Scarborough

Havnebyen Scarborough ligger ved North Yorkshires kyst og kendes nok især for Simon og Garfunkels sang ”Are you going to Scarborough Fair”. Sangen er gammel, og det omtalte marked foregik hvert år i august og september.

Folk kom fra nær og fjern for at handle, og velstanden kom i form af de sølvblanke sild, som netop på det tidspunkt af året søgte ind til Yorkshires kyster i store mængder. Sildefangsten betød stor velstand til området, og ”fiskekonerne” – der her blev kaldt ”sildepigerne” – sørgede for at rense fisken og salte dem ned.

I dag hører markedsdagene fortiden til, og Scarborough tiltrækker først og fremmest turister. Som så mange andre engelske havne- og badebyer er der liv og glade dage i sommermånederne og på solbeskinnede søndage, og vi besøgte netop byen på sådan en søndag.

Vi gik den lange vej langs kysten ind til byen og ud på den brede strand, hvor man kunne soppe og bade og kravle i klipperne. Det sidste var en nødvendighed, hvis man ville op til den vej, der gik rundt om klippen og den gamle borg, for adgangen til trappen var oversvømmet. Men så fik man prøvet det med… 😊

Med toget over heden

I North Yorkshire kan man tage med veterantoget på det lange stræk mellem Pickering og Whitby. Sammenlagt tager turen over halvanden time, men så er der god tid til at nyde de fine togvogne med plyssæder og serveringen af kolde og varme drikke. På visse tidspunkter køres endda med spisevogn.

Toget kører gennem skovområder og heder ud til kysten, og Whitby er en charmerende by at besøge. Men jeg tog den kortere version af turen og stod af i Grosmont; en af de små byer, som toget stopper ved undervejs.

Inden turen går tilbage til Pickering igen, er der tid til frokost og kaffe og et besøg i den gamle købmandsbutik, der har en særlig historie.

For butikken har netop haft 150 års fødselsdag. Den startede i sin tid som en forretning, hvor medlemmerne fik andel i overskuddet – ligesom vi kender til fra Danmark. Men butikken i Grosmont er ikke medlem af en kæde; den er stadig helt sig selv – og den er Storbritanniens ældste af slagsen.

Butikken kører efter de samme regler, som den altid har kørt med. Hvert år får medlemmerne udbetalt dividende kontant, og der bliver kvitteret i den gammeldags bog, der stadig føres i hånden. Hvorfor ændre på noget, der virker… :-)

York

York er en skøn by, der i høj grad er værd at udforske. Og netop det gør man så godt fra de gamle bymure, der i Victoriatiden blev forsynet med en sti, som man kunne gå tur på.

Jeg gjorde selv det samme som de fine damer dengang – vandrede hele vejen rundt, så godt det nu kunne lade sig gøre. Holdt pauser ind i mellem for at gå lidt langs floden og kigge nærmere på museumsparken, før jeg søgte ind i den smukke have, der hører til ”Treasurer’s House”. Det historiske hus er åbent for offentligheden, og man kan spise frokost eller drikke kaffe nede i kælderen.

Turen på bymuren blev genoptaget efter kaffepausen, og på et tidspunkt får man en fantastisk udsigt til Yorks katedral, der er Englands største. York Minster stammer i den nuværende udformning fra 1200-tallet, hvor man begyndte at bygge om på den kirke, som normannerne havde opført. De to tværskibe blev bygget først og senere kom de 60 meter høje tårne til, men sammenlagt varede det 250 år, før katedralen var færdig. Indvendigt er den utroligt imponerende, og skønt de gamle blyindfattede ruder ser helt moderne ud, er de meget gamle.

Mange steder kan også kigge ned i private haver og offentlige parker; skønne små oaser der gemmer sig mellem de gamle bygninger. Og oppe fra muren fik jeg øje på en hyggelig pubhave, hvor aftensmaden senere blev indtaget. Man ser så meget godt, når man bevæger sig op i højden…

Lidt om lakrids

590ponteLakrids har været dyrket i England siden det 16. århundrede. Dengang havde man både lakridsplanter i haven til husbehov og på markerne til kommercielt brug – blandt andet dyrkede man lakrids i Surrey og i Nottinghamshire.

På det tidspunkt anså man lakrids for at være god medicin, og den blev især anvendt til mavebesværligheder og forkølelser. Men i andre kulturer har lakrids været anvendt i endnu ældre tider; græske, kinesiske og romerske læger brugte ofte lakrids til behandling af forskellige skavanker.

Men selv om lakrids altså har været anvendt medicinsk i mange tusinde år, blev det først brugt som slik i slutningen af 1800-tallet. I Pontefract i Yorkshire begyndte man at fremstille de såkaldte Pontefract Cakes, der efterhånden blev eksporteret til hele verden. Lakridsplanten blev dyrket på markerne omkring ruinerne af Pontefract Castle, og derfor blev der stemplet et billede af en lille borg på lakridsstykkerne.

Man ved ikke, hvorfor eller hvem der begyndte at dyrke lakrids i Pontefract, men det har sandsynligvis været de munke, der i det 14. århundrede slog sig ned i nærheden af borgen. Saften fra lakridsroden blev udtrukket og brugt medicinsk, og man har fundet et gammelt stempel med årstal på, så man ved, at der blev fremstillet lakridspastiller i 1614.

Jorden på egnen var særdeles velegnet til lakridsdyrkning. Planten blomstrede ikke i det kolde klima så højt mod nord, men det betød ikke så meget, når det nu kun var roden, man var interesseret i.

I 1760 begyndte en lokal apoteker, George Dunhill, at tilsætte sukker til den gamle opskrift. Snart kunne pastillerne sælges som slik, og de blev hurtigt populære. Endda i så høj grad at der i 1885 var ti fabrikker, der producerede slik.

Man fremstillede den søde lakrids ved at pulverisere og koge lakridsroden. Derefter blev der tilsat sukker og stivelse, så man fik en ensartet masse. Af denne masse fremstilledes pastillerne, der hver især blev stemplet med det “officielle” mærke.

Indtil midten af forrige århundrede blev alle Pontefract Cakes stemplet i hånden, og de godt 50 kvindelige arbejdere var hver i stand til at stemple 20-25.000 pastiller dagligt. Men efterhånden kunne produktionen af den lokale lakrids ikke slå til; markerne forsvandt, og den sidste høst af engelsk lakrids fandt sted i 1960’erne.

En del af Pontefract pastillerne fremstilles stadig lokalt, og besøgende fornemmer tydeligt den søde duft, der hænger over byen. For at markere lakridsens betydning for området, afholdes der en årlig Pontefract lakridsfestival med alskens begivenheder og mulighed for at købe en lakridsplante med hjem.

De seneste årtier har man brugt importeret lakrids fra blandt andet Spanien og Italien til fremstillingen af de populære pastiller. Men jeg har hørt en lille fugl synge om, at der arbejdes på sagen i Pontefract, så det er meget sandsynligt, at der snart igen kommer rigtig engelsk lakrids i engelsk lakrids.

Artikel fra ANGLOFILIA vinter 2013/2014 – foto venligst udlånt af Haribo Lakrids

Bettys Café

betsBettys cafeerne blev grundlagt af en schweizisk konditor, Frederick Belmont, der rejste til England for at skabe sin egen forretning. Det var hans mening at tage til Sydengland, men han kom til at tage det forkerte tog og havnede i stedet i Yorkshire. Men da omgivelserne mindede ham lidt om hjemlandet Schweiz, besluttede han sig for at blive.

I 1919 åbnede han sin første café i Harrogate. Byen var meget fashionabel dengang, og den elegante café med de fine kager blev snart vældig populær. Efterhånden kunne Frederick åbne nye afdelinger, bl.a. flagskibet i York, der var inspireret af det flotte krydstogtskib Queen Mary. Cafeen har fine art deco dekorationer, træpaneler og store buede vinduer, så man kan sagtens forestille sig, at man er ombord på en luksusliner.

Kæden er nærmest blevet en institution i Yorkshire, og alligevel er der efter 90 år stadig ingen, der rigtigt ved, hvorfor cafeerne kom til at hedde Bettys. Men når man sidder med et stykke frugtkage eller en af de utroligt lækre Banana & Toffee Pancakes, har det egentlig ikke den store betydning…

Artikel fra ANGLOFILIA

Foto: © Biltho