Vandhaven i Herefordshire

590vandhaveDer er visse haver, som man ikke kan lade være med at vende tilbage til, og Westonbury Mill Water Garden i Herefordshire er én af dem. Ikke på grund af størrelsen, for haven er kun lidt over 8000 m2, men snarere fordi stemningen er så hyggelig og fredfyldt. Vandhaven ligger i nærheden af middelalderbyen Pembridge kun en halv times kørsel fra Wales.

Her er en lille café, hvor man i godt vejr kan sidde uden for ved siden af åen og drikke sin kaffe med selskab af de lokale ænder, og bagefter kan man gå på opdagelse i den dejlige have, der ser helt og aldeles naturlig ud. Netop derfor er det ret fascinerende at vide, at ejeren af vandmøllen egenhændigt har bygget haven op fra bunden i løbet af relativt få år.

Richard Pim er hydrolog (det er noget med vand…) og har arbejdet som sådan i udlandet i mange år. På et tidspukt begyndte han at udvide det vandløb, der fyldte mølledammen med vand, og senere udvidede han andedammen, som han havde anlagt nogle år tidligere. Resultatet er blevet et virvar af små vandløb, der omgiver den store sø midt på grunden.

Richard Pim vidste ikke så meget om planter, men de skulle naturligvis være fugtelskende. Han købte et bredt udvalg fra to planteskoler, der specialiserede sig i planter til vådområder, og de fleste planter accepterede vilkårene og slog sig velvilligt ned. Den gamle mølledam indeholdt en masse sort dynd under et lavt dække af vand, og det var en perfekt grobund for en sumphave – næsten for perfekt, så det er nødvendigt med mellemrum at rydde ud mellem planterne.

Der kommer hele tiden nye ting til, for Richard Pim kan lide at have projekter i gang. Ved havens indgang har han bygget et lille tårn, der fungerer som bolig for hvide duer, og øverst har han fremstillet nogle gargoiles, små ”vanduhyrer”, der med overraskende mellemrum spyer vand. I havens anden ende kan man gå over en kinesisk bro, forsvinde mellem en hel skov af storbladede gunnera eller nyde udsigten til den vilde blomstereng fra en afrikansk hytte, som Richard Pim har bygget af træ fra udgåede elmetræer.

Når man er blevet mæt af indtryk, er det måske tid til at finde en af havens skyggefulde bænke, hvor man kan sidde og nyde synet af frodige blomster og ihærdige fugle. Og måske spekulere på, hvad Richard Pim mon nu har så travlt med…

Westonbury Mill Water Gardens, Pembridge, Herefordshire HR6 9HZ

Tekst og foto: © Mia Folkmann

(Artikel fra ANGLOFILIA efterår 2008)

Hampton Court

590blueregnNår man nævnet navnet Hampton Court, så tænker man nok oftest på det store kongelige palads, der ligger i nærheden af London. Men der er et andet Hampton Court i Herefordshire, og den smukke have, der hører til slottet, er åben for publikum.

Selve slottet er bygget i det 15. århundrede og ligner et rigtigt eventyrslot. Slottets historie er også ret eventyrlig, for det blev oprindeligt givet til en modig ridder, der havde gjort en imponerende indsats under slaget ved Agincourt. Slottet er blevet gennemgribende renoveret og fungerer i dag som et privat hjem, så man kan normalt ikke komme indenfor. Men der også nok at se i den kæmpestore have, der omgiver det. Med slottet som baggrund er her nærmest malerisk kønt, for bag haven ligger engen med græssende køer og floden Lugg, og det hele indrammes af skovklædte bakker.

Der er mange forskellige områder i haven, og de er hver især er lige fascinerende. Blomsterhaven er ligesom køkkenhaven indrammet af gamle mure, og grusstier og vandkanaler opdeler den. Nogle af kanalerne er så tilpas fladbundede, at fuglene med stor fornøjelse bruger dem som badebassin. Via broer kan man gå over til de to pavilloner, hvor man kan sidde og nyde synet af de imponerende blomsterbedene og hele symmetrien i haven. I køkkenhaven ved siden af dyrker man på dekorativ vis et udvalg af økologisk frugt og grønt, der bruges i orangeriets restaurant.

Hvis man besøger Hampton Court i forsommeren, er den 150 år gamle wisteriatunnel en smuk og velduftende oplevelse. Blåregnen hænger tungt og tæt, og når man står i tunellen og kigger ud på græsplænerne og de enorme træer, må man lige kigge en ekstra gang. For var der ikke et messinghåndtag i døren ved foden af det ene træ? Den slags underfundige detaljer er værd at holde øje med, for dem er der mange af.

Der er en sjov labyrint af takstræer, og selv om den ikke er stor, så er den stor nok til at gå vild i! Ved labyrinten ligger et lille tårn, og man enten kan gå op til udsigtsplatformen, hvorfra der er en flot panoramaudsigt over haven og det omkringliggende landskab, eller ned gennem en ”hemmelig” og meget mørk passage, der fører ud til en skyggefuld og dybtliggende vandhave, komplet med vandfald. Herfra kan man gå på en smal sti eller på de store trædesten i vandløbet tilbage til græsplænerne og orangeriet.

Hvis der overhovedet er mere energi tilbage, når man har udforsket haven, kan man gå nogle dejlige ture langs med floden eller igennem skoven. Eller man kan kaste håndklædet i ringen og i stedet sætte sig ind i det gamle orangeri for at nyde en god og velfortjent frokost.

Tekst og foto: © Mia Folkmann

(Artikel fra ANGLOFILIA efterår 2008)

En have i Herefordshire

590havehergest2Hergest Croft Gardens ligger i Herefordshire i Midtengland. I virkeligheden er der her tale om fire forskellige haver i én, for der er en køkkenhave, en azaleahave, parkskoven med rhododendron-dalen og så selve haven omkring huset. På Hergest Croft kan man blandt andet se en meget fin samling af mere end 4000 sjældne træer og buske.

Den oprindelige ejendom er over 700 år gammel, og til så gammelt et hus hører næsten også et spøgelse. I dette tilfælde er det ”Hergest’s sorte hund”, der af og til er på farten. Historien fortæller om en af de tidligere ejere, Thomas Vaughan – eller sorte Vaughan – at han var så ondskabsfuld, at han ikke kunne finde ro i sin grav. Der blev gjort mange forsøg på at få ham til at forsvinde, og det lykkedes vist også til sidst, men der er stadig visse, der ikke er helt trygge ved at gå forbi huset efter mørkets frembrud. Og hans trofaste hund er altså stadig på farten og menes endda have inspireret til Sherlock Holmes historien ”The hound of the Baskervilles”.

Når man går tur i den vidunderlige have, er det svært at tro på spøgende hunde ved nattetide. I 1912 købte Banks-familien huset, og siden da har flere generationer af denne meget haveinteresserede og plantesamlende familie plantet træer og buske og i det hele taget skabt haven, som den ser ud i dag. Der er skjulte dale, skovlysninger, meterhøje rhododendronbuske og flotte blomsterbede. Der er ældgamle egetræer og så mange forskellige eksotiske træer i parkskoven, at man næsten føler sig hensat til et sted i Asien.

Det er svært at sige, hvornår Hergest Croft er bedst at besøge, for uanset årstiden er der noget at se. Hvis man kommer i det tidligere forår, er jorden under de gamle æbletræer dækket af blå blomster fra tusindvis af løgplanter. I maj måned er azaleahaven et imponerende syn og mange af azaleaerne dufter helt vidunderligt. I juli og august viser rosenhaven med David Austin roser og de fyldte blomsterbede sig fra deres bedste side, og i oktober er ahorntræernes smukke blade med til at forvandle haven til et farveorgie af røde og gyldne nuancer.

De dejlige omgivelser lokker selvfølgelig mange spændende fugle til, og Hergest Croft Gardens har endda haft besøg af noget så sjældent som en hærfugl. Det er dog ikke kun fugle, der gæster stedet – i sæsonens løb afholdes mange forskelligartede arrangementer. Der er bl.a. udstilling af klassiske biler og havemesse med salg af planter, og der opføres teater- og operaforestillinger.

I husets gamle spisestue er der indrettet café, og det er et vældig hyggeligt sted at få eftermiddagsteen serveret. Endnu bedre er det måske i godt vejr at sidde udenfor, men man skal nok være heldig for at få en af de eftertragtede pladser. For herfra har man den skønneste udsigt til haven med magnoliaer, hortensiaer og kirsebærtræer, og den udsigt er nok værd at skrive hjem om.

Artikel fra ANGLOFILIA 2008

Tekst og foto: © Mia Folkmann

590havehergest3

Den engelske pub

590pubHvem kan forestille sig en landsby uden mindst én pub, hvor de lokale går ned for at få sig en pint – der i dette tilfælde er et begreb og ikke bare et mål for mængden af øl. Især i de små byer er pubben lige så vigtig som købmanden og kirken, for det er gerne her, man ordner verdenssituationen, hører de lokale nyheder og i det hele taget får dækket sine sociale behov.

Hver pub har faste stamkunder, der ikke bare dukker op på samme tid hver dag, men som også sætter sig på den samme plads og snakker med dem, som de plejer at snakke med. For stamkunderne spiller pubben en stor rolle i deres liv, og forandringer modtages sjældent med begejstring.

I 1950’erne og 1960’erne var det stadig mest mænd, der gik på pub, men billedet ændrede sig lidt efter lidt. Nu til dags er det selvfølgelig helt naturligt, at også kvinder besøger pubben, og de ser det ofte som en kærkommen lejlighed til at slippe for madlavningen. De fleste pubs serverer nemlig ikke bare øl og andre drikkevarer, men også et udvalg af traditionelle engelske retter.

Man har drukket øl i England i flere tusinde år, og der er da også meget historie at finde i engelske pubber. The Vine i Stafford har rødder tilbage til 1487, og den flotte bindingsværksbygning, der huser the Fleece i Worcestershire er endnu ældre. Her har der været pub i over 150 år, og der serveres stadig god øl, god mad og god underholdning. Når man sidder ved et af de gamle borde, føler man sig for alvor transporteret tilbage i tiden, for både arkitektur og atmosfære er intakt.

I det hele taget undgår mange pub-indehavere alt for voldsomme moderniseringer, netop for at bevare stemningen fra gamle dage, mens man andre steder bruger krus og ølkander, messingtøj og gammeldags billeder i indretningen for at gøre atmosfæren varm og indbydende.

The Valiant Soldier i Devon er tiden gået helt i stå. Pubben har ligget her siden 1747, og den var særligt velbesøgt under anden verdenskrig, hvor mange amerikanske soldater var udstationeret i området. Efter krigen gik det ned ad bakke for pubben, og da døren blev lukket efter den sidste gæst i 1960’erne, forblev alt, som det var. Intet blev flyttet; intet blev kasseret.

I dag er The Valiant Soldier en tidslomme og et fascinerende museum, hvor man kan se interiør, indretning og husgeråd, som det var engang. Der står glas på hylden, der er bunker med papirer bag disken og pile på dartskiven – der er endda stadig  penge i kassen!

Spil hører sig til på en pub. Englænderne elsker spil, og det skal helst være spil, som man kan konkurrere i. Pilespil er oplagt, og med over seks millioner spillere i England er dart blevet så populært, at det i 2005 blev godkendt som en ”rigtig” sportsgren. Mange pubs afholder desuden ugentlige Quiz Nights, og sådanne aftener kan være rene tilløbsstykker.

Der er noget trygt og godt ved en pub, og det er som regel nemt at komme i snak med nogen, hvis man har lyst til at være social. Og så har mange pubs den smukkeste beliggenhed. Hvad kan være bedre end at sidde med en forfriskning og en hjemmelavet sandwich ved et af bordene udenfor, mens man nyder en fantastisk udsigt?

Selvom pubben er i stadig forvandling, så er indbegrebet af en rigtig engelsk pub stadig noget med knitrende ild i pejsen, et gammelt stengulv og mørke egetræsmøbler med mærker og hak efter årtiers brug – og så en jovial pubejer, der står og pudser glas bag disken, mens han sludrer med alle og enhver.

Hvis man besøger England, må man ikke glemme at besøge en pub eller to. Måske bare for at få en tår øl og en snak med de lokale – eller for at få et måltid mad og en hyggelig aften. Begge dele kan meget vel være en af de mange gode oplevelser, som man tager med sig hjem.

Tekst og foto: © Mia Folkmann

(Artikel fra ANGLOFILIA sommer 2009)

Lidt om lakrids

590ponteLakrids har været dyrket i England siden det 16. århundrede. Dengang havde man både lakridsplanter i haven til husbehov og på markerne til kommercielt brug – blandt andet dyrkede man lakrids i Surrey og i Nottinghamshire.

På det tidspunkt anså man lakrids for at være god medicin, og den blev især anvendt til mavebesværligheder og forkølelser. Men i andre kulturer har lakrids været anvendt i endnu ældre tider; græske, kinesiske og romerske læger brugte ofte lakrids til behandling af forskellige skavanker.

Men selv om lakrids altså har været anvendt medicinsk i mange tusinde år, blev det først brugt som slik i slutningen af 1800-tallet. I Pontefract i Yorkshire begyndte man at fremstille de såkaldte Pontefract Cakes, der efterhånden blev eksporteret til hele verden. Lakridsplanten blev dyrket på markerne omkring ruinerne af Pontefract Castle, og derfor blev der stemplet et billede af en lille borg på lakridsstykkerne.

Man ved ikke, hvorfor eller hvem der begyndte at dyrke lakrids i Pontefract, men det har sandsynligvis været de munke, der i det 14. århundrede slog sig ned i nærheden af borgen. Saften fra lakridsroden blev udtrukket og brugt medicinsk, og man har fundet et gammelt stempel med årstal på, så man ved, at der blev fremstillet lakridspastiller i 1614.

Jorden på egnen var særdeles velegnet til lakridsdyrkning. Planten blomstrede ikke i det kolde klima så højt mod nord, men det betød ikke så meget, når det nu kun var roden, man var interesseret i.

I 1760 begyndte en lokal apoteker, George Dunhill, at tilsætte sukker til den gamle opskrift. Snart kunne pastillerne sælges som slik, og de blev hurtigt populære. Endda i så høj grad at der i 1885 var ti fabrikker, der producerede slik.

Man fremstillede den søde lakrids ved at pulverisere og koge lakridsroden. Derefter blev der tilsat sukker og stivelse, så man fik en ensartet masse. Af denne masse fremstilledes pastillerne, der hver især blev stemplet med det “officielle” mærke.

Indtil midten af forrige århundrede blev alle Pontefract Cakes stemplet i hånden, og de godt 50 kvindelige arbejdere var hver i stand til at stemple 20-25.000 pastiller dagligt. Men efterhånden kunne produktionen af den lokale lakrids ikke slå til; markerne forsvandt, og den sidste høst af engelsk lakrids fandt sted i 1960’erne.

En del af Pontefract pastillerne fremstilles stadig lokalt, og besøgende fornemmer tydeligt den søde duft, der hænger over byen. For at markere lakridsens betydning for området, afholdes der en årlig Pontefract lakridsfestival med alskens begivenheder og mulighed for at købe en lakridsplante med hjem.

De seneste årtier har man brugt importeret lakrids fra blandt andet Spanien og Italien til fremstillingen af de populære pastiller. Men jeg har hørt en lille fugl synge om, at der arbejdes på sagen i Pontefract, så det er meget sandsynligt, at der snart igen kommer rigtig engelsk lakrids i engelsk lakrids.

Artikel fra ANGLOFILIA vinter 2013/2014 – foto venligst udlånt af Haribo Lakrids

I røg og damp

tog1Hvis man hører til dem, der kan huske stemningen fra barndommens togrejser, så vil man også elske de veterantog, der stadig kører rundt mange steder i England. De fleste kører på nogle meget naturskønne strækninger, som man ikke altid har så let adgang til, og dem kan man så nyde synet af på en tilbagelænet og afslappet måde. Samtidig kan man glæde sig over turen med et af de fine tog, der bliver passet og plejet efter alle kunstens regler.

Severn Valley Railway er en af de jernbaner, der stadig kører regelmæssigt. Hele strækningen er på 24 km og strækker sig fra Kidderminster i Worcestershire til Bridgnorth i Shropshire længere nordpå. Turen følger så nogenlunde floden Severn, og det område, man kører igennem, er uspoleret og smukt. På et tidspunkt krydser toget floden på en fin gammel jernbanebro fra 1861, Victoria Bridge, der er et godt eksempel på datidens håndværksmæssige formåen.

tog3

Togene kører det meste af året, og udover den normale køreplan afholdes der med jævne mellemrum særlige arrangementer, der i høj grad er værd at se. Visse dage bliver en speciel tidsperiode rekonstrueret, og mange deltagere er klædt ud i datidens tøj, og andre dage afholdes der ”træf” eller damptogsfestival, hvor en hel masse forskellige veterantog kommer til og kører efter en særlig køreplan.

Netop sådan en dag tog jeg til Arley station, der er et af stoppestederne på ruten. Arley begyndte som en ganske lille station i 1862, og selv om stationen voksede med tiden, var de vigtigste passagerer de lystfiskere, der kom for at tilbringe dagen med at fiske i floden. Kultransportvogne kørte hyppigt igennem med last fra minerne, men i midten af 1960’erne var jernbanernes gyldne tider slut – passagererne foretrak bilen, og mange landlige baner blev lukket. Arley var én af dem, og den groede bogstavlig talt til.

I 1974 købte Severn Valley Railway banen, og stationen blev sat fint i stand og genåbnet under stor festivitas. Siden da har frivillige hjælpere meldt sig under fanerne og passet stationen, så både bygningerne, perronerne og de tilhørende haver bliver fint vedligeholdt.

tog6

Efterårets Steam Gala bød på en lang række tog fra nær og fjern. Nogle var kommet på besøg langvejs fra, blandt andet fra veteranjernbaner i Devon og Sussex, mens andre havde fået weekenden fri fra de museer, hvor de ellers normalt hører hjemme. En af gæsterne var den berømte City of Truro, der skulle være det første europæiske damplokomotiv, der nåede op på en hastighed af over 150 km i timen. En anden berømthed var lokomotivet King Edward I fra Didcot jernbanemuseet i Oxfordshire, der for nylig trak det kongelige tog og endda  på et tidspunkt blev ført af Prince Charles.

I løbet af de tre dage, arrangementet varede, var ikke mindre end 350 damplokomotiver på skinnerne. Flotte tog med fine navne som 7802 Bradley Manor og 9017 Earl of Berkeley kom futtende ind på stationen for fuld damp. Det var et herligt syn, og amatørfotograferne flokkedes for at få de bedste billeder af lige netop deres yndlingstog.

Man skal nok være entusiast for at kende forskel på togene, for der er mange forskellige udgaver. Indtil 1948 var der fire store selskaber i England, der producerede tog, og de fire blev efterfølgende slået sammen til British Rail. De lokomotiver, som de fire selskaber fremstillede, er altså over 50 år gamle, og de har hver deres kendetegn. De flotteste er efter min mening de mørkegrønne fra Great Western Railway med alle de fine detaljer af messing og kobber.

Også togvognene til passagererne er der forskel på. Udvendigt kan vognene være af træ eller malet i f.eks. chokoladebrune og creme farver, og indvendigt er de nok så elegante. Mange vogne har indmad af teaktræ, og der er behagelige plyssæder til dem, der rejser på første klasse. Adskillige togvogne er udstyret med bar, så man kan få sig en forfriskning under turen, og flere har spisevogne med smukt dækkede borde.

Severn Valley Railway serverer stadig middag ombord i de gamle vogne, så man kan spise i stil, mens man kører gennem det engelske landskab. Hvis man ikke vil nøjes med at nyde maden og sceneriet, kan man også vove pelsen og deltage i et mordmysterium. Titler som Murder at the Station og Death for Dinner kan nok indikere, hvad der venter én, og medpassagererne på disse ture er næppe til at stole på…

Tekst og foto: © Mia Folkmann

tog5

Perfekte øjeblikke

590robinI Cornwall boede jeg engang i en vidunderlig have, hvor der var en lille stråtækket pavillon. Her kunne man sidde og hvile fødderne, for haven var kæmpestor og meget stejl, så man kunne godt blive lidt træt af at gå rundt. Men det gjorde ikke spor, for udsigten fra pavillonen var så dejlig, og det var så hyggeligt at sidde dér. Foran mig på stien lå et gammeldags dueslag, hvor der boede hvide duer, og bag mig kunne jeg høre rødhalsen synge inde i buskadset. Jeg havde taget lidt brød med til duerne, men de havde alt for travlt med deres kærlighedsliv til at interessere sig for det.

Jeg sad i mine egne tanker med brødstykkerne i hånden, da jeg pludselig ud af øjenkrogen fik øje på rødhalsen, der fløj ned og satte sig på pavillonens rækværk. Den kiggede først på mig med sine sorte perleøjne og så – meget sigende – på det brød, jeg havde i hånden. Jeg rakte hånden frem, og rødhalsen fløj ned og satte sig tillidsfuldt til rette, før den tog en bid. Og så én til. Og én mere, som den fløj med.

Et øjeblik efter hørte jeg den lille, sprøde kvitren, som er rødhalsens stemme. Jeg så mig over skulderen, og dér sad fuglen igen – denne gang sammen med sit barn. En lillebitte plettet udgave af forældrefuglen, kun lige akkurat stor nok til at flyve. Den voksne rødhals kvitrede igen, og det må have betydet et eller andet opmuntrende, for i hvert fald fløj den lille ned og satte sig på min hånd. Den kiggede vagtsomt op på mig, mens den tog en lille bid. Og så et par bidder til, mens jeg sad fuldstændigt fortryllet.

Efter den oplevelse kom jeg tit tilbage med brød til duerne, der stadig ikke var særligt interesserede og mest havde travlt med hinanden, men jeg fik nu ikke besøg af rødhalsene igen. Sådan er det med perfekte øjeblikke – de skal nydes, mens de er der. Så husk at gemme dem som dejlige minder og tag dem frem efter behov. Det er de perfekte øjeblikke, der er med til at gøre livet så vidunderligt.

Tekst og foto: © Mia Folkmann

Gamle huse i Worcester

590katedral3Byen Worcester blev grundlagt af romerne, og den centrale beliggenhed gjorde den til en travl handelsby. Det er den stadig, og hvis man interesserer sig mere for smukke, gamle huse fra Tudortiden end butikker og indkøb, skal man søge om til de små gader bag hovedstrøget.

590katedral2

I Friar Street ligger blandt andet Greyfriars’ House, der blev bygget i 1480 af en velhavende brygger. Huset blev indrettet, som det dengang var passende for en mand af stand, og udstillinger i huset viser udviklingen gennem årene. Bagved ligger en dejlig have, hvor man kan drikke eftermiddagste om sommeren, og ellers er der indrettet en lille café i et værelse ved siden af køkkenet.

Der ligger mange andre gamle huse i Friar Street, og ét af dem er så skævt, at det er et under, at det står endnu. For enden af gaden kan man se over til Worcester katedral, der går helt tilbage til 1084 og rent arkitektonisk anses for at være én af Englands mest spændende…

590katedral

Uddrag af artikel om Worcestershire fra ANGLOFILIA vinter 2012/13.

Tekst og foto: © Mia Folkmann

 

Victoriansk julemarked

590julemarked1Der er mange sjove og hyggelige julemarkeder rundt omkring i England, og nogle af de bedste har et victoriansk tema med julesange, stemning og musik fra gamle dage. Her understreges den autentiske atmosfære af maleriske victorianske skikkelser med sodsværtede ansigter og udtrådte sko: Gadedrenge, der kun er ude på utyskestreger; tandløse mænd og kvinder, der rister kastanjer og synger julesange med høje, falske stemmer, drilagtige lommetyve og lurendrejere, der falbyder deres varer på bedste vis.

590julemarked3

I den anden ende af den victorianske skala ser man fint udklædte damer med knapstøvler og muffer, der står og snakker hyggeligt med hinanden, og herrer med vest og stok, der promenerer og måske får sig en lille én. Sådan i al venskabelighed.

590julemarked8

De mange boder er bemandet af udklædte handlende, og alle vegne dufter der dejligt af jul. Lokale kunstnere sælger håndarbejder; der er gaveboder, blomsterhandlere, smagsprøver og masser af lækkerier til at tage med hjem, og der er optræden, messingorkester og korsang.

590julemarked2

Den flotte historiske havn i Gloucester var rammen om dette skønne julemarked, og baggrunden med gamle pakhuse, charmerende narrowboats og smukke gamle skibe kunne ikke have været bedre…

Tekst og foto: © Mia Folkmann

590julemarked7

Anne Hathaways hus

590hathawayI 1582 giftede Shakespeare sig med Anne Hathaway, der boede med sin familie i et stråtækt hus i gåafstand fra Stratford-upon-Avon. Selvom huset altid betegnes Anne Hathaway’s Cottage, så er der ikke tale om nogen lille, uanselig hytte, for huset indeholder hele 12 værelser. I dag er det omgivet af en gammeldags landlig have med traditionelle blomster og planter, men dengang var haven nok nærmere en gårdsplads med heste, køer og høns.

Huset er flittigt besøgt at turister fra hele verden, og det skyldes selvfølgelig først og fremmest forbindelsen til Shakespeare. For huset er så malerisk og haven så yndig, at man let kan få romantiske forestillinger om, hvordan det har været på Shakespeares tid. Det var her, den unge Shakespeare flettede fingre med sin udkårne og måske stjal et kys bag rosenbusken, og det var her, kæresteparret gik tur langs åen.

Den ældste del af huset går helt tilbage til midten af det femtende århundrede, men senere blev der bygget til og udvidet. Køkkenet med det store ildsted har tydeligvis været husets lune midtpunkt, hvor familien samlede sig, mens brødet bagte i ovnen, og suppen boblede i gryden. Huset er møbleret med rustikke, mørke egetræsmøbler, der har tilhørt forskellige generationer af familien.

Hathaway-familien ejede huset helt frem til 1892, hvor Shakespeare-fonden købte ejendommen og efterfølgende anlagde haven i den stil, som var moderne dengang. Siden har man plantet buksbomhække og et væld af roser, som på Shakespeares tid, og hvert år planter man tusindvis af gammeldags urter og blomster, så haven altid er en smuk og velduftende oplevelse.

Artiklen har været bragt i ANGLOFILIA magasinet forår 2009

Tekst og foto: © Mia Folkmann