Planteskole og Droitwich – rejsebrev dag 3

Også i dag glimrede solen med sit fravær og det var råkoldt og regnfuldt. Men den slags skal jo ikke forhindre os i at tage på udflugt; man må bare indrette sig efter vejret.

De store planteskoler herovre er et kapitel for sig selv. Mange af dem er nærmest et udflugtsmål for mange, og man kan både købe tøj, bøger, delikatesser og meget andet. En af planteskolerne i nærheden har desuden en kæmpestor hobbyafdeling og et helt lille parkanlæg, hvor man kan få haveinspiration.

dag3longI øjeblikket fylder alle juletingene godt i butikken, så der er kunstige juletræer, glimmer og farvestrålende pynt alle vegne. Men man kan altså også få planter… og udenfor kan man se de sødeste små havehuse, som jeg personligt ønsker mig ét af.

På vejen tilbage besøgte vi Droitwich, der er en af Englands mange spabyer. Droitwich var engang kendt for sit salt, som man havde udvundet siden forhistorisk tid, og i det attende århundrede producerede den lokale ”saltkonge” John Corbett 160.000 tons salt hvert år. Saltet blev lagret dybt nede i undergrunden og ført op til overfladen med kildevandet, og indholdet af salt var så højt, at kun Dødehavet kunne måle sig med det.

John Corbett gjorde Droitwich til en elegant spaby, og man opdagede snart de helsemæssige fordele ved at bade – eller nærmere flyde – i det stærkt saltholdige vand. Badene er nu lukket, men byen bærer stadig præg af de tidligere velmagtsdage.

Photos: ©  Mia Folkmann

En tur til Worcester – rejsebrev dag 2

I dag vågnede vi til tæt, tæt tåge. Man kunne ikke engang se fårene ude på marken, men de var selvfølgelig også camouflage-farvede…

Mine virtuelle gæster tilbragte formiddagen med at læse og spille, mens vi ventede på, at tågen lettede, som tåger jo gør. Og det gjorde den efter frokosttid, så det var passende med én af de kortere ture. Da det var begyndt at regne, var man mest stemt for en lille indkøbstur til Worcester, hvor man kunne kigge butikker og få en ”cinnamon latte” i anledning af den forestående julemåned.

dag2highStorbritanniens længste flod, Severn, går gennem byen, og tæt ved den ligger Worcester katedral, der rent arkitektonisk anses for at være én af Englands mest spændende. Og den er også imponerende flot med smukt dekorerede lofter højt, højt oppe over buerne.

Hver søndag mellem 9.30 og 10.30 ringer katedralens klokker, og det er frivillige ”bell ringers”, der står for dette klokkespil. Der er 15 kæmpestore klokker på i alt 16 tons, så det er nok ikke så ligetil at få dem til at tone, som de skal.

Worcester er en by med mange gamle bindingsværkshuse; især i Friar Street, der ligger bag hovedgaden med alle butikkerne. Greyfriars’ House er ét af de flotteste, og det blev bygget i 1480 af en velhavende brygger. Huset blev indrettet, som det dengang var passende for en mand af stand, og udstillinger i huset viser udviklingen gennem årene. Bag huset ligger en dejlig have, hvor man kan drikke eftermiddagste om sommeren.

Men altså ikke i dag, hvor det var råkoldt og gråt. I stedet blev det til et besøg i den flotte boghandel og en indendørs kaffe i Costa cafeen…

Photos: ©  Mia Folkmann

Velkommen til England – rejsebrev dag 1

England byder velkommen med dejlig sol og mildt vejr, og det er sådan et smukt syn med alle efterårsfarverne. I butikkerne er man så småt ved at pynte op til jul, og en ”trend” er åbenbart strikket julepynt – det var i hvert fald det meget charmerende syn, der mødte os i det store supermarked i Great Malvern.

Men bortset fra indkøb og lidt litterære forsyninger fra det lokale bibliotek skal der være tid til at slappe af her den første dag.

Det har været en lang rejse, og man skal lige indlogeres og pakke ud. Værelserne står klar, sengene er opredte, så jeg håber, at I føler jer velkomne her i mit gamle hus.

Måske har I lyst til at kigge lidt i haven, mens jeg sætter tevand over – og bagefter er der te og kage i udestuen med udsigt til fugle og egern.

Velkommen til Hollymount.

Photos: ©  Mia Folkmann