Den engelske julekalender – 6. december

York Castle Museum kan man i hele december rejse tilbage i tiden og opleve, hvordan julen blev fejret for over 150 år siden. Museet har blandt andet rekonstrueret en meget fin victoriansk gade, der danner baggrund for et væld af juleaktiviteter, og gaden virker utroligt realistisk med dufte og lyde fra en forgangen tid.

Mens man nyder et glas varm, krydret vin (lidt som vores gløgg) og en “mince pie”, kan man nynne med på de traditionelle julesange. I butiksvinduerne er gammeldags glaspynt og datidens gaveideer udstillet, og man kan kigge inden for i hyggelige værelser og se, hvordan man pyntede juletræet dengang. I køkkenet er julemaden ved at blive tilberedt, og måske har man lyst til at tage del i bagningen af kagemænd.

Der er også eksempler på nogle af de traditioner, som man ikke rigtigt bruger længere – blandt andet den med juletræstammen, der blev slæbt ind i huset juleaften og pyntet med stedsegrønt og grene. Det var meningen, at træstammen skulle holdes i gang, så den kunne brænde alle de 12 juledage, og det var et dårligt tegn for det kommende år, hvis ilden gik ud.

Foto: Skywall / York Castle Museum

Juletræstammen findes dog stadig i en helt anden form, for på julebordet finder man somme tider en velsmagende “roulade”, der er lavet af… ja hvad er den nu lavet af?

  1. Papmaché
  2. Ler
  3. Chokolade

Send en mail med din løsning til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten. Vinderen får besked pr. mail – og vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort her på siden den følgende dag.

Mange julenissehilsner
Mia


Vinder 1. december:  Mette fra Esbjerg

Vinder 2. december: Harald fra Greve

Vinder 3. december: Lis fra Helsingør

Vinder 4. december: Marianne fra Ringe

Vinder 5. december: Helle fra Vejle