Vandhaven i Herefordshire

590vandhaveDer er visse haver, som man ikke kan lade være med at vende tilbage til, og Westonbury Mill Water Garden i Herefordshire er én af dem. Ikke på grund af størrelsen, for haven er kun lidt over 8000 m2, men snarere fordi stemningen er så hyggelig og fredfyldt. Vandhaven ligger i nærheden af middelalderbyen Pembridge kun en halv times kørsel fra Wales.

Her er en lille café, hvor man i godt vejr kan sidde uden for ved siden af åen og drikke sin kaffe med selskab af de lokale ænder, og bagefter kan man gå på opdagelse i den dejlige have, der ser helt og aldeles naturlig ud. Netop derfor er det ret fascinerende at vide, at ejeren af vandmøllen egenhændigt har bygget haven op fra bunden i løbet af relativt få år.

Richard Pim er hydrolog (det er noget med vand…) og har arbejdet som sådan i udlandet i mange år. På et tidspukt begyndte han at udvide det vandløb, der fyldte mølledammen med vand, og senere udvidede han andedammen, som han havde anlagt nogle år tidligere. Resultatet er blevet et virvar af små vandløb, der omgiver den store sø midt på grunden.

Richard Pim vidste ikke så meget om planter, men de skulle naturligvis være fugtelskende. Han købte et bredt udvalg fra to planteskoler, der specialiserede sig i planter til vådområder, og de fleste planter accepterede vilkårene og slog sig velvilligt ned. Den gamle mølledam indeholdt en masse sort dynd under et lavt dække af vand, og det var en perfekt grobund for en sumphave – næsten for perfekt, så det er nødvendigt med mellemrum at rydde ud mellem planterne.

Der kommer hele tiden nye ting til, for Richard Pim kan lide at have projekter i gang. Ved havens indgang har han bygget et lille tårn, der fungerer som bolig for hvide duer, og øverst har han fremstillet nogle gargoiles, små ”vanduhyrer”, der med overraskende mellemrum spyer vand. I havens anden ende kan man gå over en kinesisk bro, forsvinde mellem en hel skov af storbladede gunnera eller nyde udsigten til den vilde blomstereng fra en afrikansk hytte, som Richard Pim har bygget af træ fra udgåede elmetræer.

Når man er blevet mæt af indtryk, er det måske tid til at finde en af havens skyggefulde bænke, hvor man kan sidde og nyde synet af frodige blomster og ihærdige fugle. Og måske spekulere på, hvad Richard Pim mon nu har så travlt med…

Westonbury Mill Water Gardens, Pembridge, Herefordshire HR6 9HZ

Tekst og foto: © Mia Folkmann

(Artikel fra ANGLOFILIA efterår 2008)

Hampton Court

590blueregnNår man nævnet navnet Hampton Court, så tænker man nok oftest på det store kongelige palads, der ligger i nærheden af London. Men der er et andet Hampton Court i Herefordshire, og den smukke have, der hører til slottet, er åben for publikum.

Selve slottet er bygget i det 15. århundrede og ligner et rigtigt eventyrslot. Slottets historie er også ret eventyrlig, for det blev oprindeligt givet til en modig ridder, der havde gjort en imponerende indsats under slaget ved Agincourt. Slottet er blevet gennemgribende renoveret og fungerer i dag som et privat hjem, så man kan normalt ikke komme indenfor. Men der også nok at se i den kæmpestore have, der omgiver det. Med slottet som baggrund er her nærmest malerisk kønt, for bag haven ligger engen med græssende køer og floden Lugg, og det hele indrammes af skovklædte bakker.

Der er mange forskellige områder i haven, og de er hver især er lige fascinerende. Blomsterhaven er ligesom køkkenhaven indrammet af gamle mure, og grusstier og vandkanaler opdeler den. Nogle af kanalerne er så tilpas fladbundede, at fuglene med stor fornøjelse bruger dem som badebassin. Via broer kan man gå over til de to pavilloner, hvor man kan sidde og nyde synet af de imponerende blomsterbedene og hele symmetrien i haven. I køkkenhaven ved siden af dyrker man på dekorativ vis et udvalg af økologisk frugt og grønt, der bruges i orangeriets restaurant.

Hvis man besøger Hampton Court i forsommeren, er den 150 år gamle wisteriatunnel en smuk og velduftende oplevelse. Blåregnen hænger tungt og tæt, og når man står i tunellen og kigger ud på græsplænerne og de enorme træer, må man lige kigge en ekstra gang. For var der ikke et messinghåndtag i døren ved foden af det ene træ? Den slags underfundige detaljer er værd at holde øje med, for dem er der mange af.

Der er en sjov labyrint af takstræer, og selv om den ikke er stor, så er den stor nok til at gå vild i! Ved labyrinten ligger et lille tårn, og man enten kan gå op til udsigtsplatformen, hvorfra der er en flot panoramaudsigt over haven og det omkringliggende landskab, eller ned gennem en ”hemmelig” og meget mørk passage, der fører ud til en skyggefuld og dybtliggende vandhave, komplet med vandfald. Herfra kan man gå på en smal sti eller på de store trædesten i vandløbet tilbage til græsplænerne og orangeriet.

Hvis der overhovedet er mere energi tilbage, når man har udforsket haven, kan man gå nogle dejlige ture langs med floden eller igennem skoven. Eller man kan kaste håndklædet i ringen og i stedet sætte sig ind i det gamle orangeri for at nyde en god og velfortjent frokost.

Tekst og foto: © Mia Folkmann

(Artikel fra ANGLOFILIA efterår 2008)

Den engelske pub

590pubHvem kan forestille sig en landsby uden mindst én pub, hvor de lokale går ned for at få sig en pint – der i dette tilfælde er et begreb og ikke bare et mål for mængden af øl. Især i de små byer er pubben lige så vigtig som købmanden og kirken, for det er gerne her, man ordner verdenssituationen, hører de lokale nyheder og i det hele taget får dækket sine sociale behov.

Hver pub har faste stamkunder, der ikke bare dukker op på samme tid hver dag, men som også sætter sig på den samme plads og snakker med dem, som de plejer at snakke med. For stamkunderne spiller pubben en stor rolle i deres liv, og forandringer modtages sjældent med begejstring.

I 1950’erne og 1960’erne var det stadig mest mænd, der gik på pub, men billedet ændrede sig lidt efter lidt. Nu til dags er det selvfølgelig helt naturligt, at også kvinder besøger pubben, og de ser det ofte som en kærkommen lejlighed til at slippe for madlavningen. De fleste pubs serverer nemlig ikke bare øl og andre drikkevarer, men også et udvalg af traditionelle engelske retter.

Man har drukket øl i England i flere tusinde år, og der er da også meget historie at finde i engelske pubber. The Vine i Stafford har rødder tilbage til 1487, og den flotte bindingsværksbygning, der huser the Fleece i Worcestershire er endnu ældre. Her har der været pub i over 150 år, og der serveres stadig god øl, god mad og god underholdning. Når man sidder ved et af de gamle borde, føler man sig for alvor transporteret tilbage i tiden, for både arkitektur og atmosfære er intakt.

I det hele taget undgår mange pub-indehavere alt for voldsomme moderniseringer, netop for at bevare stemningen fra gamle dage, mens man andre steder bruger krus og ølkander, messingtøj og gammeldags billeder i indretningen for at gøre atmosfæren varm og indbydende.

The Valiant Soldier i Devon er tiden gået helt i stå. Pubben har ligget her siden 1747, og den var særligt velbesøgt under anden verdenskrig, hvor mange amerikanske soldater var udstationeret i området. Efter krigen gik det ned ad bakke for pubben, og da døren blev lukket efter den sidste gæst i 1960’erne, forblev alt, som det var. Intet blev flyttet; intet blev kasseret.

I dag er The Valiant Soldier en tidslomme og et fascinerende museum, hvor man kan se interiør, indretning og husgeråd, som det var engang. Der står glas på hylden, der er bunker med papirer bag disken og pile på dartskiven – der er endda stadig  penge i kassen!

Spil hører sig til på en pub. Englænderne elsker spil, og det skal helst være spil, som man kan konkurrere i. Pilespil er oplagt, og med over seks millioner spillere i England er dart blevet så populært, at det i 2005 blev godkendt som en ”rigtig” sportsgren. Mange pubs afholder desuden ugentlige Quiz Nights, og sådanne aftener kan være rene tilløbsstykker.

Der er noget trygt og godt ved en pub, og det er som regel nemt at komme i snak med nogen, hvis man har lyst til at være social. Og så har mange pubs den smukkeste beliggenhed. Hvad kan være bedre end at sidde med en forfriskning og en hjemmelavet sandwich ved et af bordene udenfor, mens man nyder en fantastisk udsigt?

Selvom pubben er i stadig forvandling, så er indbegrebet af en rigtig engelsk pub stadig noget med knitrende ild i pejsen, et gammelt stengulv og mørke egetræsmøbler med mærker og hak efter årtiers brug – og så en jovial pubejer, der står og pudser glas bag disken, mens han sludrer med alle og enhver.

Hvis man besøger England, må man ikke glemme at besøge en pub eller to. Måske bare for at få en tår øl og en snak med de lokale – eller for at få et måltid mad og en hyggelig aften. Begge dele kan meget vel være en af de mange gode oplevelser, som man tager med sig hjem.

Tekst og foto: © Mia Folkmann

(Artikel fra ANGLOFILIA sommer 2009)

Highclere Castle – virkelighedens Downton Abbey

590highclereHighclere Castle ligger i Hampshire vest for London og har været i Carnarvon-familiens eje siden 1679. Som det så ofte er tilfældet byggede man til huset i tidens løb, så det, der begyndte som et relativt beskedent hus, blev forvandlet til et imponerende slot med flere hundrede værelser. I midten af 1800-tallet stod Highclere Castle færdigt i sin nuværende udformning, og selv om et hus af de dimensioner virker lettere overvældende, så fungerer det i det daglige som et familiehjem.

Highclere Castle ligger i en stor park, designet efter datidens mode af den berømte havearkitekt Lancelot ‘Capability’ Brown. De smukke omgivelser bliver ikke mindre smukke af at være menneskeskabte, og det er et skønt sted at gå tur. Kæmpestore træer giver området karakter, og tæt ved huset ligger haven med blomstrende bede og tætklippede græsplæner.

Highclere har på mange måder haft en betydningsfuld position; det har været besøgt af kendte og kongelige, og det har været indrettet til hospital under første verdenskrig. På den måde står den virkelige historie ikke tilbage for fiktionen. Dertil kommer den bedømmelse, som den femte Lord Carnarvon opnåede, da han sammen med Howard Carter fandt Tutankamons grav i 1922.

En ejendom af Highcleres størrelse var tidligere et helt lille samfund med smedje, savværk, landbrug og forskellige former for selvstændige håndværkere. Der var også et bryggeri og selvfølgelig både frugthaver og køkkenhaver, der blev passet af en hær af gartnere.

Highclere Castle er stadig en erhvervsvirksomhed – dog med færre ansatte – for også i vore dage er det vigtigt, at ejendommen kører økonomisk rundt. Det er ikke småpenge, der skal til, når et hus af de dimensioner skal have nyt tag eller have foretaget andre former for nødvendig vedligeholdelse.

Udover skovbrug dyrkes forskellige afgrøder til mennesker og dyr, og på markerne omkring Highclere græsser store fåreflokke. Slottet og haven bruges til konferencer og forskellige festlige begivenheder, blandt andet bryllupper, for mange kan ikke forestille sig noget mere romantisk end at blive gift i så smukke omgivelser.

Desuden åbner Highclere Castle hver sommer dørene for offentligheden, og én af de ting, man kan se, er udstillingen af de genstande, som den femte Lord Carnarvon enten købte eller fandt i Ægypten. Hovedparten af fundene blev solgt efter hans død for at betale arveafgifterne, men der er stadig nok at se på; blandt andet en kopi af Tutankhamons gyldne dødsmaske.

Optagelserne til Downton Abbey har naturligvis været med til at give en god økonomisk indsprøjtning. Ikke bare direkte, men også indirekte, for efter serien strømmer folk til fra hele verden for at se nærmere på det hus, som de føler de kender så godt.

Tekst: Mia Folkmann – artikel fra ANGLOFILIA magasinet forår 2013

Foto: © Gill Griffin

I røg og damp

tog1Hvis man hører til dem, der kan huske stemningen fra barndommens togrejser, så vil man også elske de veterantog, der stadig kører rundt mange steder i England. De fleste kører på nogle meget naturskønne strækninger, som man ikke altid har så let adgang til, og dem kan man så nyde synet af på en tilbagelænet og afslappet måde. Samtidig kan man glæde sig over turen med et af de fine tog, der bliver passet og plejet efter alle kunstens regler.

Severn Valley Railway er en af de jernbaner, der stadig kører regelmæssigt. Hele strækningen er på 24 km og strækker sig fra Kidderminster i Worcestershire til Bridgnorth i Shropshire længere nordpå. Turen følger så nogenlunde floden Severn, og det område, man kører igennem, er uspoleret og smukt. På et tidspunkt krydser toget floden på en fin gammel jernbanebro fra 1861, Victoria Bridge, der er et godt eksempel på datidens håndværksmæssige formåen.

tog3

Togene kører det meste af året, og udover den normale køreplan afholdes der med jævne mellemrum særlige arrangementer, der i høj grad er værd at se. Visse dage bliver en speciel tidsperiode rekonstrueret, og mange deltagere er klædt ud i datidens tøj, og andre dage afholdes der ”træf” eller damptogsfestival, hvor en hel masse forskellige veterantog kommer til og kører efter en særlig køreplan.

Netop sådan en dag tog jeg til Arley station, der er et af stoppestederne på ruten. Arley begyndte som en ganske lille station i 1862, og selv om stationen voksede med tiden, var de vigtigste passagerer de lystfiskere, der kom for at tilbringe dagen med at fiske i floden. Kultransportvogne kørte hyppigt igennem med last fra minerne, men i midten af 1960’erne var jernbanernes gyldne tider slut – passagererne foretrak bilen, og mange landlige baner blev lukket. Arley var én af dem, og den groede bogstavlig talt til.

I 1974 købte Severn Valley Railway banen, og stationen blev sat fint i stand og genåbnet under stor festivitas. Siden da har frivillige hjælpere meldt sig under fanerne og passet stationen, så både bygningerne, perronerne og de tilhørende haver bliver fint vedligeholdt.

tog6

Efterårets Steam Gala bød på en lang række tog fra nær og fjern. Nogle var kommet på besøg langvejs fra, blandt andet fra veteranjernbaner i Devon og Sussex, mens andre havde fået weekenden fri fra de museer, hvor de ellers normalt hører hjemme. En af gæsterne var den berømte City of Truro, der skulle være det første europæiske damplokomotiv, der nåede op på en hastighed af over 150 km i timen. En anden berømthed var lokomotivet King Edward I fra Didcot jernbanemuseet i Oxfordshire, der for nylig trak det kongelige tog og endda  på et tidspunkt blev ført af Prince Charles.

I løbet af de tre dage, arrangementet varede, var ikke mindre end 350 damplokomotiver på skinnerne. Flotte tog med fine navne som 7802 Bradley Manor og 9017 Earl of Berkeley kom futtende ind på stationen for fuld damp. Det var et herligt syn, og amatørfotograferne flokkedes for at få de bedste billeder af lige netop deres yndlingstog.

Man skal nok være entusiast for at kende forskel på togene, for der er mange forskellige udgaver. Indtil 1948 var der fire store selskaber i England, der producerede tog, og de fire blev efterfølgende slået sammen til British Rail. De lokomotiver, som de fire selskaber fremstillede, er altså over 50 år gamle, og de har hver deres kendetegn. De flotteste er efter min mening de mørkegrønne fra Great Western Railway med alle de fine detaljer af messing og kobber.

Også togvognene til passagererne er der forskel på. Udvendigt kan vognene være af træ eller malet i f.eks. chokoladebrune og creme farver, og indvendigt er de nok så elegante. Mange vogne har indmad af teaktræ, og der er behagelige plyssæder til dem, der rejser på første klasse. Adskillige togvogne er udstyret med bar, så man kan få sig en forfriskning under turen, og flere har spisevogne med smukt dækkede borde.

Severn Valley Railway serverer stadig middag ombord i de gamle vogne, så man kan spise i stil, mens man kører gennem det engelske landskab. Hvis man ikke vil nøjes med at nyde maden og sceneriet, kan man også vove pelsen og deltage i et mordmysterium. Titler som Murder at the Station og Death for Dinner kan nok indikere, hvad der venter én, og medpassagererne på disse ture er næppe til at stole på…

Tekst og foto: © Mia Folkmann

tog5

Malvern Hills

590migMalvern Hills er en godt 15 km lang bjergkæde, der opstod for omkring 650 millioner år siden. Worcestershire Beacon er 425 meter høj og dermed det højeste punkt, og herfra er der selvfølgelig en fantastisk udsigt til alle sider. Efter sigende skulle man kunne se hele nitten counties, hvis man drejer sig rundt.

Bjergene i denne vestlige del af Worcestershire – eller bakkerne, som englænderne kalder dem – er gennemskåret af et net af stier, og derfor er det et yndet sted at gå tur, hvis man vil være i fred med sine tanker. Således har kendte kunstnere som musikeren Elgar og forfatterne C. S. Lewis og Tolkien netop sat deres fodspor her. Og mon ikke omgivelserne har været yderst inspirerende heroppe, hvor luften er ren og klar, og naturen viser sig fra sin smukkeste side.

stannPå den østlige side af Malvern Hills ligger St Ann’s Well, der er en charmerende bygning fra det 18. århundrede. Her finder man en café, hvor man i dag kan hvile sine trætte ben, før i tiden var det et af de steder, man tog til for at få den berømte ”vandkur”. Man blev tilbudt varme og kolde bade, og behandlingerne var så populære, at de i en årrække bragte velstand til byen ved foden af bakkerne.

Sammenlagt er der 130 kendte kilder, brønde og springvand i Malvern og omegn, og vandet er så godt, at det indtil for nyligt blev tappet på flasker og solgt i supermarkederne. Man kan stadig smage det – ganske gratis – ved at besøge én af de mange brønde, blandt andet den i Great Malverns centrum.

På kirkegården i Malvern kan man finde Charles Darwins datters grav. Darwin tog nemlig sin elskede datter Anne med hertil i håb om, at de helbredende kilder kunne hjælpe på hendes sygdom. Men det kunne de desværre ikke, og med tungt hjerte måtte han begrave Anne her under et af de store træer.

Fra ANGLOFILIA vinter 2012

Fotos: © Mia Folkmann

Bettys Café

betsBettys cafeerne blev grundlagt af en schweizisk konditor, Frederick Belmont, der rejste til England for at skabe sin egen forretning. Det var hans mening at tage til Sydengland, men han kom til at tage det forkerte tog og havnede i stedet i Yorkshire. Men da omgivelserne mindede ham lidt om hjemlandet Schweiz, besluttede han sig for at blive.

I 1919 åbnede han sin første café i Harrogate. Byen var meget fashionabel dengang, og den elegante café med de fine kager blev snart vældig populær. Efterhånden kunne Frederick åbne nye afdelinger, bl.a. flagskibet i York, der var inspireret af det flotte krydstogtskib Queen Mary. Cafeen har fine art deco dekorationer, træpaneler og store buede vinduer, så man kan sagtens forestille sig, at man er ombord på en luksusliner.

Kæden er nærmest blevet en institution i Yorkshire, og alligevel er der efter 90 år stadig ingen, der rigtigt ved, hvorfor cafeerne kom til at hedde Bettys. Men når man sidder med et stykke frugtkage eller en af de utroligt lækre Banana & Toffee Pancakes, har det egentlig ikke den store betydning…

Artikel fra ANGLOFILIA

Foto: © Biltho

Duften af lavendel

lavenderJeg elsker at hente lavendelprodukterne til netbutikken selv, for så får jeg samtidig muligheden for komme til et smukt område i Midtengland, hvor duften af lavendel hænger i luften – selv her om vinteren. Allerbedst er det selvfølgelig om sommeren, hvor de lilla marker er helt levende af insekter, og duften er stærk og gennemtrængende på en vidunderlig måde.

Lavendler har en lang historie bag sig, men gode ting går aldrig af mode, og lavendler bruges stadig til en masse forskellige ting. Dengang som nu holdt man møl og andre insekter væk ved hjælp af lavendler, enten ved at hænge et par blomsterbundter op i klædeskabet eller ved at lægge små lavendelposer ned mellem tøjet i kommoden. Man kan også bruge lavendelvand til strygning eller komme et par dråber lavendelolie i skyllevandet – så dufter vasketøjet friskt og rent.

Det er netop denne duft af friskhed og renhed, der er en af lavendlernes mange gode egenskaber. Man regner med, at det var romerne, der i sin tid bragte de stærktblå blomster med til England, for de gamle romere brugte gerne lavendel i deres bade og til deres vasketøj. Ordet lavendel kommer faktisk af latinsk lavare, der betyder at vaske, og den dag i dag er lavendelblomsten forbundet med renlighed.

Fotos: © MyEyesSees

På jagt efter påskeæg

paskeI påskedagene bliver der mange steder afholdt påskeæg jagt og forskellige lege for hele familien. Rundt omkring i græsset gemmes hundredevis af kulørte chokoladeæg, og så går den vilde skattejagt for at finde så mange som muligt. Nogle gange går jagten på må og få, mens der andre gange er ledetråde og drilagtige spor.

Æggeløb er et andet af de faste indslag på en påskedag. Hver deltager får udleveret en ske og et æg, og så løbes der frem og tilbage med denne vaklevorne stafet. Børnene elsker den slags lege, og de voksne nyder dagen i det fri. Hvis vejret ellers er til det, kombineres gerne med en frokost i det forårsgrønne.

I år erstattes frokosten nok af noget varmt at drikke, for temperaturerne vil ikke rigtigt samarbejde. Men blomsterne skyder ufortrødent frem, så foråret er givetvis lige rundt om hjørnet…

Fotos: © tchara

Kent – Englands have

kentUdover de mange frugtplantager er Kent blandt andet kendt for de hvide klinter ved Dover, de mange maleriske slotte og de særprægede oast houses.

Sidstnævnte er sjove huse med kegleformet tag, og de blev i sin tid opført for at tørre og modne den humle, som man dyrkede i stor stil på egnen. Taget lod fugten fra tørreovnen slippe ud og trak samtidig frisk luft ind. Nogle oast houses er stadig i brug efter hensigten, mens andre er indrettet til nogle meget specielle boliger.

Englands ældste bryggeri ligger i Kent, for bryggeriet Shepherd Neame går helt tilbage til 1698. Der har engang været langt flere bryggerier end nu, men selv om det er gået tilbage, dukker der hele tiden nye mikrobryggerier op med hver deres specialer.

Kent er et skønt område, hvis man kan lide slotte, for dem er der en hel del af. Leeds Castle er så flot og eventyrligt, og Scotney Castle er meget romantisk; begge hører til dem, der bør udforskes, hvis man er på de kanter.

I det nye ANGLOFILIA kigger vi lidt nærmere på området, for Kent er selvfølgelig oplagt til feriebrug.

Foto: DiscoverthegardenofEngland