Sissinghurst

Sissinghurst er dejlig på alle årstider og ikke mindst på en solrig efterårsdag i september. Fordelen ved et besøg på denne tid er helt klart, at der ikke er så mange mennesker som ellers i haven. Man har mulighed for at sidde i fred på en bænk og nyde synet af de gyldne farver.

Urtehaven er min personlige favorit. Den ligger i havens fjerneste hjørne, og man kan gå under lindetræer og gennem nøddehegn eller følge voldgraven for at komme dertil. Urtehaven er omgivet af tætte, tykke takshække, og bag dem kan man sidde i læ og nyde synet af de mange forskellige urter. Det er også i urtehaven, man kan finde en stenbænk smukt beplantet med duftende kamille.

Efter besøget i haven kan man gå en kortere eller længere tur rundt på ejendommen. Turen går blandt andet gennem skov og mark, rundt om søer og ind mellem træerne i æbleplantagen, hvor de mange forskellige æblesorter tynger grenene helt ned til jorden.

Besøget sluttes af med lidt indkøb: Friske valnødder og æblesaft af egen avl. Sådan kan man også tage lidt af Sissinghurst med sig hjem… :-)

Der var ikke meget tilbage af det store hus fra femtenhundredetallet, da forfatteren og digteren Vita Sackville-West og hendes mand, diplomaten og forfatteren Harold Nicolson, så Sissinghurst første gang. Men skønt de tilbageværende bygninger hverken havde elektricitet, vand, varme og dårligt nok et tag, så købte de alligevel ejendommen og det landbrug, der hørte med.

Ægteparret drømte om at skabe en have blandt de maleriske ruiner, der lå med udsigt til vidtstrakte marker og gammel skov. Især Vita elskede stedet fra første øjeblik, men Sissinghurst var ikke altid elsket. I en lang periode havde det mest af alt været præget af ligegyldighed, og under syvårskrigen blev ejendommen brugt som fangelejr for flere tusinde franske krigsfanger. Fangerne havde ødelagt alt det, der havde værdi, og haven var forvandlet til bar jord.

Men alligevel følte Vita Sackville-West, at hun var kommet hjem; at hun havde fundet sine rødder. Måske følte hun trang til at genskabe noget af fortidens storhed, eller måske var det stedets vidunderlige fredfyldthed, der tiltalte hende så umådeligt. Det var, som om Sissinghurst blot ventede på at blive vækket af Tornerosesøvnen.

Udsnit af artikel fra ANGLOFILIA-magasinet

Smallhythe Place

590smallhytheNår man tænker på historiske huse i England, tænker man tit på de flotte herresæder, men selv små huse kan give store oplevelser. Smallhythe Place er ét af dem – et fint, lille bindingsværkshus fra det 16. århundrede, hvor skuespillerinden Ellen Terry boede i 29 år.

Huset er fra en tid, hvor der var et skibsværft på stedet – hvilket kan undre lidt i dag, hvor der ikke er nogen havn at se. Men meget er sket på 500 år, og hvor der engang var en flod og små havnebassiner til skibe, er der nu marker.

Smallhythe Place var dengang en del af et helt lille skibsbygningssamfund, hvor der blev brændt mursten, fremstillet håndlavede søm, og hvor små og store skibe blev repareret og bygget. Generationer efter var huset blevet en del af en gård, og langt senere blev det fundet af Ellen Terry ved en tilfældighed. Hun købte det i 1899.

Ellen Terry var en meget kendt og omtalt dame i victoriatiden, hvor hun spillede utallige karakterroller på scenen og i slutningen af sin karriere også havde nogle roller i film. Derfor er det meget passende, at hendes hus nu er indrettet som et teatermuseum.

Væggene i Smallhythe Place er tæt behængt med billeder og fotografier og sammen med husets indretning får man et glimt af det liv, som den berømte skuespillerinde har haft. Soveværelset er så nogenlunde det samme, som det var i Ellen Terrys tid, mens de to lavloftede stuer først og fremmest bliver brugt til udstilling af forskellige teatergenstande og memorabilia.

På Smallhythe Place kan man også se nogle af de ganske fantastiske kjoler, som Ellen Terry var kendt for at bære i sine roller. Den mest berømte er den grønne kjole, som hun bar i rollen som Lady Macbeth – en kjole besat med noget så bizart som grønne billevinger…

Der hører en meget sød og charmerende landhave med frugttræer og roser til huset – en lidt vilter og naturlig have, som den slags nu helst skal være og et særdeles hyggeligt sted at drikke eftermiddagste.

Stalden blev indrettet som teater efter Ellen Terrys død, og nu opfører man forskellige forestillinger med jævne mellemrum – dog kun i sommermånederne, for stalden er ikke opvarmet og kan være en kold fornøjelse. På andre tidspunkter er der opstillet plancher, så man kan læse mere om den store skuespillerindes liv og mange roller og om de mange andre berømtheder, der har stået på den fine, lille scene.

Ellen Terry blev boende i Smallhythe Place til sin død i 1928. Man kan se hendes dødsmaske, der hænger i huset – aftrykket af en spændende kvinde og én af Englands store stjerner, der utvivlsomt gav datidens publikum mange oplevelser.

Artikel fra ANGLOFILIA magasinet – tekst og foto: Mia Folkmann

Byen ved havet

Rye111Jeg har været i Rye mange gange. Både på dejlige sommerdage, hvor man kan sidde med en is ved floden og se på det, der foregår, og på forblæste vinterdage, hvor man er rigtig glad for, at der er så mange hyggelige steder at gå ind i. Pubber og restauranter med skæve vægge og store ildsteder, og cafeer og tea rooms, der serverer de lækreste scones til en potte varm te.

Rye er ikke nogen stor by, men hvad den mangler i størrelse, har den til gengæld i charme. De smalle gader er stejle og stenbelagte, og mange af husene er af bindingsværk eller beklædt med træ. I det hele taget er arkitekturen særdeles forskelligartet, og det kan anbefales, at man giver sig god tid og ser efter alle de detaljer, der gemmer sig rundt omkring.

Det gamle apotek er et af de mere specielle huse. Laugskiltet hænger der stadig, men i dag triller man ikke piller og blander urter – nu serveres der kaffe og kager. En del af den gamle indretning fra apoteket kan stadig ses indenfor.

Mermaid Inn er et smukt og meget gammelt hotel, men før i tiden var det en berygtet kro, hvor smuglerne holdt til. Importeret vin, stof og salt var belagt med dyre skatter, så det kunne betale sig at smugle, og smuglerne havde gravet mange tunneller under Rye, så de kunne snige sig ind og ud. I dag er kroen særdeles kendt for sine mange spøgelser; måske er nogle af dem uheldige smuglere, der kom grueligt af dage her.

Rye11

For enden af Pump Street ligger Ypres Tower museum. Det var engang en del af byens forsvarsværk og en af de ældste bygninger i Rye. Fra tårnet kan man se ud over det, der engang var hav, for Rye har været en af Englands største og travleste havne med fiske- og handelsbåde og en fast rute til Frankrig.

Nogle steder ser man betegnelsen Cinque Port, der var en meget gammel sammenslutning af havne og byer i Kent og East Sussex. Mændene og skibene i disse havnebyer stod til rådighed for kongen og var datidens søværn. Til gengæld fik de en række fordele – blandt andet frihed for at betale told på import af varer.

Rye har igennem tiden tiltrukket kunstnere så forskellige som maleren Paul Nash, der boede i East Street, og forfatteren E.F. Benson, der netop henlagde handlingen i sine aldeles herlige bøger om Mapp og Lucia til Rye. I West Street ligger Lamb House, hvor E. F. Benson boede sammen med sin bror fra 1916, men det er nu bedst kendt for at huse forfatteren Henry James, der tilbragte de sidste 18 år af sit liv her. Man kan besøge Lamb House og se den dejlige have, der må være én af de største i byen.

Kirken St Mary ligger i nærheden af Ypres tårnet, og fra kirkens tårn har man den flotteste udsigt over byens tage. I East Street ligger en anden del af det lokale museum, hvor man kan lære mere om byens brogede historie, og på turistkontoret er der en lille modeludgave af den aldeles dejlige by, der så absolut er værd at se nærmere på.

Rye11111

Kent – Englands have

kentUdover de mange frugtplantager er Kent blandt andet kendt for de hvide klinter ved Dover, de mange maleriske slotte og de særprægede oast houses.

Sidstnævnte er sjove huse med kegleformet tag, og de blev i sin tid opført for at tørre og modne den humle, som man dyrkede i stor stil på egnen. Taget lod fugten fra tørreovnen slippe ud og trak samtidig frisk luft ind. Nogle oast houses er stadig i brug efter hensigten, mens andre er indrettet til nogle meget specielle boliger.

Englands ældste bryggeri ligger i Kent, for bryggeriet Shepherd Neame går helt tilbage til 1698. Der har engang været langt flere bryggerier end nu, men selv om det er gået tilbage, dukker der hele tiden nye mikrobryggerier op med hver deres specialer.

Kent er et skønt område, hvis man kan lide slotte, for dem er der en hel del af. Leeds Castle er så flot og eventyrligt, og Scotney Castle er meget romantisk; begge hører til dem, der bør udforskes, hvis man er på de kanter.

I det nye ANGLOFILIA kigger vi lidt nærmere på området, for Kent er selvfølgelig oplagt til feriebrug.

Foto: DiscoverthegardenofEngland