Uddrag fra min bog om Skotland: Falkland

Falkland er en lille by lidt nord for Edinburgh, og den er i høj grad præget af det flotte palads, der ligger midt i centrum. Paladset blev flittigt brugt som jagtslot af 1500-tallets konger, og dronning Mary af Skotland løb rundt i bukser på den tennisbane, der er én af de ældste i Storbritannien. Nok et syn, der var usædvanligt og sikkert ganske chokerende dengang.

Falkland Palace var et sted, hvor man nød livet og morede sig med jagt og sport. Men i 1650’erne var det slut; Oliver Cromwell invaderede Skotland, og hans tropper brændte paladset ned. I en lang årrække lå de sørgelige rester af paladset bare forfaldent og overbegroet hen, og mens nogle mente, at en ruin skulle bevares som en ruin, var andre af en anden mening.

Under alle omstændigheder blev ruinen købt i 1887 af den daværende marquis af Bute, der gik i gang med at renovere og genopbygge den engang så smukke bygning. Men han nåede ikke alt, for han døde i en relativ tidlig alder, og hans arvinger valgte at efterlade stedet, som det var ved hans død…

Tekst og foto: Mia Folkmann

Fra bogen ANGLOFILIA Skotland