Vandhaven i Herefordshire

590vandhaveDer er visse haver, som man ikke kan lade være med at vende tilbage til, og Westonbury Mill Water Garden i Herefordshire er én af dem. Ikke på grund af størrelsen, for haven er kun lidt over 8000 m2, men snarere fordi stemningen er så hyggelig og fredfyldt. Vandhaven ligger i nærheden af middelalderbyen Pembridge kun en halv times kørsel fra Wales.

Her er en lille café, hvor man i godt vejr kan sidde uden for ved siden af åen og drikke sin kaffe med selskab af de lokale ænder, og bagefter kan man gå på opdagelse i den dejlige have, der ser helt og aldeles naturlig ud. Netop derfor er det ret fascinerende at vide, at ejeren af vandmøllen egenhændigt har bygget haven op fra bunden i løbet af relativt få år.

Richard Pim er hydrolog (det er noget med vand…) og har arbejdet som sådan i udlandet i mange år. På et tidspukt begyndte han at udvide det vandløb, der fyldte mølledammen med vand, og senere udvidede han andedammen, som han havde anlagt nogle år tidligere. Resultatet er blevet et virvar af små vandløb, der omgiver den store sø midt på grunden.

Richard Pim vidste ikke så meget om planter, men de skulle naturligvis være fugtelskende. Han købte et bredt udvalg fra to planteskoler, der specialiserede sig i planter til vådområder, og de fleste planter accepterede vilkårene og slog sig velvilligt ned. Den gamle mølledam indeholdt en masse sort dynd under et lavt dække af vand, og det var en perfekt grobund for en sumphave – næsten for perfekt, så det er nødvendigt med mellemrum at rydde ud mellem planterne.

Der kommer hele tiden nye ting til, for Richard Pim kan lide at have projekter i gang. Ved havens indgang har han bygget et lille tårn, der fungerer som bolig for hvide duer, og øverst har han fremstillet nogle gargoiles, små ”vanduhyrer”, der med overraskende mellemrum spyer vand. I havens anden ende kan man gå over en kinesisk bro, forsvinde mellem en hel skov af storbladede gunnera eller nyde udsigten til den vilde blomstereng fra en afrikansk hytte, som Richard Pim har bygget af træ fra udgåede elmetræer.

Når man er blevet mæt af indtryk, er det måske tid til at finde en af havens skyggefulde bænke, hvor man kan sidde og nyde synet af frodige blomster og ihærdige fugle. Og måske spekulere på, hvad Richard Pim mon nu har så travlt med…

Westonbury Mill Water Gardens, Pembridge, Herefordshire HR6 9HZ

Tekst og foto: © Mia Folkmann

(Artikel fra ANGLOFILIA efterår 2008)

En kærlighedsaffære

miaiWalesJeg satte for første gang min fod på engelsk jord, da jeg var tyve. På det tidspunkt følte jeg mig allerede som en kosmopolit, for jeg boede i Bruxelles og rejste hyppigt på forlængede weekender til nærliggende byer som Luxembourg og Paris.

Da nogle kolleger foreslog en London-tur, slog jeg straks til. Jeg kendte London fra film og TV og havde selvfølgelig hørt om både Tower og Westminster, men ellers havde jeg ikke ret meget idé om, hvad der ventede.

Selvfølgelig faldt jeg pladask for London. Der var så meget historie, så meget lune og charme og så meget engelsk hygge på de gammeldags pubber. Jeg elskede deres museer, der i hvert fald på det tidspunkt var meget mere interessante end de hjemlige. Og jeg elskede ”Swinging London”, for selv om 1960’erne var et overstået kapitel på det tidspunkt, så svingede det skam endnu.

I Carnaby Street fandt vi smarte sko, Mary Quant øjenskygge og cowboybukser, som man skulle ligge ned for at få på. Reklameplakater med supertynde Twiggy hang i London Underground, og Biba var stadig et meget anderledes og meget ”in” varehus på Kensington High Street, hvor man kunne være heldig at støde ind i Sonny og Cher, Mick Jagger og andre kendte.

Vi kørte London tynd med de røde dobbeltdækkerbusser og herlige sorte taxier, vi tog på Portobello Road marked bare for at kigge, og vi spiste spaghetti ud over det hele på Wimpy Bar. Da vi søndag eftermiddag kørte i retning af Dover, sad jeg som fortryllet og kiggede på det engelske landskab, vi kørte igennem. Jeg havde fået England i blodet.

Sidenhen blev det til mange London-ture. Bykortet fik æselører og blev så slidt, at visse vejnavne forsvandt. Det endte med at blive helt overflødigt, for efterhånden kendte jeg byen som min egen bukselomme, og undergrundsbanens centrale netværk havde jeg forlængst lært udenad.

Lakmusprøven kom, da jeg nogle år senere for første gang skulle præsentere min mand for London. Jeg havde næsten mavepine ved tanken, men det var der nu ingen grund til, for kærligheden sejrede selvfølgelig. Min mand overgav sig helt og aldeles til West Ends teatre, til de hyggelige spisesteder i Covent Garden og til alle de sjove og anderledes museer, som vi udforskede fra en ende af.

Da vi året efter tog endnu en uge til London, gik vi efter nogle dages forløb ned på turistkontoret for at kigge brochurer. En fin lille folder fangede af en eller anden grund vores opmærksomhed: A Day in London’s Countryside. Se, det var jo noget helt andet! Det måtte da prøves af…

Som sagt, så gjort: Næste morgen stod vi tidligt op og tog undergrundsbanen til endestationen Amersham – en lille og for os fuldstændig ukendt by i Londons nordvestligste udkant. Togturen var kun på fyrre minutter fra Charing Cross, men miljøforandringen var total. Amersham var, i hvert fald dengang, en lille hyggelig forstadsby med charmerende gamle huse, omgivet af store træer og bølgende marker.

Vi gik en lang tur rundt om byen og op til skoven, hvorfra der var den flotteste udsigt, og bagefter udforskede vi bindingsværkshusene og de mange små butikker. I The Willow Tree fik vi afternoon tea med scones, den søde ældre servitrice kaldte mig ”luv”, og atmosfæren var simpelthen så helt vidunderlig engelsk, som man ellers kun ser i fjernsynet.

Grundstenen var lagt, og det blev siden til utallige rejser til både England, Wales og Skotland. Vores kærlighedsaffære var hverken kortvarig eller forbigående, som den slags ellers ofte er – tværtimod endte vi med at slå rødder i den engelske muld. Sådan måtte det jo gå…

Tekst og foto: © Mia Folkmann

Bettys Café

betsBettys cafeerne blev grundlagt af en schweizisk konditor, Frederick Belmont, der rejste til England for at skabe sin egen forretning. Det var hans mening at tage til Sydengland, men han kom til at tage det forkerte tog og havnede i stedet i Yorkshire. Men da omgivelserne mindede ham lidt om hjemlandet Schweiz, besluttede han sig for at blive.

I 1919 åbnede han sin første café i Harrogate. Byen var meget fashionabel dengang, og den elegante café med de fine kager blev snart vældig populær. Efterhånden kunne Frederick åbne nye afdelinger, bl.a. flagskibet i York, der var inspireret af det flotte krydstogtskib Queen Mary. Cafeen har fine art deco dekorationer, træpaneler og store buede vinduer, så man kan sagtens forestille sig, at man er ombord på en luksusliner.

Kæden er nærmest blevet en institution i Yorkshire, og alligevel er der efter 90 år stadig ingen, der rigtigt ved, hvorfor cafeerne kom til at hedde Bettys. Men når man sidder med et stykke frugtkage eller en af de utroligt lækre Banana & Toffee Pancakes, har det egentlig ikke den store betydning…

Artikel fra ANGLOFILIA

Foto: © Biltho