi spiste spaghetti ud over det hele på Wimpy Bar. Da vi søndag eftermiddag kørte i retning af Dover, sad jeg som fortryllet og kiggede på det engelske landskab, vi kørte igennem. Jeg havde fået England i blodet.

Sidenhen blev det til mange London-ture. Bykortet fik æselører og blev så slidt, at visse vejnavne forsvandt. Det endte med at blive helt overflødigt, for efterhånden kendte jeg byen som min egen bukselomme, og undergrundsbanens centrale netværk havde jeg forlængst lært udenad.

Lakmusprøven kom, da jeg nogle år senere for første gang skulle præsentere min mand for London. Jeg havde næsten mavepine ved tanken, men det var der nu ingen grund til, for kærligheden sejrede selvfølgelig. Min mand overgav sig helt og aldeles til West Ends teatre, til de hyggelige spisesteder i Covent Garden og til alle de sjove og anderledes museer, som vi udforskede fra en ende af.

Da vi året efter tog endnu en uge til London, gik vi efter nogle dages forløb ned på turistkontoret for at kigge brochurer. En fin lille folder fangede af en eller anden grund vores opmærksomhed: A Day in London’s Countryside. Se, det var jo noget helt andet! Det måtte da prøves af…

Som sagt, så gjort: Næste morgen stod vi tidligt op og tog undergrundsbanen til endestationen Amersham – en lille og for os fuldstændig ukendt by i Londons nordvestligste udkant. Togturen var kun på fyrre minutter fra Charing Cross, men miljøforandringen var total. Amersham var, i hvert fald dengang, en lille hyggelig forstadsby med charmerende gamle huse, omgivet af store træer og bølgende marker.

Vi gik en lang tur rundt om byen og op til skoven, hvorfra der var den flotteste udsigt, og bagefter udforskede vi bindingsværkshusene og de mange små butikker. I The Willow Tree fik vi afternoon tea med scones, den søde ældre servitrice kaldte mig ”luv”, og atmosfæren var simpelthen så helt vidunderlig engelsk, som man ellers kun ser i fjernsynet.

Grundstenen var lagt, og det blev siden til utallige rejser til både England, Wales og Skotland. Vores kærlighedsaffære var hverken kortvarig eller forbigående, som den slags ellers ofte er – tværtimod endte vi med at slå rødder i den engelske muld. Sådan måtte det jo gå…

Tekst og foto: © Mia Folkmann

Portræt af en kunstner

590DarbiIngen formår som Stephen Darbishire at fange den hyggelige engelske stemning i sine malerier. Man får en stærk fornemmelse af at være personligt til stede, når man ser de hyggelige stuer med bjælker i loftet og åben pejs eller køkkenbordet, hvor teen netop er skænket og de lune scones kommer direkte fra AGA’en.

Billederne er i høj grad romantiske, men på ingen måde urealistiske. Stephen Darbishire rammer bare plet, når han afbilder alt det, der i virkeligheden er basalt og vigtigt her i tilværelsen. Hvor man tager sig tid til at slappe af med en bog eller en kop eftermiddagskaffe med naboen, og hvor man tilbringer en eftermiddag med leg i sneen i stedet for at stresse rundt.

Motiverne er så livagtige, at man næsten kan høre uret tikke på kaminhylden og mærke varmen fra den solstråle, der finder vej ind gennem vinduet. Hvem kunne ikke tænke sig at sidde her i den fredfyldte stue og kigge ud på hønsene, der går omkring på høje ben i den nyfaldne sne?

Stephen Darbishire er født i 1940, og har tegnet og malet siden han var barn. Efter at have studeret kunst i London i nogle år rejste han Europa tynd, før han mødte sin nuværende kone Kerry. Sammen med hende slog Stephen Darbishire sig ned i Lake District, hvor han for alvor kunne hellige sig malerkunsten.

De realistiske detaljer i hans billeder tiltaler mange, og det er altid Kerry, der skaber scenen, stiller op og arrangerer. Det er hende, der henter blomster fra haven og fylder fade med hjemmebagte kager, og det er hende, der med stor fornøjelse finder og hjembringer de gammeldags kander og kønne kopper.

Stephen Darbishires private verden ligner i høj grad hans malerier. Det hvide hus, der går igen på så mange billeder, ligger helt alene for enden af en lang og kringlet grusvej, hvor ænder og høns frit kan gå på opdagelse i haven. Indendøre bliver man mødt af hunden og katten, og når man ser sig omkring, opdager man snart genkendelige detaljer fra de kunstværker, der har fortryllet og glædet mennesker verden over.

Sceneriet omkring huset er enestående. Lake Districts bjerge rejser sig bag de vidtstrakte marker med masser af får og lave stenmure, og stilheden er næsten til at tage og føle på. Men naturen er ret barsk heroppe i det nordlige England, hvor morgentågen først letter ved middagstid, og hvor vintersneen kan gøre det helt umuligt at køre ud. Det er heller ikke et sted, hvor man skal glemme noget på indkøbsturen, for der er godt ni kilometer til byen og de nærmeste butikker.

Når man ser verden med Stephen Darbishires øjne, bliver alting lidt kønnere og lidt mere enkelt. Hans billeder fanger de særlige øjeblikke, hvor sanserne vækkes af en duft eller et flygtigt indtryk, og de vækker opmærksomheden, så man virkelig ser skønheden i de simple ting. Måske er de endda med til at skabe den stille ro, som mange længes efter i en moderne tid.

Hvis man ikke kan nøjes med at se idyllen på billeder, er der mulighed for at leje et feriehus for 4 personer. Agnes Cottage er 400 år gammel og ligger i nærheden af kunstnerens eget hus. Her kan man gå lange traveture og nyde naturen, eller man kan sidde i sin egen skønne have og spekulere på, hvorfor man egentlig ikke bare bliver i nogle år…

www.agnescottage.co.uk

www.stephen-darbishire.com

Artikel fra ANGLOFILIA vinter 2009

Goodwood Revival

goodwoodGoodwood Revival er på den allermest positive måde er et skridt tilbage i tiden. Her fejres motorsportens gode gamle dage, sådan som det var med al det glamour og larm, der hørte til den æra. Både konkurrencedeltagerne og tilskuerne er iført tøj fra tidsalderen før 1966, og det er et herligt syn.

Festivalen varer tre dage, og deltagerne kan være alle de racerbiler og motorcykler, der ville have kørt væddeløb i perioden 1948-1966. Festivalen dyrker således tiden, hvor Goodwood Motor Racing Circuit sammen med Silverstone var Storbritanniens førende væddeløbsbaner.

Sidste år strømmede 146.000 motorsport entusiaster og fans af retro-mode til verdens største historiske motorvæddeløb for at deltage i festlighederne. Goodwood Revival tiltrækker besøgende fra hele verden, og langt størstedelen af tilskuerne var klædt i mode fra 1940’erne, 50’erne eller 60’erne med tweedjakker, plusfours og plisserede nederdele.

Man indledte med et Settrington Cup løb for Austin J40 pedalbiler, og 50 års jubilæet for to ikoniske sportsvogne blev markeret – med en daglig parade af Ferrari 250 GTO og et Shelby Cobra væddeløb.

Det var også en fornøjelse at se de såkaldte “Silver Arrows” fra trediverne, der regnes for at være nogle af de mest elegante og hurtigste væddeløbsbiler, der nogensinde er blevet produceret. De blev fremstillet under depressionen af henholdsvis den tyske Auto Union, der siden blev til Audi, og af Mercedes, og sølvpilene har gennem tiden sat nogle fantastiske rekorder.

Hvis man skulle trænge til en lille pause fra selve motorsporten, kan man gå på indkøb i det gammeldags supermarked fra 60’erne eller købe en is ved den nostalgiske isvogn. Der er også demonstrationer af forskellig slags, danselektioner og så selvfølgelig mulighed for at købe tøj og tilbehør fra dengang.

Goodwood Revival er skæg og pjat for store og små: Swingmusik og dans; et underholdende show og et udstyrsstykke hvad angår motorkøretøjer og påklædning – men det er næsten ikke til at bære, når nogle af de fine gamle biler uvægerligt ender væddeløbet med en bulet kofanger eller det, der er værre…

Artikel fra ANGLOFILIA forår 2013

Tekst: © Mia Folkmann

Jane Austen festival

bathfestSelv om det er 200 år siden Jane Austen levede, er hun stadig utrolig populær. Én årsag er selvfølgelig de mange filmatiseringer af hendes romaner, for mon ikke de fleste har nydt af følge med i Northanger Abbey, Pride and Prejudice, Sense and Sensibility og de andre? Men en anden årsag må være, at hendes valg af emner er evigt aktuelle.

Jane Austen skrev om noget så menneskeligt som følelser. Hun skrev, ofte humoristisk, om mennesker med rigeligt høje tanker om sig selv, om ambitioner og fordomme, om stolthed, hovmod og kærlighed, og hendes romaner giver et levende og rammende tidsbillede af det engelske borgerskab i det 17. århundrede.

Hvert år i september måned afholdes Jane Austen festival i Bath, hvor forfatterinden og forfatterskabet hyldes, og på festivalens første dag promenerer udklædte mennesker fra hele verden gennem byens gader. I år begynder festivalen den 13. september og varer til den 21., og der er selvfølgelig masser af oplevelser i den periode.

Musik fra perioden vil blive spillet i de smukkeste georgianske omgivelser og der vil blive være teaterforestillinger, picnics, oplæsninger og rundvisninger. Man vil endda have mulighed for at se og lære, hvordan en klassisk duel foregik på Jane Austens tid – dengang hvor gentlemen tog deres eller deres udkårnes ære særdeles nær.

Endnu en grund til at besøge Bath i september…

Foto: Owen Benson Visuals

Bådferie i England

baad3 England har et stort net af forbundne ”vandveje”, som dels består af naturlige floder og åer og dels af menneskeskabte kanaler. I årtier blev disse vandveje benyttet af bådtrafik i en grad, som vi har svært ved at forestille os i dag, hvor de fleste kanaler og floder løber som fredfyldte, blå årer igennem landskabet og især benyttes til fritidsbrug.

Den første menneskeskabte kanal blev bygget på foranledning af herturen af Bridgewater. Han var på en Europarejse blevet imponeret over Canal du Midi i Frankrig og ønskede at bygge en lignende kanal, så han billigt og nemt kunne transportere kul fra sine miner i Lancashire til Manchester.

Bridgewater kanalen blev åbnet i 1761, og inden længe blev der anlagt kanaler i stor stil, for både privatpersoner og virksomheder så muligheden for at gøre en god forretning. Godstransporten på kanalerne udviklede sig i hastigt tempo og satte for alvor gang i industrielle revolution. Mange af de store fabrikker og støberier blev anlagt nær kanalerne, for med dem var det nu blevet muligt at fabriksfremstille varer i større mængder og derefter sende dem pr. båd ind til byerne.

Kanalsystemet kom til at dække store dele af England, og de sindrigt konstruerede sluser gjorde det muligt at sejle, hvor forskelle i terrænet ellers ville have forhindret det. En sluse virker næsten som et stort kar, som man sejler ind i og derefter fylder med vand, så båden stiger. Når ”karret” er fuldt, kan man åbne sluseporten i den anden ende og sejle videre. Omvendt lukker man vandet ud af karret, når man skal tilbage.

baadhigh2På nogle strækninger kan der være flere hundrede sluser, mens det kun er nødvendigt med ganske få på andre. Huddersfield kanalen i Yorkshire er lidt over tredive kilometer lang, og undervejs vil 74 sluser løfte kanalbåden næsten tohundrede meter over havets overflade. Turen fra Huddersfield til Manchester går i øvrigt også gennem Standedge tunnellen, der med sine 5200 meter er den længste i England.

Transportbådene fungerede ved hjælp af hestekraft, for de blev trukket af en arbejdshest, der gik på stien langs floden eller kanalen. På den måde var bådtransporten ikke afhængig af strøm- og vindforhold, men kunne udnytte den stabile arbejdskraft, som hesten var. Til gengæld var det nødvendigt med en topersoners besætning, for der skulle én til at styre båden og én til at styre hesten.

Mange kanaler er kun et par meter i bredden, og her kommer de traditionelle narrowboats til deres ret. Som navnet hentyder er de fladbundede både lige så smalle, som de er lange, og helt frem til 1970’erne blev de brugt til transport af gods, f.eks. kul eller råvarer til fabrikkerne. Samtidig blev de brugt som bolig for en familie, så for dem blev tilværelsen på kanalen en livsform. Det var gerne en mand og hans hustru, der boede på båden sammen med deres børn, og på den måde havde de på én gang den nødvendige besætning og gratis arbejdskraft.

Med de smalle både fremsprang en særlig kunstform, for de fleste narrowboats blev dekoreret efter alle kunstens regler. Bådene blev ikke bare malet fra top til tå i glade og livlige farver; siderne blev smukt udsmykket med romantiske og naive motiver – ofte slotte, roser og landskabsscenerier – og forsynet med håndmalede navneskilte. Traditionen for disse udsmykninger gik i arv, og hver kunstner havde sin egen udtryksform.

I over halvtreds år gik det strygende for kanaltransporten, men snart fik den konkurrence fra jernbanen, og efterhånden blev det den, der overtog godstransporten. Kanalerne stod mere eller mindre glemte tilbage og forfaldt lige så stille. Efter anden verdenskrig begyndte man at benytte kanalerne og kanalbådene til udflugter og ferier, og i dag er denne ferieform så populær, at adskillige kanaler bliver genåbnet og de fleste fint vedligeholdt.

baad4Man kan leje mange forskellige bådtyper, men det er helt oplagt at prøve de charmerende og maleriske narrowboats, der har en helt specielt plads i englændernes hjerter og i historien. Dengang var bådene ret spartansk indrettede, men nu til dags er de selvfølgelig udstyret med alle moderne bekvemmeligheder.

Når man sejler på de engelske kanaler, går ruten gerne gennem landlige og naturskønne områder, så man får naturen på helt tæt hold. Stress og jag er glemt, når man sidder i båden og nyder synet af en badende vandstær eller en andemor med ællinger, og dagligdagen er fyldt med dejlige dufte fra blomstrende marker og nysgerrige heste, der lige skal hen og hilse.

Man sejler med 5-6 km i timen, så man skal ikke prøve at nå noget. Måske traver man en tur langs floden, eller også tager man ind til en af de nærliggende småbyer for at kigge lidt. Dagens store spørgsmål drejer sig om tidspunktet for formiddagskaffen, om frokosten skal spises på dæk eller på land, og hvorvidt den nærliggende pub serverer aftensmad (det gør den som regel…).

baad5Der ligger stadig mange pubber langs kanalerne, hvor de i sin tid blev bygget for at betjene det tørstige og sultne bådfolk, og mange af dem har ikke ændret sig nævneværdigt siden dengang. Flere steder kan man stadig se den staldbygning, hvor arbejdshestene kunne overnatte efter en lang dag, og enkelte pubber bærer præg af, at det oprindeligt var en privatbolig, der blev lavet om til udskænkningssted.

I dag er de gamle pubber og restauranter et perfekt sted at lægge til – om ikke andet så bare et par timer, mens man nyder et måltid eller en kølig drink. Det er utroligt hyggeligt at sidde ved vandet en sommeraften og bare nyde tilværelsen og synet af de fine, gamle både og måske få en snak med de lokale. Hvis man derefter foretrækker mere fredelige omgivelser til natten, kan man bare sejle videre og lægge til, lige hvor man har lyst. På kanalerne har man frie tøjler og mangfoldige muligheder…

Artikel fra ANGLOFILIA magasinet nr. 3/2009

Fotos: © Mia Folkmann

Malvern Hills

590migMalvern Hills er en godt 15 km lang bjergkæde, der opstod for omkring 650 millioner år siden. Worcestershire Beacon er 425 meter høj og dermed det højeste punkt, og herfra er der selvfølgelig en fantastisk udsigt til alle sider. Efter sigende skulle man kunne se hele nitten counties, hvis man drejer sig rundt.

Bjergene i denne vestlige del af Worcestershire – eller bakkerne, som englænderne kalder dem – er gennemskåret af et net af stier, og derfor er det et yndet sted at gå tur, hvis man vil være i fred med sine tanker. Således har kendte kunstnere som musikeren Elgar og forfatterne C. S. Lewis og Tolkien netop sat deres fodspor her. Og mon ikke omgivelserne har været yderst inspirerende heroppe, hvor luften er ren og klar, og naturen viser sig fra sin smukkeste side.

stannPå den østlige side af Malvern Hills ligger St Ann’s Well, der er en charmerende bygning fra det 18. århundrede. Her finder man en café, hvor man i dag kan hvile sine trætte ben, før i tiden var det et af de steder, man tog til for at få den berømte ”vandkur”. Man blev tilbudt varme og kolde bade, og behandlingerne var så populære, at de i en årrække bragte velstand til byen ved foden af bakkerne.

Sammenlagt er der 130 kendte kilder, brønde og springvand i Malvern og omegn, og vandet er så godt, at det indtil for nyligt blev tappet på flasker og solgt i supermarkederne. Man kan stadig smage det – ganske gratis – ved at besøge én af de mange brønde, blandt andet den i Great Malverns centrum.

På kirkegården i Malvern kan man finde Charles Darwins datters grav. Darwin tog nemlig sin elskede datter Anne med hertil i håb om, at de helbredende kilder kunne hjælpe på hendes sygdom. Men det kunne de desværre ikke, og med tungt hjerte måtte han begrave Anne her under et af de store træer.

Fra ANGLOFILIA vinter 2012

Fotos: © Mia Folkmann

Årets første haveudstilling

havesLige nu i denne weekend afholdes Malvern Spring Gardening Show, der anses for at være startskuddet på haveshow-sæsonen. Alle havedesignere i Worcestershire har haft travlt med at skabe de smukkeste haver, der måske kan give dem en eftertragtet guldmedalje.

Udstillingsområdet ligger meget naturskønt ved foden af Malvern Hills i Worcestershire, så der er masser at se på både før og efter udstillingen.

Det store festtelt er midtpunktet og fyldt til bristepunktet med blomster og arrangementer i de flotteste farver. Over 100 gartnerier er repræsenteret, og det er selvfølgelig kun de allersmukkeste blomster, der bliver vist frem.

Nogle af højdepunkterne på årets haveshow er demonstrationer, foredrag, botanisk kunst, dejlig mad og gode muligheder for at købe ind til haven.

Fotos: © Mia Folkmann

Bettys Café

betsBettys cafeerne blev grundlagt af en schweizisk konditor, Frederick Belmont, der rejste til England for at skabe sin egen forretning. Det var hans mening at tage til Sydengland, men han kom til at tage det forkerte tog og havnede i stedet i Yorkshire. Men da omgivelserne mindede ham lidt om hjemlandet Schweiz, besluttede han sig for at blive.

I 1919 åbnede han sin første café i Harrogate. Byen var meget fashionabel dengang, og den elegante café med de fine kager blev snart vældig populær. Efterhånden kunne Frederick åbne nye afdelinger, bl.a. flagskibet i York, der var inspireret af det flotte krydstogtskib Queen Mary. Cafeen har fine art deco dekorationer, træpaneler og store buede vinduer, så man kan sagtens forestille sig, at man er ombord på en luksusliner.

Kæden er nærmest blevet en institution i Yorkshire, og alligevel er der efter 90 år stadig ingen, der rigtigt ved, hvorfor cafeerne kom til at hedde Bettys. Men når man sidder med et stykke frugtkage eller en af de utroligt lækre Banana & Toffee Pancakes, har det egentlig ikke den store betydning…

Artikel fra ANGLOFILIA

Foto: © Biltho