Asters

590astersSiden 1906 har familien Picton dyrket asters i den 6000 m2 store have og planteskole på den vestlige side af Malvern Hills. I dag udgør stedet den nationale samling af efterårsblomstrende asters, og det er efterhånden blevet en ganske omfattende samling.

I Picton Garden kan man fra august til midten af oktober se over 400 forskellige asters, der vokser flittigt mellem andre sene stauder, græsser og buske. Det er et fantastisk syn i efterårsmånederne, for asters findes i en farveskala fra hvid og svagt rosa over lyslilla til meget mørklilla.

De efterårsblomstrende asters kan blive fra blot 10 cm i højden til næsten 200 cm. Der er store variationer, og det afhænger blandt andet af den jord, de vokser i. Hvis jorden er veldrænet og sandet, bliver de ikke så høje, mens de i næringsrig jord kan blive over gennemsnitshøjde.

Det er skønne planter at have i haven, fordi asters er hårdføre og blomstrer så velvilligt mellem alle de andre stauder, der er ved at takke af. Mange asters er fine afskæringsblomster, og nogle vokser gladeligt i krukker, men det kommer helt an på arten.

De fleste asters kommer fra Nordamerika, mens en mindre del stammer fra Europa og Asien. Nogle hører hjemme i sumpområder og foretrækker at stå meget vådt, mens andre kommer fra tørre bjergegne, så det er vigtigt at sætte sig lidt ind i, hvad man kan vælge til hvor. Generelt foretrækker asters et solrigt sted, hvor jorden kan holdes tilpas fugtig i forårs- og sommermånederne.

Det var tidligere en meget populær plante i England, og den er heldigvis blevet det igen. Flere og flere får nemlig øjnene op for, at asters ikke bare er smukke at se på; de er også særdeles gode at plante for dyrenes skyld. Asters tiltrækker sommerfugle og bier i store mængder, og for insekterne er de en god fødekilde på et tidspunkt, hvor der ikke er så meget andet i haven. Når planterne senere går i frø, kommer fuglene for at spise frøene, så asters vil på mange måder være med til at give liv i haven.

Tekst og foto: Mia Folkmann. Artikel fra ANGLOFILIA vinter 2014/2015

På opdagelse

omber2Af og til behøver man ikke at tage langt væk for at gå på opdagelse. I går kørte vi først til Worcester for at handle og derefter tog vi turen lidt nordpå for at se, hvad der gemte sig.

Den slags kan føre meget godt med sig – og Ombersley var en god opdagelse. En lille charmerende by med en dejlig afslappet stemning og en velbesøgt delikatessebutik lige over for kirken St Andrew. Da solen skinnede varmt og dejligt, var det både oplagt og fristende at sidde et par timer ved ét af bordene udenfor med lidt god mad .

Ombersley har rødder helt tilbage til 700-tallet, og de mange sort/hvide huse har flere hundrede år på bagen. Blandt andet det lille hus herover, der mest af alt lignede et forvokset dukkehus.

Jeg kunne se, at det var et populært sted at gå tur, så næste gang – for det vil givetvis blive en næste gang – kommer jeg udstyret med vandresko og fornyet appetit. :-)

omber3

 

Et yndigt syn

kirsebærblomstEgnen omkring Evesham er et af de mest produktive landbrugsområder i England, og det er særligt kendt for sine æbler, kirsebær, pærer og blommer. Om foråret – fra midten af marts til midten af maj – er vejene kantet af blomstrende træer i nuancerne hvid, rosa og ferskenfarvet.

Hvis man kommer på egnen i blomstringsperioden, kan det varmt anbefales at køre en tur på den 70 km lange rute mellem Pershore og Evesham og de små byer nord for dem. Ikke kun på grund af blomsterne, men også fordi der ligger så mange smukke huse med stråtag og bindingsværk.

Området har været kendt for sin frugtproduktion lige siden middelalderen, og porcelænsfabrikken Royal Worcester gjorde Evesham yderligere berømt, da man i 1961 begyndte produktionen af et stel med samme navn. Motiverne var netop de smukkeste frugter, og stellet blev ét af de allermest populære.

En stor del af frugten fra Evesham Vale blev brugt til fremstilling af æble- eller pærecider, og i forrige århundrede producerede man så store mængder, at skolerne måtte lukke i 14 dage, så skolebørnene og deres mødre kunne tage ud i markerne og plukke den modne frugt. Meget af frugten bliver stadig udnyttet til cider, og i august måned afholdes der frugtfestival med smagsprøver.

Hvis man vælger at gå eller cykle turen, får man alle forårets naturoplevelser ind på nært hold: Duften, synet og lyden af flittige bier i træernes blomsterflor. De gamle frugthaver og de tætte, levende hegn, der omgiver dem, er gode boliger for fuglene, og man kan se masser af lam på markerne og måske også den lille muntjak, der lever på disse kanter.

Der dyrkes omkring hundrede forskellige varianter af frugt på egnen, og mange steder har man mulighed for at nyde lokale specialiteter. Men man kan også vælge at købe lidt forsyninger, slå sig ned et smukt sted med udsigt og nyde en rigtig engelsk picnic.

Brochure med ruteforslag kan fås på turistkontoret i Evesham.

Tekst og foto: Mia Folkmann – artiklen er fra ANGLOFILIA sommer 2011

De gule påskeliljer

paaskeliljerEn af de ting, der uundgåeligt “kickstarter” forårshumøret, er de knaldgule påskeliljer. De vokser vildt alle vegne: I parkerne, i haverne, i vejkanten, i rundkørslerne, langs butiksfacaderne – det er, som om en hemmelig hær af løg har indtaget England og plantet sig selv de utroligste steder.

Man kan se dem i marts og april, men i år dukkede de første op allerede i februar. Inden længe får de følgeskab af andre farveglade blomster – mon ikke vi er mange, der glæder os til synet… :-)

Croome Park

croome2En dag med blæsevejr lokkede til en god, lang travetur i Croome Park – et kæmpestort område med mange “follies” og smukke træer. Huset fra 1750’erne er ved at blive sat i stand, og det bliver spændende at se resultatet, når det engang er færdigt, men endnu er det meste af bygningen pakket ind i plastik og stilladser.

Over 5000 forskellige plantearter fra hele verden er i tidens løb bragt til Croome, og i 1801 regnede man Croomes botaniske samling for at være den næststørste efter Kew.

croome1

Worcester katedral

590Worcester7Hvis man kan lide at gå ture og i det hele taget at være ude i naturen, så er det landlige Worcestershire et skønt sted at være. Man kan slå ud med armene og trække vejret dybt ind, for her er masser af plads og masser af himmel. Worcestershire har tidligere været slået sammen med Hereford, men nu er den igen sig selv.

Store og små floder gennemskærer området, blandt andet Storbritanniens længste flod, Severn, og her har Worcester katedral, der rent arkitektonisk anses for at være én af Englands mest spændende, ligget siden 1084.

Hver søndag mellem 9.30 og 10.30 ringer katedralens klokker, og det er frivillige ”bell ringers”, der står for dette klokkespil. Der er 15 kæmpestore klokker på i alt 16 tons, så det er nok ikke så ligetil at få dem til at tone, som de skal.

Tekst og foto: © Mia Folkmann

Malvern Autumn Fair

590fair1Vejret var perfekt til arrangementet på det store udstillingsområde ved Malvern Hills, og da en stor del af aktiviteterne foregik i det fri, var det nok så heldigt. For selv om der var masser af muligheder for at gå inden for i store bygninger og telte, ville de mange tusinde besøgende nok have gjort pladsen trang.

En efterårsudstilling som denne er en skøn blanding af fødevarer, brugskunst, blomster, optræden, smagsprøver og nostalgi, så det er klart, at så mange lokkes til. Udstillingsområdet var væsentligt større, end jeg havde forventet, så det var slet ikke noget problem at tilbringe hele dagen fra tidlig formiddag til næsten lukketid her.

590fair5Nogle områder var helliget alt det, man kunne dyrke. Her var masser af frugt og grønt – blandt andet nogle ganske enorme porrer og gulerødder – og områdets tradition for frugtavl fornægtede sig ikke. Aldrig før har jeg set så mange forskellige æble- og pæresorter samlet på ét sted.

Inde i teltet med lokalt producerede mad- og drikkevarer løb tænderne hurtigt i vand. Og mens der blev afholdt foredrag om bagning, fremstilling af fiskeretter og mad fra naturen, listede jeg rundt og smagte på de lækreste delikatesser i form af kager, oste og saft. Man kunne også smage på en meget potent blommesnaps, men den nøjedes jeg nu med at nippe til.

England er inde i en nostalgisk bølge, og det kunne man også tydeligt se her. I et af teltene blev der danset jive, og hvis man trængte til en forfriskning efter den opvisning, var der en pub fra krigstiden og masser af gammeldags boder.

Mit personlige yndlingstelt var fyldt med vintage tøj og håndlavede patchworktæpper, blomstret porcelæn og et tea room med kager som vor mor lavede dem. De sidste kunne man sidde og spise ved lange borde, mens man snakkede med sidemanden og drak te af umage kopper.

590fair2Jeg brugte særlig lang tid på hundeshowet – eller agility konkurrencen – hvor hunde i alle størrelser efter tur skulle gennemløbe en forhindringsbane. Det gik selvfølgelig ikke helt godt hver gang, for somme tider løb hundene i den forkerte retning, så ejerne måtte vise dem, hvordan det skulle gøres. Det kom der selvfølgelig meget sjov ud af, og jeg er sikker på, at både to- og firbenede havde det pragtfuldt.

Det er altid en fornøjelse at se på, når nogen udfører gamle håndværk som trædrejning, bloktryk og fremstilling af fine stokke. Men fornøjelsen var ikke kun på tilskuernes side; det var tydeligt, at de deltagende nød at fremstille smukke og praktiske ting i hånden, og samtidig blev teltet fyldt med den skønneste duft af træ.

En kæmpestor udendørs afdeling rummede alle mulige former for dampmaskiner, historiske plæneklippere og gammeldags mekaniske redskaber. Standen var bemandet af ældre, engelske herrer, der så ud til at hygge sig gevaldigt, mens maskinerne tøffede højlydt og lystigt omkring dem.

590fair3Efterårsudstillingen handlede i høj grad om alt det, der er godt her i livet, så selvfølgelig måtte der være en pavillon med titlen “Det gode liv”. Her viste man, hvordan man kunne dyrke alt det sunde, lave mad med friske grønsager, krydderurter og frugt fra haven, holde høns og – ja i det hele taget om at være selvforsynende i videst muligt omfang.

I et hjørne af området havde campisterne slået sig ned, og det med interessen for det nostalgiske afspejlede sig også i, at en stor del af dem kom i fine, gamle campingvogne. Uden for de velplejede vogne stod klapstole klar med strikkede tæpper til benene; opvaskemaskinen var erstattet af en udendørs version i form af en zinkbalje, og den gammeldags grammofon med tragt var placeret på campingbordet, så der senere kunne danses i måneskin.

Jeg fik snakket med mange af de deltagende, og alle var begejstrede for efterårsudstillingen. Men alle var enige om, at den udstilling, der hvert år finder sted i maj, er endnu bedre. Så den vil jeg glæde mig til…

Tekst og foto: © Mia Folkmann

(Artikel fra ANGLOFILIA vinter 2013/2014)

590fair4

Den engelske pub

590pubHvem kan forestille sig en landsby uden mindst én pub, hvor de lokale går ned for at få sig en pint – der i dette tilfælde er et begreb og ikke bare et mål for mængden af øl. Især i de små byer er pubben lige så vigtig som købmanden og kirken, for det er gerne her, man ordner verdenssituationen, hører de lokale nyheder og i det hele taget får dækket sine sociale behov.

Hver pub har faste stamkunder, der ikke bare dukker op på samme tid hver dag, men som også sætter sig på den samme plads og snakker med dem, som de plejer at snakke med. For stamkunderne spiller pubben en stor rolle i deres liv, og forandringer modtages sjældent med begejstring.

I 1950’erne og 1960’erne var det stadig mest mænd, der gik på pub, men billedet ændrede sig lidt efter lidt. Nu til dags er det selvfølgelig helt naturligt, at også kvinder besøger pubben, og de ser det ofte som en kærkommen lejlighed til at slippe for madlavningen. De fleste pubs serverer nemlig ikke bare øl og andre drikkevarer, men også et udvalg af traditionelle engelske retter.

Man har drukket øl i England i flere tusinde år, og der er da også meget historie at finde i engelske pubber. The Vine i Stafford har rødder tilbage til 1487, og den flotte bindingsværksbygning, der huser the Fleece i Worcestershire er endnu ældre. Her har der været pub i over 150 år, og der serveres stadig god øl, god mad og god underholdning. Når man sidder ved et af de gamle borde, føler man sig for alvor transporteret tilbage i tiden, for både arkitektur og atmosfære er intakt.

I det hele taget undgår mange pub-indehavere alt for voldsomme moderniseringer, netop for at bevare stemningen fra gamle dage, mens man andre steder bruger krus og ølkander, messingtøj og gammeldags billeder i indretningen for at gøre atmosfæren varm og indbydende.

The Valiant Soldier i Devon er tiden gået helt i stå. Pubben har ligget her siden 1747, og den var særligt velbesøgt under anden verdenskrig, hvor mange amerikanske soldater var udstationeret i området. Efter krigen gik det ned ad bakke for pubben, og da døren blev lukket efter den sidste gæst i 1960’erne, forblev alt, som det var. Intet blev flyttet; intet blev kasseret.

I dag er The Valiant Soldier en tidslomme og et fascinerende museum, hvor man kan se interiør, indretning og husgeråd, som det var engang. Der står glas på hylden, der er bunker med papirer bag disken og pile på dartskiven – der er endda stadig  penge i kassen!

Spil hører sig til på en pub. Englænderne elsker spil, og det skal helst være spil, som man kan konkurrere i. Pilespil er oplagt, og med over seks millioner spillere i England er dart blevet så populært, at det i 2005 blev godkendt som en ”rigtig” sportsgren. Mange pubs afholder desuden ugentlige Quiz Nights, og sådanne aftener kan være rene tilløbsstykker.

Der er noget trygt og godt ved en pub, og det er som regel nemt at komme i snak med nogen, hvis man har lyst til at være social. Og så har mange pubs den smukkeste beliggenhed. Hvad kan være bedre end at sidde med en forfriskning og en hjemmelavet sandwich ved et af bordene udenfor, mens man nyder en fantastisk udsigt?

Selvom pubben er i stadig forvandling, så er indbegrebet af en rigtig engelsk pub stadig noget med knitrende ild i pejsen, et gammelt stengulv og mørke egetræsmøbler med mærker og hak efter årtiers brug – og så en jovial pubejer, der står og pudser glas bag disken, mens han sludrer med alle og enhver.

Hvis man besøger England, må man ikke glemme at besøge en pub eller to. Måske bare for at få en tår øl og en snak med de lokale – eller for at få et måltid mad og en hyggelig aften. Begge dele kan meget vel være en af de mange gode oplevelser, som man tager med sig hjem.

Tekst og foto: © Mia Folkmann

(Artikel fra ANGLOFILIA sommer 2009)

Mit engelske hus

590holly1Der var kun en uge til vores ferie, da det engelske udlejningsbureau ringede til os for at meddele, at det hus, vi havde lejet et halvt år tidligere, desværre ikke længere kunne lejes. Jeg husker ikke grunden, men jeg husker tydeligt, at panikken lige så stille bredte sig. Jeg vidste nemlig, at det var ret umuligt at leje et andet hus med så kort varsel – og slet ikke et hus, der lå helt specielt dejligt og for sig selv. Sådan som vi gerne ville have det.

På det tidspunkt i vores liv havde vi en særdeles hektisk hverdag, og vi så frem til vores engelske ferier i månedsvis. Vi trængte til fred og ro. Vi fortjente det! Det syntes vi i hvert fald selv. Så egentlig hørte jeg ikke ret godt efter, da den venlige dame fortsat fortalte om et andet hus, vi kunne leje i stedet for. Det var et hus, de netop havde fået til udlejning, og derfor var det ledigt i vores ferieuger. Det hed Hollymount og var mindst lige så dejligt som det hus, vi skulle have haft, og vi ville bestemt ikke fortryde det. Aaahmm, brummede jeg bare, for den troede jeg slet ikke på.

Men med så kort varsel måtte jeg bare acceptere. Der var ikke rigtigt noget alternativ. Og en uges tid efter landede vi i Heathrow og kørte i vores lejede bil ned ad de små, smalle veje, der efter anvisningen skulle føre til Hollymount. Jeg havde sommerfugle i maven, mens jeg spejdede efter husskiltet. Der lå garanteret en campingplads eller en motorcrossbane eller en larmende nabo lige klods op af huset. Der lå helt sikkert en hund begravet et eller andet sted.

590holly5

Pludselig fik vi øje på det lille skilt, der næsten var gemt i en tjørn. Vi drejede til venstre og fortsatte op ad en lettere hullet markvej. Jeg kunne se et stort, hvidt hus langt fremme. Og jeg kunne se et andet hus, der lå til højre for det store hus. Ha! Tænkte det nok. Selvfølgelig lå der et andet hus. Selvfølgelig var det for godt til at være sandt!

Men da vi nærmede os den store, hvide låge for enden af markvejen, opdagede jeg til min lettelse, at det bare var en stor garagebygning. Ingen naboer. Ingen campingplads. Ingen motorcrossbane. Bare en stor, skøn have med blomstrende bede og masser af frugttræer. Omkring haven lå marker med køer og får, og udsigten var fantastisk. Hollymount ligger nemlig højt, og fra huset og haven er der den skønneste udsigt til Malvern Hills og det engelske landskab. Jeg sukkede lettet! Tre uger her var ikke det værste, man kunne tænke sig…

Spændte åbnede vi køkkendøren med den udleverede nøgle og gik på opdagelse. Fra køkkenet kunne man gå ud i det store, hvide conservatory, hvor der både var spise- og siddepladser. Både spisestuen og den hyggelige stue havde kraftige bjælker i loftet og kæmpestore ildsteder. Der var et badeværelse i stueetagen og et lille kontor, og ovenpå var der yderligere to badeværelser og hele fire soveværelser. Der var også en låst dør til et værelse, hvor ejerne havde deres private ejendele.

590holly2

Mange af væggene ovenpå er skæve og med bindingsværk, for Hollymount er omkring 350 år gammel. Men kærlighed har ingen alder, og vi forelskede os i huset den dag. Vi følte os simpelthen hjemme og nød vores ferie i fulde drag. Det var en nydelse at sidde ude i haven og lytte til fuglesangen, og det var herligt at se de små kaniner drøne rundt og grave huller i græsplænen. Når man lå og slumrede i liggestolen, kunne man pludselig høre en høj gumlen bag hækken – det var en af nabo-køerne, der lige tog sig en bid. Der var ugler og flagermus, der var grønspætter og grå egern. Og der var et væld af insekter, der dovent summede i de mange blomster.

På regnvejrsdage sad vi i havestuen og nød den pragtfulde udsigt, og om aftenen tændte vi op i ildstederne, mens vi legede legen ”hvis nu det var vores hus”. Hvis det var vores hus, ville vi installere brændeovne, for det var nu engang mest praktisk og gav mest varme. Hvis det var vores hus, ville vi få gardiner i loftet i vinterhaven, for der blev godt nok varmt på solskinsdage. Hvis det var vores hus… ville vi nok ikke lave ret meget mere om, for huset var så perfekt som det var.

I de følgende år lejede vi Hollymount igen og igen. Hvert forår genopdagede vi huset og haven og området omkring det. Vi lærte naboerne at kende, og vi begyndte at skrive sammen med ejerne, der ligesom kendte os efterhånden. Vi blev stamkunder i den nærliggende by, Great Malvern, der kan prale med det bedste supermarked med den flotteste udsigt. Og vi fandt ud af, at den lokale pub både var hyggelig og lavede dejlig mad, så det var fristende nemt at slippe for køkkentjansen.

590holly3

Der gik ni år, før vi fik det brev, som vi inderst inde havde ventet – og gruet for. Kære venner, vi er kede af at meddele, at vi har solgt Hollymount. Vi ved, at I vil blive kede af det… osv. Det var meget trist, men vi vidste, at ejerne var et par ældre mennesker, så det kom ikke som nogen egentlig overraskelse. Ikke desto mindre var humøret på nulpunktet de næste par dage, indtil telefonen ringede og ejerne glædestrålende fortalte, at de havde fortrudt. De havde ikke solgt Hollymount alligevel. Nu ville de vente et par år eller tre – og nu vi var ved det… var det så muligt, at vi ville købe huset til den tid?

Vi sagde straks ja og begyndte at planlægge. Der var selvfølgelig tid nok, men det er trods alt aldrig for tidligt at lægge planer, når det drejer sig om så stort et skridt. Vi var dog fulde af fortrøstning, indtil vi en månedstid senere fik en e-mail fra ejerne: Nu havde de fundet et hus, de gerne ville købe – ville vi så købe Hollymount NU? Vi tog en dyb indånding. Det var noget af en udfordring, men hvor svært kunne det være at rykke planlægningen 2-3 år frem?

De følgende måneder var lidt af en kamp. Det er ikke nemt som dansker at få et engelsk kreditforeningslån, og det krævede timer i telefonen, kilovis af dokumenter og en god lokal advokat. Vi fandt også ud af, at det at købe hus i England ikke er helt som at købe hus herhjemme. Blandt andet erfarede vi, at vi ville komme til at betale regningen for reparationen af den lokale kirkes tag, hvis uheldet var ude. Det var dog noget, vi kunne forsikre os imod. Og vi ved endnu ikke præcis, hvor mange kvadratmeter Hollymount er, for det er ikke noget, man går så højt op i. Huset er så stort, som det nu engang er.

Imod alle odds lykkedes det faktisk. Drømmen gik heldigvis i opfyldelse, og næste gang vi kørte ned ad markvejen var det med vores egen nøgle i lommen. Og Hollymount står der endnu og ligner helt sig selv. Vi har godt nok installeret brændeovne i ildstederne og sat gardiner op i loftet i vinterhaven, så der ikke bliver så varmt på solskinsdage. Men andet skal der ikke laves om på, for Hollymount er perfekt, som det er. Og vi har stadig flagermus på loftet og kaniner, der graver huller i græsplænen…

590holly6

Hollymount ligger helt for sig selv, omgivet af egne marker og med en stor og meget naturlig have med et rigt fugle- og dyreliv, og fra vinterstuen er der en aldeles vidunderlig udsigt over det engelske landskab.

Den ældste del af huset blev antageligvis opført omkring år 1600 som en lade, for der ligger lignende lader andre steder i Worcestershire og Warwickshire. Et par hundrede år efter blev laden ombygget til to boliger med et åbent ildsted i hver ende, og for omkring hundrede år siden blev de to halvdele slået sammen til et enkelt hus. På det tidspunkt blev Hollymount brugt som enkebolig for herresædet lidt derfra.

Det oprindelige hus er stadig lerklinet visse steder, mens tilbygningen er af mursten, og for fjorten år siden blev vinterstuen bygget til. Både stue og spisestue har bjælkelofter, og på førstesalen kan man se det gamle bindingsværk i de indvendige mure. Der er krinkelkroge og sjove detaljer overalt, for sådan et gammelt hus fortæller selvfølgelig sin egen historie. Huset er møbleret med gamle egetræsmøbler og storblomstrede polstermøbler, som det hører sig til i England.

590halI haven er der mange forskellige frugttræer og store stedsegrønne træer og buske, hvor der bor masser af fugle, og som tak for kost og logi bliver man belønnet med den dejligste fuglesang fra morgen til aften. Kaninerne og de grå egern leger tagfat på plænen, svalerne flyver ind og ud af garagen, der for deres skyld altid står åben, og fasaner og ænder er bare nogle af de gæster, der aflægger Hollymount et besøg.

Selv om Hollymount ligger ude på landet, så er der ikke så forfærdelig langt til hverken byerne Worcester eller Great Malvern, og det er blandt andet Malverns bjerge, man kan se fra haven. Det dejlige Cotswold-område ligger heller ikke så langt derfra.

 

 

Hvis du også har lyst til at sidde og nyde livet og udsigten i Hollymounts conservatory, kan huset lejes til feriebrug. Se nærmere oplysninger og flere billeder her: www.homeaway.co.uk/p1080537

Tekst og foto: © Mia Folkmann

Gamle huse i Worcester

590katedral3Byen Worcester blev grundlagt af romerne, og den centrale beliggenhed gjorde den til en travl handelsby. Det er den stadig, og hvis man interesserer sig mere for smukke, gamle huse fra Tudortiden end butikker og indkøb, skal man søge om til de små gader bag hovedstrøget.

590katedral2

I Friar Street ligger blandt andet Greyfriars’ House, der blev bygget i 1480 af en velhavende brygger. Huset blev indrettet, som det dengang var passende for en mand af stand, og udstillinger i huset viser udviklingen gennem årene. Bagved ligger en dejlig have, hvor man kan drikke eftermiddagste om sommeren, og ellers er der indrettet en lille café i et værelse ved siden af køkkenet.

Der ligger mange andre gamle huse i Friar Street, og ét af dem er så skævt, at det er et under, at det står endnu. For enden af gaden kan man se over til Worcester katedral, der går helt tilbage til 1084 og rent arkitektonisk anses for at være én af Englands mest spændende…

590katedral

Uddrag af artikel om Worcestershire fra ANGLOFILIA vinter 2012/13.

Tekst og foto: © Mia Folkmann