Great Dixter

dix1Great Dixter er skabt af den nu afdøde forfatter og gartner Christopher Lloyd og hans familie. Det er først og fremmest en – ganske arbejdskrævende – plantesamlers have, men Lloyd mente, at en have hellere end gerne må være arbejdskrævende. Hvis den ikke er det, er den pr. definition kedelig, for havearbejde er jo i virkeligheden en stor fornøjelse.

Til gengæld gik han ikke specielt op i, hvorvidt en plante var på mode eller ej; han plantede det, han havde lyst til. Han slog sig gerne løs med rød, orange og gul – alle de ”farlige” farver – og satte dem sammen i flotte og anderledes farvekombinationer. Det vigtigste var, at haven gav glæde så længe som muligt, og derfor havde han en vis forkærlighed for det, der blomstrede sent på sæsonen, hvor lyset var særligt smukt.

Der er altid noget at se på i haven ved Great Dixter. Planterne i bedene bliver skiftet ud op til tre gange i sommerens løb, og Lloyd brugte altid et væld af forskellige planter. Det kunne lige så godt være løgplanter som buske eller stauder; alt kunne bruges, så længe det så godt ud sammen.

Mange er bange for skrappe farver, mens andre går op i, hvad der er ”pænt” og hvad der ikke er det. Men man skal ifølge Christopher Lloyd ikke tage sig af, hvad andre mener – man skal gøre præcis, hvad man har lyst til; man skal eksperimentere og vove sig ud på dybt vand. Man bliver rigeligt belønnet, når man gør det.

Efter Christopher Lloyds død i 2006 overtog en fond den videre drift af haven.

Tekst og foto: Mia Folkmann (uddrag af artikel fra ANGLOFILIA magasinet)

dix2