Den engelske julekalender – 4. december

Godalming ligger i Surrey, og det er en gammel by, som jeg har set nævnt i the Domesday book. Det var den fortegnelse, som Vilhelm Erobreren fik fremstillet for over 900 år siden, og den indeholdt en mere eller mindre udførlig oversigt over alt det – lige fra kirker til grise – kongeriget indeholdt af værdi på det tidspunkt.

For så vidt angik Godalming udgjorde værdien dengang 34 £, men både den og befolkningstallet er vokset en del siden da. I hvert fald kan man se på huspriserne, at Godalming med sin relative nærhed til London regnes for at være et attraktivt sted at bo.

Det er også en hyggelig lille by. Den er kantet af floden Wey, så det er oplagt at gå tur på stien langs vandet eller måske leje en båd, hvis man hellere vil sejle. Og bagefter kan man gå op i hovedgaden og se på den meget charmerende bygning, der er blevet kendetegnet for byen. Den kaldes “the pepperpot”, fordi tårnet er formet som en gammeldags peberbøsse.

Foto: Paul Drummond

Wey er én af Themsens mange bifloder, og i gammel tid lå der rigtig mange vandmøller langs floden. Mange af disse møller er helt forsvundet nu, men hvad er det, man typisk får fra en vandmølle?

  1. Vandrotter
  2. Vandbakkelser
  3. Vandkraft

Send en mail med din løsning til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten. Vinderen får besked pr. mail – og vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort her på siden den følgende dag.

Mange julenissehilsner
Mia


Vinder 1. december:  Mette fra Esbjerg

Vinder 2. december: Harald fra Greve

Vinder 3. december: Lis fra Helsingør