Den engelske julekalender – 20. december

Et af de dejligste områder i England er Lake District, der siden 1950’erne har haft status af nationalpark. Heroppe er sceneriet så ubeskriveligt smukt, at man næsten må holde vejret, når man ser de spejlblanke søer ligge gemt som store, mørkeblå ædelsten mellem skove og bjerge.

Lake District byder på en afvekslende natur med de skønneste udsigter, de grønneste dale og de dybeste søer. Til sidstnævnte hører Wastwater, der med en dybde på over 70 meter har rekorden. Søen ligger i nationalparkens vestlige del, hvor bjergene er ret vilde og måske netop derfor meget populære blandt de, der kan lide at gå og klatre i bjerge.

Der er seksten egentlige søer i Lake District, men så regner man ikke de mange tarns (bjergsøer) med. Skønt enkelte af disse bjergsøer er større end de ”rigtige” søer, er de fleste relativt små, men de er i høj grad med til at præge landskabet. Fuldkommen stille og næsten lidt dystre ligger de for foden af bjergene, hvor istiden engang skabte hulninger i bjergsiden.

Lake District ligger oppe i den nordlige del af England og har i årevis inspireret mange kunstnere af forskellig slags. Én af dem var en kvinde, der – blandt meget andet – blev særdeles kendt for sine tegninger af kaniner. Hvem er mon det?

  1. Beatrix Potter
  2. Florence Nightingale
  3. Jane Austen

Send en mail med din løsning til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten. Vinderen får besked pr. mail – og vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort her på siden den følgende dag.

Mange julenissehilsner
Mia


Vinder 1. december:  Mette fra Esbjerg

Vinder 2. december: Harald fra Greve

Vinder 3. december: Lis fra Helsingør

Vinder 4. december: Marianne fra Ringe

Vinder 5. december: Helle fra Vejle

Vinder 6. december: Kirsten fra Vanløse

Vinder 7. december: Elisabeth fra Nørresundby

Vinder 8. december: Jane fra Odense

Vinder 9. december: Vibeke fra Birkerød

Vinder 10. december: Lone fra Skødstrup

Vinder 11. december: Pernille fra Horsens

Vinder 12. december: Helen fra Vanløse

Vinder 13. december: Kirsten fra Hanstholm

Vinder 14. december: Marianne fra Skanderborg

Vinder 15. december: Gerhard fra Gedser

Vinder 16. december: Marianne fra Brædstrup

Vinder 17. december: Birgit fra Hillerød

Vinder 18. december: Mette fra Herlev

Vinder 19. december: Jytte fra Aabenraa