Scarborough

Havnebyen Scarborough ligger ved North Yorkshires kyst og kendes nok især for Simon og Garfunkels sang ”Are you going to Scarborough Fair”. Sangen er gammel, og det omtalte marked foregik hvert år i august og september.

Folk kom fra nær og fjern for at handle, og velstanden kom i form af de sølvblanke sild, som netop på det tidspunkt af året søgte ind til Yorkshires kyster i store mængder. Sildefangsten betød stor velstand til området, og ”fiskekonerne” – der her blev kaldt ”sildepigerne” – sørgede for at rense fisken og salte dem ned.

I dag hører markedsdagene fortiden til, og Scarborough tiltrækker først og fremmest turister. Som så mange andre engelske havne- og badebyer er der liv og glade dage i sommermånederne og på solbeskinnede søndage, og vi besøgte netop byen på sådan en søndag.

Vi gik den lange vej langs kysten ind til byen og ud på den brede strand, hvor man kunne soppe og bade og kravle i klipperne. Det sidste var en nødvendighed, hvis man ville op til den vej, der gik rundt om klippen og den gamle borg, for adgangen til trappen var oversvømmet. Men så fik man prøvet det med… 😊