Lower Slaughter

590slaughterLower Slaughter er en af de små og meget maleriske byer, der ligger i området the Cotswolds et par timers kørsel fra London. Turistbusserne kommer næsten altid denne vej forbi, for byen er et populært sted at gøre holdt, og der bliver ivrigt fotograferet, før rundturen fortsætter.

Men hvis man vil have andet end billeder med sig hjem, bør man dvæle længere end bare nogle få minutter. Byen er ikke stor, men der er ro og harmoni over den, og det smitter. Inden længe har man glemt stress og jag, for hvad er i grunden vigtigere end bare at være her lige nu?

Floden Eye går igennem byen og flyder stille og dovent afsted mellem de gyldenbrune huse. Der går en sti langs floden, som man kan følge, hvis man har lyst til en travetur, men måske foretrækker man at sidde på en bænk og nyde atmosfæren, mens man ser på de badende ænder og den fine vandmølle bagved.

Der er selvfølgelig også en Upper Slaughter. Næsten lige så charmerende som sin navnesøster, og da der er ikke langt fra den ene by til den anden, bør man besøge dem begge. Hvis man kan lide at gå, er der kun halvanden kilometer mellem de to, og turen går via smalle stenbroer gennem engområder med rigt fugleliv, græssende får og ældgamle træer.

Uanset årstiden har Lower Slaughter noget at byde på. Om foråret lyser gule påskeliljer op i græskanterne langs floden, og om sommeren er de små forhaver spækket med med farvestrålende sommerblomster. Efterårets gyldne og rødlige farver klæder de gamle huse, og om vinteren er byen klædt i hvidt, hvis man er heldig, og en skøn duft af pejsebrænde hænger i luften.

Byen er omgivet af det smukkeste landskab, og billedet af engelsk idyl bliver helt perfekt, når en shirehest kommer trækkende med en gammeldags hestevogn på vej til kirken for at hente et nygift par. Intet under, at Lower Slaughter så ofte bliver omtalt som den kønneste og mest charmerende af byerne i the Cotswolds.

Tekst og foto: Mia Folkmann

Artikel fra ANGLOFILIA magasinet