Helen Allingham

Akvarelmaleren Helen Allingham forbindes gerne med nostalgiske afbildninger af gamle huse med stråtag og blomstrende landsbyhaver, men bag de idylliske motiver lå et ønske om at bevare noget, der var ved at blive ødelagt med jernbanens fremkomst.

Helen Allingham blev født i 1848 og voksede op i en kunstnerisk familie. På opfordring af familiemedlemmer og en af sine lærere søgte hun i 1867 ind på kunstakademiet i London, som kvinder først kort forinden havde fået adgang til. Efter to års studier blev hun ansat som illustrator på en nystartet ugeavis.

Da hun var 26 år, giftede hun sig med den næsten dobbelt så gamle irske digter William Allingham, og de var lykkeligt gift i femten år, indtil William døde. Ægteskabet gav Helen et økonomisk grundlag, så hun kunne koncentrere sig om det, hun holdt allermest af: At male.

Akvarelmaling blev længe anset for at være en feminin kunstform. Der var noget forfinet og sart ved vandfarverne, og man behøvede ikke at arbejde med ildelugtende oliefarver i et atelier, men kunne sidde i al behagelighed ved et vindue i stuen.

Men Helen Allingham tog nok så gerne ud, og ét af de steder, hun malede, var i Royal Hospitals have i Chelsea. Her blev blomsterhaverne passet af de rødklædte veteraner, og Allingham malede de smukke blomster og en ældre herre i rødt sammen med to hvidklædte piger. Måske blev grundlaget for de senere malerier af blomstrende haver lagt her.

Mange af Helen Allinghams billeder har noget med kendte engelske digtere at gøre. Måske ikke så underligt, når hun nu selv var gift med én af dem. Helen Allingham var blandt andet hyppig gæst hos Thomas Carlyle og malede adskillige portrætter af ham i den lille have eller i dagligstuen i Carlyles hus på Cheyne Row i London.

Da Helen Allingham flyttede til Surrey sammen med sin mand, fik hun mulighed for at finde de motiver, som hun blev så kendt for: Smukke huse med stråtag, roser rundt om døren og masser af blomster i forhaven. Hun udødeliggjorde en stemning, som man efterhånden skal lede længe efter, og malerierne af de gamle huse er så nøjagtige, at de ligefrem bruges af arkitekter, når de skal studere detaljerne i datidens byggeri.

I modsætning til andre kunstnere rejste Helen Allingham kun sjældent væk fra de hjemlige omgivelser. Efter hendes mands død rejste hun nogle gange til Venedig, Irland og Frankrig for at finde nye motiver, men ellers holdt hun sig til England – først og fremmest til Sydengland.

Bogillustrationer gjorde hende kendt i videre kredse; blandt andet illustrationerne til bogen ”Happy England”. Bogens titel er ganske rammende, for Allinghams billeder viser altid glæde og skønhed. Måske var netop det årsagen til hendes store popularitet på en tid, hvor industrialiseringen havde godt fat, og så mange smukke landskaber og byer var ved at blive ødelagt.

Selv om hverdagen på Allinghams tid næppe var nem, så var hendes hverdagsbilleder altid idylliske. Og mens nogle måske vil synes, at den slags kan virke overfladisk, er vi andre, der synes, at det er en kunstart i sig selv at sprede glæde.

Agatha Christie kunst

stamp1Jeg har altid været begejstret for frimærker – endda i så høj grad, at jeg selv samlede på dem som barn. Frimærker er jo rene små kunstværker, og Royal Mail udgiver med jævne mellemrum nogle, der særligt fortjener at fremhæves.

Blandt andet de mærker, der udkom i efteråret sidste år – Agatha Christie mærkerne – i anledning af hundredårsdagen for forfatterens allerførste roman. Det var i bogen “De Låsede Døre” detektiven Hercule Poirot blev født (på engelsk hed bogen The Mysterious Affair at Styles), og man må sige, at den blev en succes. Samtidig blev bogen grundlaget for det senere så omfattende forfatterskab, hvor Agatha Christie blev alle tiders krimidronning og verdens mest sælgende forfatter.

De 6 forskellige mærker er alle grafisk meget flotte, og de indeholder – meget passende – skjulte spor i relation til historien, som kan findes af den ihærdige detektivspire.

stamp2 stamp3 stamp4 stamp5 stamp6

Beatrix Potter

590beatrixI år har Beatrix Potter 150 års fødselsdag, hvis man kan sige det sådan – og jeg skrev på et tidspunkt en artikel om hende til ANGLOFILIA magasinet, som du i anledningen af fødselsdagen kan læse lige her:

Beatrix Potter blev født i 1866 og voksede op i London sammen med sine ret velhavende forældre og sin bror, men hvert år tilbragte de sommeren i Skotland. Ferierne heroppe var fortryllende for den lille pige, og det var her, hun for alvor lærte at glæde sig over naturen. Hun tegnede alt, hvad hun så, og sammen med sin bror tog hun på ekskursioner for at se på fugle og samle vilde blomster.

Efter sommerferien var det hårdt at vende tilbage til London. Beatrix blev undervist hjemme af guvernanter, som det var almindeligt dengang, og hun havde derfor sjældent kontakt til andre børn. Men heldigvis havde hun broderens selskab, og sammen med Bertram sneg Beatrix sig til at have et helt menageri af dyr i børneværelset, som de observerede, studerede og tegnede.

Faderen, Rupert Potter, var egentlig advokat, men han gik meget op i fotografering og blev faktisk en anerkendt fotograf, selvom han aldrig arbejdede professionelt. Kunst var en anden stor interesse, og han tog ofte Beatrix med på galleribesøg, så hun kunne se og lære af andre.

I 1882 var det ikke længere muligt for familien at leje det sædvanlige hus i Skotland, så i stedet faldt valget på et stort hus i Lake District – et smukt og naturskønt område, som de straks forelskede sig i. Den lokale præst, Hardwicke Rawnsley, kom på besøg, og han roste den unge Beatrix’ kunstneriske talent og prægede hende med sine meninger om vigtigheden af naturbeskyttelse.

De følgende år vendte familien tilbage til Lake District, hvor de for det meste lejede et hus ved en af søerne. Beatrix elskede at fiske og sejle i søen, og hun var også begyndt at interessere sig for geologi og arkæologi. Hendes tegninger af fossiler, insekter og svampe er imponerende og meget detaljerede, og ved selvstudium lærte hun så meget om svampe og sporer, at hun i 1896 skrev en egentlig afhandling om dem.

I London var menageriet suppleret med en kanin, der blev døbt Benjamin. Han var til stor glæde for hele familien, og for Beatrix var han den perfekte model. Hun tegnede og malede ham fra alle mulige vinkler, og på et tidspunkt foreslog Bertram, at hun skulle prøve at sende tegningerne til et postkortforlag. Til Beatrix store glæde sendte forlaget en check på 6 £ tilbage og bad om flere.

I en alder af 24 var Beatrix således begyndt sin professionelle karriere, og snart leverede hun både illustrationer til postkort og til nogle små hæfter. Dette gav hende blod på tanden, og hun sendte nogle illustrationsforslag til forskellige bogforlag, blandt andet Frederick Warne, der ikke var helt uinteresserede, hvis illustrationerne blev samlet i bogform. Der skulle dog gå en del år, før det blev aktuelt.

Familien Potter holdt fortsat lange sommerferier i Lake District, og de fik hyppigt besøg af Hardwicke Rawnsley, der var blevet en nær ven af familien. Præsten var forfatter til forskellige guide- og børnebøger, og han kunne derfor give Beatrix Potter gode råd om en bog, hun havde i tankerne: Bogen om Peter Kanin. Beatrix sendte bogen til adskillige forlag uden held, og til sidst mistede hun tålmodigheden og besluttede hun sig for at udgive bogen selv. I 1901 udkom Historien om Peter Kanin i 250 eksemplarer.

Rawnsley prøvede dog fortsat at finde en udgiver til Beatrix, og til sidst lykkedes det ham at vække interessen hos Frederick Warne; det forlag, der tidligere havde vist interesse for Beatrix’ tegninger. I 1902 blev Peter Kanin udgiver i 8000 eksemplarer, og alle var solgt inden udgivelsen. I 1903 kom bøgerne The Tale of Squirrel Nutkin og The Tailor of Gloucester.

Al kontakten til forlaget skete gennem den yngste af de tre brødre, der drev det. Det var Norman Warne, som Beatrix diskuterede kontrakter med og sendte forslag til. De skrev sammen næsten hver eneste dag og blev efterhånden meget gode venner. Beatrix nød sit aktive liv, og bøgerne gik som varmt brød. Efterhånden havde Beatrix tjent så godt, at hun kunne købe noget jord i Lake District i nærheden af det sted, hvor familien holdt ferie.

Beatrix Potters forældre var ikke glad for det venskab, der havde udviklet sig mellem datteren og Norman Warne. Og da Norman friede til Beatrix, og hun straks sagde ja, gik det helt galt. Forældrene havde regnet med at blive passet på deres gamle dage, og de gjorde alt, hvad de kunne for at forhindre ægteskabet. Skønt Beatrix var fast besluttet på at gifte sig med den mand, hun holdt så meget af, endte det med et kompromis, og Beatrix gik modstræbende med til at holde forlovelsen hemmeligt.

Hun så dog aldrig Norman igen, for kort efter forlovelsen døde Norman Warne pludseligt på grund af sygdom. Beatrix var både chokeret og ulykkelig. Hun havde ingen, hun kunne tale med om sin sorg, for ingen kendte til hendes forhold til Norman. Hun søgte trøst hos Normans søster, Millie, og da hun havde fået sorgen lidt på afstand, tog hun op til Lake District, hvor hun havde købt et hus med navnet Hill Top.

Illustrationer og historier strømmede ud af Beatrix Potter de følgende år, og pengene strømmede ind. Hun tjente ikke bare penge på sine bøger, men også på de tøjdyr og andre produkter, der blev fremstillet på baggrund af hendes illustrationer. For pengene købte hun mere jord i Lake District og senere huse og gårde, som hun lejede ud. Til de juridiske forhold i handlerne fik hun hjælp af en lokal advokat, William Heelis, og ham giftede hun sig med i 1912.

Efterhånden som årene gik blev Beatrix Potter mere og mere opslugt af livet i Lake District, og fåreavl og dyrehold erstattede så småt illustrationer og bøger. Beatrix elskede at være sammen med sine dyr, hun elskede storheden og stilheden i Lake District, og hun involverede sig i de mennesker, der boede omkring hende. Hun og William Heelis boede på Castle Farm, men det var på Hill Top Beatrix tegnede og modtog gæster, og det var også her, hun opbevarede de ting, hun holdt særligt meget af.

I 1923 kom Troutbeck Park Farm til salg. Det var en meget stor ejendom med en utrolig smuk beliggenhed, og Beatrix Potter ønskede at bevare stedet, som det var. Tre år efter købet af gården besluttede hun sig for at avle de robuste Herdwick-får – en truet race, der ellers i århundreder havde græsset frit på bjergskråningerne i Lake District.

Vi har meget at takke Beatrix Potter for. Hendes dejlige fortællinger og søde figurer er kendt og elskede verden over, og hendes bidrag til beskyttelsen af et af Englands smukkeste områder er uvurderligt. Da Beatrix Potter døde i 1943, havde hun nemlig testamenteret 14 gårde, sine præmierede flokke med Herdwick får og over 4000 acres med land til National Trust – den forening, som Hardwicke Rawnsley var med til at starte. Foreningen arbejder stadig for at bevare Englands kulturelle historie og naturskønne områder for eftertiden.

© Mia Folkmann

Portræt af en kunstner

590DarbiIngen formår som Stephen Darbishire at fange den hyggelige engelske stemning i sine malerier. Man får en stærk fornemmelse af at være personligt til stede, når man ser de hyggelige stuer med bjælker i loftet og åben pejs eller køkkenbordet, hvor teen netop er skænket og de lune scones kommer direkte fra AGA’en.

Billederne er i høj grad romantiske, men på ingen måde urealistiske. Stephen Darbishire rammer bare plet, når han afbilder alt det, der i virkeligheden er basalt og vigtigt her i tilværelsen. Hvor man tager sig tid til at slappe af med en bog eller en kop eftermiddagskaffe med naboen, og hvor man tilbringer en eftermiddag med leg i sneen i stedet for at stresse rundt.

Motiverne er så livagtige, at man næsten kan høre uret tikke på kaminhylden og mærke varmen fra den solstråle, der finder vej ind gennem vinduet. Hvem kunne ikke tænke sig at sidde her i den fredfyldte stue og kigge ud på hønsene, der går omkring på høje ben i den nyfaldne sne?

Stephen Darbishire er født i 1940, og har tegnet og malet siden han var barn. Efter at have studeret kunst i London i nogle år rejste han Europa tynd, før han mødte sin nuværende kone Kerry. Sammen med hende slog Stephen Darbishire sig ned i Lake District, hvor han for alvor kunne hellige sig malerkunsten.

De realistiske detaljer i hans billeder tiltaler mange, og det er altid Kerry, der skaber scenen, stiller op og arrangerer. Det er hende, der henter blomster fra haven og fylder fade med hjemmebagte kager, og det er hende, der med stor fornøjelse finder og hjembringer de gammeldags kander og kønne kopper.

Stephen Darbishires private verden ligner i høj grad hans malerier. Det hvide hus, der går igen på så mange billeder, ligger helt alene for enden af en lang og kringlet grusvej, hvor ænder og høns frit kan gå på opdagelse i haven. Indendøre bliver man mødt af hunden og katten, og når man ser sig omkring, opdager man snart genkendelige detaljer fra de kunstværker, der har fortryllet og glædet mennesker verden over.

Sceneriet omkring huset er enestående. Lake Districts bjerge rejser sig bag de vidtstrakte marker med masser af får og lave stenmure, og stilheden er næsten til at tage og føle på. Men naturen er ret barsk heroppe i det nordlige England, hvor morgentågen først letter ved middagstid, og hvor vintersneen kan gøre det helt umuligt at køre ud. Det er heller ikke et sted, hvor man skal glemme noget på indkøbsturen, for der er godt ni kilometer til byen og de nærmeste butikker.

Når man ser verden med Stephen Darbishires øjne, bliver alting lidt kønnere og lidt mere enkelt. Hans billeder fanger de særlige øjeblikke, hvor sanserne vækkes af en duft eller et flygtigt indtryk, og de vækker opmærksomheden, så man virkelig ser skønheden i de simple ting. Måske er de endda med til at skabe den stille ro, som mange længes efter i en moderne tid.

Hvis man ikke kan nøjes med at se idyllen på billeder, er der mulighed for at leje et feriehus for 4 personer. Agnes Cottage er 400 år gammel og ligger i nærheden af kunstnerens eget hus. Her kan man gå lange traveture og nyde naturen, eller man kan sidde i sin egen skønne have og spekulere på, hvorfor man egentlig ikke bare bliver i nogle år…

www.agnescottage.co.uk

www.stephen-darbishire.com

Artikel fra ANGLOFILIA vinter 2009