Forårstur

Lavenham15Der er forår i luften! I hvert fald her hos mig, for planlægningen af næste tur rundt i England er så småt begyndt.

Jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvor rejsen går hen næste gang. Det kunne være Cornwall, fordi der generelt er et mildere klima i årets tidlige måneder. Det kunne være Wales, som er så utroligt spændende at rejse rundt i. Og det kunne være Norfolk/Suffolk, som jeg længe har haft lyst til at gense og udforske.

Jeg glæder mig under alle omstændigheder vildt til at være nomade igen, for livet i en autocamper passer mig så fint. At sidde ved morgenbordet og snakke om, hvorvidt vi skal tage turen nordpå til stranden eller sydpå til en eller anden spændende by. Om vejret er til fotografering eller museumsbesøg. At nyde udsigten fra en bakketop eller fra haven til et historisk hus, mens man inspireres til det næste projekt.

Det bliver spændende at se, hvad det ender med. Men til april går det løs :-)

Camping i Cornwall

590meadowsnyDet er virkelig oppe i tiden at campere i England, og især retro-camping dyrkes intenst. Kedelige gamle campingvogne får nyt liv, når de bliver sat i stand og udstyret med det allermest nuttede, og det står højt på manges ønskeseddel at dyrke campinglivets simple glæder.

Men hvis man nu ikke har lyst til selv at eje sådan en campingvogn, så er det jo godt, at den kan lejes. Ét af de steder, hvor man kan gøre det, er på campingpladsen The Meadows i St Austell, hvor charmerende Lottie står klar til at tage imod gæster.

Lottie er fra 1960’erne, og vognen er selvfølgelig udstyret med alt det nødvendige – elektricitet, grill og en transportabel gasovn. Der er sengeplads til to, men man kan sagtens modtage et par gæster, for der er bestik og tallerkener til fire. Sengetøj hører med i lejen, og der er køleskab og god opbevaringsplads.

Uden for vognen er en lille veranda med liggestole, bord og stole og et læsejl, for som campist er det selvfølgelig oplagt at tilbringe en stor del af dagen i det fri. Her kan man sidde med bøger og blade og få sol på næsen, mens man nyder et glas engelsk cider eller hvidvin af de blomstrede glas.

I løbet af 2014 kommer endnu en campingvogn til. Mabel bliver indrettet lidt mere stilfuldt end muntre Lottie, men retro-stemningen fornægter sig ikke. Og uanset vejret vil man helt sikkert hygge sig i gammeldags vogne – hvordan kan man andet?

The Meadows er en speciel campingplads, der kun er beregnet for voksne. Den slags er en del af i England, og de benyttes fortrinsvis af dem, der holder af fred og ro og ikke er interesseret i alle de aktiviteter, som børnefamilier ofte foretrækker. Til gengæld er velopdragne hunde gerne velkomne og således også her i The Meadows, hvor man er særdeles hundevenlig og endda har egen ”camping-hund”.

Campingpladsen ligger lige op af en meget fin cykelsti, så man kan nemt komme rundt til seværdighederne i området, der blandt andet tæller The Lost Garden of Heligan og Eden Project, og der er dejlige strande og gode pubber i nærheden. Cykler kan lejes lokalt, men hvis man foretrækker at gå, er der også rige muligheder for det. Der er et stort udvalg af vandrestier, og mange af dem kan benyttes direkte fra campingpladsen og måske som en kombination, hvor man går ud og tager bussen hjem.

Artikel fra ANGLOFILIA forår 2014

Tekst: Mia Folkmann. Foto venligst udlånt af The Meadows.

En forårshilsen fra Cornwall

Smukke forårsblomster og fuglesang – får man ikke bare lyst til at tage til Cornwall?

Film fra Visit Cornwall

Forsidefoto: © Visit Britain