Vandhaven i Herefordshire

590vandhaveDer er visse haver, som man ikke kan lade være med at vende tilbage til, og Westonbury Mill Water Garden i Herefordshire er én af dem. Ikke på grund af størrelsen, for haven er kun lidt over 8000 m2, men snarere fordi stemningen er så hyggelig og fredfyldt. Vandhaven ligger i nærheden af middelalderbyen Pembridge kun en halv times kørsel fra Wales.

Her er en lille café, hvor man i godt vejr kan sidde uden for ved siden af åen og drikke sin kaffe med selskab af de lokale ænder, og bagefter kan man gå på opdagelse i den dejlige have, der ser helt og aldeles naturlig ud. Netop derfor er det ret fascinerende at vide, at ejeren af vandmøllen egenhændigt har bygget haven op fra bunden i løbet af relativt få år.

Richard Pim er hydrolog (det er noget med vand…) og har arbejdet som sådan i udlandet i mange år. På et tidspukt begyndte han at udvide det vandløb, der fyldte mølledammen med vand, og senere udvidede han andedammen, som han havde anlagt nogle år tidligere. Resultatet er blevet et virvar af små vandløb, der omgiver den store sø midt på grunden.

Richard Pim vidste ikke så meget om planter, men de skulle naturligvis være fugtelskende. Han købte et bredt udvalg fra to planteskoler, der specialiserede sig i planter til vådområder, og de fleste planter accepterede vilkårene og slog sig velvilligt ned. Den gamle mølledam indeholdt en masse sort dynd under et lavt dække af vand, og det var en perfekt grobund for en sumphave – næsten for perfekt, så det er nødvendigt med mellemrum at rydde ud mellem planterne.

Der kommer hele tiden nye ting til, for Richard Pim kan lide at have projekter i gang. Ved havens indgang har han bygget et lille tårn, der fungerer som bolig for hvide duer, og øverst har han fremstillet nogle gargoiles, små ”vanduhyrer”, der med overraskende mellemrum spyer vand. I havens anden ende kan man gå over en kinesisk bro, forsvinde mellem en hel skov af storbladede gunnera eller nyde udsigten til den vilde blomstereng fra en afrikansk hytte, som Richard Pim har bygget af træ fra udgåede elmetræer.

Når man er blevet mæt af indtryk, er det måske tid til at finde en af havens skyggefulde bænke, hvor man kan sidde og nyde synet af frodige blomster og ihærdige fugle. Og måske spekulere på, hvad Richard Pim mon nu har så travlt med…

Westonbury Mill Water Gardens, Pembridge, Herefordshire HR6 9HZ

Tekst og foto: © Mia Folkmann

(Artikel fra ANGLOFILIA efterår 2008)

Hampton Court

590blueregnNår man nævnet navnet Hampton Court, så tænker man nok oftest på det store kongelige palads, der ligger i nærheden af London. Men der er et andet Hampton Court i Herefordshire, og den smukke have, der hører til slottet, er åben for publikum.

Selve slottet er bygget i det 15. århundrede og ligner et rigtigt eventyrslot. Slottets historie er også ret eventyrlig, for det blev oprindeligt givet til en modig ridder, der havde gjort en imponerende indsats under slaget ved Agincourt. Slottet er blevet gennemgribende renoveret og fungerer i dag som et privat hjem, så man kan normalt ikke komme indenfor. Men der også nok at se i den kæmpestore have, der omgiver det. Med slottet som baggrund er her nærmest malerisk kønt, for bag haven ligger engen med græssende køer og floden Lugg, og det hele indrammes af skovklædte bakker.

Der er mange forskellige områder i haven, og de er hver især er lige fascinerende. Blomsterhaven er ligesom køkkenhaven indrammet af gamle mure, og grusstier og vandkanaler opdeler den. Nogle af kanalerne er så tilpas fladbundede, at fuglene med stor fornøjelse bruger dem som badebassin. Via broer kan man gå over til de to pavilloner, hvor man kan sidde og nyde synet af de imponerende blomsterbedene og hele symmetrien i haven. I køkkenhaven ved siden af dyrker man på dekorativ vis et udvalg af økologisk frugt og grønt, der bruges i orangeriets restaurant.

Hvis man besøger Hampton Court i forsommeren, er den 150 år gamle wisteriatunnel en smuk og velduftende oplevelse. Blåregnen hænger tungt og tæt, og når man står i tunellen og kigger ud på græsplænerne og de enorme træer, må man lige kigge en ekstra gang. For var der ikke et messinghåndtag i døren ved foden af det ene træ? Den slags underfundige detaljer er værd at holde øje med, for dem er der mange af.

Der er en sjov labyrint af takstræer, og selv om den ikke er stor, så er den stor nok til at gå vild i! Ved labyrinten ligger et lille tårn, og man enten kan gå op til udsigtsplatformen, hvorfra der er en flot panoramaudsigt over haven og det omkringliggende landskab, eller ned gennem en ”hemmelig” og meget mørk passage, der fører ud til en skyggefuld og dybtliggende vandhave, komplet med vandfald. Herfra kan man gå på en smal sti eller på de store trædesten i vandløbet tilbage til græsplænerne og orangeriet.

Hvis der overhovedet er mere energi tilbage, når man har udforsket haven, kan man gå nogle dejlige ture langs med floden eller igennem skoven. Eller man kan kaste håndklædet i ringen og i stedet sætte sig ind i det gamle orangeri for at nyde en god og velfortjent frokost.

Tekst og foto: © Mia Folkmann

(Artikel fra ANGLOFILIA efterår 2008)

En have i Herefordshire

590havehergest2Hergest Croft Gardens ligger i Herefordshire i Midtengland. I virkeligheden er der her tale om fire forskellige haver i én, for der er en køkkenhave, en azaleahave, parkskoven med rhododendron-dalen og så selve haven omkring huset. På Hergest Croft kan man blandt andet se en meget fin samling af mere end 4000 sjældne træer og buske.

Den oprindelige ejendom er over 700 år gammel, og til så gammelt et hus hører næsten også et spøgelse. I dette tilfælde er det ”Hergest’s sorte hund”, der af og til er på farten. Historien fortæller om en af de tidligere ejere, Thomas Vaughan – eller sorte Vaughan – at han var så ondskabsfuld, at han ikke kunne finde ro i sin grav. Der blev gjort mange forsøg på at få ham til at forsvinde, og det lykkedes vist også til sidst, men der er stadig visse, der ikke er helt trygge ved at gå forbi huset efter mørkets frembrud. Og hans trofaste hund er altså stadig på farten og menes endda have inspireret til Sherlock Holmes historien ”The hound of the Baskervilles”.

Når man går tur i den vidunderlige have, er det svært at tro på spøgende hunde ved nattetide. I 1912 købte Banks-familien huset, og siden da har flere generationer af denne meget haveinteresserede og plantesamlende familie plantet træer og buske og i det hele taget skabt haven, som den ser ud i dag. Der er skjulte dale, skovlysninger, meterhøje rhododendronbuske og flotte blomsterbede. Der er ældgamle egetræer og så mange forskellige eksotiske træer i parkskoven, at man næsten føler sig hensat til et sted i Asien.

Det er svært at sige, hvornår Hergest Croft er bedst at besøge, for uanset årstiden er der noget at se. Hvis man kommer i det tidligere forår, er jorden under de gamle æbletræer dækket af blå blomster fra tusindvis af løgplanter. I maj måned er azaleahaven et imponerende syn og mange af azaleaerne dufter helt vidunderligt. I juli og august viser rosenhaven med David Austin roser og de fyldte blomsterbede sig fra deres bedste side, og i oktober er ahorntræernes smukke blade med til at forvandle haven til et farveorgie af røde og gyldne nuancer.

De dejlige omgivelser lokker selvfølgelig mange spændende fugle til, og Hergest Croft Gardens har endda haft besøg af noget så sjældent som en hærfugl. Det er dog ikke kun fugle, der gæster stedet – i sæsonens løb afholdes mange forskelligartede arrangementer. Der er bl.a. udstilling af klassiske biler og havemesse med salg af planter, og der opføres teater- og operaforestillinger.

I husets gamle spisestue er der indrettet café, og det er et vældig hyggeligt sted at få eftermiddagsteen serveret. Endnu bedre er det måske i godt vejr at sidde udenfor, men man skal nok være heldig for at få en af de eftertragtede pladser. For herfra har man den skønneste udsigt til haven med magnoliaer, hortensiaer og kirsebærtræer, og den udsigt er nok værd at skrive hjem om.

Artikel fra ANGLOFILIA 2008

Tekst og foto: © Mia Folkmann

590havehergest3