Uddrag fra bogen “Vores engelske hus”

Vi overtog huset i januar måned og sejlede derfor med DFDS færgen fra Esbjerg på en kold og stormfuld aften. Undervejs tog stormen til, og mens jeg lå og våndede mig på de vilde vover, spekulerede jeg på, om det var skæbnens ironi. Når det nu endelig var lykkedes mig at få mit livs ønskehus, opnåede jeg vel ikke at opleve det.

Men jeg overlevede heldigvis turen, og næste dag kørte vi vestpå mod Worcester og Great Malvern, for Hollymount ligger stort set midt mellem de to byer. For en gangs skyld kom vi kørende op ad den lange indkørsel i buldermørke, for vi havde aldrig været der om vinteren, og med nøglen i hånden famlede vi os frem til køkkendøren.

Det var et helt andet hus, der nu mødte os. Det Hollymount, vi kendte, var væk, og de eneste møbler, der var tilbage, var den blomstrede sofa og de to lænestole i stuen og så bambusmøblerne i havestuen. Vi gik rundt i det tomme hus, der nu virkede meget større end vi huskede det, og vi undersøgte det værelse, som vi faktisk aldrig havde været inde i, fordi det altid havde været aflåst. Men der var intet usædvanligt her – det var bare et lidt trist værelse med et indbygget skab og et meget lavtsiddende vindue.

Vi satte os ud i havestuen og delte den flaske champagne, som sælgerne havde stillet til os sammen med en lille hilsen. Uden for var det buldrende mørkt; der var ikke et lys at se, for naboerne lå et godt stykke væk og gemt bag skov og træer. Men vi vidste, at der i dagslys var den skønneste udsigt ud over det engelske landskab med bjerge i det fjerne.

Vi sad længe og så ud i mørket, mens tankerne fløj. Først nu gik det for alvor op for os, at vi var de lykkelige ejere af et hus fra midten af 1600-tallet; et hus, der sandsynligvis oprindeligt havde været en lade. På et tidspunkt i løbet af 1800-tallet var det blevet bygget om til et tofamiliehus, og de to store ildsteder blev muret op i hver sin ende. I begyndelsen af århundredeskiftet fik Hollymount status som enfamiliehus og fungerede som enkebolig for herregården længere oppe ad vejen.

Vi kendte historien fra sælgerne, der selv havde købt huset tredive år forinden af den sigøjner, der på et tidspunkt må have overtaget det efter enkefruen. Sælgerne havde moderniseret huset og lavet tilbygningen med køkkenet, og i år 2000 havde de fejret årtusindskiftet ved at opføre den opvarmede havestue, vi nu sad i.

Vi skålede ærbødigt i champagne og faldt i søvn i havemøblerne…

Tekst: Mia Folkmann