Den engelske pub

590pubHvem kan forestille sig en landsby uden mindst én pub, hvor de lokale går ned for at få sig en pint – der i dette tilfælde er et begreb og ikke bare et mål for mængden af øl. Især i de små byer er pubben lige så vigtig som købmanden og kirken, for det er gerne her, man ordner verdenssituationen, hører de lokale nyheder og i det hele taget får dækket sine sociale behov.

Hver pub har faste stamkunder, der ikke bare dukker op på samme tid hver dag, men som også sætter sig på den samme plads og snakker med dem, som de plejer at snakke med. For stamkunderne spiller pubben en stor rolle i deres liv, og forandringer modtages sjældent med begejstring.

I 1950’erne og 1960’erne var det stadig mest mænd, der gik på pub, men billedet ændrede sig lidt efter lidt. Nu til dags er det selvfølgelig helt naturligt, at også kvinder besøger pubben, og de ser det ofte som en kærkommen lejlighed til at slippe for madlavningen. De fleste pubs serverer nemlig ikke bare øl og andre drikkevarer, men også et udvalg af traditionelle engelske retter.

Man har drukket øl i England i flere tusinde år, og der er da også meget historie at finde i engelske pubber. The Vine i Stafford har rødder tilbage til 1487, og den flotte bindingsværksbygning, der huser the Fleece i Worcestershire er endnu ældre. Her har der været pub i over 150 år, og der serveres stadig god øl, god mad og god underholdning. Når man sidder ved et af de gamle borde, føler man sig for alvor transporteret tilbage i tiden, for både arkitektur og atmosfære er intakt.

I det hele taget undgår mange pub-indehavere alt for voldsomme moderniseringer, netop for at bevare stemningen fra gamle dage, mens man andre steder bruger krus og ølkander, messingtøj og gammeldags billeder i indretningen for at gøre atmosfæren varm og indbydende.

The Valiant Soldier i Devon er tiden gået helt i stå. Pubben har ligget her siden 1747, og den var særligt velbesøgt under anden verdenskrig, hvor mange amerikanske soldater var udstationeret i området. Efter krigen gik det ned ad bakke for pubben, og da døren blev lukket efter den sidste gæst i 1960’erne, forblev alt, som det var. Intet blev flyttet; intet blev kasseret.

I dag er The Valiant Soldier en tidslomme og et fascinerende museum, hvor man kan se interiør, indretning og husgeråd, som det var engang. Der står glas på hylden, der er bunker med papirer bag disken og pile på dartskiven – der er endda stadig  penge i kassen!

Spil hører sig til på en pub. Englænderne elsker spil, og det skal helst være spil, som man kan konkurrere i. Pilespil er oplagt, og med over seks millioner spillere i England er dart blevet så populært, at det i 2005 blev godkendt som en ”rigtig” sportsgren. Mange pubs afholder desuden ugentlige Quiz Nights, og sådanne aftener kan være rene tilløbsstykker.

Der er noget trygt og godt ved en pub, og det er som regel nemt at komme i snak med nogen, hvis man har lyst til at være social. Og så har mange pubs den smukkeste beliggenhed. Hvad kan være bedre end at sidde med en forfriskning og en hjemmelavet sandwich ved et af bordene udenfor, mens man nyder en fantastisk udsigt?

Selvom pubben er i stadig forvandling, så er indbegrebet af en rigtig engelsk pub stadig noget med knitrende ild i pejsen, et gammelt stengulv og mørke egetræsmøbler med mærker og hak efter årtiers brug – og så en jovial pubejer, der står og pudser glas bag disken, mens han sludrer med alle og enhver.

Hvis man besøger England, må man ikke glemme at besøge en pub eller to. Måske bare for at få en tår øl og en snak med de lokale – eller for at få et måltid mad og en hyggelig aften. Begge dele kan meget vel være en af de mange gode oplevelser, som man tager med sig hjem.

Tekst og foto: © Mia Folkmann

(Artikel fra ANGLOFILIA sommer 2009)

Lidt om lakrids

590ponteLakrids har været dyrket i England siden det 16. århundrede. Dengang havde man både lakridsplanter i haven til husbehov og på markerne til kommercielt brug – blandt andet dyrkede man lakrids i Surrey og i Nottinghamshire.

På det tidspunkt anså man lakrids for at være god medicin, og den blev især anvendt til mavebesværligheder og forkølelser. Men i andre kulturer har lakrids været anvendt i endnu ældre tider; græske, kinesiske og romerske læger brugte ofte lakrids til behandling af forskellige skavanker.

Men selv om lakrids altså har været anvendt medicinsk i mange tusinde år, blev det først brugt som slik i slutningen af 1800-tallet. I Pontefract i Yorkshire begyndte man at fremstille de såkaldte Pontefract Cakes, der efterhånden blev eksporteret til hele verden. Lakridsplanten blev dyrket på markerne omkring ruinerne af Pontefract Castle, og derfor blev der stemplet et billede af en lille borg på lakridsstykkerne.

Man ved ikke, hvorfor eller hvem der begyndte at dyrke lakrids i Pontefract, men det har sandsynligvis været de munke, der i det 14. århundrede slog sig ned i nærheden af borgen. Saften fra lakridsroden blev udtrukket og brugt medicinsk, og man har fundet et gammelt stempel med årstal på, så man ved, at der blev fremstillet lakridspastiller i 1614.

Jorden på egnen var særdeles velegnet til lakridsdyrkning. Planten blomstrede ikke i det kolde klima så højt mod nord, men det betød ikke så meget, når det nu kun var roden, man var interesseret i.

I 1760 begyndte en lokal apoteker, George Dunhill, at tilsætte sukker til den gamle opskrift. Snart kunne pastillerne sælges som slik, og de blev hurtigt populære. Endda i så høj grad at der i 1885 var ti fabrikker, der producerede slik.

Man fremstillede den søde lakrids ved at pulverisere og koge lakridsroden. Derefter blev der tilsat sukker og stivelse, så man fik en ensartet masse. Af denne masse fremstilledes pastillerne, der hver især blev stemplet med det “officielle” mærke.

Indtil midten af forrige århundrede blev alle Pontefract Cakes stemplet i hånden, og de godt 50 kvindelige arbejdere var hver i stand til at stemple 20-25.000 pastiller dagligt. Men efterhånden kunne produktionen af den lokale lakrids ikke slå til; markerne forsvandt, og den sidste høst af engelsk lakrids fandt sted i 1960’erne.

En del af Pontefract pastillerne fremstilles stadig lokalt, og besøgende fornemmer tydeligt den søde duft, der hænger over byen. For at markere lakridsens betydning for området, afholdes der en årlig Pontefract lakridsfestival med alskens begivenheder og mulighed for at købe en lakridsplante med hjem.

De seneste årtier har man brugt importeret lakrids fra blandt andet Spanien og Italien til fremstillingen af de populære pastiller. Men jeg har hørt en lille fugl synge om, at der arbejdes på sagen i Pontefract, så det er meget sandsynligt, at der snart igen kommer rigtig engelsk lakrids i engelsk lakrids.

Artikel fra ANGLOFILIA vinter 2013/2014 – foto venligst udlånt af Haribo Lakrids

Highclere Castle – virkelighedens Downton Abbey

590highclereHighclere Castle ligger i Hampshire vest for London og har været i Carnarvon-familiens eje siden 1679. Som det så ofte er tilfældet byggede man til huset i tidens løb, så det, der begyndte som et relativt beskedent hus, blev forvandlet til et imponerende slot med flere hundrede værelser. I midten af 1800-tallet stod Highclere Castle færdigt i sin nuværende udformning, og selv om et hus af de dimensioner virker lettere overvældende, så fungerer det i det daglige som et familiehjem.

Highclere Castle ligger i en stor park, designet efter datidens mode af den berømte havearkitekt Lancelot ‘Capability’ Brown. De smukke omgivelser bliver ikke mindre smukke af at være menneskeskabte, og det er et skønt sted at gå tur. Kæmpestore træer giver området karakter, og tæt ved huset ligger haven med blomstrende bede og tætklippede græsplæner.

Highclere har på mange måder haft en betydningsfuld position; det har været besøgt af kendte og kongelige, og det har været indrettet til hospital under første verdenskrig. På den måde står den virkelige historie ikke tilbage for fiktionen. Dertil kommer den bedømmelse, som den femte Lord Carnarvon opnåede, da han sammen med Howard Carter fandt Tutankamons grav i 1922.

En ejendom af Highcleres størrelse var tidligere et helt lille samfund med smedje, savværk, landbrug og forskellige former for selvstændige håndværkere. Der var også et bryggeri og selvfølgelig både frugthaver og køkkenhaver, der blev passet af en hær af gartnere.

Highclere Castle er stadig en erhvervsvirksomhed – dog med færre ansatte – for også i vore dage er det vigtigt, at ejendommen kører økonomisk rundt. Det er ikke småpenge, der skal til, når et hus af de dimensioner skal have nyt tag eller have foretaget andre former for nødvendig vedligeholdelse.

Udover skovbrug dyrkes forskellige afgrøder til mennesker og dyr, og på markerne omkring Highclere græsser store fåreflokke. Slottet og haven bruges til konferencer og forskellige festlige begivenheder, blandt andet bryllupper, for mange kan ikke forestille sig noget mere romantisk end at blive gift i så smukke omgivelser.

Desuden åbner Highclere Castle hver sommer dørene for offentligheden, og én af de ting, man kan se, er udstillingen af de genstande, som den femte Lord Carnarvon enten købte eller fandt i Ægypten. Hovedparten af fundene blev solgt efter hans død for at betale arveafgifterne, men der er stadig nok at se på; blandt andet en kopi af Tutankhamons gyldne dødsmaske.

Optagelserne til Downton Abbey har naturligvis været med til at give en god økonomisk indsprøjtning. Ikke bare direkte, men også indirekte, for efter serien strømmer folk til fra hele verden for at se nærmere på det hus, som de føler de kender så godt.

Tekst: Mia Folkmann – artikel fra ANGLOFILIA magasinet forår 2013

Foto: © Gill Griffin

Mit engelske hus

590holly1Der var kun en uge til vores ferie, da det engelske udlejningsbureau ringede til os for at meddele, at det hus, vi havde lejet et halvt år tidligere, desværre ikke længere kunne lejes. Jeg husker ikke grunden, men jeg husker tydeligt, at panikken lige så stille bredte sig. Jeg vidste nemlig, at det var ret umuligt at leje et andet hus med så kort varsel – og slet ikke et hus, der lå helt specielt dejligt og for sig selv. Sådan som vi gerne ville have det.

På det tidspunkt i vores liv havde vi en særdeles hektisk hverdag, og vi så frem til vores engelske ferier i månedsvis. Vi trængte til fred og ro. Vi fortjente det! Det syntes vi i hvert fald selv. Så egentlig hørte jeg ikke ret godt efter, da den venlige dame fortsat fortalte om et andet hus, vi kunne leje i stedet for. Det var et hus, de netop havde fået til udlejning, og derfor var det ledigt i vores ferieuger. Det hed Hollymount og var mindst lige så dejligt som det hus, vi skulle have haft, og vi ville bestemt ikke fortryde det. Aaahmm, brummede jeg bare, for den troede jeg slet ikke på.

Men med så kort varsel måtte jeg bare acceptere. Der var ikke rigtigt noget alternativ. Og en uges tid efter landede vi i Heathrow og kørte i vores lejede bil ned ad de små, smalle veje, der efter anvisningen skulle føre til Hollymount. Jeg havde sommerfugle i maven, mens jeg spejdede efter husskiltet. Der lå garanteret en campingplads eller en motorcrossbane eller en larmende nabo lige klods op af huset. Der lå helt sikkert en hund begravet et eller andet sted.

590holly5

Pludselig fik vi øje på det lille skilt, der næsten var gemt i en tjørn. Vi drejede til venstre og fortsatte op ad en lettere hullet markvej. Jeg kunne se et stort, hvidt hus langt fremme. Og jeg kunne se et andet hus, der lå til højre for det store hus. Ha! Tænkte det nok. Selvfølgelig lå der et andet hus. Selvfølgelig var det for godt til at være sandt!

Men da vi nærmede os den store, hvide låge for enden af markvejen, opdagede jeg til min lettelse, at det bare var en stor garagebygning. Ingen naboer. Ingen campingplads. Ingen motorcrossbane. Bare en stor, skøn have med blomstrende bede og masser af frugttræer. Omkring haven lå marker med køer og får, og udsigten var fantastisk. Hollymount ligger nemlig højt, og fra huset og haven er der den skønneste udsigt til Malvern Hills og det engelske landskab. Jeg sukkede lettet! Tre uger her var ikke det værste, man kunne tænke sig…

Spændte åbnede vi køkkendøren med den udleverede nøgle og gik på opdagelse. Fra køkkenet kunne man gå ud i det store, hvide conservatory, hvor der både var spise- og siddepladser. Både spisestuen og den hyggelige stue havde kraftige bjælker i loftet og kæmpestore ildsteder. Der var et badeværelse i stueetagen og et lille kontor, og ovenpå var der yderligere to badeværelser og hele fire soveværelser. Der var også en låst dør til et værelse, hvor ejerne havde deres private ejendele.

590holly2

Mange af væggene ovenpå er skæve og med bindingsværk, for Hollymount er omkring 350 år gammel. Men kærlighed har ingen alder, og vi forelskede os i huset den dag. Vi følte os simpelthen hjemme og nød vores ferie i fulde drag. Det var en nydelse at sidde ude i haven og lytte til fuglesangen, og det var herligt at se de små kaniner drøne rundt og grave huller i græsplænen. Når man lå og slumrede i liggestolen, kunne man pludselig høre en høj gumlen bag hækken – det var en af nabo-køerne, der lige tog sig en bid. Der var ugler og flagermus, der var grønspætter og grå egern. Og der var et væld af insekter, der dovent summede i de mange blomster.

På regnvejrsdage sad vi i havestuen og nød den pragtfulde udsigt, og om aftenen tændte vi op i ildstederne, mens vi legede legen ”hvis nu det var vores hus”. Hvis det var vores hus, ville vi installere brændeovne, for det var nu engang mest praktisk og gav mest varme. Hvis det var vores hus, ville vi få gardiner i loftet i vinterhaven, for der blev godt nok varmt på solskinsdage. Hvis det var vores hus… ville vi nok ikke lave ret meget mere om, for huset var så perfekt som det var.

I de følgende år lejede vi Hollymount igen og igen. Hvert forår genopdagede vi huset og haven og området omkring det. Vi lærte naboerne at kende, og vi begyndte at skrive sammen med ejerne, der ligesom kendte os efterhånden. Vi blev stamkunder i den nærliggende by, Great Malvern, der kan prale med det bedste supermarked med den flotteste udsigt. Og vi fandt ud af, at den lokale pub både var hyggelig og lavede dejlig mad, så det var fristende nemt at slippe for køkkentjansen.

590holly3

Der gik ni år, før vi fik det brev, som vi inderst inde havde ventet – og gruet for. Kære venner, vi er kede af at meddele, at vi har solgt Hollymount. Vi ved, at I vil blive kede af det… osv. Det var meget trist, men vi vidste, at ejerne var et par ældre mennesker, så det kom ikke som nogen egentlig overraskelse. Ikke desto mindre var humøret på nulpunktet de næste par dage, indtil telefonen ringede og ejerne glædestrålende fortalte, at de havde fortrudt. De havde ikke solgt Hollymount alligevel. Nu ville de vente et par år eller tre – og nu vi var ved det… var det så muligt, at vi ville købe huset til den tid?

Vi sagde straks ja og begyndte at planlægge. Der var selvfølgelig tid nok, men det er trods alt aldrig for tidligt at lægge planer, når det drejer sig om så stort et skridt. Vi var dog fulde af fortrøstning, indtil vi en månedstid senere fik en e-mail fra ejerne: Nu havde de fundet et hus, de gerne ville købe – ville vi så købe Hollymount NU? Vi tog en dyb indånding. Det var noget af en udfordring, men hvor svært kunne det være at rykke planlægningen 2-3 år frem?

De følgende måneder var lidt af en kamp. Det er ikke nemt som dansker at få et engelsk kreditforeningslån, og det krævede timer i telefonen, kilovis af dokumenter og en god lokal advokat. Vi fandt også ud af, at det at købe hus i England ikke er helt som at købe hus herhjemme. Blandt andet erfarede vi, at vi ville komme til at betale regningen for reparationen af den lokale kirkes tag, hvis uheldet var ude. Det var dog noget, vi kunne forsikre os imod. Og vi ved endnu ikke præcis, hvor mange kvadratmeter Hollymount er, for det er ikke noget, man går så højt op i. Huset er så stort, som det nu engang er.

Imod alle odds lykkedes det faktisk. Drømmen gik heldigvis i opfyldelse, og næste gang vi kørte ned ad markvejen var det med vores egen nøgle i lommen. Og Hollymount står der endnu og ligner helt sig selv. Vi har godt nok installeret brændeovne i ildstederne og sat gardiner op i loftet i vinterhaven, så der ikke bliver så varmt på solskinsdage. Men andet skal der ikke laves om på, for Hollymount er perfekt, som det er. Og vi har stadig flagermus på loftet og kaniner, der graver huller i græsplænen…

590holly6

Hollymount ligger helt for sig selv, omgivet af egne marker og med en stor og meget naturlig have med et rigt fugle- og dyreliv, og fra vinterstuen er der en aldeles vidunderlig udsigt over det engelske landskab.

Den ældste del af huset blev antageligvis opført omkring år 1600 som en lade, for der ligger lignende lader andre steder i Worcestershire og Warwickshire. Et par hundrede år efter blev laden ombygget til to boliger med et åbent ildsted i hver ende, og for omkring hundrede år siden blev de to halvdele slået sammen til et enkelt hus. På det tidspunkt blev Hollymount brugt som enkebolig for herresædet lidt derfra.

Det oprindelige hus er stadig lerklinet visse steder, mens tilbygningen er af mursten, og for fjorten år siden blev vinterstuen bygget til. Både stue og spisestue har bjælkelofter, og på førstesalen kan man se det gamle bindingsværk i de indvendige mure. Der er krinkelkroge og sjove detaljer overalt, for sådan et gammelt hus fortæller selvfølgelig sin egen historie. Huset er møbleret med gamle egetræsmøbler og storblomstrede polstermøbler, som det hører sig til i England.

590halI haven er der mange forskellige frugttræer og store stedsegrønne træer og buske, hvor der bor masser af fugle, og som tak for kost og logi bliver man belønnet med den dejligste fuglesang fra morgen til aften. Kaninerne og de grå egern leger tagfat på plænen, svalerne flyver ind og ud af garagen, der for deres skyld altid står åben, og fasaner og ænder er bare nogle af de gæster, der aflægger Hollymount et besøg.

Selv om Hollymount ligger ude på landet, så er der ikke så forfærdelig langt til hverken byerne Worcester eller Great Malvern, og det er blandt andet Malverns bjerge, man kan se fra haven. Det dejlige Cotswold-område ligger heller ikke så langt derfra.

 

 

Hvis du også har lyst til at sidde og nyde livet og udsigten i Hollymounts conservatory, kan huset lejes til feriebrug. Se nærmere oplysninger og flere billeder her: www.homeaway.co.uk/p1080537

Tekst og foto: © Mia Folkmann

I røg og damp

tog1Hvis man hører til dem, der kan huske stemningen fra barndommens togrejser, så vil man også elske de veterantog, der stadig kører rundt mange steder i England. De fleste kører på nogle meget naturskønne strækninger, som man ikke altid har så let adgang til, og dem kan man så nyde synet af på en tilbagelænet og afslappet måde. Samtidig kan man glæde sig over turen med et af de fine tog, der bliver passet og plejet efter alle kunstens regler.

Severn Valley Railway er en af de jernbaner, der stadig kører regelmæssigt. Hele strækningen er på 24 km og strækker sig fra Kidderminster i Worcestershire til Bridgnorth i Shropshire længere nordpå. Turen følger så nogenlunde floden Severn, og det område, man kører igennem, er uspoleret og smukt. På et tidspunkt krydser toget floden på en fin gammel jernbanebro fra 1861, Victoria Bridge, der er et godt eksempel på datidens håndværksmæssige formåen.

tog3

Togene kører det meste af året, og udover den normale køreplan afholdes der med jævne mellemrum særlige arrangementer, der i høj grad er værd at se. Visse dage bliver en speciel tidsperiode rekonstrueret, og mange deltagere er klædt ud i datidens tøj, og andre dage afholdes der ”træf” eller damptogsfestival, hvor en hel masse forskellige veterantog kommer til og kører efter en særlig køreplan.

Netop sådan en dag tog jeg til Arley station, der er et af stoppestederne på ruten. Arley begyndte som en ganske lille station i 1862, og selv om stationen voksede med tiden, var de vigtigste passagerer de lystfiskere, der kom for at tilbringe dagen med at fiske i floden. Kultransportvogne kørte hyppigt igennem med last fra minerne, men i midten af 1960’erne var jernbanernes gyldne tider slut – passagererne foretrak bilen, og mange landlige baner blev lukket. Arley var én af dem, og den groede bogstavlig talt til.

I 1974 købte Severn Valley Railway banen, og stationen blev sat fint i stand og genåbnet under stor festivitas. Siden da har frivillige hjælpere meldt sig under fanerne og passet stationen, så både bygningerne, perronerne og de tilhørende haver bliver fint vedligeholdt.

tog6

Efterårets Steam Gala bød på en lang række tog fra nær og fjern. Nogle var kommet på besøg langvejs fra, blandt andet fra veteranjernbaner i Devon og Sussex, mens andre havde fået weekenden fri fra de museer, hvor de ellers normalt hører hjemme. En af gæsterne var den berømte City of Truro, der skulle være det første europæiske damplokomotiv, der nåede op på en hastighed af over 150 km i timen. En anden berømthed var lokomotivet King Edward I fra Didcot jernbanemuseet i Oxfordshire, der for nylig trak det kongelige tog og endda  på et tidspunkt blev ført af Prince Charles.

I løbet af de tre dage, arrangementet varede, var ikke mindre end 350 damplokomotiver på skinnerne. Flotte tog med fine navne som 7802 Bradley Manor og 9017 Earl of Berkeley kom futtende ind på stationen for fuld damp. Det var et herligt syn, og amatørfotograferne flokkedes for at få de bedste billeder af lige netop deres yndlingstog.

Man skal nok være entusiast for at kende forskel på togene, for der er mange forskellige udgaver. Indtil 1948 var der fire store selskaber i England, der producerede tog, og de fire blev efterfølgende slået sammen til British Rail. De lokomotiver, som de fire selskaber fremstillede, er altså over 50 år gamle, og de har hver deres kendetegn. De flotteste er efter min mening de mørkegrønne fra Great Western Railway med alle de fine detaljer af messing og kobber.

Også togvognene til passagererne er der forskel på. Udvendigt kan vognene være af træ eller malet i f.eks. chokoladebrune og creme farver, og indvendigt er de nok så elegante. Mange vogne har indmad af teaktræ, og der er behagelige plyssæder til dem, der rejser på første klasse. Adskillige togvogne er udstyret med bar, så man kan få sig en forfriskning under turen, og flere har spisevogne med smukt dækkede borde.

Severn Valley Railway serverer stadig middag ombord i de gamle vogne, så man kan spise i stil, mens man kører gennem det engelske landskab. Hvis man ikke vil nøjes med at nyde maden og sceneriet, kan man også vove pelsen og deltage i et mordmysterium. Titler som Murder at the Station og Death for Dinner kan nok indikere, hvad der venter én, og medpassagererne på disse ture er næppe til at stole på…

Tekst og foto: © Mia Folkmann

tog5

Perfekte øjeblikke

590robinI Cornwall boede jeg engang i en vidunderlig have, hvor der var en lille stråtækket pavillon. Her kunne man sidde og hvile fødderne, for haven var kæmpestor og meget stejl, så man kunne godt blive lidt træt af at gå rundt. Men det gjorde ikke spor, for udsigten fra pavillonen var så dejlig, og det var så hyggeligt at sidde dér. Foran mig på stien lå et gammeldags dueslag, hvor der boede hvide duer, og bag mig kunne jeg høre rødhalsen synge inde i buskadset. Jeg havde taget lidt brød med til duerne, men de havde alt for travlt med deres kærlighedsliv til at interessere sig for det.

Jeg sad i mine egne tanker med brødstykkerne i hånden, da jeg pludselig ud af øjenkrogen fik øje på rødhalsen, der fløj ned og satte sig på pavillonens rækværk. Den kiggede først på mig med sine sorte perleøjne og så – meget sigende – på det brød, jeg havde i hånden. Jeg rakte hånden frem, og rødhalsen fløj ned og satte sig tillidsfuldt til rette, før den tog en bid. Og så én til. Og én mere, som den fløj med.

Et øjeblik efter hørte jeg den lille, sprøde kvitren, som er rødhalsens stemme. Jeg så mig over skulderen, og dér sad fuglen igen – denne gang sammen med sit barn. En lillebitte plettet udgave af forældrefuglen, kun lige akkurat stor nok til at flyve. Den voksne rødhals kvitrede igen, og det må have betydet et eller andet opmuntrende, for i hvert fald fløj den lille ned og satte sig på min hånd. Den kiggede vagtsomt op på mig, mens den tog en lille bid. Og så et par bidder til, mens jeg sad fuldstændigt fortryllet.

Efter den oplevelse kom jeg tit tilbage med brød til duerne, der stadig ikke var særligt interesserede og mest havde travlt med hinanden, men jeg fik nu ikke besøg af rødhalsene igen. Sådan er det med perfekte øjeblikke – de skal nydes, mens de er der. Så husk at gemme dem som dejlige minder og tag dem frem efter behov. Det er de perfekte øjeblikke, der er med til at gøre livet så vidunderligt.

Tekst og foto: © Mia Folkmann

Gamle huse i Worcester

590katedral3Byen Worcester blev grundlagt af romerne, og den centrale beliggenhed gjorde den til en travl handelsby. Det er den stadig, og hvis man interesserer sig mere for smukke, gamle huse fra Tudortiden end butikker og indkøb, skal man søge om til de små gader bag hovedstrøget.

590katedral2

I Friar Street ligger blandt andet Greyfriars’ House, der blev bygget i 1480 af en velhavende brygger. Huset blev indrettet, som det dengang var passende for en mand af stand, og udstillinger i huset viser udviklingen gennem årene. Bagved ligger en dejlig have, hvor man kan drikke eftermiddagste om sommeren, og ellers er der indrettet en lille café i et værelse ved siden af køkkenet.

Der ligger mange andre gamle huse i Friar Street, og ét af dem er så skævt, at det er et under, at det står endnu. For enden af gaden kan man se over til Worcester katedral, der går helt tilbage til 1084 og rent arkitektonisk anses for at være én af Englands mest spændende…

590katedral

Uddrag af artikel om Worcestershire fra ANGLOFILIA vinter 2012/13.

Tekst og foto: © Mia Folkmann

 

Anne Hathaways hus

590hathawayI 1582 giftede Shakespeare sig med Anne Hathaway, der boede med sin familie i et stråtækt hus i gåafstand fra Stratford-upon-Avon. Selvom huset altid betegnes Anne Hathaway’s Cottage, så er der ikke tale om nogen lille, uanselig hytte, for huset indeholder hele 12 værelser. I dag er det omgivet af en gammeldags landlig have med traditionelle blomster og planter, men dengang var haven nok nærmere en gårdsplads med heste, køer og høns.

Huset er flittigt besøgt at turister fra hele verden, og det skyldes selvfølgelig først og fremmest forbindelsen til Shakespeare. For huset er så malerisk og haven så yndig, at man let kan få romantiske forestillinger om, hvordan det har været på Shakespeares tid. Det var her, den unge Shakespeare flettede fingre med sin udkårne og måske stjal et kys bag rosenbusken, og det var her, kæresteparret gik tur langs åen.

Den ældste del af huset går helt tilbage til midten af det femtende århundrede, men senere blev der bygget til og udvidet. Køkkenet med det store ildsted har tydeligvis været husets lune midtpunkt, hvor familien samlede sig, mens brødet bagte i ovnen, og suppen boblede i gryden. Huset er møbleret med rustikke, mørke egetræsmøbler, der har tilhørt forskellige generationer af familien.

Hathaway-familien ejede huset helt frem til 1892, hvor Shakespeare-fonden købte ejendommen og efterfølgende anlagde haven i den stil, som var moderne dengang. Siden har man plantet buksbomhække og et væld af roser, som på Shakespeares tid, og hvert år planter man tusindvis af gammeldags urter og blomster, så haven altid er en smuk og velduftende oplevelse.

Artiklen har været bragt i ANGLOFILIA magasinet forår 2009

Tekst og foto: © Mia Folkmann

En kærlighedsaffære

miaiWalesJeg satte for første gang min fod på engelsk jord, da jeg var tyve. På det tidspunkt følte jeg mig allerede som en kosmopolit, for jeg boede i Bruxelles og rejste hyppigt på forlængede weekender til nærliggende byer som Luxembourg og Paris.

Da nogle kolleger foreslog en London-tur, slog jeg straks til. Jeg kendte London fra film og TV og havde selvfølgelig hørt om både Tower og Westminster, men ellers havde jeg ikke ret meget idé om, hvad der ventede.

Selvfølgelig faldt jeg pladask for London. Der var så meget historie, så meget lune og charme og så meget engelsk hygge på de gammeldags pubber. Jeg elskede deres museer, der i hvert fald på det tidspunkt var meget mere interessante end de hjemlige. Og jeg elskede ”Swinging London”, for selv om 1960’erne var et overstået kapitel på det tidspunkt, så svingede det skam endnu.

I Carnaby Street fandt vi smarte sko, Mary Quant øjenskygge og cowboybukser, som man skulle ligge ned for at få på. Reklameplakater med supertynde Twiggy hang i London Underground, og Biba var stadig et meget anderledes og meget ”in” varehus på Kensington High Street, hvor man kunne være heldig at støde ind i Sonny og Cher, Mick Jagger og andre kendte.

Vi kørte London tynd med de røde dobbeltdækkerbusser og herlige sorte taxier, vi tog på Portobello Road marked bare for at kigge, og vi spiste spaghetti ud over det hele på Wimpy Bar. Da vi søndag eftermiddag kørte i retning af Dover, sad jeg som fortryllet og kiggede på det engelske landskab, vi kørte igennem. Jeg havde fået England i blodet.

Sidenhen blev det til mange London-ture. Bykortet fik æselører og blev så slidt, at visse vejnavne forsvandt. Det endte med at blive helt overflødigt, for efterhånden kendte jeg byen som min egen bukselomme, og undergrundsbanens centrale netværk havde jeg forlængst lært udenad.

Lakmusprøven kom, da jeg nogle år senere for første gang skulle præsentere min mand for London. Jeg havde næsten mavepine ved tanken, men det var der nu ingen grund til, for kærligheden sejrede selvfølgelig. Min mand overgav sig helt og aldeles til West Ends teatre, til de hyggelige spisesteder i Covent Garden og til alle de sjove og anderledes museer, som vi udforskede fra en ende af.

Da vi året efter tog endnu en uge til London, gik vi efter nogle dages forløb ned på turistkontoret for at kigge brochurer. En fin lille folder fangede af en eller anden grund vores opmærksomhed: A Day in London’s Countryside. Se, det var jo noget helt andet! Det måtte da prøves af…

Som sagt, så gjort: Næste morgen stod vi tidligt op og tog undergrundsbanen til endestationen Amersham – en lille og for os fuldstændig ukendt by i Londons nordvestligste udkant. Togturen var kun på fyrre minutter fra Charing Cross, men miljøforandringen var total. Amersham var, i hvert fald dengang, en lille hyggelig forstadsby med charmerende gamle huse, omgivet af store træer og bølgende marker.

Vi gik en lang tur rundt om byen og op til skoven, hvorfra der var den flotteste udsigt, og bagefter udforskede vi bindingsværkshusene og de mange små butikker. I The Willow Tree fik vi afternoon tea med scones, den søde ældre servitrice kaldte mig ”luv”, og atmosfæren var simpelthen så helt vidunderlig engelsk, som man ellers kun ser i fjernsynet.

Grundstenen var lagt, og det blev siden til utallige rejser til både England, Wales og Skotland. Vores kærlighedsaffære var hverken kortvarig eller forbigående, som den slags ellers ofte er – tværtimod endte vi med at slå rødder i den engelske muld. Sådan måtte det jo gå…

Tekst og foto: © Mia Folkmann

Portræt af en kunstner

590DarbiIngen formår som Stephen Darbishire at fange den hyggelige engelske stemning i sine malerier. Man får en stærk fornemmelse af at være personligt til stede, når man ser de hyggelige stuer med bjælker i loftet og åben pejs eller køkkenbordet, hvor teen netop er skænket og de lune scones kommer direkte fra AGA’en.

Billederne er i høj grad romantiske, men på ingen måde urealistiske. Stephen Darbishire rammer bare plet, når han afbilder alt det, der i virkeligheden er basalt og vigtigt her i tilværelsen. Hvor man tager sig tid til at slappe af med en bog eller en kop eftermiddagskaffe med naboen, og hvor man tilbringer en eftermiddag med leg i sneen i stedet for at stresse rundt.

Motiverne er så livagtige, at man næsten kan høre uret tikke på kaminhylden og mærke varmen fra den solstråle, der finder vej ind gennem vinduet. Hvem kunne ikke tænke sig at sidde her i den fredfyldte stue og kigge ud på hønsene, der går omkring på høje ben i den nyfaldne sne?

Stephen Darbishire er født i 1940, og har tegnet og malet siden han var barn. Efter at have studeret kunst i London i nogle år rejste han Europa tynd, før han mødte sin nuværende kone Kerry. Sammen med hende slog Stephen Darbishire sig ned i Lake District, hvor han for alvor kunne hellige sig malerkunsten.

De realistiske detaljer i hans billeder tiltaler mange, og det er altid Kerry, der skaber scenen, stiller op og arrangerer. Det er hende, der henter blomster fra haven og fylder fade med hjemmebagte kager, og det er hende, der med stor fornøjelse finder og hjembringer de gammeldags kander og kønne kopper.

Stephen Darbishires private verden ligner i høj grad hans malerier. Det hvide hus, der går igen på så mange billeder, ligger helt alene for enden af en lang og kringlet grusvej, hvor ænder og høns frit kan gå på opdagelse i haven. Indendøre bliver man mødt af hunden og katten, og når man ser sig omkring, opdager man snart genkendelige detaljer fra de kunstværker, der har fortryllet og glædet mennesker verden over.

Sceneriet omkring huset er enestående. Lake Districts bjerge rejser sig bag de vidtstrakte marker med masser af får og lave stenmure, og stilheden er næsten til at tage og føle på. Men naturen er ret barsk heroppe i det nordlige England, hvor morgentågen først letter ved middagstid, og hvor vintersneen kan gøre det helt umuligt at køre ud. Det er heller ikke et sted, hvor man skal glemme noget på indkøbsturen, for der er godt ni kilometer til byen og de nærmeste butikker.

Når man ser verden med Stephen Darbishires øjne, bliver alting lidt kønnere og lidt mere enkelt. Hans billeder fanger de særlige øjeblikke, hvor sanserne vækkes af en duft eller et flygtigt indtryk, og de vækker opmærksomheden, så man virkelig ser skønheden i de simple ting. Måske er de endda med til at skabe den stille ro, som mange længes efter i en moderne tid.

Hvis man ikke kan nøjes med at se idyllen på billeder, er der mulighed for at leje et feriehus for 4 personer. Agnes Cottage er 400 år gammel og ligger i nærheden af kunstnerens eget hus. Her kan man gå lange traveture og nyde naturen, eller man kan sidde i sin egen skønne have og spekulere på, hvorfor man egentlig ikke bare bliver i nogle år…

www.agnescottage.co.uk

www.stephen-darbishire.com

Artikel fra ANGLOFILIA vinter 2009