Den Engelske Julekalender – 19. december 2019

Brighton på en solskinsdag er ikke det værste, man har. De smukke hvide og sandfarvede etageejendomme langs havet vidner om, at byen længe har været velhavende englænderes legeplads; elegante hoteller byder på eksklusive værelser med udsigt, og ferielejligheder sælges både her og i marinaen for tårnhøje priser.

Hvis man er inde i byen og vil besøge marinaen, der ligger et pænt stykke derfra, så kan man tage med den lille jernbane, der hedder Volks Railway – opkaldt efter den mand, der designede og byggede den. Magnus Volks elektriske jernbane blev officielt åbnet i 1883, og siden har den fragtet glade feriegæster frem og tilbage langs stranden og Madeira Drive, som strandvejen hedder.

Brighton er kædet sammen med den mere vestligt beliggende Hove. Og selv om de to på mange måder ligner hinanden, så er der alligevel forskelle; Hove er lidt mere afdæmpet, lidt mindre overrendt på en varm dag – men tilsammen komplementerer de hinanden på bedste vis.

Dagens spørgsmål lyder: Brighton gør sig også godt i snevejr, og her er det en del af “the Royal Pavilion”, der er hvidpyntet. På dansk staves ordet pavillon lidt anderledes, men betydningen er den samme, for det er nemlig et… ja, hvad er det nu? 

  1. Lysshow
  2. Lysthus
  3. Læsejl

Send en mail med din løsning til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten. Vinderen får besked pr. mail – og vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort her på siden den følgende dag.

Mange julenissehilsner
Mia

 

Foto: Dominic Alves


OBS: Vinderne trækkes af “Findenvinder.dk”, så du kan være heldig mere end én gang…

Vinder 18. december: Anne fra Rødby

Vinder 17. december: Jytte fra Ringkøbing

Vinder 16. december: Marianne fra Ringe

Vinder 15. december: Simone fra Bagsværd

Vinder 14. december: Jytte fra Hundested

Vinder 13. december: Mona fra Hornbæk

Vinder 12. december: Jonna fra Aabenraa

Vinder 11. december: Anita fra Kolding

Vinder 10. december: Helle fra Vejle

Vinder 9. december: Lise fra Skjern

Vinder 8. december: Helle fra Viborg

Vinder 7. december: Dorit fra Hjørring

Vinder 6. december: Anne-Grethe fra Hedensted

Vinder 5. december: Kirsten fra Hanstholm

Vinder 4. december: Lisbeth fra Aakirkeby

Vinder 3. december: Vibeke fra Birkerød

Vinder 2. december: Birgit fra Nivå

Vinder 1. december: Dorte fra Gedser

Den Engelske Julekalender – 17. december 2019

Castle Howard i Yorkshire har tilhørt den samme familie, lige siden det blev bygget for over 300 år siden, så selv om en stor del af huset i det daglige er åben for publikum, er det samtidig et hjem. Det bliver indretningen ikke mindre overdådig af, og huset er spækket med fine møbler, flotte portrætter, gamle mesterværker, udsøgt porcelæn og andre kunstgenstande.

Samtidig med byggeriet påbegyndte man anlæggelsen af en landskabshave, og blandt havebygningerne er De Fire Vindes Tempel – et meget smukt byggeri med fire indgangspartier og mange charmerende detaljer. Her har man serveret frokost for gæster eller bare slappet af med en bog og fri udsigt i alle fire retninger

Landskabshaven omkring Castle Howard er enorm, og man kan gå på opdagelse i timevis. Der er et omfattende netværk af stier i skovområdet, der virker som en kølig oase om sommeren, og det er aldeles fortryllende sted at være om foråret, når de mange forskellige rhododendron og azaleaer blomstrer. De storblomstrede buske stortrives i skovlysningerne og den sure skovjord, og derfor er rhododendron-samlingen her én af de bedste i landet.

Dagens spørgsmål lyder: I ét af Castle Howards værelser står et overdådigt pyntet juletræ – men hvor kommer traditionen med et pyntet træ egentlig fra? 

  1. Kina
  2. Tyskland
  3. Indien

Send en mail med din løsning til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten. Vinderen får besked pr. mail – og vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort her på siden den følgende dag.

Mange julenissehilsner
Mia

Foto: alh1


OBS: Vinderne trækkes af “Findenvinder.dk”, så du kan være heldig mere end én gang…

Vinder 16. december: Marianne fra Ringe

Vinder 15. december: Simone fra Bagsværd

Vinder 14. december: Jytte fra Hundested

Vinder 13. december: Mona fra Hornbæk

Vinder 12. december: Jonna fra Aabenraa

Vinder 11. december: Anita fra Kolding

Vinder 10. december: Helle fra Vejle

Vinder 9. december: Lise fra Skjern

Vinder 8. december: Helle fra Viborg

Vinder 7. december: Dorit fra Hjørring

Vinder 6. december: Anne-Grethe fra Hedensted

Vinder 5. december: Kirsten fra Hanstholm

Vinder 4. december: Lisbeth fra Aakirkeby

Vinder 3. december: Vibeke fra Birkerød

Vinder 2. december: Birgit fra Nivå

Vinder 1. december: Dorte fra Gedser

Den Engelske Julekalender – 5. december 2019

Hambleden er en ganske lille by med en smuk gammel kirke, en pub og en købmandsbutik, der samtidig fungerer som posthus. I høj grad indbegrebet af en rigtig engelsk landsby og derfor forståeligt nok en by, der hyppigt har været brugt til filmoptagelser; endda i så høj grad at byen ligger øverst på top ti listen over de mest benyttede filmlokationer.

Mange af husene i Hambleden er pyntet med flintesten, for flint findes i rigelige mængder i området, og i England har man brugt flintesten som byggemateriale siden romertiden. Men når man ser sådan et hus tæt besat med masser af små flintesten, kan man ikke lade være med at tænke på, at det må have været særdeles tidskrævende at bygge. Alle de små sten ligger næsten som perler på snor, og sommetider er der endda frembragt mønstre af stenene.

Dagens spørgsmål lyder: Flintesten findes også i Danmark, og i stenalderen brugte man ofte flintesten til… ja, til hvad?

  1. Øsekar
  2. Ølbrikker
  3. Økser

Send en mail med din løsning til info@anglofilia.dk – så deltager du i dagens lodtrækning om en lille kalendergave, der bliver sendt med posten. Vinderen får besked pr. mail – og vindernavnene (kun fornavn og by) bliver offentliggjort her på siden den følgende dag.

Mange julenissehilsner
Mia

Foto: Amateur with a Camera


Vinder 1. december: Dorte fra Gedser

Vinder 2. december: Birgit fra Nivå

Vinder 3. december: Vibeke fra Birkerød

Vinder 4. december: Lisbeth fra Aakirkeby

OBS: Vinderne trækkes af “Findenvinder.dk”, så du kan være heldig mere end én gang…

Uddrag fra bogen “Vores engelske hus”

Vi overtog huset i januar måned og sejlede derfor med DFDS færgen fra Esbjerg på en kold og stormfuld aften. Undervejs tog stormen til, og mens jeg lå og våndede mig på de vilde vover, spekulerede jeg på, om det var skæbnens ironi. Når det nu endelig var lykkedes mig at få mit livs ønskehus, opnåede jeg vel ikke at opleve det.

Men jeg overlevede heldigvis turen, og næste dag kørte vi vestpå mod Worcester og Great Malvern, for Hollymount ligger stort set midt mellem de to byer. For en gangs skyld kom vi kørende op ad den lange indkørsel i buldermørke, for vi havde aldrig været der om vinteren, og med nøglen i hånden famlede vi os frem til køkkendøren.

Det var et helt andet hus, der nu mødte os. Det Hollymount, vi kendte, var væk, og de eneste møbler, der var tilbage, var den blomstrede sofa og de to lænestole i stuen og så bambusmøblerne i havestuen. Vi gik rundt i det tomme hus, der nu virkede meget større end vi huskede det, og vi undersøgte det værelse, som vi faktisk aldrig havde været inde i, fordi det altid havde været aflåst. Men der var intet usædvanligt her – det var bare et lidt trist værelse med et indbygget skab og et meget lavtsiddende vindue.

Vi satte os ud i havestuen og delte den flaske champagne, som sælgerne havde stillet til os sammen med en lille hilsen. Uden for var det buldrende mørkt; der var ikke et lys at se, for naboerne lå et godt stykke væk og gemt bag skov og træer. Men vi vidste, at der i dagslys var den skønneste udsigt ud over det engelske landskab med bjerge i det fjerne.

Vi sad længe og så ud i mørket, mens tankerne fløj. Først nu gik det for alvor op for os, at vi var de lykkelige ejere af et hus fra midten af 1600-tallet; et hus, der sandsynligvis oprindeligt havde været en lade. På et tidspunkt i løbet af 1800-tallet var det blevet bygget om til et tofamiliehus, og de to store ildsteder blev muret op i hver sin ende. I begyndelsen af århundredeskiftet fik Hollymount status som enfamiliehus og fungerede som enkebolig for herregården længere oppe ad vejen.

Vi kendte historien fra sælgerne, der selv havde købt huset tredive år forinden af den sigøjner, der på et tidspunkt må have overtaget det efter enkefruen. Sælgerne havde moderniseret huset og lavet tilbygningen med køkkenet, og i år 2000 havde de fejret årtusindskiftet ved at opføre den opvarmede havestue, vi nu sad i.

Vi skålede ærbødigt i champagne og faldt i søvn i havemøblerne…

Tekst: Mia Folkmann

Vertikale haver

vertikaleplanterHvis man har begrænset plads, er det nærliggende at gå i højden og udvide vertikalt. Det giver haven et dejligt, frodigt udseende, og det er ikke svært at finde planter, der kan tolerere den form for alternativ livsstil.

Det mest nærliggende er selvfølgelig at lade planter som klematis, efeu eller vin dække vægge og plankeværker, men man kan også tænke i nye baner. Moderne teknologi har nemlig gjort det muligt at skabe en levende væg af stauder og stedsegrønne planter.

Især i byerne har man eksperimenteret med sådanne levende vægge, der giver et flot visuelt indtryk som kontrast mellem glas og grå facader. De grønne vægge dukker op mange steder, blandt andet i London, og hotel Athenæum på Piccadilly har én af de mere iøjnefaldende.

Her har man skabt væggen med et espalier som bund. Mellem felterne har man opsat en slags filt, som planterødderne kan vokse i, og et vandingssystem sørger for, at planterne får den fornødne væske, så væggen ikke visner. Det kæmpestore grønne plantetæppe dækker otte etager, og det udgøres af mere end 260 forskellige arter.

Transport for London er i gang med at opføre grønne vægge på og ved nogle af undergrundsbanens stationer for at forbedre luftkvaliteten. En 200 kvadratmeter grøn væg er opført ved Edgware Road Tube Station, og de mange forskellige planter danner et grafisk flot mønster i forskellige nuancer.

Der er mange fordele ved at bruge grønne vægge i en storby. De forbedrer nemlig luftkvaliteten i ganske høj grad, og samtidig dæmper de støj, nedsætter varmeforbruget i bygningen, fordi de virker isolerende, og skaber bosteder for storbyens dyr.

De grønne vægge renser den stillestående luft i byens gader, og man har regnet ud, at man kan opnå hele 30 procents reduktion af forureningen ved at gøre byerne mere “grønne”. Det er altså ikke alene smukt at se på; det er også godt for vores helbred.

Hjemme i haven kan man for eksempel eksperimentere på et planteværk omkring terrassen. At sidde her omgivet af grønne planter på alle sider kan kun være en dejlig oplevelse, og mon ikke havens fugle er helt enige…?

Tekst og foto: Mia Folkmann

Helen Allingham

Akvarelmaleren Helen Allingham forbindes gerne med nostalgiske afbildninger af gamle huse med stråtag og blomstrende landsbyhaver, men bag de idylliske motiver lå et ønske om at bevare noget, der var ved at blive ødelagt med jernbanens fremkomst.

Helen Allingham blev født i 1848 og voksede op i en kunstnerisk familie. På opfordring af familiemedlemmer og en af sine lærere søgte hun i 1867 ind på kunstakademiet i London, som kvinder først kort forinden havde fået adgang til. Efter to års studier blev hun ansat som illustrator på en nystartet ugeavis.

Da hun var 26 år, giftede hun sig med den næsten dobbelt så gamle irske digter William Allingham, og de var lykkeligt gift i femten år, indtil William døde. Ægteskabet gav Helen et økonomisk grundlag, så hun kunne koncentrere sig om det, hun holdt allermest af: At male.

Akvarelmaling blev længe anset for at være en feminin kunstform. Der var noget forfinet og sart ved vandfarverne, og man behøvede ikke at arbejde med ildelugtende oliefarver i et atelier, men kunne sidde i al behagelighed ved et vindue i stuen.

Men Helen Allingham tog nok så gerne ud, og ét af de steder, hun malede, var i Royal Hospitals have i Chelsea. Her blev blomsterhaverne passet af de rødklædte veteraner, og Allingham malede de smukke blomster og en ældre herre i rødt sammen med to hvidklædte piger. Måske blev grundlaget for de senere malerier af blomstrende haver lagt her.

Mange af Helen Allinghams billeder har noget med kendte engelske digtere at gøre. Måske ikke så underligt, når hun nu selv var gift med én af dem. Helen Allingham var blandt andet hyppig gæst hos Thomas Carlyle og malede adskillige portrætter af ham i den lille have eller i dagligstuen i Carlyles hus på Cheyne Row i London.

Da Helen Allingham flyttede til Surrey sammen med sin mand, fik hun mulighed for at finde de motiver, som hun blev så kendt for: Smukke huse med stråtag, roser rundt om døren og masser af blomster i forhaven. Hun udødeliggjorde en stemning, som man efterhånden skal lede længe efter, og malerierne af de gamle huse er så nøjagtige, at de ligefrem bruges af arkitekter, når de skal studere detaljerne i datidens byggeri.

I modsætning til andre kunstnere rejste Helen Allingham kun sjældent væk fra de hjemlige omgivelser. Efter hendes mands død rejste hun nogle gange til Venedig, Irland og Frankrig for at finde nye motiver, men ellers holdt hun sig til England – først og fremmest til Sydengland.

Bogillustrationer gjorde hende kendt i videre kredse; blandt andet illustrationerne til bogen ”Happy England”. Bogens titel er ganske rammende, for Allinghams billeder viser altid glæde og skønhed. Måske var netop det årsagen til hendes store popularitet på en tid, hvor industrialiseringen havde godt fat, og så mange smukke landskaber og byer var ved at blive ødelagt.

Selv om hverdagen på Allinghams tid næppe var nem, så var hendes hverdagsbilleder altid idylliske. Og mens nogle måske vil synes, at den slags kan virke overfladisk, er vi andre, der synes, at det er en kunstart i sig selv at sprede glæde.

Tekst: Mia Folkmann

York

York er en skøn by, der i høj grad er værd at udforske. Og netop det gør man så godt fra de gamle bymure, der i Victoriatiden blev forsynet med en sti, som man kunne gå tur på.

Jeg gjorde selv det samme som de fine damer dengang – vandrede hele vejen rundt, så godt det nu kunne lade sig gøre. Holdt pauser ind i mellem for at gå lidt langs floden og kigge nærmere på museumsparken, før jeg søgte ind i den smukke have, der hører til ”Treasurer’s House”. Det historiske hus er åbent for offentligheden, og man kan spise frokost eller drikke kaffe nede i kælderen.

Turen på bymuren blev genoptaget efter kaffepausen, og på et tidspunkt får man en fantastisk udsigt til Yorks katedral, der er Englands største. York Minster stammer i den nuværende udformning fra 1200-tallet, hvor man begyndte at bygge om på den kirke, som normannerne havde opført. De to tværskibe blev bygget først og senere kom de 60 meter høje tårne til, men sammenlagt varede det 250 år, før katedralen var færdig. Indvendigt er den utroligt imponerende, og skønt de gamle blyindfattede ruder ser helt moderne ud, er de meget gamle.

Mange steder kan også kigge ned i private haver og offentlige parker; skønne små oaser der gemmer sig mellem de gamle bygninger. Og oppe fra muren fik jeg øje på en hyggelig pubhave, hvor aftensmaden senere blev indtaget. Man ser så meget godt, når man bevæger sig op i højden…

Forårstur

Lavenham15Der er forår i luften! I hvert fald her hos mig, for planlægningen af næste tur rundt i England er så småt begyndt.

Jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvor rejsen går hen næste gang. Det kunne være Cornwall, fordi der generelt er et mildere klima i årets tidlige måneder. Det kunne være Wales, som er så utroligt spændende at rejse rundt i. Og det kunne være Norfolk/Suffolk, som jeg længe har haft lyst til at gense og udforske.

Jeg glæder mig under alle omstændigheder vildt til at være nomade igen, for livet i en autocamper passer mig så fint. At sidde ved morgenbordet og snakke om, hvorvidt vi skal tage turen nordpå til stranden eller sydpå til en eller anden spændende by. Om vejret er til fotografering eller museumsbesøg. At nyde udsigten fra en bakketop eller fra haven til et historisk hus, mens man inspireres til det næste projekt.

Det bliver spændende at se, hvad det ender med. Men til april går det løs :-)

Smallhythe Place

590smallhytheNår man tænker på historiske huse i England, tænker man tit på de flotte herresæder, men selv små huse kan give store oplevelser. Smallhythe Place er ét af dem – et fint, lille bindingsværkshus fra det 16. århundrede, hvor skuespillerinden Ellen Terry boede i 29 år.

Huset er fra en tid, hvor der var et skibsværft på stedet – hvilket kan undre lidt i dag, hvor der ikke er nogen havn at se. Men meget er sket på 500 år, og hvor der engang var en flod og små havnebassiner til skibe, er der nu marker.

Smallhythe Place var dengang en del af et helt lille skibsbygningssamfund, hvor der blev brændt mursten, fremstillet håndlavede søm, og hvor små og store skibe blev repareret og bygget. Generationer efter var huset blevet en del af en gård, og langt senere blev det fundet af Ellen Terry ved en tilfældighed. Hun købte det i 1899.

Ellen Terry var en meget kendt og omtalt dame i victoriatiden, hvor hun spillede utallige karakterroller på scenen og i slutningen af sin karriere også havde nogle roller i film. Derfor er det meget passende, at hendes hus nu er indrettet som et teatermuseum.

Væggene i Smallhythe Place er tæt behængt med billeder og fotografier og sammen med husets indretning får man et glimt af det liv, som den berømte skuespillerinde har haft. Soveværelset er så nogenlunde det samme, som det var i Ellen Terrys tid, mens de to lavloftede stuer først og fremmest bliver brugt til udstilling af forskellige teatergenstande og memorabilia.

På Smallhythe Place kan man også se nogle af de ganske fantastiske kjoler, som Ellen Terry var kendt for at bære i sine roller. Den mest berømte er den grønne kjole, som hun bar i rollen som Lady Macbeth – en kjole besat med noget så bizart som grønne billevinger…

Der hører en meget sød og charmerende landhave med frugttræer og roser til huset – en lidt vilter og naturlig have, som den slags nu helst skal være og et særdeles hyggeligt sted at drikke eftermiddagste.

Stalden blev indrettet som teater efter Ellen Terrys død, og nu opfører man forskellige forestillinger med jævne mellemrum – dog kun i sommermånederne, for stalden er ikke opvarmet og kan være en kold fornøjelse. På andre tidspunkter er der opstillet plancher, så man kan læse mere om den store skuespillerindes liv og mange roller og om de mange andre berømtheder, der har stået på den fine, lille scene.

Ellen Terry blev boende i Smallhythe Place til sin død i 1928. Man kan se hendes dødsmaske, der hænger i huset – aftrykket af en spændende kvinde og én af Englands store stjerner, der utvivlsomt gav datidens publikum mange oplevelser.

Artikel fra ANGLOFILIA magasinet – tekst og foto: Mia Folkmann

Landsbyen Lacock

590LacockHvis man besøger landsbyen Lacock i Wiltshire, får man straks en fornemmelse af at bevæge sig tilbage i tiden. Og hvis man samtidig synes, at der er noget velkendt ved byen, er det ikke så underligt. Lacock har nemlig dannet baggrund for mange forskellige film – blandt andre ”Stolthed og Fordom” og den engelske serie ”Cranford”, der handler om livet i en lille engelsk by i 1840’erne.

Byen udgør en perfekt kulisse på grund af den gammeldags stemning med de mange historiske huse, og det benytter filmselskaberne sig flittigt af. De behøver ikke engang at gøre noget særligt for at få byen til at passe til ældre tidsperioder, for foreningen National Trust, der ejer det meste af Lacock, tillader ikke moderne tiltag som master og antenner.

Alle husene i byen lejes ud gennem foreningen, og det er ikke nemt at komme i nærheden af dem. Man skal helst have en eller form for familiemæssig forbindelse til stedet, og man udlejer fortrinsvis til børnefamilier eller andre, der kan bidrage til lokalsamfundet.

For selv om landsbyen så ofte bliver brugt til filmoptagelser, er det i høj grad et sted, hvor folk har deres hverdag. Der er en skole, et posthus, adskillige pubber og småbutikker, og der er flere overnatningssteder, hvor man med glæder tager imod de mange mennesker, der dagligt kommer for at se de charmerende omgivelser. Ét af dem finder man hos pottemageren, der altså ikke kun sælger lertøj, men også senge.

590opMidt i byen ligger det lille forsamlingshus, hvor der afholdes forskellige arrangementer. Der en meget gammel kirke, og så er der en restaurant, som jeg personligt er ret begejstret for. Ikke kun fordi omgivelserne er så utroligt hyggelige – den er indrettet i et smukt og meget gammelt bindingsværkshus – men også fordi navnet i sig selv er en nydelse: At the Sign of the Angel.

Lige ved siden af landsbyen ligger det smukke Lacock Abbey, der begyndte sine dage som et kloster, men sidenhen blev omdannet til et imponerende privathjem. De sidste ejere var familien Talbot, og det var William Henry Fox Talbot, der opfandt det fotografiske negativ. Det skete netop ved ét af vinduerne i Lacock Abbey, og hvis man besøger stedet, kan man se det spøjse apparat, han benyttede.

Man kan – meget passende – se en udstilling om fotografiets historie i Fox Talbot museet – og hvis man foretrækker levende billeder, kan man nok genkalde sig en del scener fra Harry Potter filmene i det gamle kloster. Den flotte klostergang har haft en vigtig rolle, mens nogle af de hvælvede rum fungerede som klasseværelser i filmene.

William Henry Fox Talbot fik en guldmedalje for sine matematiske artikler, men han var også interesseret i mange andre emner som arkæologi og botanik. Det sidste gav sig udslag i den dejlige skovhave, man kan se i dag, for træerne blev plantet af Talbot i midten af 1800-tallet.

Tekst og foto: Mia Folkmann

Artikel fra ANGLOFILIA efterår 2014