Helen Allingham

Akvarelmaleren Helen Allingham forbindes gerne med nostalgiske afbildninger af gamle huse med stråtag og blomstrende landsbyhaver, men bag de idylliske motiver lå et ønske om at bevare noget, der var ved at blive ødelagt med jernbanens fremkomst.

Helen Allingham blev født i 1848 og voksede op i en kunstnerisk familie. På opfordring af familiemedlemmer og en af sine lærere søgte hun i 1867 ind på kunstakademiet i London, som kvinder først kort forinden havde fået adgang til. Efter to års studier blev hun ansat som illustrator på en nystartet ugeavis.

Da hun var 26 år, giftede hun sig med den næsten dobbelt så gamle irske digter William Allingham, og de var lykkeligt gift i femten år, indtil William døde. Ægteskabet gav Helen et økonomisk grundlag, så hun kunne koncentrere sig om det, hun holdt allermest af: At male.

Akvarelmaling blev længe anset for at være en feminin kunstform. Der var noget forfinet og sart ved vandfarverne, og man behøvede ikke at arbejde med ildelugtende oliefarver i et atelier, men kunne sidde i al behagelighed ved et vindue i stuen.

Men Helen Allingham tog nok så gerne ud, og ét af de steder, hun malede, var i Royal Hospitals have i Chelsea. Her blev blomsterhaverne passet af de rødklædte veteraner, og Allingham malede de smukke blomster og en ældre herre i rødt sammen med to hvidklædte piger. Måske blev grundlaget for de senere malerier af blomstrende haver lagt her.

Mange af Helen Allinghams billeder har noget med kendte engelske digtere at gøre. Måske ikke så underligt, når hun nu selv var gift med én af dem. Helen Allingham var blandt andet hyppig gæst hos Thomas Carlyle og malede adskillige portrætter af ham i den lille have eller i dagligstuen i Carlyles hus på Cheyne Row i London.

Da Helen Allingham flyttede til Surrey sammen med sin mand, fik hun mulighed for at finde de motiver, som hun blev så kendt for: Smukke huse med stråtag, roser rundt om døren og masser af blomster i forhaven. Hun udødeliggjorde en stemning, som man efterhånden skal lede længe efter, og malerierne af de gamle huse er så nøjagtige, at de ligefrem bruges af arkitekter, når de skal studere detaljerne i datidens byggeri.

I modsætning til andre kunstnere rejste Helen Allingham kun sjældent væk fra de hjemlige omgivelser. Efter hendes mands død rejste hun nogle gange til Venedig, Irland og Frankrig for at finde nye motiver, men ellers holdt hun sig til England – først og fremmest til Sydengland.

Bogillustrationer gjorde hende kendt i videre kredse; blandt andet illustrationerne til bogen ”Happy England”. Bogens titel er ganske rammende, for Allinghams billeder viser altid glæde og skønhed. Måske var netop det årsagen til hendes store popularitet på en tid, hvor industrialiseringen havde godt fat, og så mange smukke landskaber og byer var ved at blive ødelagt.

Selv om hverdagen på Allinghams tid næppe var nem, så var hendes hverdagsbilleder altid idylliske. Og mens nogle måske vil synes, at den slags kan virke overfladisk, er vi andre, der synes, at det er en kunstart i sig selv at sprede glæde.

Vertikale haver

vertikaleplanterHvis man har begrænset plads, er det nærliggende at gå i højden og udvide vertikalt. Det giver haven et dejligt, frodigt udseende, og det er ikke svært at finde planter, der kan tolerere den form for alternativ livsstil.

Det mest nærliggende er selvfølgelig at lade planter som klematis, efeu eller vin dække vægge og plankeværker, men man kan også tænke i nye baner. Moderne teknologi har nemlig gjort det muligt at skabe en levende væg af stauder og stedsegrønne planter.

Især i byerne har man eksperimenteret med sådanne levende vægge, der giver et flot visuelt indtryk som kontrast mellem glas og grå facader. De grønne vægge dukker op mange steder, blandt andet i London, og hotel Athenæum på Piccadilly har én af de mere iøjnefaldende.

Her har man skabt væggen med et espalier som bund. Mellem felterne har man opsat en slags filt, som planterødderne kan vokse i, og et vandingssystem sørger for, at planterne får den fornødne væske, så væggen ikke visner. Det kæmpestore grønne plantetæppe dækker otte etager, og det udgøres af mere end 260 forskellige arter.

Transport for London er i gang med at opføre grønne vægge på og ved nogle af undergrundsbanens stationer for at forbedre luftkvaliteten. En 200 kvadratmeter grøn væg er opført ved Edgware Road Tube Station, og de mange forskellige planter danner et grafisk flot mønster i forskellige nuancer.

Der er mange fordele ved at bruge grønne vægge i en storby. De forbedrer nemlig luftkvaliteten i ganske høj grad, og samtidig dæmper de støj, nedsætter varmeforbruget i bygningen, fordi de virker isolerende, og skaber bosteder for storbyens dyr.

De grønne vægge renser den stillestående luft i byens gader, og man har regnet ud, at man kan opnå hele 30 procents reduktion af forureningen ved at gøre byerne mere “grønne”. Det er altså ikke alene smukt at se på; det er også godt for vores helbred.

Hjemme i haven kan man for eksempel eksperimentere på et planteværk omkring terrassen. At sidde her omgivet af grønne planter på alle sider kan kun være en dejlig oplevelse, og mon ikke havens fugle er helt enige…?

Tekst og foto: Mia Folkmann

Forårstur

Lavenham15Der er forår i luften! I hvert fald her hos mig, for planlægningen af næste tur rundt i England er så småt begyndt.

Jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvor rejsen går hen næste gang. Det kunne være Cornwall, fordi der generelt er et mildere klima i årets tidlige måneder. Det kunne være Wales, som er så utroligt spændende at rejse rundt i. Og det kunne være Norfolk/Suffolk, som jeg længe har haft lyst til at gense og udforske.

Jeg glæder mig under alle omstændigheder vildt til at være nomade igen, for livet i en autocamper passer mig så fint. At sidde ved morgenbordet og snakke om, hvorvidt vi skal tage turen nordpå til stranden eller sydpå til en eller anden spændende by. Om vejret er til fotografering eller museumsbesøg. At nyde udsigten fra en bakketop eller fra haven til et historisk hus, mens man inspireres til det næste projekt.

Det bliver spændende at se, hvad det ender med. Men til april går det løs :-)

Smallhythe Place

590smallhytheNår man tænker på historiske huse i England, tænker man tit på de flotte herresæder, men selv små huse kan give store oplevelser. Smallhythe Place er ét af dem – et fint, lille bindingsværkshus fra det 16. århundrede, hvor skuespillerinden Ellen Terry boede i 29 år.

Huset er fra en tid, hvor der var et skibsværft på stedet – hvilket kan undre lidt i dag, hvor der ikke er nogen havn at se. Men meget er sket på 500 år, og hvor der engang var en flod og små havnebassiner til skibe, er der nu marker.

Smallhythe Place var dengang en del af et helt lille skibsbygningssamfund, hvor der blev brændt mursten, fremstillet håndlavede søm, og hvor små og store skibe blev repareret og bygget. Generationer efter var huset blevet en del af en gård, og langt senere blev det fundet af Ellen Terry ved en tilfældighed. Hun købte det i 1899.

Ellen Terry var en meget kendt og omtalt dame i victoriatiden, hvor hun spillede utallige karakterroller på scenen og i slutningen af sin karriere også havde nogle roller i film. Derfor er det meget passende, at hendes hus nu er indrettet som et teatermuseum.

Væggene i Smallhythe Place er tæt behængt med billeder og fotografier og sammen med husets indretning får man et glimt af det liv, som den berømte skuespillerinde har haft. Soveværelset er så nogenlunde det samme, som det var i Ellen Terrys tid, mens de to lavloftede stuer først og fremmest bliver brugt til udstilling af forskellige teatergenstande og memorabilia.

På Smallhythe Place kan man også se nogle af de ganske fantastiske kjoler, som Ellen Terry var kendt for at bære i sine roller. Den mest berømte er den grønne kjole, som hun bar i rollen som Lady Macbeth – en kjole besat med noget så bizart som grønne billevinger…

Der hører en meget sød og charmerende landhave med frugttræer og roser til huset – en lidt vilter og naturlig have, som den slags nu helst skal være og et særdeles hyggeligt sted at drikke eftermiddagste.

Stalden blev indrettet som teater efter Ellen Terrys død, og nu opfører man forskellige forestillinger med jævne mellemrum – dog kun i sommermånederne, for stalden er ikke opvarmet og kan være en kold fornøjelse. På andre tidspunkter er der opstillet plancher, så man kan læse mere om den store skuespillerindes liv og mange roller og om de mange andre berømtheder, der har stået på den fine, lille scene.

Ellen Terry blev boende i Smallhythe Place til sin død i 1928. Man kan se hendes dødsmaske, der hænger i huset – aftrykket af en spændende kvinde og én af Englands store stjerner, der utvivlsomt gav datidens publikum mange oplevelser.

Artikel fra ANGLOFILIA magasinet – tekst og foto: Mia Folkmann

Landsbyen Lacock

590LacockHvis man besøger landsbyen Lacock i Wiltshire, får man straks en fornemmelse af at bevæge sig tilbage i tiden. Og hvis man samtidig synes, at der er noget velkendt ved byen, er det ikke så underligt. Lacock har nemlig dannet baggrund for mange forskellige film – blandt andre ”Stolthed og Fordom” og den engelske serie ”Cranford”, der handler om livet i en lille engelsk by i 1840’erne.

Byen udgør en perfekt kulisse på grund af den gammeldags stemning med de mange historiske huse, og det benytter filmselskaberne sig flittigt af. De behøver ikke engang at gøre noget særligt for at få byen til at passe til ældre tidsperioder, for foreningen National Trust, der ejer det meste af Lacock, tillader ikke moderne tiltag som master og antenner.

Alle husene i byen lejes ud gennem foreningen, og det er ikke nemt at komme i nærheden af dem. Man skal helst have en eller form for familiemæssig forbindelse til stedet, og man udlejer fortrinsvis til børnefamilier eller andre, der kan bidrage til lokalsamfundet.

For selv om landsbyen så ofte bliver brugt til filmoptagelser, er det i høj grad et sted, hvor folk har deres hverdag. Der er en skole, et posthus, adskillige pubber og småbutikker, og der er flere overnatningssteder, hvor man med glæder tager imod de mange mennesker, der dagligt kommer for at se de charmerende omgivelser. Ét af dem finder man hos pottemageren, der altså ikke kun sælger lertøj, men også senge.

590opMidt i byen ligger det lille forsamlingshus, hvor der afholdes forskellige arrangementer. Der en meget gammel kirke, og så er der en restaurant, som jeg personligt er ret begejstret for. Ikke kun fordi omgivelserne er så utroligt hyggelige – den er indrettet i et smukt og meget gammelt bindingsværkshus – men også fordi navnet i sig selv er en nydelse: At the Sign of the Angel.

Lige ved siden af landsbyen ligger det smukke Lacock Abbey, der begyndte sine dage som et kloster, men sidenhen blev omdannet til et imponerende privathjem. De sidste ejere var familien Talbot, og det var William Henry Fox Talbot, der opfandt det fotografiske negativ. Det skete netop ved ét af vinduerne i Lacock Abbey, og hvis man besøger stedet, kan man se det spøjse apparat, han benyttede.

Man kan – meget passende – se en udstilling om fotografiets historie i Fox Talbot museet – og hvis man foretrækker levende billeder, kan man nok genkalde sig en del scener fra Harry Potter filmene i det gamle kloster. Den flotte klostergang har haft en vigtig rolle, mens nogle af de hvælvede rum fungerede som klasseværelser i filmene.

William Henry Fox Talbot fik en guldmedalje for sine matematiske artikler, men han var også interesseret i mange andre emner som arkæologi og botanik. Det sidste gav sig udslag i den dejlige skovhave, man kan se i dag, for træerne blev plantet af Talbot i midten af 1800-tallet.

Tekst og foto: Mia Folkmann

Artikel fra ANGLOFILIA efterår 2014

Lower Slaughter

590slaughterLower Slaughter er en af de små og meget maleriske byer, der ligger i området the Cotswolds et par timers kørsel fra London. Turistbusserne kommer næsten altid denne vej forbi, for byen er et populært sted at gøre holdt, og der bliver ivrigt fotograferet, før rundturen fortsætter.

Men hvis man vil have andet end billeder med sig hjem, bør man dvæle længere end bare nogle få minutter. Byen er ikke stor, men der er ro og harmoni over den, og det smitter. Inden længe har man glemt stress og jag, for hvad er i grunden vigtigere end bare at være her lige nu?

Floden Eye går igennem byen og flyder stille og dovent afsted mellem de gyldenbrune huse. Der går en sti langs floden, som man kan følge, hvis man har lyst til en travetur, men måske foretrækker man at sidde på en bænk og nyde atmosfæren, mens man ser på de badende ænder og den fine vandmølle bagved.

Der er selvfølgelig også en Upper Slaughter. Næsten lige så charmerende som sin navnesøster, og da der er ikke langt fra den ene by til den anden, bør man besøge dem begge. Hvis man kan lide at gå, er der kun halvanden kilometer mellem de to, og turen går via smalle stenbroer gennem engområder med rigt fugleliv, græssende får og ældgamle træer.

Uanset årstiden har Lower Slaughter noget at byde på. Om foråret lyser gule påskeliljer op i græskanterne langs floden, og om sommeren er de små forhaver spækket med med farvestrålende sommerblomster. Efterårets gyldne og rødlige farver klæder de gamle huse, og om vinteren er byen klædt i hvidt, hvis man er heldig, og en skøn duft af pejsebrænde hænger i luften.

Byen er omgivet af det smukkeste landskab, og billedet af engelsk idyl bliver helt perfekt, når en shirehest kommer trækkende med en gammeldags hestevogn på vej til kirken for at hente et nygift par. Intet under, at Lower Slaughter så ofte bliver omtalt som den kønneste og mest charmerende af byerne i the Cotswolds.

Tekst og foto: Mia Folkmann

Artikel fra ANGLOFILIA magasinet

Croome Park

croome2En dag med blæsevejr lokkede til en god, lang travetur i Croome Park – et kæmpestort område med mange “follies” og smukke træer. Huset fra 1750’erne er ved at blive sat i stand, og det bliver spændende at se resultatet, når det engang er færdigt, men endnu er det meste af bygningen pakket ind i plastik og stilladser.

Over 5000 forskellige plantearter fra hele verden er i tidens løb bragt til Croome, og i 1801 regnede man Croomes botaniske samling for at være den næststørste efter Kew.

croome1

Highclere Castle – virkelighedens Downton Abbey

590highclereHighclere Castle ligger i Hampshire vest for London og har været i Carnarvon-familiens eje siden 1679. Som det så ofte er tilfældet byggede man til huset i tidens løb, så det, der begyndte som et relativt beskedent hus, blev forvandlet til et imponerende slot med flere hundrede værelser. I midten af 1800-tallet stod Highclere Castle færdigt i sin nuværende udformning, og selv om et hus af de dimensioner virker lettere overvældende, så fungerer det i det daglige som et familiehjem.

Highclere Castle ligger i en stor park, designet efter datidens mode af den berømte havearkitekt Lancelot ‘Capability’ Brown. De smukke omgivelser bliver ikke mindre smukke af at være menneskeskabte, og det er et skønt sted at gå tur. Kæmpestore træer giver området karakter, og tæt ved huset ligger haven med blomstrende bede og tætklippede græsplæner.

Highclere har på mange måder haft en betydningsfuld position; det har været besøgt af kendte og kongelige, og det har været indrettet til hospital under første verdenskrig. På den måde står den virkelige historie ikke tilbage for fiktionen. Dertil kommer den bedømmelse, som den femte Lord Carnarvon opnåede, da han sammen med Howard Carter fandt Tutankamons grav i 1922.

En ejendom af Highcleres størrelse var tidligere et helt lille samfund med smedje, savværk, landbrug og forskellige former for selvstændige håndværkere. Der var også et bryggeri og selvfølgelig både frugthaver og køkkenhaver, der blev passet af en hær af gartnere.

Highclere Castle er stadig en erhvervsvirksomhed – dog med færre ansatte – for også i vore dage er det vigtigt, at ejendommen kører økonomisk rundt. Det er ikke småpenge, der skal til, når et hus af de dimensioner skal have nyt tag eller have foretaget andre former for nødvendig vedligeholdelse.

Udover skovbrug dyrkes forskellige afgrøder til mennesker og dyr, og på markerne omkring Highclere græsser store fåreflokke. Slottet og haven bruges til konferencer og forskellige festlige begivenheder, blandt andet bryllupper, for mange kan ikke forestille sig noget mere romantisk end at blive gift i så smukke omgivelser.

Desuden åbner Highclere Castle hver sommer dørene for offentligheden, og én af de ting, man kan se, er udstillingen af de genstande, som den femte Lord Carnarvon enten købte eller fandt i Ægypten. Hovedparten af fundene blev solgt efter hans død for at betale arveafgifterne, men der er stadig nok at se på; blandt andet en kopi af Tutankhamons gyldne dødsmaske.

Optagelserne til Downton Abbey har naturligvis været med til at give en god økonomisk indsprøjtning. Ikke bare direkte, men også indirekte, for efter serien strømmer folk til fra hele verden for at se nærmere på det hus, som de føler de kender så godt.

Tekst: Mia Folkmann – artikel fra ANGLOFILIA magasinet forår 2013

Foto: © Gill Griffin

Gamle huse i Worcester

590katedral3Byen Worcester blev grundlagt af romerne, og den centrale beliggenhed gjorde den til en travl handelsby. Det er den stadig, og hvis man interesserer sig mere for smukke, gamle huse fra Tudortiden end butikker og indkøb, skal man søge om til de små gader bag hovedstrøget.

590katedral2

I Friar Street ligger blandt andet Greyfriars’ House, der blev bygget i 1480 af en velhavende brygger. Huset blev indrettet, som det dengang var passende for en mand af stand, og udstillinger i huset viser udviklingen gennem årene. Bagved ligger en dejlig have, hvor man kan drikke eftermiddagste om sommeren, og ellers er der indrettet en lille café i et værelse ved siden af køkkenet.

Der ligger mange andre gamle huse i Friar Street, og ét af dem er så skævt, at det er et under, at det står endnu. For enden af gaden kan man se over til Worcester katedral, der går helt tilbage til 1084 og rent arkitektonisk anses for at være én af Englands mest spændende…

590katedral

Uddrag af artikel om Worcestershire fra ANGLOFILIA vinter 2012/13.

Tekst og foto: © Mia Folkmann