Romantik i luften

590valentineDen 14. februar er de fleste blomster- og chokoladebutikker pyntet med hjerter og røde bånd, for dagen står i romantikkens tegn. Både yngre og ældre romantikere sender søde hilsner til deres udkårne, og mange par vælger at blive gift på netop denne dag.

Oprindelsen af Valentinsdag ligger lidt hen i det uvisse, og der er flere versioner af legenden om Sankt Valentin. Ifølge den mest udbredte historie var Valentin en romersk præst på Claudius den II’s regeringstid. Kejser Claudius var overbevist om, at ugifte mænd var bedre soldater end mænd, der var gift og havde familie, og derfor forbød han simpelthen unge mænd at gifte sig. Præsten var af en anden mening, for han anså ægteskabet for at være Guds vilje og brød derfor loven ved i al hemmelighed at vie unge elskende par.

Da kejseren hørte om det, blev Valentin dømt til døden og sat i fængsel. Historien fortæller videre, at Valentin i fængslet blev forelsket i fangevogterens datter, og at han på sin dødsdag de 14. februar sendte hende et brev med ordene ”fra din Valentin”. Der er ikke noget at sige til, at Valentin blev anset for at være en romantisk helt, og i middelalderen var Sankt Valentin en af de mest populære helgenfigurer i England.

Englænderne har fejret Valentine’s Day siden det syttende århundrede. Både i Shakespeares Hamlet og i Samuel Pepys berømte dagbog bliver Valentinsdag nævnt, og på dette tidspunkt var det blevet kutyme at udveksle små gaver og kærlige hilsner. I det nittende århundrede blev de håndskrevne breve erstattet af trykte kort, og traditionen holdes i hævd den dag i dag: Man anslår, at der årligt sendes omkring en milliard kort på verdensplan.

Hvis du hører til dem, der endnu ikke har overgivet dig til Valentinsdag, så er der jo ikke noget til hinder for at vælge en helt anden dag til romantik. Eller gerne flere, hvis du vil. Og egentlig handler det ikke kun om romantik, men også om betænksomhed og glæden ved at glæde en anden med en lille opmærksomhed. Og det behøver ikke nødvendigvis at ske den 14. februar…

Foto og tekst: Mia Folkmann

Til minde

590valmue02-450px

Den 11. dag i den 11. måned klokken 11 stopper millioner af mennesker i Storbritannien op og holder to minutters stilhed for at mindes de faldne i krigene. Under 1. verdenskrig indgik man nemlig præcis på det tidspunkt den endelige våbenhvile, der førte til fred.

Over hele landet afholdes mindehøjtideligheder; både firmaer og private lægger blomster og kranse ved mindestatuerne, og mange bærer en rød valmue på tøjet. De røde papirblomster sælges fra slutningen af oktober og frem til den 11. november, og det indsamlede beløb går til krigsveteranerne og deres familier.

De røde valmuer har en særlig historie: Nogle af de værste kampe under 1. verdenskrig blev udkæmpet i Flandern, og de smukke marker blev efterhånden forvandlet til én stor mudderpøl. Alt blev bombet i stykker og trampet ned. Men midt i al elendigheden og ødelæggelsen voksede valmuerne frem i tusindvis, og de sarte – og dog så seje – blomster har siden da været symbolet på håb og båret til minde.

 

They shall grow not old, as we that are left grow old:
Age shall not weary them, nor the years condemn.
At the going down of the sun and in the morning
We will remember them.

Laurence Binyons

 

Tekst og foto: © Mia Folkmann

(Artikel fra ANGLOFILIA efterår 2014)

Den engelske pub

590pubHvem kan forestille sig en landsby uden mindst én pub, hvor de lokale går ned for at få sig en pint – der i dette tilfælde er et begreb og ikke bare et mål for mængden af øl. Især i de små byer er pubben lige så vigtig som købmanden og kirken, for det er gerne her, man ordner verdenssituationen, hører de lokale nyheder og i det hele taget får dækket sine sociale behov.

Hver pub har faste stamkunder, der ikke bare dukker op på samme tid hver dag, men som også sætter sig på den samme plads og snakker med dem, som de plejer at snakke med. For stamkunderne spiller pubben en stor rolle i deres liv, og forandringer modtages sjældent med begejstring.

I 1950’erne og 1960’erne var det stadig mest mænd, der gik på pub, men billedet ændrede sig lidt efter lidt. Nu til dags er det selvfølgelig helt naturligt, at også kvinder besøger pubben, og de ser det ofte som en kærkommen lejlighed til at slippe for madlavningen. De fleste pubs serverer nemlig ikke bare øl og andre drikkevarer, men også et udvalg af traditionelle engelske retter.

Man har drukket øl i England i flere tusinde år, og der er da også meget historie at finde i engelske pubber. The Vine i Stafford har rødder tilbage til 1487, og den flotte bindingsværksbygning, der huser the Fleece i Worcestershire er endnu ældre. Her har der været pub i over 150 år, og der serveres stadig god øl, god mad og god underholdning. Når man sidder ved et af de gamle borde, føler man sig for alvor transporteret tilbage i tiden, for både arkitektur og atmosfære er intakt.

I det hele taget undgår mange pub-indehavere alt for voldsomme moderniseringer, netop for at bevare stemningen fra gamle dage, mens man andre steder bruger krus og ølkander, messingtøj og gammeldags billeder i indretningen for at gøre atmosfæren varm og indbydende.

The Valiant Soldier i Devon er tiden gået helt i stå. Pubben har ligget her siden 1747, og den var særligt velbesøgt under anden verdenskrig, hvor mange amerikanske soldater var udstationeret i området. Efter krigen gik det ned ad bakke for pubben, og da døren blev lukket efter den sidste gæst i 1960’erne, forblev alt, som det var. Intet blev flyttet; intet blev kasseret.

I dag er The Valiant Soldier en tidslomme og et fascinerende museum, hvor man kan se interiør, indretning og husgeråd, som det var engang. Der står glas på hylden, der er bunker med papirer bag disken og pile på dartskiven – der er endda stadig  penge i kassen!

Spil hører sig til på en pub. Englænderne elsker spil, og det skal helst være spil, som man kan konkurrere i. Pilespil er oplagt, og med over seks millioner spillere i England er dart blevet så populært, at det i 2005 blev godkendt som en ”rigtig” sportsgren. Mange pubs afholder desuden ugentlige Quiz Nights, og sådanne aftener kan være rene tilløbsstykker.

Der er noget trygt og godt ved en pub, og det er som regel nemt at komme i snak med nogen, hvis man har lyst til at være social. Og så har mange pubs den smukkeste beliggenhed. Hvad kan være bedre end at sidde med en forfriskning og en hjemmelavet sandwich ved et af bordene udenfor, mens man nyder en fantastisk udsigt?

Selvom pubben er i stadig forvandling, så er indbegrebet af en rigtig engelsk pub stadig noget med knitrende ild i pejsen, et gammelt stengulv og mørke egetræsmøbler med mærker og hak efter årtiers brug – og så en jovial pubejer, der står og pudser glas bag disken, mens han sludrer med alle og enhver.

Hvis man besøger England, må man ikke glemme at besøge en pub eller to. Måske bare for at få en tår øl og en snak med de lokale – eller for at få et måltid mad og en hyggelig aften. Begge dele kan meget vel være en af de mange gode oplevelser, som man tager med sig hjem.

Tekst og foto: © Mia Folkmann

(Artikel fra ANGLOFILIA sommer 2009)

Victoriansk julemarked

590julemarked1Der er mange sjove og hyggelige julemarkeder rundt omkring i England, og nogle af de bedste har et victoriansk tema med julesange, stemning og musik fra gamle dage. Her understreges den autentiske atmosfære af maleriske victorianske skikkelser med sodsværtede ansigter og udtrådte sko: Gadedrenge, der kun er ude på utyskestreger; tandløse mænd og kvinder, der rister kastanjer og synger julesange med høje, falske stemmer, drilagtige lommetyve og lurendrejere, der falbyder deres varer på bedste vis.

590julemarked3

I den anden ende af den victorianske skala ser man fint udklædte damer med knapstøvler og muffer, der står og snakker hyggeligt med hinanden, og herrer med vest og stok, der promenerer og måske får sig en lille én. Sådan i al venskabelighed.

590julemarked8

De mange boder er bemandet af udklædte handlende, og alle vegne dufter der dejligt af jul. Lokale kunstnere sælger håndarbejder; der er gaveboder, blomsterhandlere, smagsprøver og masser af lækkerier til at tage med hjem, og der er optræden, messingorkester og korsang.

590julemarked2

Den flotte historiske havn i Gloucester var rammen om dette skønne julemarked, og baggrunden med gamle pakhuse, charmerende narrowboats og smukke gamle skibe kunne ikke have været bedre…

Tekst og foto: © Mia Folkmann

590julemarked7

En kærlighedsaffære

miaiWalesJeg satte for første gang min fod på engelsk jord, da jeg var tyve. På det tidspunkt følte jeg mig allerede som en kosmopolit, for jeg boede i Bruxelles og rejste hyppigt på forlængede weekender til nærliggende byer som Luxembourg og Paris.

Da nogle kolleger foreslog en London-tur, slog jeg straks til. Jeg kendte London fra film og TV og havde selvfølgelig hørt om både Tower og Westminster, men ellers havde jeg ikke ret meget idé om, hvad der ventede.

Selvfølgelig faldt jeg pladask for London. Der var så meget historie, så meget lune og charme og så meget engelsk hygge på de gammeldags pubber. Jeg elskede deres museer, der i hvert fald på det tidspunkt var meget mere interessante end de hjemlige. Og jeg elskede ”Swinging London”, for selv om 1960’erne var et overstået kapitel på det tidspunkt, så svingede det skam endnu.

I Carnaby Street fandt vi smarte sko, Mary Quant øjenskygge og cowboybukser, som man skulle ligge ned for at få på. Reklameplakater med supertynde Twiggy hang i London Underground, og Biba var stadig et meget anderledes og meget ”in” varehus på Kensington High Street, hvor man kunne være heldig at støde ind i Sonny og Cher, Mick Jagger og andre kendte.

Vi kørte London tynd med de røde dobbeltdækkerbusser og herlige sorte taxier, vi tog på Portobello Road marked bare for at kigge, og vi spiste spaghetti ud over det hele på Wimpy Bar. Da vi søndag eftermiddag kørte i retning af Dover, sad jeg som fortryllet og kiggede på det engelske landskab, vi kørte igennem. Jeg havde fået England i blodet.

Sidenhen blev det til mange London-ture. Bykortet fik æselører og blev så slidt, at visse vejnavne forsvandt. Det endte med at blive helt overflødigt, for efterhånden kendte jeg byen som min egen bukselomme, og undergrundsbanens centrale netværk havde jeg forlængst lært udenad.

Lakmusprøven kom, da jeg nogle år senere for første gang skulle præsentere min mand for London. Jeg havde næsten mavepine ved tanken, men det var der nu ingen grund til, for kærligheden sejrede selvfølgelig. Min mand overgav sig helt og aldeles til West Ends teatre, til de hyggelige spisesteder i Covent Garden og til alle de sjove og anderledes museer, som vi udforskede fra en ende af.

Da vi året efter tog endnu en uge til London, gik vi efter nogle dages forløb ned på turistkontoret for at kigge brochurer. En fin lille folder fangede af en eller anden grund vores opmærksomhed: A Day in London’s Countryside. Se, det var jo noget helt andet! Det måtte da prøves af…

Som sagt, så gjort: Næste morgen stod vi tidligt op og tog undergrundsbanen til endestationen Amersham – en lille og for os fuldstændig ukendt by i Londons nordvestligste udkant. Togturen var kun på fyrre minutter fra Charing Cross, men miljøforandringen var total. Amersham var, i hvert fald dengang, en lille hyggelig forstadsby med charmerende gamle huse, omgivet af store træer og bølgende marker.

Vi gik en lang tur rundt om byen og op til skoven, hvorfra der var den flotteste udsigt, og bagefter udforskede vi bindingsværkshusene og de mange små butikker. I The Willow Tree fik vi afternoon tea med scones, den søde ældre servitrice kaldte mig ”luv”, og atmosfæren var simpelthen så helt vidunderlig engelsk, som man ellers kun ser i fjernsynet.

Grundstenen var lagt, og det blev siden til utallige rejser til både England, Wales og Skotland. Vores kærlighedsaffære var hverken kortvarig eller forbigående, som den slags ellers ofte er – tværtimod endte vi med at slå rødder i den engelske muld. Sådan måtte det jo gå…

Tekst og foto: © Mia Folkmann

Goodwood Revival

goodwoodGoodwood Revival er på den allermest positive måde er et skridt tilbage i tiden. Her fejres motorsportens gode gamle dage, sådan som det var med al det glamour og larm, der hørte til den æra. Både konkurrencedeltagerne og tilskuerne er iført tøj fra tidsalderen før 1966, og det er et herligt syn.

Festivalen varer tre dage, og deltagerne kan være alle de racerbiler og motorcykler, der ville have kørt væddeløb i perioden 1948-1966. Festivalen dyrker således tiden, hvor Goodwood Motor Racing Circuit sammen med Silverstone var Storbritanniens førende væddeløbsbaner.

Sidste år strømmede 146.000 motorsport entusiaster og fans af retro-mode til verdens største historiske motorvæddeløb for at deltage i festlighederne. Goodwood Revival tiltrækker besøgende fra hele verden, og langt størstedelen af tilskuerne var klædt i mode fra 1940’erne, 50’erne eller 60’erne med tweedjakker, plusfours og plisserede nederdele.

Man indledte med et Settrington Cup løb for Austin J40 pedalbiler, og 50 års jubilæet for to ikoniske sportsvogne blev markeret – med en daglig parade af Ferrari 250 GTO og et Shelby Cobra væddeløb.

Det var også en fornøjelse at se de såkaldte “Silver Arrows” fra trediverne, der regnes for at være nogle af de mest elegante og hurtigste væddeløbsbiler, der nogensinde er blevet produceret. De blev fremstillet under depressionen af henholdsvis den tyske Auto Union, der siden blev til Audi, og af Mercedes, og sølvpilene har gennem tiden sat nogle fantastiske rekorder.

Hvis man skulle trænge til en lille pause fra selve motorsporten, kan man gå på indkøb i det gammeldags supermarked fra 60’erne eller købe en is ved den nostalgiske isvogn. Der er også demonstrationer af forskellig slags, danselektioner og så selvfølgelig mulighed for at købe tøj og tilbehør fra dengang.

Goodwood Revival er skæg og pjat for store og små: Swingmusik og dans; et underholdende show og et udstyrsstykke hvad angår motorkøretøjer og påklædning – men det er næsten ikke til at bære, når nogle af de fine gamle biler uvægerligt ender væddeløbet med en bulet kofanger eller det, der er værre…

Artikel fra ANGLOFILIA forår 2013

Tekst: © Mia Folkmann

Jane Austen festival

bathfestSelv om det er 200 år siden Jane Austen levede, er hun stadig utrolig populær. Én årsag er selvfølgelig de mange filmatiseringer af hendes romaner, for mon ikke de fleste har nydt af følge med i Northanger Abbey, Pride and Prejudice, Sense and Sensibility og de andre? Men en anden årsag må være, at hendes valg af emner er evigt aktuelle.

Jane Austen skrev om noget så menneskeligt som følelser. Hun skrev, ofte humoristisk, om mennesker med rigeligt høje tanker om sig selv, om ambitioner og fordomme, om stolthed, hovmod og kærlighed, og hendes romaner giver et levende og rammende tidsbillede af det engelske borgerskab i det 17. århundrede.

Hvert år i september måned afholdes Jane Austen festival i Bath, hvor forfatterinden og forfatterskabet hyldes, og på festivalens første dag promenerer udklædte mennesker fra hele verden gennem byens gader. I år begynder festivalen den 13. september og varer til den 21., og der er selvfølgelig masser af oplevelser i den periode.

Musik fra perioden vil blive spillet i de smukkeste georgianske omgivelser og der vil blive være teaterforestillinger, picnics, oplæsninger og rundvisninger. Man vil endda have mulighed for at se og lære, hvordan en klassisk duel foregik på Jane Austens tid – dengang hvor gentlemen tog deres eller deres udkårnes ære særdeles nær.

Endnu en grund til at besøge Bath i september…

Foto: Owen Benson Visuals

På jagt efter påskeæg

paskeI påskedagene bliver der mange steder afholdt påskeæg jagt og forskellige lege for hele familien. Rundt omkring i græsset gemmes hundredevis af kulørte chokoladeæg, og så går den vilde skattejagt for at finde så mange som muligt. Nogle gange går jagten på må og få, mens der andre gange er ledetråde og drilagtige spor.

Æggeløb er et andet af de faste indslag på en påskedag. Hver deltager får udleveret en ske og et æg, og så løbes der frem og tilbage med denne vaklevorne stafet. Børnene elsker den slags lege, og de voksne nyder dagen i det fri. Hvis vejret ellers er til det, kombineres gerne med en frokost i det forårsgrønne.

I år erstattes frokosten nok af noget varmt at drikke, for temperaturerne vil ikke rigtigt samarbejde. Men blomsterne skyder ufortrødent frem, så foråret er givetvis lige rundt om hjørnet…

Fotos: © tchara