Helen Allingham

Akvarelmaleren Helen Allingham forbindes gerne med nostalgiske afbildninger af gamle huse med stråtag og blomstrende landsbyhaver, men bag de idylliske motiver lå et ønske om at bevare noget, der var ved at blive ødelagt med jernbanens fremkomst.

Helen Allingham blev født i 1848 og voksede op i en kunstnerisk familie. På opfordring af familiemedlemmer og en af sine lærere søgte hun i 1867 ind på kunstakademiet i London, som kvinder først kort forinden havde fået adgang til. Efter to års studier blev hun ansat som illustrator på en nystartet ugeavis.

Da hun var 26 år, giftede hun sig med den næsten dobbelt så gamle irske digter William Allingham, og de var lykkeligt gift i femten år, indtil William døde. Ægteskabet gav Helen et økonomisk grundlag, så hun kunne koncentrere sig om det, hun holdt allermest af: At male.

Akvarelmaling blev længe anset for at være en feminin kunstform. Der var noget forfinet og sart ved vandfarverne, og man behøvede ikke at arbejde med ildelugtende oliefarver i et atelier, men kunne sidde i al behagelighed ved et vindue i stuen.

Men Helen Allingham tog nok så gerne ud, og ét af de steder, hun malede, var i Royal Hospitals have i Chelsea. Her blev blomsterhaverne passet af de rødklædte veteraner, og Allingham malede de smukke blomster og en ældre herre i rødt sammen med to hvidklædte piger. Måske blev grundlaget for de senere malerier af blomstrende haver lagt her.

Mange af Helen Allinghams billeder har noget med kendte engelske digtere at gøre. Måske ikke så underligt, når hun nu selv var gift med én af dem. Helen Allingham var blandt andet hyppig gæst hos Thomas Carlyle og malede adskillige portrætter af ham i den lille have eller i dagligstuen i Carlyles hus på Cheyne Row i London.

Da Helen Allingham flyttede til Surrey sammen med sin mand, fik hun mulighed for at finde de motiver, som hun blev så kendt for: Smukke huse med stråtag, roser rundt om døren og masser af blomster i forhaven. Hun udødeliggjorde en stemning, som man efterhånden skal lede længe efter, og malerierne af de gamle huse er så nøjagtige, at de ligefrem bruges af arkitekter, når de skal studere detaljerne i datidens byggeri.

I modsætning til andre kunstnere rejste Helen Allingham kun sjældent væk fra de hjemlige omgivelser. Efter hendes mands død rejste hun nogle gange til Venedig, Irland og Frankrig for at finde nye motiver, men ellers holdt hun sig til England – først og fremmest til Sydengland.

Bogillustrationer gjorde hende kendt i videre kredse; blandt andet illustrationerne til bogen ”Happy England”. Bogens titel er ganske rammende, for Allinghams billeder viser altid glæde og skønhed. Måske var netop det årsagen til hendes store popularitet på en tid, hvor industrialiseringen havde godt fat, og så mange smukke landskaber og byer var ved at blive ødelagt.

Selv om hverdagen på Allinghams tid næppe var nem, så var hendes hverdagsbilleder altid idylliske. Og mens nogle måske vil synes, at den slags kan virke overfladisk, er vi andre, der synes, at det er en kunstart i sig selv at sprede glæde.

Forårstur

Lavenham15Der er forår i luften! I hvert fald her hos mig, for planlægningen af næste tur rundt i England er så småt begyndt.

Jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvor rejsen går hen næste gang. Det kunne være Cornwall, fordi der generelt er et mildere klima i årets tidlige måneder. Det kunne være Wales, som er så utroligt spændende at rejse rundt i. Og det kunne være Norfolk/Suffolk, som jeg længe har haft lyst til at gense og udforske.

Jeg glæder mig under alle omstændigheder vildt til at være nomade igen, for livet i en autocamper passer mig så fint. At sidde ved morgenbordet og snakke om, hvorvidt vi skal tage turen nordpå til stranden eller sydpå til en eller anden spændende by. Om vejret er til fotografering eller museumsbesøg. At nyde udsigten fra en bakketop eller fra haven til et historisk hus, mens man inspireres til det næste projekt.

Det bliver spændende at se, hvad det ender med. Men til april går det løs :-)

Romantik i luften

590valentineDen 14. februar er de fleste blomster- og chokoladebutikker pyntet med hjerter og røde bånd, for dagen står i romantikkens tegn. Både yngre og ældre romantikere sender søde hilsner til deres udkårne, og mange par vælger at blive gift på netop denne dag.

Oprindelsen af Valentinsdag ligger lidt hen i det uvisse, og der er flere versioner af legenden om Sankt Valentin. Ifølge den mest udbredte historie var Valentin en romersk præst på Claudius den II’s regeringstid. Kejser Claudius var overbevist om, at ugifte mænd var bedre soldater end mænd, der var gift og havde familie, og derfor forbød han simpelthen unge mænd at gifte sig. Præsten var af en anden mening, for han anså ægteskabet for at være Guds vilje og brød derfor loven ved i al hemmelighed at vie unge elskende par.

Da kejseren hørte om det, blev Valentin dømt til døden og sat i fængsel. Historien fortæller videre, at Valentin i fængslet blev forelsket i fangevogterens datter, og at han på sin dødsdag de 14. februar sendte hende et brev med ordene ”fra din Valentin”. Der er ikke noget at sige til, at Valentin blev anset for at være en romantisk helt, og i middelalderen var Sankt Valentin en af de mest populære helgenfigurer i England.

Englænderne har fejret Valentine’s Day siden det syttende århundrede. Både i Shakespeares Hamlet og i Samuel Pepys berømte dagbog bliver Valentinsdag nævnt, og på dette tidspunkt var det blevet kutyme at udveksle små gaver og kærlige hilsner. I det nittende århundrede blev de håndskrevne breve erstattet af trykte kort, og traditionen holdes i hævd den dag i dag: Man anslår, at der årligt sendes omkring en milliard kort på verdensplan.

Hvis du hører til dem, der endnu ikke har overgivet dig til Valentinsdag, så er der jo ikke noget til hinder for at vælge en helt anden dag til romantik. Eller gerne flere, hvis du vil. Og egentlig handler det ikke kun om romantik, men også om betænksomhed og glæden ved at glæde en anden med en lille opmærksomhed. Og det behøver ikke nødvendigvis at ske den 14. februar…

Foto og tekst: Mia Folkmann

Historiske huses haver

590haveEn af de ting, jeg elsker ved at besøge Storbritanniens historiske ejendomme, er haverne. For selv om det er spændende at se smukke huse og fine interiører, så er det nok så meget en fornøjelse at gå rundt mellem blomstrende bede og æbletræer.

Mange steder kan man kigge ind i drivhusene og måske købe lidt produkter med hjem; friske agurker, kartofler og bær – eller hvad årstiden nu byder på. Andre steder kan man sidde mageligt tilbagelænet i en af de liggestole, der er stillet op til fri afbenyttelse, mens man nyder synet af travle gartnere.

Altid skønt at slappe af, mens andre bestiller noget… :-)

Tekst og foto: Mia Folkmann

590have2

Great Dixter

dix1Great Dixter er skabt af den nu afdøde forfatter og gartner Christopher Lloyd og hans familie. Det er først og fremmest en – ganske arbejdskrævende – plantesamlers have, men Lloyd mente, at en have hellere end gerne må være arbejdskrævende. Hvis den ikke er det, er den pr. definition kedelig, for havearbejde er jo i virkeligheden en stor fornøjelse.

Til gengæld gik han ikke specielt op i, hvorvidt en plante var på mode eller ej; han plantede det, han havde lyst til. Han slog sig gerne løs med rød, orange og gul – alle de ”farlige” farver – og satte dem sammen i flotte og anderledes farvekombinationer. Det vigtigste var, at haven gav glæde så længe som muligt, og derfor havde han en vis forkærlighed for det, der blomstrede sent på sæsonen, hvor lyset var særligt smukt.

Der er altid noget at se på i haven ved Great Dixter. Planterne i bedene bliver skiftet ud op til tre gange i sommerens løb, og Lloyd brugte altid et væld af forskellige planter. Det kunne lige så godt være løgplanter som buske eller stauder; alt kunne bruges, så længe det så godt ud sammen.

Mange er bange for skrappe farver, mens andre går op i, hvad der er ”pænt” og hvad der ikke er det. Men man skal ifølge Christopher Lloyd ikke tage sig af, hvad andre mener – man skal gøre præcis, hvad man har lyst til; man skal eksperimentere og vove sig ud på dybt vand. Man bliver rigeligt belønnet, når man gør det.

Efter Christopher Lloyds død i 2006 overtog en fond den videre drift af haven.

Tekst og foto: Mia Folkmann (uddrag af artikel fra ANGLOFILIA magasinet)

dix2

Smallhythe Place

590smallhytheNår man tænker på historiske huse i England, tænker man tit på de flotte herresæder, men selv små huse kan give store oplevelser. Smallhythe Place er ét af dem – et fint, lille bindingsværkshus fra det 16. århundrede, hvor skuespillerinden Ellen Terry boede i 29 år.

Huset er fra en tid, hvor der var et skibsværft på stedet – hvilket kan undre lidt i dag, hvor der ikke er nogen havn at se. Men meget er sket på 500 år, og hvor der engang var en flod og små havnebassiner til skibe, er der nu marker.

Smallhythe Place var dengang en del af et helt lille skibsbygningssamfund, hvor der blev brændt mursten, fremstillet håndlavede søm, og hvor små og store skibe blev repareret og bygget. Generationer efter var huset blevet en del af en gård, og langt senere blev det fundet af Ellen Terry ved en tilfældighed. Hun købte det i 1899.

Ellen Terry var en meget kendt og omtalt dame i victoriatiden, hvor hun spillede utallige karakterroller på scenen og i slutningen af sin karriere også havde nogle roller i film. Derfor er det meget passende, at hendes hus nu er indrettet som et teatermuseum.

Væggene i Smallhythe Place er tæt behængt med billeder og fotografier og sammen med husets indretning får man et glimt af det liv, som den berømte skuespillerinde har haft. Soveværelset er så nogenlunde det samme, som det var i Ellen Terrys tid, mens de to lavloftede stuer først og fremmest bliver brugt til udstilling af forskellige teatergenstande og memorabilia.

På Smallhythe Place kan man også se nogle af de ganske fantastiske kjoler, som Ellen Terry var kendt for at bære i sine roller. Den mest berømte er den grønne kjole, som hun bar i rollen som Lady Macbeth – en kjole besat med noget så bizart som grønne billevinger…

Der hører en meget sød og charmerende landhave med frugttræer og roser til huset – en lidt vilter og naturlig have, som den slags nu helst skal være og et særdeles hyggeligt sted at drikke eftermiddagste.

Stalden blev indrettet som teater efter Ellen Terrys død, og nu opfører man forskellige forestillinger med jævne mellemrum – dog kun i sommermånederne, for stalden er ikke opvarmet og kan være en kold fornøjelse. På andre tidspunkter er der opstillet plancher, så man kan læse mere om den store skuespillerindes liv og mange roller og om de mange andre berømtheder, der har stået på den fine, lille scene.

Ellen Terry blev boende i Smallhythe Place til sin død i 1928. Man kan se hendes dødsmaske, der hænger i huset – aftrykket af en spændende kvinde og én af Englands store stjerner, der utvivlsomt gav datidens publikum mange oplevelser.

Artikel fra ANGLOFILIA magasinet – tekst og foto: Mia Folkmann

Asters

590astersSiden 1906 har familien Picton dyrket asters i den 6000 m2 store have og planteskole på den vestlige side af Malvern Hills. I dag udgør stedet den nationale samling af efterårsblomstrende asters, og det er efterhånden blevet en ganske omfattende samling.

I Picton Garden kan man fra august til midten af oktober se over 400 forskellige asters, der vokser flittigt mellem andre sene stauder, græsser og buske. Det er et fantastisk syn i efterårsmånederne, for asters findes i en farveskala fra hvid og svagt rosa over lyslilla til meget mørklilla.

De efterårsblomstrende asters kan blive fra blot 10 cm i højden til næsten 200 cm. Der er store variationer, og det afhænger blandt andet af den jord, de vokser i. Hvis jorden er veldrænet og sandet, bliver de ikke så høje, mens de i næringsrig jord kan blive over gennemsnitshøjde.

Det er skønne planter at have i haven, fordi asters er hårdføre og blomstrer så velvilligt mellem alle de andre stauder, der er ved at takke af. Mange asters er fine afskæringsblomster, og nogle vokser gladeligt i krukker, men det kommer helt an på arten.

De fleste asters kommer fra Nordamerika, mens en mindre del stammer fra Europa og Asien. Nogle hører hjemme i sumpområder og foretrækker at stå meget vådt, mens andre kommer fra tørre bjergegne, så det er vigtigt at sætte sig lidt ind i, hvad man kan vælge til hvor. Generelt foretrækker asters et solrigt sted, hvor jorden kan holdes tilpas fugtig i forårs- og sommermånederne.

Det var tidligere en meget populær plante i England, og den er heldigvis blevet det igen. Flere og flere får nemlig øjnene op for, at asters ikke bare er smukke at se på; de er også særdeles gode at plante for dyrenes skyld. Asters tiltrækker sommerfugle og bier i store mængder, og for insekterne er de en god fødekilde på et tidspunkt, hvor der ikke er så meget andet i haven. Når planterne senere går i frø, kommer fuglene for at spise frøene, så asters vil på mange måder være med til at give liv i haven.

Tekst og foto: Mia Folkmann. Artikel fra ANGLOFILIA vinter 2014/2015

Et yndigt syn

kirsebærblomstEgnen omkring Evesham er et af de mest produktive landbrugsområder i England, og det er særligt kendt for sine æbler, kirsebær, pærer og blommer. Om foråret – fra midten af marts til midten af maj – er vejene kantet af blomstrende træer i nuancerne hvid, rosa og ferskenfarvet.

Hvis man kommer på egnen i blomstringsperioden, kan det varmt anbefales at køre en tur på den 70 km lange rute mellem Pershore og Evesham og de små byer nord for dem. Ikke kun på grund af blomsterne, men også fordi der ligger så mange smukke huse med stråtag og bindingsværk.

Området har været kendt for sin frugtproduktion lige siden middelalderen, og porcelænsfabrikken Royal Worcester gjorde Evesham yderligere berømt, da man i 1961 begyndte produktionen af et stel med samme navn. Motiverne var netop de smukkeste frugter, og stellet blev ét af de allermest populære.

En stor del af frugten fra Evesham Vale blev brugt til fremstilling af æble- eller pærecider, og i forrige århundrede producerede man så store mængder, at skolerne måtte lukke i 14 dage, så skolebørnene og deres mødre kunne tage ud i markerne og plukke den modne frugt. Meget af frugten bliver stadig udnyttet til cider, og i august måned afholdes der frugtfestival med smagsprøver.

Hvis man vælger at gå eller cykle turen, får man alle forårets naturoplevelser ind på nært hold: Duften, synet og lyden af flittige bier i træernes blomsterflor. De gamle frugthaver og de tætte, levende hegn, der omgiver dem, er gode boliger for fuglene, og man kan se masser af lam på markerne og måske også den lille muntjak, der lever på disse kanter.

Der dyrkes omkring hundrede forskellige varianter af frugt på egnen, og mange steder har man mulighed for at nyde lokale specialiteter. Men man kan også vælge at købe lidt forsyninger, slå sig ned et smukt sted med udsigt og nyde en rigtig engelsk picnic.

Brochure med ruteforslag kan fås på turistkontoret i Evesham.

Tekst og foto: Mia Folkmann – artiklen er fra ANGLOFILIA sommer 2011

De gule påskeliljer

paaskeliljerEn af de ting, der uundgåeligt “kickstarter” forårshumøret, er de knaldgule påskeliljer. De vokser vildt alle vegne: I parkerne, i haverne, i vejkanten, i rundkørslerne, langs butiksfacaderne – det er, som om en hemmelig hær af løg har indtaget England og plantet sig selv de utroligste steder.

Man kan se dem i marts og april, men i år dukkede de første op allerede i februar. Inden længe får de følgeskab af andre farveglade blomster – mon ikke vi er mange, der glæder os til synet… :-)