Forårstur

Lavenham15Der er forår i luften! I hvert fald her hos mig, for planlægningen af næste tur rundt i England er så småt begyndt.

Jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvor rejsen går hen næste gang. Det kunne være Cornwall, fordi der generelt er et mildere klima i årets tidlige måneder. Det kunne være Wales, som er så utroligt spændende at rejse rundt i. Og det kunne være Norfolk/Suffolk, som jeg længe har haft lyst til at gense og udforske.

Jeg glæder mig under alle omstændigheder vildt til at være nomade igen, for livet i en autocamper passer mig så fint. At sidde ved morgenbordet og snakke om, hvorvidt vi skal tage turen nordpå til stranden eller sydpå til en eller anden spændende by. Om vejret er til fotografering eller museumsbesøg. At nyde udsigten fra en bakketop eller fra haven til et historisk hus, mens man inspireres til det næste projekt.

Det bliver spændende at se, hvad det ender med. Men til april går det løs :-)

En nostalgisk tegnefilm

Ethel og Ernest er en virkelig sød og meget engelsk tegnefilm om ægte hverdags-kærlighed.

EthelandErnestDen handler om Raymond Briggs forældre (hvis du kender navnet, så er det fordi Raymond Briggs er llustrator og forfatter af blandt andet den verdensberømte historie om SNEMANDEN) – og det er en virkelig historie. Vi følger parret gennem 4 årtier, i modgang og medgang, lyst og nød – og kærligheden holder hele vejen igennem.

En dejlig nostalgisk fortælling, som er blevet rost af anmelderne – og nu også af mig :-)

Agatha Christie kunst

stamp1Jeg har altid været begejstret for frimærker – endda i så høj grad, at jeg selv samlede på dem som barn. Frimærker er jo rene små kunstværker, og Royal Mail udgiver med jævne mellemrum nogle, der særligt fortjener at fremhæves.

Blandt andet de mærker, der udkom i efteråret sidste år – Agatha Christie mærkerne – i anledning af hundredårsdagen for forfatterens allerførste roman. Det var i bogen “De Låsede Døre” detektiven Hercule Poirot blev født (på engelsk hed bogen The Mysterious Affair at Styles), og man må sige, at den blev en succes. Samtidig blev bogen grundlaget for det senere så omfattende forfatterskab, hvor Agatha Christie blev alle tiders krimidronning og verdens mest sælgende forfatter.

De 6 forskellige mærker er alle grafisk meget flotte, og de indeholder – meget passende – skjulte spor i relation til historien, som kan findes af den ihærdige detektivspire.

stamp2 stamp3 stamp4 stamp5 stamp6

Livet er grønt

livetergrontAf en eller anden grund kom jeg til at tænke på min yndlingsserie over alle yndlingsserier Forever Green, hvor Pauline Collins spillede sammen med John Alderton.

Serien gik i engelsk TV i begyndelsen af 1990’erne, og måske skyldtes min begejstring blandt andet, at jeg genkendte så meget af mig selv i Harriet Boult, som Pauline Collins spillede.

I hvert fald slugte jeg serien med allerstørste begejstring, og da den var slut, måtte jeg bare eje den, så jeg kunne se den igen. Men serien var ikke indspillet på VHS, som det jo var dengang, og den kom ikke til salg (det er den så kommet senere**).

livet er grontSå jeg kontaktede filmselskabet, der dog oplyste, at de ikke havde til sinds at sende serien på markedet. Men jeg blev ved med at plage… om man dog ikke kunne indspille den på bånd til mig bare – jeg skulle nok betale for det.

Og efter adskillige forsøg og forskellige kontakter lykkedes det faktisk. Jeg fik overtalt en person i et svagt øjeblik, og formedels en mindre formue lovede de at indspille serien til mig på seks bånd.

Jeg havde aftalt, at de kunne sende pakken med bånd til mig på ferieadressen i Lake District, hvor jeg var dengang, og jeg husker endnu det røde postbud, der til fods kom slæbende på min pakke tværs over marken med tyr og vædder.

Men jeg måtte vente pænt med at gense serien, for der var hverken TV eller video så langt væk fra alting, og det var lige før, at jeg glædede mig til at komme hjem…

** Hvis du har fået lyst til at se serien, så kan den købes på DVD lige her

Great Dixter

dix1Great Dixter er skabt af den nu afdøde forfatter og gartner Christopher Lloyd og hans familie. Det er først og fremmest en – ganske arbejdskrævende – plantesamlers have, men Lloyd mente, at en have hellere end gerne må være arbejdskrævende. Hvis den ikke er det, er den pr. definition kedelig, for havearbejde er jo i virkeligheden en stor fornøjelse.

Til gengæld gik han ikke specielt op i, hvorvidt en plante var på mode eller ej; han plantede det, han havde lyst til. Han slog sig gerne løs med rød, orange og gul – alle de ”farlige” farver – og satte dem sammen i flotte og anderledes farvekombinationer. Det vigtigste var, at haven gav glæde så længe som muligt, og derfor havde han en vis forkærlighed for det, der blomstrede sent på sæsonen, hvor lyset var særligt smukt.

Der er altid noget at se på i haven ved Great Dixter. Planterne i bedene bliver skiftet ud op til tre gange i sommerens løb, og Lloyd brugte altid et væld af forskellige planter. Det kunne lige så godt være løgplanter som buske eller stauder; alt kunne bruges, så længe det så godt ud sammen.

Mange er bange for skrappe farver, mens andre går op i, hvad der er ”pænt” og hvad der ikke er det. Men man skal ifølge Christopher Lloyd ikke tage sig af, hvad andre mener – man skal gøre præcis, hvad man har lyst til; man skal eksperimentere og vove sig ud på dybt vand. Man bliver rigeligt belønnet, når man gør det.

Efter Christopher Lloyds død i 2006 overtog en fond den videre drift af haven.

Tekst og foto: Mia Folkmann (uddrag af artikel fra ANGLOFILIA magasinet)

dix2

Beatrix Potter

590beatrixI år har Beatrix Potter 150 års fødselsdag, hvis man kan sige det sådan – og jeg skrev på et tidspunkt en artikel om hende til ANGLOFILIA magasinet, som du i anledningen af fødselsdagen kan læse lige her:

Beatrix Potter blev født i 1866 og voksede op i London sammen med sine ret velhavende forældre og sin bror, men hvert år tilbragte de sommeren i Skotland. Ferierne heroppe var fortryllende for den lille pige, og det var her, hun for alvor lærte at glæde sig over naturen. Hun tegnede alt, hvad hun så, og sammen med sin bror tog hun på ekskursioner for at se på fugle og samle vilde blomster.

Efter sommerferien var det hårdt at vende tilbage til London. Beatrix blev undervist hjemme af guvernanter, som det var almindeligt dengang, og hun havde derfor sjældent kontakt til andre børn. Men heldigvis havde hun broderens selskab, og sammen med Bertram sneg Beatrix sig til at have et helt menageri af dyr i børneværelset, som de observerede, studerede og tegnede.

Faderen, Rupert Potter, var egentlig advokat, men han gik meget op i fotografering og blev faktisk en anerkendt fotograf, selvom han aldrig arbejdede professionelt. Kunst var en anden stor interesse, og han tog ofte Beatrix med på galleribesøg, så hun kunne se og lære af andre.

I 1882 var det ikke længere muligt for familien at leje det sædvanlige hus i Skotland, så i stedet faldt valget på et stort hus i Lake District – et smukt og naturskønt område, som de straks forelskede sig i. Den lokale præst, Hardwicke Rawnsley, kom på besøg, og han roste den unge Beatrix’ kunstneriske talent og prægede hende med sine meninger om vigtigheden af naturbeskyttelse.

De følgende år vendte familien tilbage til Lake District, hvor de for det meste lejede et hus ved en af søerne. Beatrix elskede at fiske og sejle i søen, og hun var også begyndt at interessere sig for geologi og arkæologi. Hendes tegninger af fossiler, insekter og svampe er imponerende og meget detaljerede, og ved selvstudium lærte hun så meget om svampe og sporer, at hun i 1896 skrev en egentlig afhandling om dem.

I London var menageriet suppleret med en kanin, der blev døbt Benjamin. Han var til stor glæde for hele familien, og for Beatrix var han den perfekte model. Hun tegnede og malede ham fra alle mulige vinkler, og på et tidspunkt foreslog Bertram, at hun skulle prøve at sende tegningerne til et postkortforlag. Til Beatrix store glæde sendte forlaget en check på 6 £ tilbage og bad om flere.

I en alder af 24 var Beatrix således begyndt sin professionelle karriere, og snart leverede hun både illustrationer til postkort og til nogle små hæfter. Dette gav hende blod på tanden, og hun sendte nogle illustrationsforslag til forskellige bogforlag, blandt andet Frederick Warne, der ikke var helt uinteresserede, hvis illustrationerne blev samlet i bogform. Der skulle dog gå en del år, før det blev aktuelt.

Familien Potter holdt fortsat lange sommerferier i Lake District, og de fik hyppigt besøg af Hardwicke Rawnsley, der var blevet en nær ven af familien. Præsten var forfatter til forskellige guide- og børnebøger, og han kunne derfor give Beatrix Potter gode råd om en bog, hun havde i tankerne: Bogen om Peter Kanin. Beatrix sendte bogen til adskillige forlag uden held, og til sidst mistede hun tålmodigheden og besluttede hun sig for at udgive bogen selv. I 1901 udkom Historien om Peter Kanin i 250 eksemplarer.

Rawnsley prøvede dog fortsat at finde en udgiver til Beatrix, og til sidst lykkedes det ham at vække interessen hos Frederick Warne; det forlag, der tidligere havde vist interesse for Beatrix’ tegninger. I 1902 blev Peter Kanin udgiver i 8000 eksemplarer, og alle var solgt inden udgivelsen. I 1903 kom bøgerne The Tale of Squirrel Nutkin og The Tailor of Gloucester.

Al kontakten til forlaget skete gennem den yngste af de tre brødre, der drev det. Det var Norman Warne, som Beatrix diskuterede kontrakter med og sendte forslag til. De skrev sammen næsten hver eneste dag og blev efterhånden meget gode venner. Beatrix nød sit aktive liv, og bøgerne gik som varmt brød. Efterhånden havde Beatrix tjent så godt, at hun kunne købe noget jord i Lake District i nærheden af det sted, hvor familien holdt ferie.

Beatrix Potters forældre var ikke glad for det venskab, der havde udviklet sig mellem datteren og Norman Warne. Og da Norman friede til Beatrix, og hun straks sagde ja, gik det helt galt. Forældrene havde regnet med at blive passet på deres gamle dage, og de gjorde alt, hvad de kunne for at forhindre ægteskabet. Skønt Beatrix var fast besluttet på at gifte sig med den mand, hun holdt så meget af, endte det med et kompromis, og Beatrix gik modstræbende med til at holde forlovelsen hemmeligt.

Hun så dog aldrig Norman igen, for kort efter forlovelsen døde Norman Warne pludseligt på grund af sygdom. Beatrix var både chokeret og ulykkelig. Hun havde ingen, hun kunne tale med om sin sorg, for ingen kendte til hendes forhold til Norman. Hun søgte trøst hos Normans søster, Millie, og da hun havde fået sorgen lidt på afstand, tog hun op til Lake District, hvor hun havde købt et hus med navnet Hill Top.

Illustrationer og historier strømmede ud af Beatrix Potter de følgende år, og pengene strømmede ind. Hun tjente ikke bare penge på sine bøger, men også på de tøjdyr og andre produkter, der blev fremstillet på baggrund af hendes illustrationer. For pengene købte hun mere jord i Lake District og senere huse og gårde, som hun lejede ud. Til de juridiske forhold i handlerne fik hun hjælp af en lokal advokat, William Heelis, og ham giftede hun sig med i 1912.

Efterhånden som årene gik blev Beatrix Potter mere og mere opslugt af livet i Lake District, og fåreavl og dyrehold erstattede så småt illustrationer og bøger. Beatrix elskede at være sammen med sine dyr, hun elskede storheden og stilheden i Lake District, og hun involverede sig i de mennesker, der boede omkring hende. Hun og William Heelis boede på Castle Farm, men det var på Hill Top Beatrix tegnede og modtog gæster, og det var også her, hun opbevarede de ting, hun holdt særligt meget af.

I 1923 kom Troutbeck Park Farm til salg. Det var en meget stor ejendom med en utrolig smuk beliggenhed, og Beatrix Potter ønskede at bevare stedet, som det var. Tre år efter købet af gården besluttede hun sig for at avle de robuste Herdwick-får – en truet race, der ellers i århundreder havde græsset frit på bjergskråningerne i Lake District.

Vi har meget at takke Beatrix Potter for. Hendes dejlige fortællinger og søde figurer er kendt og elskede verden over, og hendes bidrag til beskyttelsen af et af Englands smukkeste områder er uvurderligt. Da Beatrix Potter døde i 1943, havde hun nemlig testamenteret 14 gårde, sine præmierede flokke med Herdwick får og over 4000 acres med land til National Trust – den forening, som Hardwicke Rawnsley var med til at starte. Foreningen arbejder stadig for at bevare Englands kulturelle historie og naturskønne områder for eftertiden.

© Mia Folkmann

Landsbyen Lacock

590LacockHvis man besøger landsbyen Lacock i Wiltshire, får man straks en fornemmelse af at bevæge sig tilbage i tiden. Og hvis man samtidig synes, at der er noget velkendt ved byen, er det ikke så underligt. Lacock har nemlig dannet baggrund for mange forskellige film – blandt andre ”Stolthed og Fordom” og den engelske serie ”Cranford”, der handler om livet i en lille engelsk by i 1840’erne.

Byen udgør en perfekt kulisse på grund af den gammeldags stemning med de mange historiske huse, og det benytter filmselskaberne sig flittigt af. De behøver ikke engang at gøre noget særligt for at få byen til at passe til ældre tidsperioder, for foreningen National Trust, der ejer det meste af Lacock, tillader ikke moderne tiltag som master og antenner.

Alle husene i byen lejes ud gennem foreningen, og det er ikke nemt at komme i nærheden af dem. Man skal helst have en eller form for familiemæssig forbindelse til stedet, og man udlejer fortrinsvis til børnefamilier eller andre, der kan bidrage til lokalsamfundet.

For selv om landsbyen så ofte bliver brugt til filmoptagelser, er det i høj grad et sted, hvor folk har deres hverdag. Der er en skole, et posthus, adskillige pubber og småbutikker, og der er flere overnatningssteder, hvor man med glæder tager imod de mange mennesker, der dagligt kommer for at se de charmerende omgivelser. Ét af dem finder man hos pottemageren, der altså ikke kun sælger lertøj, men også senge.

590opMidt i byen ligger det lille forsamlingshus, hvor der afholdes forskellige arrangementer. Der en meget gammel kirke, og så er der en restaurant, som jeg personligt er ret begejstret for. Ikke kun fordi omgivelserne er så utroligt hyggelige – den er indrettet i et smukt og meget gammelt bindingsværkshus – men også fordi navnet i sig selv er en nydelse: At the Sign of the Angel.

Lige ved siden af landsbyen ligger det smukke Lacock Abbey, der begyndte sine dage som et kloster, men sidenhen blev omdannet til et imponerende privathjem. De sidste ejere var familien Talbot, og det var William Henry Fox Talbot, der opfandt det fotografiske negativ. Det skete netop ved ét af vinduerne i Lacock Abbey, og hvis man besøger stedet, kan man se det spøjse apparat, han benyttede.

Man kan – meget passende – se en udstilling om fotografiets historie i Fox Talbot museet – og hvis man foretrækker levende billeder, kan man nok genkalde sig en del scener fra Harry Potter filmene i det gamle kloster. Den flotte klostergang har haft en vigtig rolle, mens nogle af de hvælvede rum fungerede som klasseværelser i filmene.

William Henry Fox Talbot fik en guldmedalje for sine matematiske artikler, men han var også interesseret i mange andre emner som arkæologi og botanik. Det sidste gav sig udslag i den dejlige skovhave, man kan se i dag, for træerne blev plantet af Talbot i midten af 1800-tallet.

Tekst og foto: Mia Folkmann

Artikel fra ANGLOFILIA efterår 2014

Lower Slaughter

590slaughterLower Slaughter er en af de små og meget maleriske byer, der ligger i området the Cotswolds et par timers kørsel fra London. Turistbusserne kommer næsten altid denne vej forbi, for byen er et populært sted at gøre holdt, og der bliver ivrigt fotograferet, før rundturen fortsætter.

Men hvis man vil have andet end billeder med sig hjem, bør man dvæle længere end bare nogle få minutter. Byen er ikke stor, men der er ro og harmoni over den, og det smitter. Inden længe har man glemt stress og jag, for hvad er i grunden vigtigere end bare at være her lige nu?

Floden Eye går igennem byen og flyder stille og dovent afsted mellem de gyldenbrune huse. Der går en sti langs floden, som man kan følge, hvis man har lyst til en travetur, men måske foretrækker man at sidde på en bænk og nyde atmosfæren, mens man ser på de badende ænder og den fine vandmølle bagved.

Der er selvfølgelig også en Upper Slaughter. Næsten lige så charmerende som sin navnesøster, og da der er ikke langt fra den ene by til den anden, bør man besøge dem begge. Hvis man kan lide at gå, er der kun halvanden kilometer mellem de to, og turen går via smalle stenbroer gennem engområder med rigt fugleliv, græssende får og ældgamle træer.

Uanset årstiden har Lower Slaughter noget at byde på. Om foråret lyser gule påskeliljer op i græskanterne langs floden, og om sommeren er de små forhaver spækket med med farvestrålende sommerblomster. Efterårets gyldne og rødlige farver klæder de gamle huse, og om vinteren er byen klædt i hvidt, hvis man er heldig, og en skøn duft af pejsebrænde hænger i luften.

Byen er omgivet af det smukkeste landskab, og billedet af engelsk idyl bliver helt perfekt, når en shirehest kommer trækkende med en gammeldags hestevogn på vej til kirken for at hente et nygift par. Intet under, at Lower Slaughter så ofte bliver omtalt som den kønneste og mest charmerende af byerne i the Cotswolds.

Tekst og foto: Mia Folkmann

Artikel fra ANGLOFILIA magasinet

I dag er det Mors Dag

blomsterI dag er det Mors Dag i England – hvilket forvirrede mig meget i begyndelsen, for vores egen danske udgave er jo i maj. Jeg har på fornemmelsen, at man herovre går lidt mere op i dagen, end vi gør derhjemme – for her bliver mange mødre ikke bare begavet med skønne blomster og kærlige hilsner; de bliver inviteret på fin frokost eller middag og forkælet i højeste grad.

De sidste par dage har jeg i hvert fald hørt mange historier om alt det, de forskellige mødre skulle “udsættes for”. Og det er da skønt at høre, at så mange sætter pris på deres mødrene ophav og i hvert fald den ene gang om året gør et særligt stort nummer ud af dem. :-)

Den perfekte rose

590roserDet må være intet mindre end et ønskejob at beskæftige sig med de smukkeste roser dagen lang. David Austin har netop skabt sig sådan et ønskejob, og selv om han er en ældre herre nu, så er han stadig aktiv i gartneriet. Hans ældste søn, David, har overtaget den daglige drift af virksomheden, men de to har arbejdet sammen de sidste femten år.

David Austin var ren amatør, da han for over halvtreds år siden frembragte sin allerførste rose som en krydsning mellem en af de gamle roser og en ny, moderne sort. Det var Constance Spry, som er sart rosa, stærkt duftende og åh, så romantisk. Denne rose blomstrer kun én gang i sommerens løb, men blomstringen er til gengæld ganske overvældende.

Fra begyndelsen søgte David Austin at skabe roser, der både var smukke og nemme at have med at gøre. De skulle blomstre hele sommeren, de skulle dufte dejligt, og der skulle være en bred vifte af farver at vælge imellem. Han kombinerede de bedste kvaliteter fra de gammeldags, duftende roser og de moderne roser, og resultatet blev det, som Austin kaldte de engelske roser.

roser2Disse roser kan man kun forelske sig i, og de er da også berømte over hele verden for deres fortryllende duft og skønne farver. Hvert eneste år kommer nye roser til, og efterhånden er der over 800 forskellige i David Austins gartneri, så det må være svært at vælge, hvis man kommer hertil for at finde roser til sin egen have.

Buskroser passer perfekt i et gammeldags blomsterbed med stauder og sommerblomster, og hvis man kunne tænke sig en rosenbue eller en pergola i haven, så findes der adskillige engelske roser, der hellere end gerne vil klatre. De ganske lave roser er perfekte til bunddække, mens de kraftigste af buskroserne er velegnede til tætte hække, f.eks. sammen med buksbom og taks.

Ved siden af gartneriet ligger den skønneste rosenhave med et væld af forskellige roser. Haven er delt op i fem forskellige afdelinger med hvert deres tema, og man kan se blomstrende roser fra slutningen af maj og lige til frosten kommer.

Alle sanser bliver bombarderet med indtryk, for der er rundt regnet 700 forskellige roser på havens 8000 kvadratmeter. Luften er tæt af dufte, og roser i alle farver fylder bede til bristepunktet, kravler over pergolaer og breder sig i det hele taget, hvor de kan.

Der er så mange yndige Austin-roser, men her viser vi fem af de bedste: Darcey Bussell er en rød skønhed – en smuk buskrose med en fin, frugtagtig duft. En anden rose med busket vækst er Winchester Cathedral, der jo er opkaldt efter den berømte katedral i Sydengland. Blomsterne er kridhvide med et strejf af rosa, og de dufter honningsødt og helt fortryllende.

Vores egen favorit er Jubilee Celebration med den lidt støvede, rosa farve og frugtagtige duft. Det er en af de flotteste David Austin roser, der får store, fyldige blomster i rigt mål. Hvis man vil have blomstrende roser rundt om en døråbning eller en port, kan man med fordel bruge Graham Thomas og Gertrude Jekyll, for de er begge ivrige klatrere og når uden besvær over to meter op.

David Austin har deltaget i det berømte Chelsea Flower Show siden 1981, så i år har han altså været med for tredivte gang. Der er særlig stor travlhed i gartneriet før sådan en udstilling, for de deltagende roser skal have særlig kærlig pleje og gerne lidt ekstra varme i 5-6 uger for at folde sig bedst muligt ud.

Selv om det kan være en stor udfordring at få roserne til at blomstre ”naturligt” på dette tidlige tidspunkt, så lykkes det altid, og 15 år i træk har David Austin modtaget en guldmedalje. Det må siges at være noget af en præstation for en ”selvlært amatør”…

Artikel fra ANGLOFILIA efterår 2010

Tekst og foto: Mia Folkmann

590roser1