En kærlighedsaffære

miaiWalesJeg satte for første gang min fod på engelsk jord, da jeg var tyve. På det tidspunkt følte jeg mig allerede som en kosmopolit, for jeg boede i Bruxelles og rejste hyppigt på forlængede weekender til nærliggende byer som Luxembourg og Paris.

Da nogle kolleger foreslog en London-tur, slog jeg straks til. Jeg kendte London fra film og TV og havde selvfølgelig hørt om både Tower og Westminster, men ellers havde jeg ikke ret meget idé om, hvad der ventede.

Selvfølgelig faldt jeg pladask for London. Der var så meget historie, så meget lune og charme og så meget engelsk hygge på de gammeldags pubber. Jeg elskede deres museer, der i hvert fald på det tidspunkt var meget mere interessante end de hjemlige. Og jeg elskede ”Swinging London”, for selv om 1960’erne var et overstået kapitel på det tidspunkt, så svingede det skam endnu.

I Carnaby Street fandt vi smarte sko, Mary Quant øjenskygge og cowboybukser, som man skulle ligge ned for at få på. Reklameplakater med supertynde Twiggy hang i London Underground, og Biba var stadig et meget anderledes og meget ”in” varehus på Kensington High Street, hvor man kunne være heldig at støde ind i Sonny og Cher, Mick Jagger og andre kendte.

Vi kørte London tynd med de røde dobbeltdækkerbusser og herlige sorte taxier, vi tog på Portobello Road marked bare for at kigge, og vi spiste spaghetti ud over det hele på Wimpy Bar. Da vi søndag eftermiddag kørte i retning af Dover, sad jeg som fortryllet og kiggede på det engelske landskab, vi kørte igennem. Jeg havde fået England i blodet.

Sidenhen blev det til mange London-ture. Bykortet fik æselører og blev så slidt, at visse vejnavne forsvandt. Det endte med at blive helt overflødigt, for efterhånden kendte jeg byen som min egen bukselomme, og undergrundsbanens centrale netværk havde jeg forlængst lært udenad.

Lakmusprøven kom, da jeg nogle år senere for første gang skulle præsentere min mand for London. Jeg havde næsten mavepine ved tanken, men det var der nu ingen grund til, for kærligheden sejrede selvfølgelig. Min mand overgav sig helt og aldeles til West Ends teatre, til de hyggelige spisesteder i Covent Garden og til alle de sjove og anderledes museer, som vi udforskede fra en ende af.

Da vi året efter tog endnu en uge til London, gik vi efter nogle dages forløb ned på turistkontoret for at kigge brochurer. En fin lille folder fangede af en eller anden grund vores opmærksomhed: A Day in London’s Countryside. Se, det var jo noget helt andet! Det måtte da prøves af…

Som sagt, så gjort: Næste morgen stod vi tidligt op og tog undergrundsbanen til endestationen Amersham – en lille og for os fuldstændig ukendt by i Londons nordvestligste udkant. Togturen var kun på fyrre minutter fra Charing Cross, men miljøforandringen var total. Amersham var, i hvert fald dengang, en lille hyggelig forstadsby med charmerende gamle huse, omgivet af store træer og bølgende marker.

Vi gik en lang tur rundt om byen og op til skoven, hvorfra der var den flotteste udsigt, og bagefter udforskede vi bindingsværkshusene og de mange små butikker. I The Willow Tree fik vi afternoon tea med scones, den søde ældre servitrice kaldte mig ”luv”, og atmosfæren var simpelthen så helt vidunderlig engelsk, som man ellers kun ser i fjernsynet.

Grundstenen var lagt, og det blev siden til utallige rejser til både England, Wales og Skotland. Vores kærlighedsaffære var hverken kortvarig eller forbigående, som den slags ellers ofte er – tværtimod endte vi med at slå rødder i den engelske muld. Sådan måtte det jo gå…

Tekst og foto: © Mia Folkmann

Jane Austen festival

bathfestSelv om det er 200 år siden Jane Austen levede, er hun stadig utrolig populær. Én årsag er selvfølgelig de mange filmatiseringer af hendes romaner, for mon ikke de fleste har nydt af følge med i Northanger Abbey, Pride and Prejudice, Sense and Sensibility og de andre? Men en anden årsag må være, at hendes valg af emner er evigt aktuelle.

Jane Austen skrev om noget så menneskeligt som følelser. Hun skrev, ofte humoristisk, om mennesker med rigeligt høje tanker om sig selv, om ambitioner og fordomme, om stolthed, hovmod og kærlighed, og hendes romaner giver et levende og rammende tidsbillede af det engelske borgerskab i det 17. århundrede.

Hvert år i september måned afholdes Jane Austen festival i Bath, hvor forfatterinden og forfatterskabet hyldes, og på festivalens første dag promenerer udklædte mennesker fra hele verden gennem byens gader. I år begynder festivalen den 13. september og varer til den 21., og der er selvfølgelig masser af oplevelser i den periode.

Musik fra perioden vil blive spillet i de smukkeste georgianske omgivelser og der vil blive være teaterforestillinger, picnics, oplæsninger og rundvisninger. Man vil endda have mulighed for at se og lære, hvordan en klassisk duel foregik på Jane Austens tid – dengang hvor gentlemen tog deres eller deres udkårnes ære særdeles nær.

Endnu en grund til at besøge Bath i september…

Foto: Owen Benson Visuals

Bådferie i England

baad3 England har et stort net af forbundne ”vandveje”, som dels består af naturlige floder og åer og dels af menneskeskabte kanaler. I årtier blev disse vandveje benyttet af bådtrafik i en grad, som vi har svært ved at forestille os i dag, hvor de fleste kanaler og floder løber som fredfyldte, blå årer igennem landskabet og især benyttes til fritidsbrug.

Den første menneskeskabte kanal blev bygget på foranledning af herturen af Bridgewater. Han var på en Europarejse blevet imponeret over Canal du Midi i Frankrig og ønskede at bygge en lignende kanal, så han billigt og nemt kunne transportere kul fra sine miner i Lancashire til Manchester.

Bridgewater kanalen blev åbnet i 1761, og inden længe blev der anlagt kanaler i stor stil, for både privatpersoner og virksomheder så muligheden for at gøre en god forretning. Godstransporten på kanalerne udviklede sig i hastigt tempo og satte for alvor gang i industrielle revolution. Mange af de store fabrikker og støberier blev anlagt nær kanalerne, for med dem var det nu blevet muligt at fabriksfremstille varer i større mængder og derefter sende dem pr. båd ind til byerne.

Kanalsystemet kom til at dække store dele af England, og de sindrigt konstruerede sluser gjorde det muligt at sejle, hvor forskelle i terrænet ellers ville have forhindret det. En sluse virker næsten som et stort kar, som man sejler ind i og derefter fylder med vand, så båden stiger. Når ”karret” er fuldt, kan man åbne sluseporten i den anden ende og sejle videre. Omvendt lukker man vandet ud af karret, når man skal tilbage.

baadhigh2På nogle strækninger kan der være flere hundrede sluser, mens det kun er nødvendigt med ganske få på andre. Huddersfield kanalen i Yorkshire er lidt over tredive kilometer lang, og undervejs vil 74 sluser løfte kanalbåden næsten tohundrede meter over havets overflade. Turen fra Huddersfield til Manchester går i øvrigt også gennem Standedge tunnellen, der med sine 5200 meter er den længste i England.

Transportbådene fungerede ved hjælp af hestekraft, for de blev trukket af en arbejdshest, der gik på stien langs floden eller kanalen. På den måde var bådtransporten ikke afhængig af strøm- og vindforhold, men kunne udnytte den stabile arbejdskraft, som hesten var. Til gengæld var det nødvendigt med en topersoners besætning, for der skulle én til at styre båden og én til at styre hesten.

Mange kanaler er kun et par meter i bredden, og her kommer de traditionelle narrowboats til deres ret. Som navnet hentyder er de fladbundede både lige så smalle, som de er lange, og helt frem til 1970’erne blev de brugt til transport af gods, f.eks. kul eller råvarer til fabrikkerne. Samtidig blev de brugt som bolig for en familie, så for dem blev tilværelsen på kanalen en livsform. Det var gerne en mand og hans hustru, der boede på båden sammen med deres børn, og på den måde havde de på én gang den nødvendige besætning og gratis arbejdskraft.

Med de smalle både fremsprang en særlig kunstform, for de fleste narrowboats blev dekoreret efter alle kunstens regler. Bådene blev ikke bare malet fra top til tå i glade og livlige farver; siderne blev smukt udsmykket med romantiske og naive motiver – ofte slotte, roser og landskabsscenerier – og forsynet med håndmalede navneskilte. Traditionen for disse udsmykninger gik i arv, og hver kunstner havde sin egen udtryksform.

I over halvtreds år gik det strygende for kanaltransporten, men snart fik den konkurrence fra jernbanen, og efterhånden blev det den, der overtog godstransporten. Kanalerne stod mere eller mindre glemte tilbage og forfaldt lige så stille. Efter anden verdenskrig begyndte man at benytte kanalerne og kanalbådene til udflugter og ferier, og i dag er denne ferieform så populær, at adskillige kanaler bliver genåbnet og de fleste fint vedligeholdt.

baad4Man kan leje mange forskellige bådtyper, men det er helt oplagt at prøve de charmerende og maleriske narrowboats, der har en helt specielt plads i englændernes hjerter og i historien. Dengang var bådene ret spartansk indrettede, men nu til dags er de selvfølgelig udstyret med alle moderne bekvemmeligheder.

Når man sejler på de engelske kanaler, går ruten gerne gennem landlige og naturskønne områder, så man får naturen på helt tæt hold. Stress og jag er glemt, når man sidder i båden og nyder synet af en badende vandstær eller en andemor med ællinger, og dagligdagen er fyldt med dejlige dufte fra blomstrende marker og nysgerrige heste, der lige skal hen og hilse.

Man sejler med 5-6 km i timen, så man skal ikke prøve at nå noget. Måske traver man en tur langs floden, eller også tager man ind til en af de nærliggende småbyer for at kigge lidt. Dagens store spørgsmål drejer sig om tidspunktet for formiddagskaffen, om frokosten skal spises på dæk eller på land, og hvorvidt den nærliggende pub serverer aftensmad (det gør den som regel…).

baad5Der ligger stadig mange pubber langs kanalerne, hvor de i sin tid blev bygget for at betjene det tørstige og sultne bådfolk, og mange af dem har ikke ændret sig nævneværdigt siden dengang. Flere steder kan man stadig se den staldbygning, hvor arbejdshestene kunne overnatte efter en lang dag, og enkelte pubber bærer præg af, at det oprindeligt var en privatbolig, der blev lavet om til udskænkningssted.

I dag er de gamle pubber og restauranter et perfekt sted at lægge til – om ikke andet så bare et par timer, mens man nyder et måltid eller en kølig drink. Det er utroligt hyggeligt at sidde ved vandet en sommeraften og bare nyde tilværelsen og synet af de fine, gamle både og måske få en snak med de lokale. Hvis man derefter foretrækker mere fredelige omgivelser til natten, kan man bare sejle videre og lægge til, lige hvor man har lyst. På kanalerne har man frie tøjler og mangfoldige muligheder…

Artikel fra ANGLOFILIA magasinet nr. 3/2009

Fotos: © Mia Folkmann

Malvern Hills

590migMalvern Hills er en godt 15 km lang bjergkæde, der opstod for omkring 650 millioner år siden. Worcestershire Beacon er 425 meter høj og dermed det højeste punkt, og herfra er der selvfølgelig en fantastisk udsigt til alle sider. Efter sigende skulle man kunne se hele nitten counties, hvis man drejer sig rundt.

Bjergene i denne vestlige del af Worcestershire – eller bakkerne, som englænderne kalder dem – er gennemskåret af et net af stier, og derfor er det et yndet sted at gå tur, hvis man vil være i fred med sine tanker. Således har kendte kunstnere som musikeren Elgar og forfatterne C. S. Lewis og Tolkien netop sat deres fodspor her. Og mon ikke omgivelserne har været yderst inspirerende heroppe, hvor luften er ren og klar, og naturen viser sig fra sin smukkeste side.

stannPå den østlige side af Malvern Hills ligger St Ann’s Well, der er en charmerende bygning fra det 18. århundrede. Her finder man en café, hvor man i dag kan hvile sine trætte ben, før i tiden var det et af de steder, man tog til for at få den berømte ”vandkur”. Man blev tilbudt varme og kolde bade, og behandlingerne var så populære, at de i en årrække bragte velstand til byen ved foden af bakkerne.

Sammenlagt er der 130 kendte kilder, brønde og springvand i Malvern og omegn, og vandet er så godt, at det indtil for nyligt blev tappet på flasker og solgt i supermarkederne. Man kan stadig smage det – ganske gratis – ved at besøge én af de mange brønde, blandt andet den i Great Malverns centrum.

På kirkegården i Malvern kan man finde Charles Darwins datters grav. Darwin tog nemlig sin elskede datter Anne med hertil i håb om, at de helbredende kilder kunne hjælpe på hendes sygdom. Men det kunne de desværre ikke, og med tungt hjerte måtte han begrave Anne her under et af de store træer.

Fra ANGLOFILIA vinter 2012

Fotos: © Mia Folkmann

Årets første haveudstilling

havesLige nu i denne weekend afholdes Malvern Spring Gardening Show, der anses for at være startskuddet på haveshow-sæsonen. Alle havedesignere i Worcestershire har haft travlt med at skabe de smukkeste haver, der måske kan give dem en eftertragtet guldmedalje.

Udstillingsområdet ligger meget naturskønt ved foden af Malvern Hills i Worcestershire, så der er masser at se på både før og efter udstillingen.

Det store festtelt er midtpunktet og fyldt til bristepunktet med blomster og arrangementer i de flotteste farver. Over 100 gartnerier er repræsenteret, og det er selvfølgelig kun de allersmukkeste blomster, der bliver vist frem.

Nogle af højdepunkterne på årets haveshow er demonstrationer, foredrag, botanisk kunst, dejlig mad og gode muligheder for at købe ind til haven.

Fotos: © Mia Folkmann

Duften af lavendel

lavenderJeg elsker at hente lavendelprodukterne til netbutikken selv, for så får jeg samtidig muligheden for komme til et smukt område i Midtengland, hvor duften af lavendel hænger i luften – selv her om vinteren. Allerbedst er det selvfølgelig om sommeren, hvor de lilla marker er helt levende af insekter, og duften er stærk og gennemtrængende på en vidunderlig måde.

Lavendler har en lang historie bag sig, men gode ting går aldrig af mode, og lavendler bruges stadig til en masse forskellige ting. Dengang som nu holdt man møl og andre insekter væk ved hjælp af lavendler, enten ved at hænge et par blomsterbundter op i klædeskabet eller ved at lægge små lavendelposer ned mellem tøjet i kommoden. Man kan også bruge lavendelvand til strygning eller komme et par dråber lavendelolie i skyllevandet – så dufter vasketøjet friskt og rent.

Det er netop denne duft af friskhed og renhed, der er en af lavendlernes mange gode egenskaber. Man regner med, at det var romerne, der i sin tid bragte de stærktblå blomster med til England, for de gamle romere brugte gerne lavendel i deres bade og til deres vasketøj. Ordet lavendel kommer faktisk af latinsk lavare, der betyder at vaske, og den dag i dag er lavendelblomsten forbundet med renlighed.

Fotos: © MyEyesSees

På udkig efter foråret

590foraar3

Vinteren ser ud til at have sluppet sit tag – i hvert fald her på egnen. Det er dog stadig koldt, og der er sne på Malvern Hills og også på bakkerne i Cotswold-området, hvor jeg tog til for at kigge efter forårstegn.

590foraar4

Som så ofte før kørte jeg til Stow-on-the-Wold, hvor jeg blandt andet kender en hyggelig café med gode kager og en god boghandel med en meget venlig hund, og efter besøgene dér gik jeg tur i de små gader.

590forarr6

Der var mange mennesker i byen, for der var Antikmesse, men man skulle alligevel ikke bevæge sig ret langt væk fra centrum, før byens stemning ganske fredsommeligt sneg sig ind på én.

590foraar5Og forårstegnene viste sig i krukker og bede foran husene; en restaurant havde fyldt altankassen med hyacinter, der blot ventede på lidt mere varme.

590foraar2Bagefter fortsatte jeg turen til Broadway og Snowshill, hvor jeg skulle hente forsyninger af dejlige lavendelsæber. Også her var der forårstegn – de var små, men de var der. Alle vegne…!

590foraar1

Fotos: © Mia Folkmann

På jagt efter påskeæg

paskeI påskedagene bliver der mange steder afholdt påskeæg jagt og forskellige lege for hele familien. Rundt omkring i græsset gemmes hundredevis af kulørte chokoladeæg, og så går den vilde skattejagt for at finde så mange som muligt. Nogle gange går jagten på må og få, mens der andre gange er ledetråde og drilagtige spor.

Æggeløb er et andet af de faste indslag på en påskedag. Hver deltager får udleveret en ske og et æg, og så løbes der frem og tilbage med denne vaklevorne stafet. Børnene elsker den slags lege, og de voksne nyder dagen i det fri. Hvis vejret ellers er til det, kombineres gerne med en frokost i det forårsgrønne.

I år erstattes frokosten nok af noget varmt at drikke, for temperaturerne vil ikke rigtigt samarbejde. Men blomsterne skyder ufortrødent frem, så foråret er givetvis lige rundt om hjørnet…

Fotos: © tchara

Lavenham

Lavenham03Lavenham må være et af Englands bedste eksempler på en middelalderby, for den er fyldt til randen med smukke bindingsværkshuse. Sammenlagt er der over 300 fredede ejendomme, og mange af husene blev i sin tid bygget efter alle kunstens regler. Byens mange velhavere ønskede, at deres bolig skulle afspejle deres rigdom, så der blev naturligvis ikke sparet på detaljerne. Mange af husene er pyntet med fine udskæringer og har balkoner og udhæng med flotte sprossede vinduer.

Lavenhams rigdom byggede på fåreuld og det klædestof, som man vævede af ulden. Allerede i 1300-tallet var områdets uldindustri i fuld gang, og den fortsatte i stor stil de næste to århundreder til trods for, at jorden omkring Lavenham slet ikke var velegnet til fårehold. I stedet dyrkede man markerne og købte ulden udefra, bl.a. fra det nordligere beliggende Lincolnshire.

Det samme gjaldt for de planter, som man fik farvestoffer fra. Nogle voksede i England, mens andre måtte importeres. Særlig brugt var planten Isatis tinctoria, der gav uldgarnet en meget smuk indigo-blå farve. Det var de forskellige nuancer af denne farve – Lavenham Blue – som byen blev berømt for, og det blå stof blev eksporteret så langt som til Rusland og Nordafrika.

Trods sin beskedne størrelse kom Lavenham i 1524 ind som nummer 14 på listen over Englands rigeste byer og havde samtidig den tvivlsomme ære at betale mere i skat end mange af de engelske storbyer. Byen summede af liv og aktivitet, de handlende strømmede til, og i husene blev der spundet, vævet og farvet garn. Et af de huse, hvor man i gamle dage handlede med uld, er bygget sammen med to andre og udgør i dag hotellet The Swan, som har været gæstgiveri siden midten af 1600-tallet.

Der var mange processer involveret i fremstillingen af uldklæde. Fåreulden skulle sorteres, kartes, spindes, vaskes, farves og væves, og herefter skulle det gøres klar til pakning og eksport. De mange flittige hænder i byen var på den ene eller anden måde alle involveret i klædeindustrien. Men når man er så afhængig af et enkelt erhverv, er man også yderst sårbar over for forandringer.

Lavenham16Og forandringer var selvfølgelig uundgåelige. Krige og ufred gjorde eksportmarkederne svært tilgængelige, efterspørgslen på det uldne klæde dalede og flamske emigranter skabte konkurrence. De kronede dage i Lavenham fik en brat ende, og pludselig var der ikke længere råd til at vedligeholde de fine huse. Mange store huse blev opdelt i mindre enheder, så flere familier kunne bo sammen og dele regningen, mens andre huse simpelthen forfaldt. Heldigvis blev der i tide taget hånd om de gamle bygninger, så de i dag står som et velbevaret og velholdt minde om fortiden.

Et af de ældste huse i byen hedder ”Little Hall”. Det blev bygget helt tilbage i 1390 som et hus med arbejdsplads til en enkelt familie. I midten af 1500-tallet blev huset udvidet og moderniseret, og senere – i midten af 1700-tallet – var det blevet yderligere udvidet, for på det tidspunkt boede der hele seks familier. I dag er der indrettet museum i huset, så man kan besøge det og den tilhørende byhave og se den udstilling af kunstgenstande, som tidligere ejere har samlet.

Kender man TV-serien Lovejoy med den charmerende og lettere umoralske antikhandler, vil man flere gange have set klip fra byen. Men selvom filmfolk ofte bruger Lavenham som location for forskellige produktioner, er byen bestemt ikke nogen tom kulisse. Lavenham er en livlig og velfungerende by med masser af arrangementer for det lokale samfund, heriblandt et årligt sommer-karneval med riddere til hest, musik, underholdning og mad fra middelalderen.

Alligevel får man som besøgende en herlig fornemmelse af, at tiden står stille i Lavenham. Der er noget vidunderligt fredfuldt over de små gader og de mange pastelfarvede huse, der nærmest står og læner sig op af hinanden. Det er en udpræget nydelse at slentre op og ned ad de maleriske gader og måske kigge ind i en gyde for at få et glimt af en halvskjult have.

En af Lavenhams perler er den store Guildhall, altså et lavshus, der ligger på markedspladsen bag hovedgaden. Den imponerende bygning var en af de sidste, der blev bygget, inden det begyndte at gå ned ad bakke for byen. Lavshuset var et af fire af slagsen, og det var oprindeligt samlingssted for de velhavende købmænd, der handlede med klædestoffer. Senere fungerede det som blandt andet fængsel og fattiggård. I dag ejes det af National Trust, så der er adgang til at se både huset, haven og den lokalhistoriske samling.

Den 450 år gamle kirke, St Peter and St Paul, står vagt for enden af hovedgaden. Sådan føles det i hvert fald, for kirken er et imponerende bygningsværk – en såkaldt ”uldkirke”, der blev bygget, da indtægten og velstanden var på sit højeste. Kirken kan ses på lang afstand, for bygningen står højt, og tårnet knejser mod himlen, og når man kommer kørende ad Suffolks smalle, snoede veje, stiger forventningen til det forestående Lavenham-besøg uundgåeligt et par grader.

Fotos: © Mia Folkmann

Denne artikel har været bragt i ANGLOFILIA magasinet, forår 2009

Kent – Englands have

kentUdover de mange frugtplantager er Kent blandt andet kendt for de hvide klinter ved Dover, de mange maleriske slotte og de særprægede oast houses.

Sidstnævnte er sjove huse med kegleformet tag, og de blev i sin tid opført for at tørre og modne den humle, som man dyrkede i stor stil på egnen. Taget lod fugten fra tørreovnen slippe ud og trak samtidig frisk luft ind. Nogle oast houses er stadig i brug efter hensigten, mens andre er indrettet til nogle meget specielle boliger.

Englands ældste bryggeri ligger i Kent, for bryggeriet Shepherd Neame går helt tilbage til 1698. Der har engang været langt flere bryggerier end nu, men selv om det er gået tilbage, dukker der hele tiden nye mikrobryggerier op med hver deres specialer.

Kent er et skønt område, hvis man kan lide slotte, for dem er der en hel del af. Leeds Castle er så flot og eventyrligt, og Scotney Castle er meget romantisk; begge hører til dem, der bør udforskes, hvis man er på de kanter.

I det nye ANGLOFILIA kigger vi lidt nærmere på området, for Kent er selvfølgelig oplagt til feriebrug.

Foto: DiscoverthegardenofEngland