Camping i Cornwall

590meadowsnyDet er virkelig oppe i tiden at campere i England, og især retro-camping dyrkes intenst. Kedelige gamle campingvogne får nyt liv, når de bliver sat i stand og udstyret med det allermest nuttede, og det står højt på manges ønskeseddel at dyrke campinglivets simple glæder.

Men hvis man nu ikke har lyst til selv at eje sådan en campingvogn, så er det jo godt, at den kan lejes. Ét af de steder, hvor man kan gøre det, er på campingpladsen The Meadows i St Austell, hvor charmerende Lottie står klar til at tage imod gæster.

Lottie er fra 1960’erne, og vognen er selvfølgelig udstyret med alt det nødvendige – elektricitet, grill og en transportabel gasovn. Der er sengeplads til to, men man kan sagtens modtage et par gæster, for der er bestik og tallerkener til fire. Sengetøj hører med i lejen, og der er køleskab og god opbevaringsplads.

Uden for vognen er en lille veranda med liggestole, bord og stole og et læsejl, for som campist er det selvfølgelig oplagt at tilbringe en stor del af dagen i det fri. Her kan man sidde med bøger og blade og få sol på næsen, mens man nyder et glas engelsk cider eller hvidvin af de blomstrede glas.

I løbet af 2014 kommer endnu en campingvogn til. Mabel bliver indrettet lidt mere stilfuldt end muntre Lottie, men retro-stemningen fornægter sig ikke. Og uanset vejret vil man helt sikkert hygge sig i gammeldags vogne – hvordan kan man andet?

The Meadows er en speciel campingplads, der kun er beregnet for voksne. Den slags er en del af i England, og de benyttes fortrinsvis af dem, der holder af fred og ro og ikke er interesseret i alle de aktiviteter, som børnefamilier ofte foretrækker. Til gengæld er velopdragne hunde gerne velkomne og således også her i The Meadows, hvor man er særdeles hundevenlig og endda har egen ”camping-hund”.

Campingpladsen ligger lige op af en meget fin cykelsti, så man kan nemt komme rundt til seværdighederne i området, der blandt andet tæller The Lost Garden of Heligan og Eden Project, og der er dejlige strande og gode pubber i nærheden. Cykler kan lejes lokalt, men hvis man foretrækker at gå, er der også rige muligheder for det. Der er et stort udvalg af vandrestier, og mange af dem kan benyttes direkte fra campingpladsen og måske som en kombination, hvor man går ud og tager bussen hjem.

Artikel fra ANGLOFILIA forår 2014

Tekst: Mia Folkmann. Foto venligst udlånt af The Meadows.

Vandhaven i Herefordshire

590vandhaveDer er visse haver, som man ikke kan lade være med at vende tilbage til, og Westonbury Mill Water Garden i Herefordshire er én af dem. Ikke på grund af størrelsen, for haven er kun lidt over 8000 m2, men snarere fordi stemningen er så hyggelig og fredfyldt. Vandhaven ligger i nærheden af middelalderbyen Pembridge kun en halv times kørsel fra Wales.

Her er en lille café, hvor man i godt vejr kan sidde uden for ved siden af åen og drikke sin kaffe med selskab af de lokale ænder, og bagefter kan man gå på opdagelse i den dejlige have, der ser helt og aldeles naturlig ud. Netop derfor er det ret fascinerende at vide, at ejeren af vandmøllen egenhændigt har bygget haven op fra bunden i løbet af relativt få år.

Richard Pim er hydrolog (det er noget med vand…) og har arbejdet som sådan i udlandet i mange år. På et tidspukt begyndte han at udvide det vandløb, der fyldte mølledammen med vand, og senere udvidede han andedammen, som han havde anlagt nogle år tidligere. Resultatet er blevet et virvar af små vandløb, der omgiver den store sø midt på grunden.

Richard Pim vidste ikke så meget om planter, men de skulle naturligvis være fugtelskende. Han købte et bredt udvalg fra to planteskoler, der specialiserede sig i planter til vådområder, og de fleste planter accepterede vilkårene og slog sig velvilligt ned. Den gamle mølledam indeholdt en masse sort dynd under et lavt dække af vand, og det var en perfekt grobund for en sumphave – næsten for perfekt, så det er nødvendigt med mellemrum at rydde ud mellem planterne.

Der kommer hele tiden nye ting til, for Richard Pim kan lide at have projekter i gang. Ved havens indgang har han bygget et lille tårn, der fungerer som bolig for hvide duer, og øverst har han fremstillet nogle gargoiles, små ”vanduhyrer”, der med overraskende mellemrum spyer vand. I havens anden ende kan man gå over en kinesisk bro, forsvinde mellem en hel skov af storbladede gunnera eller nyde udsigten til den vilde blomstereng fra en afrikansk hytte, som Richard Pim har bygget af træ fra udgåede elmetræer.

Når man er blevet mæt af indtryk, er det måske tid til at finde en af havens skyggefulde bænke, hvor man kan sidde og nyde synet af frodige blomster og ihærdige fugle. Og måske spekulere på, hvad Richard Pim mon nu har så travlt med…

Westonbury Mill Water Gardens, Pembridge, Herefordshire HR6 9HZ

Tekst og foto: © Mia Folkmann

(Artikel fra ANGLOFILIA efterår 2008)

Hampton Court

590blueregnNår man nævnet navnet Hampton Court, så tænker man nok oftest på det store kongelige palads, der ligger i nærheden af London. Men der er et andet Hampton Court i Herefordshire, og den smukke have, der hører til slottet, er åben for publikum.

Selve slottet er bygget i det 15. århundrede og ligner et rigtigt eventyrslot. Slottets historie er også ret eventyrlig, for det blev oprindeligt givet til en modig ridder, der havde gjort en imponerende indsats under slaget ved Agincourt. Slottet er blevet gennemgribende renoveret og fungerer i dag som et privat hjem, så man kan normalt ikke komme indenfor. Men der også nok at se i den kæmpestore have, der omgiver det. Med slottet som baggrund er her nærmest malerisk kønt, for bag haven ligger engen med græssende køer og floden Lugg, og det hele indrammes af skovklædte bakker.

Der er mange forskellige områder i haven, og de er hver især er lige fascinerende. Blomsterhaven er ligesom køkkenhaven indrammet af gamle mure, og grusstier og vandkanaler opdeler den. Nogle af kanalerne er så tilpas fladbundede, at fuglene med stor fornøjelse bruger dem som badebassin. Via broer kan man gå over til de to pavilloner, hvor man kan sidde og nyde synet af de imponerende blomsterbedene og hele symmetrien i haven. I køkkenhaven ved siden af dyrker man på dekorativ vis et udvalg af økologisk frugt og grønt, der bruges i orangeriets restaurant.

Hvis man besøger Hampton Court i forsommeren, er den 150 år gamle wisteriatunnel en smuk og velduftende oplevelse. Blåregnen hænger tungt og tæt, og når man står i tunellen og kigger ud på græsplænerne og de enorme træer, må man lige kigge en ekstra gang. For var der ikke et messinghåndtag i døren ved foden af det ene træ? Den slags underfundige detaljer er værd at holde øje med, for dem er der mange af.

Der er en sjov labyrint af takstræer, og selv om den ikke er stor, så er den stor nok til at gå vild i! Ved labyrinten ligger et lille tårn, og man enten kan gå op til udsigtsplatformen, hvorfra der er en flot panoramaudsigt over haven og det omkringliggende landskab, eller ned gennem en ”hemmelig” og meget mørk passage, der fører ud til en skyggefuld og dybtliggende vandhave, komplet med vandfald. Herfra kan man gå på en smal sti eller på de store trædesten i vandløbet tilbage til græsplænerne og orangeriet.

Hvis der overhovedet er mere energi tilbage, når man har udforsket haven, kan man gå nogle dejlige ture langs med floden eller igennem skoven. Eller man kan kaste håndklædet i ringen og i stedet sætte sig ind i det gamle orangeri for at nyde en god og velfortjent frokost.

Tekst og foto: © Mia Folkmann

(Artikel fra ANGLOFILIA efterår 2008)

En have i Herefordshire

590havehergest2Hergest Croft Gardens ligger i Herefordshire i Midtengland. I virkeligheden er der her tale om fire forskellige haver i én, for der er en køkkenhave, en azaleahave, parkskoven med rhododendron-dalen og så selve haven omkring huset. På Hergest Croft kan man blandt andet se en meget fin samling af mere end 4000 sjældne træer og buske.

Den oprindelige ejendom er over 700 år gammel, og til så gammelt et hus hører næsten også et spøgelse. I dette tilfælde er det ”Hergest’s sorte hund”, der af og til er på farten. Historien fortæller om en af de tidligere ejere, Thomas Vaughan – eller sorte Vaughan – at han var så ondskabsfuld, at han ikke kunne finde ro i sin grav. Der blev gjort mange forsøg på at få ham til at forsvinde, og det lykkedes vist også til sidst, men der er stadig visse, der ikke er helt trygge ved at gå forbi huset efter mørkets frembrud. Og hans trofaste hund er altså stadig på farten og menes endda have inspireret til Sherlock Holmes historien ”The hound of the Baskervilles”.

Når man går tur i den vidunderlige have, er det svært at tro på spøgende hunde ved nattetide. I 1912 købte Banks-familien huset, og siden da har flere generationer af denne meget haveinteresserede og plantesamlende familie plantet træer og buske og i det hele taget skabt haven, som den ser ud i dag. Der er skjulte dale, skovlysninger, meterhøje rhododendronbuske og flotte blomsterbede. Der er ældgamle egetræer og så mange forskellige eksotiske træer i parkskoven, at man næsten føler sig hensat til et sted i Asien.

Det er svært at sige, hvornår Hergest Croft er bedst at besøge, for uanset årstiden er der noget at se. Hvis man kommer i det tidligere forår, er jorden under de gamle æbletræer dækket af blå blomster fra tusindvis af løgplanter. I maj måned er azaleahaven et imponerende syn og mange af azaleaerne dufter helt vidunderligt. I juli og august viser rosenhaven med David Austin roser og de fyldte blomsterbede sig fra deres bedste side, og i oktober er ahorntræernes smukke blade med til at forvandle haven til et farveorgie af røde og gyldne nuancer.

De dejlige omgivelser lokker selvfølgelig mange spændende fugle til, og Hergest Croft Gardens har endda haft besøg af noget så sjældent som en hærfugl. Det er dog ikke kun fugle, der gæster stedet – i sæsonens løb afholdes mange forskelligartede arrangementer. Der er bl.a. udstilling af klassiske biler og havemesse med salg af planter, og der opføres teater- og operaforestillinger.

I husets gamle spisestue er der indrettet café, og det er et vældig hyggeligt sted at få eftermiddagsteen serveret. Endnu bedre er det måske i godt vejr at sidde udenfor, men man skal nok være heldig for at få en af de eftertragtede pladser. For herfra har man den skønneste udsigt til haven med magnoliaer, hortensiaer og kirsebærtræer, og den udsigt er nok værd at skrive hjem om.

Artikel fra ANGLOFILIA 2008

Tekst og foto: © Mia Folkmann

590havehergest3

Den engelske pub

590pubHvem kan forestille sig en landsby uden mindst én pub, hvor de lokale går ned for at få sig en pint – der i dette tilfælde er et begreb og ikke bare et mål for mængden af øl. Især i de små byer er pubben lige så vigtig som købmanden og kirken, for det er gerne her, man ordner verdenssituationen, hører de lokale nyheder og i det hele taget får dækket sine sociale behov.

Hver pub har faste stamkunder, der ikke bare dukker op på samme tid hver dag, men som også sætter sig på den samme plads og snakker med dem, som de plejer at snakke med. For stamkunderne spiller pubben en stor rolle i deres liv, og forandringer modtages sjældent med begejstring.

I 1950’erne og 1960’erne var det stadig mest mænd, der gik på pub, men billedet ændrede sig lidt efter lidt. Nu til dags er det selvfølgelig helt naturligt, at også kvinder besøger pubben, og de ser det ofte som en kærkommen lejlighed til at slippe for madlavningen. De fleste pubs serverer nemlig ikke bare øl og andre drikkevarer, men også et udvalg af traditionelle engelske retter.

Man har drukket øl i England i flere tusinde år, og der er da også meget historie at finde i engelske pubber. The Vine i Stafford har rødder tilbage til 1487, og den flotte bindingsværksbygning, der huser the Fleece i Worcestershire er endnu ældre. Her har der været pub i over 150 år, og der serveres stadig god øl, god mad og god underholdning. Når man sidder ved et af de gamle borde, føler man sig for alvor transporteret tilbage i tiden, for både arkitektur og atmosfære er intakt.

I det hele taget undgår mange pub-indehavere alt for voldsomme moderniseringer, netop for at bevare stemningen fra gamle dage, mens man andre steder bruger krus og ølkander, messingtøj og gammeldags billeder i indretningen for at gøre atmosfæren varm og indbydende.

The Valiant Soldier i Devon er tiden gået helt i stå. Pubben har ligget her siden 1747, og den var særligt velbesøgt under anden verdenskrig, hvor mange amerikanske soldater var udstationeret i området. Efter krigen gik det ned ad bakke for pubben, og da døren blev lukket efter den sidste gæst i 1960’erne, forblev alt, som det var. Intet blev flyttet; intet blev kasseret.

I dag er The Valiant Soldier en tidslomme og et fascinerende museum, hvor man kan se interiør, indretning og husgeråd, som det var engang. Der står glas på hylden, der er bunker med papirer bag disken og pile på dartskiven – der er endda stadig  penge i kassen!

Spil hører sig til på en pub. Englænderne elsker spil, og det skal helst være spil, som man kan konkurrere i. Pilespil er oplagt, og med over seks millioner spillere i England er dart blevet så populært, at det i 2005 blev godkendt som en ”rigtig” sportsgren. Mange pubs afholder desuden ugentlige Quiz Nights, og sådanne aftener kan være rene tilløbsstykker.

Der er noget trygt og godt ved en pub, og det er som regel nemt at komme i snak med nogen, hvis man har lyst til at være social. Og så har mange pubs den smukkeste beliggenhed. Hvad kan være bedre end at sidde med en forfriskning og en hjemmelavet sandwich ved et af bordene udenfor, mens man nyder en fantastisk udsigt?

Selvom pubben er i stadig forvandling, så er indbegrebet af en rigtig engelsk pub stadig noget med knitrende ild i pejsen, et gammelt stengulv og mørke egetræsmøbler med mærker og hak efter årtiers brug – og så en jovial pubejer, der står og pudser glas bag disken, mens han sludrer med alle og enhver.

Hvis man besøger England, må man ikke glemme at besøge en pub eller to. Måske bare for at få en tår øl og en snak med de lokale – eller for at få et måltid mad og en hyggelig aften. Begge dele kan meget vel være en af de mange gode oplevelser, som man tager med sig hjem.

Tekst og foto: © Mia Folkmann

(Artikel fra ANGLOFILIA sommer 2009)

Lidt om lakrids

590ponteLakrids har været dyrket i England siden det 16. århundrede. Dengang havde man både lakridsplanter i haven til husbehov og på markerne til kommercielt brug – blandt andet dyrkede man lakrids i Surrey og i Nottinghamshire.

På det tidspunkt anså man lakrids for at være god medicin, og den blev især anvendt til mavebesværligheder og forkølelser. Men i andre kulturer har lakrids været anvendt i endnu ældre tider; græske, kinesiske og romerske læger brugte ofte lakrids til behandling af forskellige skavanker.

Men selv om lakrids altså har været anvendt medicinsk i mange tusinde år, blev det først brugt som slik i slutningen af 1800-tallet. I Pontefract i Yorkshire begyndte man at fremstille de såkaldte Pontefract Cakes, der efterhånden blev eksporteret til hele verden. Lakridsplanten blev dyrket på markerne omkring ruinerne af Pontefract Castle, og derfor blev der stemplet et billede af en lille borg på lakridsstykkerne.

Man ved ikke, hvorfor eller hvem der begyndte at dyrke lakrids i Pontefract, men det har sandsynligvis været de munke, der i det 14. århundrede slog sig ned i nærheden af borgen. Saften fra lakridsroden blev udtrukket og brugt medicinsk, og man har fundet et gammelt stempel med årstal på, så man ved, at der blev fremstillet lakridspastiller i 1614.

Jorden på egnen var særdeles velegnet til lakridsdyrkning. Planten blomstrede ikke i det kolde klima så højt mod nord, men det betød ikke så meget, når det nu kun var roden, man var interesseret i.

I 1760 begyndte en lokal apoteker, George Dunhill, at tilsætte sukker til den gamle opskrift. Snart kunne pastillerne sælges som slik, og de blev hurtigt populære. Endda i så høj grad at der i 1885 var ti fabrikker, der producerede slik.

Man fremstillede den søde lakrids ved at pulverisere og koge lakridsroden. Derefter blev der tilsat sukker og stivelse, så man fik en ensartet masse. Af denne masse fremstilledes pastillerne, der hver især blev stemplet med det “officielle” mærke.

Indtil midten af forrige århundrede blev alle Pontefract Cakes stemplet i hånden, og de godt 50 kvindelige arbejdere var hver i stand til at stemple 20-25.000 pastiller dagligt. Men efterhånden kunne produktionen af den lokale lakrids ikke slå til; markerne forsvandt, og den sidste høst af engelsk lakrids fandt sted i 1960’erne.

En del af Pontefract pastillerne fremstilles stadig lokalt, og besøgende fornemmer tydeligt den søde duft, der hænger over byen. For at markere lakridsens betydning for området, afholdes der en årlig Pontefract lakridsfestival med alskens begivenheder og mulighed for at købe en lakridsplante med hjem.

De seneste årtier har man brugt importeret lakrids fra blandt andet Spanien og Italien til fremstillingen af de populære pastiller. Men jeg har hørt en lille fugl synge om, at der arbejdes på sagen i Pontefract, så det er meget sandsynligt, at der snart igen kommer rigtig engelsk lakrids i engelsk lakrids.

Artikel fra ANGLOFILIA vinter 2013/2014 – foto venligst udlånt af Haribo Lakrids

Highclere Castle – virkelighedens Downton Abbey

590highclereHighclere Castle ligger i Hampshire vest for London og har været i Carnarvon-familiens eje siden 1679. Som det så ofte er tilfældet byggede man til huset i tidens løb, så det, der begyndte som et relativt beskedent hus, blev forvandlet til et imponerende slot med flere hundrede værelser. I midten af 1800-tallet stod Highclere Castle færdigt i sin nuværende udformning, og selv om et hus af de dimensioner virker lettere overvældende, så fungerer det i det daglige som et familiehjem.

Highclere Castle ligger i en stor park, designet efter datidens mode af den berømte havearkitekt Lancelot ‘Capability’ Brown. De smukke omgivelser bliver ikke mindre smukke af at være menneskeskabte, og det er et skønt sted at gå tur. Kæmpestore træer giver området karakter, og tæt ved huset ligger haven med blomstrende bede og tætklippede græsplæner.

Highclere har på mange måder haft en betydningsfuld position; det har været besøgt af kendte og kongelige, og det har været indrettet til hospital under første verdenskrig. På den måde står den virkelige historie ikke tilbage for fiktionen. Dertil kommer den bedømmelse, som den femte Lord Carnarvon opnåede, da han sammen med Howard Carter fandt Tutankamons grav i 1922.

En ejendom af Highcleres størrelse var tidligere et helt lille samfund med smedje, savværk, landbrug og forskellige former for selvstændige håndværkere. Der var også et bryggeri og selvfølgelig både frugthaver og køkkenhaver, der blev passet af en hær af gartnere.

Highclere Castle er stadig en erhvervsvirksomhed – dog med færre ansatte – for også i vore dage er det vigtigt, at ejendommen kører økonomisk rundt. Det er ikke småpenge, der skal til, når et hus af de dimensioner skal have nyt tag eller have foretaget andre former for nødvendig vedligeholdelse.

Udover skovbrug dyrkes forskellige afgrøder til mennesker og dyr, og på markerne omkring Highclere græsser store fåreflokke. Slottet og haven bruges til konferencer og forskellige festlige begivenheder, blandt andet bryllupper, for mange kan ikke forestille sig noget mere romantisk end at blive gift i så smukke omgivelser.

Desuden åbner Highclere Castle hver sommer dørene for offentligheden, og én af de ting, man kan se, er udstillingen af de genstande, som den femte Lord Carnarvon enten købte eller fandt i Ægypten. Hovedparten af fundene blev solgt efter hans død for at betale arveafgifterne, men der er stadig nok at se på; blandt andet en kopi af Tutankhamons gyldne dødsmaske.

Optagelserne til Downton Abbey har naturligvis været med til at give en god økonomisk indsprøjtning. Ikke bare direkte, men også indirekte, for efter serien strømmer folk til fra hele verden for at se nærmere på det hus, som de føler de kender så godt.

Tekst: Mia Folkmann – artikel fra ANGLOFILIA magasinet forår 2013

Foto: © Gill Griffin

Mit engelske hus

590holly1Der var kun en uge til vores ferie, da det engelske udlejningsbureau ringede til os for at meddele, at det hus, vi havde lejet et halvt år tidligere, desværre ikke længere kunne lejes. Jeg husker ikke grunden, men jeg husker tydeligt, at panikken lige så stille bredte sig. Jeg vidste nemlig, at det var ret umuligt at leje et andet hus med så kort varsel – og slet ikke et hus, der lå helt specielt dejligt og for sig selv. Sådan som vi gerne ville have det.

På det tidspunkt i vores liv havde vi en særdeles hektisk hverdag, og vi så frem til vores engelske ferier i månedsvis. Vi trængte til fred og ro. Vi fortjente det! Det syntes vi i hvert fald selv. Så egentlig hørte jeg ikke ret godt efter, da den venlige dame fortsat fortalte om et andet hus, vi kunne leje i stedet for. Det var et hus, de netop havde fået til udlejning, og derfor var det ledigt i vores ferieuger. Det hed Hollymount og var mindst lige så dejligt som det hus, vi skulle have haft, og vi ville bestemt ikke fortryde det. Aaahmm, brummede jeg bare, for den troede jeg slet ikke på.

Men med så kort varsel måtte jeg bare acceptere. Der var ikke rigtigt noget alternativ. Og en uges tid efter landede vi i Heathrow og kørte i vores lejede bil ned ad de små, smalle veje, der efter anvisningen skulle føre til Hollymount. Jeg havde sommerfugle i maven, mens jeg spejdede efter husskiltet. Der lå garanteret en campingplads eller en motorcrossbane eller en larmende nabo lige klods op af huset. Der lå helt sikkert en hund begravet et eller andet sted.

590holly5

Pludselig fik vi øje på det lille skilt, der næsten var gemt i en tjørn. Vi drejede til venstre og fortsatte op ad en lettere hullet markvej. Jeg kunne se et stort, hvidt hus langt fremme. Og jeg kunne se et andet hus, der lå til højre for det store hus. Ha! Tænkte det nok. Selvfølgelig lå der et andet hus. Selvfølgelig var det for godt til at være sandt!

Men da vi nærmede os den store, hvide låge for enden af markvejen, opdagede jeg til min lettelse, at det bare var en stor garagebygning. Ingen naboer. Ingen campingplads. Ingen motorcrossbane. Bare en stor, skøn have med blomstrende bede og masser af frugttræer. Omkring haven lå marker med køer og får, og udsigten var fantastisk. Hollymount ligger nemlig højt, og fra huset og haven er der den skønneste udsigt til Malvern Hills og det engelske landskab. Jeg sukkede lettet! Tre uger her var ikke det værste, man kunne tænke sig…

Spændte åbnede vi køkkendøren med den udleverede nøgle og gik på opdagelse. Fra køkkenet kunne man gå ud i det store, hvide conservatory, hvor der både var spise- og siddepladser. Både spisestuen og den hyggelige stue havde kraftige bjælker i loftet og kæmpestore ildsteder. Der var et badeværelse i stueetagen og et lille kontor, og ovenpå var der yderligere to badeværelser og hele fire soveværelser. Der var også en låst dør til et værelse, hvor ejerne havde deres private ejendele.

590holly2

Mange af væggene ovenpå er skæve og med bindingsværk, for Hollymount er omkring 350 år gammel. Men kærlighed har ingen alder, og vi forelskede os i huset den dag. Vi følte os simpelthen hjemme og nød vores ferie i fulde drag. Det var en nydelse at sidde ude i haven og lytte til fuglesangen, og det var herligt at se de små kaniner drøne rundt og grave huller i græsplænen. Når man lå og slumrede i liggestolen, kunne man pludselig høre en høj gumlen bag hækken – det var en af nabo-køerne, der lige tog sig en bid. Der var ugler og flagermus, der var grønspætter og grå egern. Og der var et væld af insekter, der dovent summede i de mange blomster.

På regnvejrsdage sad vi i havestuen og nød den pragtfulde udsigt, og om aftenen tændte vi op i ildstederne, mens vi legede legen ”hvis nu det var vores hus”. Hvis det var vores hus, ville vi installere brændeovne, for det var nu engang mest praktisk og gav mest varme. Hvis det var vores hus, ville vi få gardiner i loftet i vinterhaven, for der blev godt nok varmt på solskinsdage. Hvis det var vores hus… ville vi nok ikke lave ret meget mere om, for huset var så perfekt som det var.

I de følgende år lejede vi Hollymount igen og igen. Hvert forår genopdagede vi huset og haven og området omkring det. Vi lærte naboerne at kende, og vi begyndte at skrive sammen med ejerne, der ligesom kendte os efterhånden. Vi blev stamkunder i den nærliggende by, Great Malvern, der kan prale med det bedste supermarked med den flotteste udsigt. Og vi fandt ud af, at den lokale pub både var hyggelig og lavede dejlig mad, så det var fristende nemt at slippe for køkkentjansen.

590holly3

Der gik ni år, før vi fik det brev, som vi inderst inde havde ventet – og gruet for. Kære venner, vi er kede af at meddele, at vi har solgt Hollymount. Vi ved, at I vil blive kede af det… osv. Det var meget trist, men vi vidste, at ejerne var et par ældre mennesker, så det kom ikke som nogen egentlig overraskelse. Ikke desto mindre var humøret på nulpunktet de næste par dage, indtil telefonen ringede og ejerne glædestrålende fortalte, at de havde fortrudt. De havde ikke solgt Hollymount alligevel. Nu ville de vente et par år eller tre – og nu vi var ved det… var det så muligt, at vi ville købe huset til den tid?

Vi sagde straks ja og begyndte at planlægge. Der var selvfølgelig tid nok, men det er trods alt aldrig for tidligt at lægge planer, når det drejer sig om så stort et skridt. Vi var dog fulde af fortrøstning, indtil vi en månedstid senere fik en e-mail fra ejerne: Nu havde de fundet et hus, de gerne ville købe – ville vi så købe Hollymount NU? Vi tog en dyb indånding. Det var noget af en udfordring, men hvor svært kunne det være at rykke planlægningen 2-3 år frem?

De følgende måneder var lidt af en kamp. Det er ikke nemt som dansker at få et engelsk kreditforeningslån, og det krævede timer i telefonen, kilovis af dokumenter og en god lokal advokat. Vi fandt også ud af, at det at købe hus i England ikke er helt som at købe hus herhjemme. Blandt andet erfarede vi, at vi ville komme til at betale regningen for reparationen af den lokale kirkes tag, hvis uheldet var ude. Det var dog noget, vi kunne forsikre os imod. Og vi ved endnu ikke præcis, hvor mange kvadratmeter Hollymount er, for det er ikke noget, man går så højt op i. Huset er så stort, som det nu engang er.

Imod alle odds lykkedes det faktisk. Drømmen gik heldigvis i opfyldelse, og næste gang vi kørte ned ad markvejen var det med vores egen nøgle i lommen. Og Hollymount står der endnu og ligner helt sig selv. Vi har godt nok installeret brændeovne i ildstederne og sat gardiner op i loftet i vinterhaven, så der ikke bliver så varmt på solskinsdage. Men andet skal der ikke laves om på, for Hollymount er perfekt, som det er. Og vi har stadig flagermus på loftet og kaniner, der graver huller i græsplænen…

590holly6

Hollymount ligger helt for sig selv, omgivet af egne marker og med en stor og meget naturlig have med et rigt fugle- og dyreliv, og fra vinterstuen er der en aldeles vidunderlig udsigt over det engelske landskab.

Den ældste del af huset blev antageligvis opført omkring år 1600 som en lade, for der ligger lignende lader andre steder i Worcestershire og Warwickshire. Et par hundrede år efter blev laden ombygget til to boliger med et åbent ildsted i hver ende, og for omkring hundrede år siden blev de to halvdele slået sammen til et enkelt hus. På det tidspunkt blev Hollymount brugt som enkebolig for herresædet lidt derfra.

Det oprindelige hus er stadig lerklinet visse steder, mens tilbygningen er af mursten, og for fjorten år siden blev vinterstuen bygget til. Både stue og spisestue har bjælkelofter, og på førstesalen kan man se det gamle bindingsværk i de indvendige mure. Der er krinkelkroge og sjove detaljer overalt, for sådan et gammelt hus fortæller selvfølgelig sin egen historie. Huset er møbleret med gamle egetræsmøbler og storblomstrede polstermøbler, som det hører sig til i England.

590halI haven er der mange forskellige frugttræer og store stedsegrønne træer og buske, hvor der bor masser af fugle, og som tak for kost og logi bliver man belønnet med den dejligste fuglesang fra morgen til aften. Kaninerne og de grå egern leger tagfat på plænen, svalerne flyver ind og ud af garagen, der for deres skyld altid står åben, og fasaner og ænder er bare nogle af de gæster, der aflægger Hollymount et besøg.

Selv om Hollymount ligger ude på landet, så er der ikke så forfærdelig langt til hverken byerne Worcester eller Great Malvern, og det er blandt andet Malverns bjerge, man kan se fra haven. Det dejlige Cotswold-område ligger heller ikke så langt derfra.

 

 

Hvis du også har lyst til at sidde og nyde livet og udsigten i Hollymounts conservatory, kan huset lejes til feriebrug. Se nærmere oplysninger og flere billeder her: www.homeaway.co.uk/p1080537

Tekst og foto: © Mia Folkmann

I røg og damp

tog1Hvis man hører til dem, der kan huske stemningen fra barndommens togrejser, så vil man også elske de veterantog, der stadig kører rundt mange steder i England. De fleste kører på nogle meget naturskønne strækninger, som man ikke altid har så let adgang til, og dem kan man så nyde synet af på en tilbagelænet og afslappet måde. Samtidig kan man glæde sig over turen med et af de fine tog, der bliver passet og plejet efter alle kunstens regler.

Severn Valley Railway er en af de jernbaner, der stadig kører regelmæssigt. Hele strækningen er på 24 km og strækker sig fra Kidderminster i Worcestershire til Bridgnorth i Shropshire længere nordpå. Turen følger så nogenlunde floden Severn, og det område, man kører igennem, er uspoleret og smukt. På et tidspunkt krydser toget floden på en fin gammel jernbanebro fra 1861, Victoria Bridge, der er et godt eksempel på datidens håndværksmæssige formåen.

tog3

Togene kører det meste af året, og udover den normale køreplan afholdes der med jævne mellemrum særlige arrangementer, der i høj grad er værd at se. Visse dage bliver en speciel tidsperiode rekonstrueret, og mange deltagere er klædt ud i datidens tøj, og andre dage afholdes der ”træf” eller damptogsfestival, hvor en hel masse forskellige veterantog kommer til og kører efter en særlig køreplan.

Netop sådan en dag tog jeg til Arley station, der er et af stoppestederne på ruten. Arley begyndte som en ganske lille station i 1862, og selv om stationen voksede med tiden, var de vigtigste passagerer de lystfiskere, der kom for at tilbringe dagen med at fiske i floden. Kultransportvogne kørte hyppigt igennem med last fra minerne, men i midten af 1960’erne var jernbanernes gyldne tider slut – passagererne foretrak bilen, og mange landlige baner blev lukket. Arley var én af dem, og den groede bogstavlig talt til.

I 1974 købte Severn Valley Railway banen, og stationen blev sat fint i stand og genåbnet under stor festivitas. Siden da har frivillige hjælpere meldt sig under fanerne og passet stationen, så både bygningerne, perronerne og de tilhørende haver bliver fint vedligeholdt.

tog6

Efterårets Steam Gala bød på en lang række tog fra nær og fjern. Nogle var kommet på besøg langvejs fra, blandt andet fra veteranjernbaner i Devon og Sussex, mens andre havde fået weekenden fri fra de museer, hvor de ellers normalt hører hjemme. En af gæsterne var den berømte City of Truro, der skulle være det første europæiske damplokomotiv, der nåede op på en hastighed af over 150 km i timen. En anden berømthed var lokomotivet King Edward I fra Didcot jernbanemuseet i Oxfordshire, der for nylig trak det kongelige tog og endda  på et tidspunkt blev ført af Prince Charles.

I løbet af de tre dage, arrangementet varede, var ikke mindre end 350 damplokomotiver på skinnerne. Flotte tog med fine navne som 7802 Bradley Manor og 9017 Earl of Berkeley kom futtende ind på stationen for fuld damp. Det var et herligt syn, og amatørfotograferne flokkedes for at få de bedste billeder af lige netop deres yndlingstog.

Man skal nok være entusiast for at kende forskel på togene, for der er mange forskellige udgaver. Indtil 1948 var der fire store selskaber i England, der producerede tog, og de fire blev efterfølgende slået sammen til British Rail. De lokomotiver, som de fire selskaber fremstillede, er altså over 50 år gamle, og de har hver deres kendetegn. De flotteste er efter min mening de mørkegrønne fra Great Western Railway med alle de fine detaljer af messing og kobber.

Også togvognene til passagererne er der forskel på. Udvendigt kan vognene være af træ eller malet i f.eks. chokoladebrune og creme farver, og indvendigt er de nok så elegante. Mange vogne har indmad af teaktræ, og der er behagelige plyssæder til dem, der rejser på første klasse. Adskillige togvogne er udstyret med bar, så man kan få sig en forfriskning under turen, og flere har spisevogne med smukt dækkede borde.

Severn Valley Railway serverer stadig middag ombord i de gamle vogne, så man kan spise i stil, mens man kører gennem det engelske landskab. Hvis man ikke vil nøjes med at nyde maden og sceneriet, kan man også vove pelsen og deltage i et mordmysterium. Titler som Murder at the Station og Death for Dinner kan nok indikere, hvad der venter én, og medpassagererne på disse ture er næppe til at stole på…

Tekst og foto: © Mia Folkmann

tog5

Perfekte øjeblikke

590robinI Cornwall boede jeg engang i en vidunderlig have, hvor der var en lille stråtækket pavillon. Her kunne man sidde og hvile fødderne, for haven var kæmpestor og meget stejl, så man kunne godt blive lidt træt af at gå rundt. Men det gjorde ikke spor, for udsigten fra pavillonen var så dejlig, og det var så hyggeligt at sidde dér. Foran mig på stien lå et gammeldags dueslag, hvor der boede hvide duer, og bag mig kunne jeg høre rødhalsen synge inde i buskadset. Jeg havde taget lidt brød med til duerne, men de havde alt for travlt med deres kærlighedsliv til at interessere sig for det.

Jeg sad i mine egne tanker med brødstykkerne i hånden, da jeg pludselig ud af øjenkrogen fik øje på rødhalsen, der fløj ned og satte sig på pavillonens rækværk. Den kiggede først på mig med sine sorte perleøjne og så – meget sigende – på det brød, jeg havde i hånden. Jeg rakte hånden frem, og rødhalsen fløj ned og satte sig tillidsfuldt til rette, før den tog en bid. Og så én til. Og én mere, som den fløj med.

Et øjeblik efter hørte jeg den lille, sprøde kvitren, som er rødhalsens stemme. Jeg så mig over skulderen, og dér sad fuglen igen – denne gang sammen med sit barn. En lillebitte plettet udgave af forældrefuglen, kun lige akkurat stor nok til at flyve. Den voksne rødhals kvitrede igen, og det må have betydet et eller andet opmuntrende, for i hvert fald fløj den lille ned og satte sig på min hånd. Den kiggede vagtsomt op på mig, mens den tog en lille bid. Og så et par bidder til, mens jeg sad fuldstændigt fortryllet.

Efter den oplevelse kom jeg tit tilbage med brød til duerne, der stadig ikke var særligt interesserede og mest havde travlt med hinanden, men jeg fik nu ikke besøg af rødhalsene igen. Sådan er det med perfekte øjeblikke – de skal nydes, mens de er der. Så husk at gemme dem som dejlige minder og tag dem frem efter behov. Det er de perfekte øjeblikke, der er med til at gøre livet så vidunderligt.

Tekst og foto: © Mia Folkmann