På jagt efter påskeæg

paskeI påskedagene bliver der mange steder afholdt påskeæg jagt og forskellige lege for hele familien. Rundt omkring i græsset gemmes hundredevis af kulørte chokoladeæg, og så går den vilde skattejagt for at finde så mange som muligt. Nogle gange går jagten på må og få, mens der andre gange er ledetråde og drilagtige spor.

Æggeløb er et andet af de faste indslag på en påskedag. Hver deltager får udleveret en ske og et æg, og så løbes der frem og tilbage med denne vaklevorne stafet. Børnene elsker den slags lege, og de voksne nyder dagen i det fri. Hvis vejret ellers er til det, kombineres gerne med en frokost i det forårsgrønne.

I år erstattes frokosten nok af noget varmt at drikke, for temperaturerne vil ikke rigtigt samarbejde. Men blomsterne skyder ufortrødent frem, så foråret er givetvis lige rundt om hjørnet…

Fotos: © tchara

Lavenham

Lavenham03Lavenham må være et af Englands bedste eksempler på en middelalderby, for den er fyldt til randen med smukke bindingsværkshuse. Sammenlagt er der over 300 fredede ejendomme, og mange af husene blev i sin tid bygget efter alle kunstens regler. Byens mange velhavere ønskede, at deres bolig skulle afspejle deres rigdom, så der blev naturligvis ikke sparet på detaljerne. Mange af husene er pyntet med fine udskæringer og har balkoner og udhæng med flotte sprossede vinduer.

Lavenhams rigdom byggede på fåreuld og det klædestof, som man vævede af ulden. Allerede i 1300-tallet var områdets uldindustri i fuld gang, og den fortsatte i stor stil de næste to århundreder til trods for, at jorden omkring Lavenham slet ikke var velegnet til fårehold. I stedet dyrkede man markerne og købte ulden udefra, bl.a. fra det nordligere beliggende Lincolnshire.

Det samme gjaldt for de planter, som man fik farvestoffer fra. Nogle voksede i England, mens andre måtte importeres. Særlig brugt var planten Isatis tinctoria, der gav uldgarnet en meget smuk indigo-blå farve. Det var de forskellige nuancer af denne farve – Lavenham Blue – som byen blev berømt for, og det blå stof blev eksporteret så langt som til Rusland og Nordafrika.

Trods sin beskedne størrelse kom Lavenham i 1524 ind som nummer 14 på listen over Englands rigeste byer og havde samtidig den tvivlsomme ære at betale mere i skat end mange af de engelske storbyer. Byen summede af liv og aktivitet, de handlende strømmede til, og i husene blev der spundet, vævet og farvet garn. Et af de huse, hvor man i gamle dage handlede med uld, er bygget sammen med to andre og udgør i dag hotellet The Swan, som har været gæstgiveri siden midten af 1600-tallet.

Der var mange processer involveret i fremstillingen af uldklæde. Fåreulden skulle sorteres, kartes, spindes, vaskes, farves og væves, og herefter skulle det gøres klar til pakning og eksport. De mange flittige hænder i byen var på den ene eller anden måde alle involveret i klædeindustrien. Men når man er så afhængig af et enkelt erhverv, er man også yderst sårbar over for forandringer.

Lavenham16Og forandringer var selvfølgelig uundgåelige. Krige og ufred gjorde eksportmarkederne svært tilgængelige, efterspørgslen på det uldne klæde dalede og flamske emigranter skabte konkurrence. De kronede dage i Lavenham fik en brat ende, og pludselig var der ikke længere råd til at vedligeholde de fine huse. Mange store huse blev opdelt i mindre enheder, så flere familier kunne bo sammen og dele regningen, mens andre huse simpelthen forfaldt. Heldigvis blev der i tide taget hånd om de gamle bygninger, så de i dag står som et velbevaret og velholdt minde om fortiden.

Et af de ældste huse i byen hedder ”Little Hall”. Det blev bygget helt tilbage i 1390 som et hus med arbejdsplads til en enkelt familie. I midten af 1500-tallet blev huset udvidet og moderniseret, og senere – i midten af 1700-tallet – var det blevet yderligere udvidet, for på det tidspunkt boede der hele seks familier. I dag er der indrettet museum i huset, så man kan besøge det og den tilhørende byhave og se den udstilling af kunstgenstande, som tidligere ejere har samlet.

Kender man TV-serien Lovejoy med den charmerende og lettere umoralske antikhandler, vil man flere gange have set klip fra byen. Men selvom filmfolk ofte bruger Lavenham som location for forskellige produktioner, er byen bestemt ikke nogen tom kulisse. Lavenham er en livlig og velfungerende by med masser af arrangementer for det lokale samfund, heriblandt et årligt sommer-karneval med riddere til hest, musik, underholdning og mad fra middelalderen.

Alligevel får man som besøgende en herlig fornemmelse af, at tiden står stille i Lavenham. Der er noget vidunderligt fredfuldt over de små gader og de mange pastelfarvede huse, der nærmest står og læner sig op af hinanden. Det er en udpræget nydelse at slentre op og ned ad de maleriske gader og måske kigge ind i en gyde for at få et glimt af en halvskjult have.

En af Lavenhams perler er den store Guildhall, altså et lavshus, der ligger på markedspladsen bag hovedgaden. Den imponerende bygning var en af de sidste, der blev bygget, inden det begyndte at gå ned ad bakke for byen. Lavshuset var et af fire af slagsen, og det var oprindeligt samlingssted for de velhavende købmænd, der handlede med klædestoffer. Senere fungerede det som blandt andet fængsel og fattiggård. I dag ejes det af National Trust, så der er adgang til at se både huset, haven og den lokalhistoriske samling.

Den 450 år gamle kirke, St Peter and St Paul, står vagt for enden af hovedgaden. Sådan føles det i hvert fald, for kirken er et imponerende bygningsværk – en såkaldt ”uldkirke”, der blev bygget, da indtægten og velstanden var på sit højeste. Kirken kan ses på lang afstand, for bygningen står højt, og tårnet knejser mod himlen, og når man kommer kørende ad Suffolks smalle, snoede veje, stiger forventningen til det forestående Lavenham-besøg uundgåeligt et par grader.

Fotos: © Mia Folkmann

Denne artikel har været bragt i ANGLOFILIA magasinet, forår 2009

Kent – Englands have

kentUdover de mange frugtplantager er Kent blandt andet kendt for de hvide klinter ved Dover, de mange maleriske slotte og de særprægede oast houses.

Sidstnævnte er sjove huse med kegleformet tag, og de blev i sin tid opført for at tørre og modne den humle, som man dyrkede i stor stil på egnen. Taget lod fugten fra tørreovnen slippe ud og trak samtidig frisk luft ind. Nogle oast houses er stadig i brug efter hensigten, mens andre er indrettet til nogle meget specielle boliger.

Englands ældste bryggeri ligger i Kent, for bryggeriet Shepherd Neame går helt tilbage til 1698. Der har engang været langt flere bryggerier end nu, men selv om det er gået tilbage, dukker der hele tiden nye mikrobryggerier op med hver deres specialer.

Kent er et skønt område, hvis man kan lide slotte, for dem er der en hel del af. Leeds Castle er så flot og eventyrligt, og Scotney Castle er meget romantisk; begge hører til dem, der bør udforskes, hvis man er på de kanter.

I det nye ANGLOFILIA kigger vi lidt nærmere på området, for Kent er selvfølgelig oplagt til feriebrug.

Foto: DiscoverthegardenofEngland

Engelsk musik

MalvDe fleste kender nok “Pomp and Circumstance” marcherne, der blev komponeret af Edward Elgar – én af Englands mest kendte komponister. Men der er langt fra Elgars marchmusik, som var så populært i hans tid, til hans hjertegribende og følelsesfulde cellokoncert eller den romantiske Salut D’amour, som han skrev til sin forlovede.

Elgar voksede op i Worcestershire og elskede de naturskønne omgivelser omkring Malvern Hills, og her komponerede han blandt andet “Enigma variationerne”.

“Træerne synger min musik, eller er det mig, der synger deres”?

Elgar elskede naturen, og der var musik i luften omkring ham, som han sagde. Han hørte det hele tiden, og han skulle blot skrive det ned…

Du kan læse mere om komponisten Edward Elgar i ANGLOFILIA magasinet – og du kan høre noget af Elgars skønne musik herunder…

Foto: ©  Visit Worcestershire

Snowshill

Lige i nærheden af Broadway, som jeg skrev om i det sidste af mine rejsebreve, ligger Snowshill – en ganske lille by, der må være én af de mest fotograferede i Cotswold-området. Da jeg var der, skinnede novembersolen så venligt, og jeg stod midt mellem byens kro og kirke og lyttede til fuglesangen.

Omgivelserne var så utroligt idylliske og meget, meget engelske. Og lige på det tidspunkt var Snowshill det allerbedste sted at være…

Photos: ©  Mia Folkmann

Broadway – rejsebrev dag 8

Det sidste rejsebrev i denne omgang kommer fra Broadway – min absolutte yndling, når det drejer sig om Cotswold-byer. Her skal jeg til næsten hver gang, jeg er i England, for det er en fornøjelse bare at slentre rundt og kigge eller sidde på en bænk med en is. Det sidste var nu lidt for koldt her i november, så i stedet nød vi en frokost inden døre.

Mange af husene i Broadway stammer fra sekstenhundredetallet, og visse har endda rødder endnu længere tilbage. St. Abbot’s Grange blev bygget omkring 1320, så det må være en af de ældste bygninger i Worcestershire, men alle de gamle huse er – mere eller mindre skånsomt – moderniseret og indrettet, så de fint passer til nutidens livsstil.

Den brede hovedgade, der formentlig har givet byen sit navn, er kantet af smukke kastanjetræer og små græsplæner, og de blomstrende altankasser og havernes frodige blomsterbede er med til at gøre Broadway så romantisk og dejlig.

I den ene ende af hovedgaden er der en egentlig ”green”, altså en større græsplæne, hvor man før i tiden afholdt det ugentlige marked, og her finder de lokale festligheder sted nu til dags.

Vejret holdt sig pænt hele dagen, men pludselig blev himlen uhyggelig og sort, og inden længe måtte vi søge i ly for regnen. Men det gjorde ingenting, for så fik vi en snak og et kig i endnu én af de hyggelige butikker.

Min næste serie rejsebreve kommer til foråret, hvor alting ser helt anderledes ud, så til den tid bliver det nok i mindre udstrækning byer og i større udstrækning haver. Det er altid så rart at have noget at glæde sig til, og jeg glæder mig i hvert fald til rigtig mange besøg i de skønne engelske haver.

Men kig ind på siden her med jævne mellemrum, for der kommer hver uge små historier og ny inspiration til dejlige Englands-ture…

Photos: ©  Mia Folkmann

dag8long2dag8long1

Cheltenham – rejsebrev dag 7

Cheltenham er sådan en fin by, og det er én af mine favoritter, når der skal kigges butikker i lidt større stil. Her kan man finde det meste, og der er både små special-butikker og store flotte stormagasiner.

Men det er ikke butikker det hele. Her er så meget smuk arkitektur, hvis man kan lide at se på den slags – blandt andet ligger der nede ved parken adskillige elegante beboelseshuse og lyser op bag alt det grønne, og rundt omkring kan man se mange detaljer, der afslører, at Cheltenham var og er en spaby.

Det har den været siden 1716, og hvis man tager ud til Pittville Park, der ligger lidt uden for byen, kan man se de gamle bade og smage det mineralrige kildevand, hvis man har lyst til det. Det smager på ingen måde godt, men det skulle være så sundt.

I det elegante område Montpellier finder man ikke bare et stort antal smarte butikker og cafeer, men også – på Montpellier Walk – adskillige hvide statuer, der hver især fungerer som søjler. Statuerne blev skabt i første halvdel af 1800-tallet og er stærkt inspireret af dem, der står på Akropolis i Athen.

Photos: ©  Mia Folkmann

dag7long1dag7long2

Moreton-in-Marsh – rejsebrev dag 6

Moreton-in-Marsh er én af de små byer i Cotswolds, jeg tit tager til. Ikke kun på grund af byen; Batsford Arboret ligger lige ved siden af, og det er en af de største private samlinger af træer i England. Jeg nærer en uhæmmet kærlighed til træer og elsker at gå rundt mellem alle de velvoksne kæmper, der har været her på jorden meget længere end jeg.

Batsford Arboret er dejlig året rundt, men især efterårsfarverne er utrolige. De mørkegrønne takstræer står sammen med andre stedsegrønne som en smuk baggrund for ravgyldne egetræer og flammende orangerøde ahorntræer, og den nationale samling af japanske kirsebærtræer takker af med lignende nuancer.

Efter ”skovturen” er det oplagt at søge ind til Moreton for at drikke eftermiddagste og kigge på de hyggelige butikker. Mange af dem er meget større end de umiddelbart ser ud til, så man skal ikke lade sig snyde af et enkelt lille frontvindue.

Der er adskillige restauranter og cafeer, men også det fine, gamle hotel serverer eftermiddagste i smukke omgivelser. Hvis vejret er til det, er det en fornøjelse at sidde i haven med udsigt til kirketårnet, men på sådan en ruskende novemberdag er det nok så rart at sidde inden døre.

Photos: ©  Mia Folkmann

dag6long2

Julemarked på Blenheim Palace – rejsebrev dag 5

Rimfrosten dækkede markerne og forvandlede de sidste udsprungne roser i haven til noget, der lignede glaskunst. Men snart kom solen, og med udsigten til en fin dag fik vi mod på en længere tur, så vi fulgte småvejene og kørte til Churchills fødested: Blenheim Palace. Der var nemlig en udstilling med kunsthåndværk og julerier, og den slags kan være ret så underholdende.

Der var mange, der havde fået samme idé, så vi opgav at tage eftermiddagskaffen på Blenheim og kørte i stedet til Chipping Norton, hvor man kan få de bedste kager i den lille boghandel på torvet.

Kombinationen af gode bøger og gode kager er efter min mening den allerbedste.

Og efter kaffepausen kørte vi tilbage i afslappet tempo. The Cotswolds er sådan et dejligt område med charmerende bynavne som Moreton-in-Marsh, Stow-on-the-Wold og Bourton-on-the-Hill, og der blev med jævne mellemrum stoppet op og kigget indenfor i de små butikker.

Det var næsten blevet mørkt, da vi kom til Broadway, men den lille by ser vi nærmere på senere på ugen.

dag52ny

Anne Boleyn i frostvejr

Photos: ©  Mia Folkmann

Hanbury Hall – rejsebrev dag 4

Hanbury Hall ligger ikke langt herfra, og det er et smukt hus, hvor jeg engang boede i en ferielejlighed helt oppe under taget. Jeg kan endnu huske, hvor sødt det lød, når tårnuret slog, og jeg kan også huske, at jeg brugte adskillige poser vat for at tætne vinduerne, for det var i januar måned og hundekoldt.

Men sådan er det med gamle huse, og Hanbury Hall er fra 1701. Der er ellers så fint indvendigt med hyggelige stuer og en meget smuk hall med udsmykninger på loft og vægge, og haven omkring huset er for nylig blevet genskabt efter de oprindelige tegninger.

Hanbury Hall har nu igen et flot parterre med formklippede buske og geometriske blomsterbede. Det flotte mønster kommer især til sin ret, når det ses oppe fra førstesalens vinduer, ligesom det oprindeligt må have været hensigten.

En herskabelig have skulle ikke bare være pyntelig, men også praktisk – for på den tid havde man tjenestefolk og gartnere, der kunne dyrke grøntsager til husbehov og fremstille forskellige former for madvarer. Fra det lille mejeri kom ost og smør, fra frugthaven fik man frugt og bær, bierne leverede honning, og i champignonhuset fra 1860 dyrker man endnu i dag de lækreste spiselige svampe.

Hanbury Hall har også et ishus, og endda et særligt fint eksemplar af slagsen. Vinterens is blev skovlet ned i et underjordisk rum, og her 3-4 meter nede kunne isen holde sig frossen i de varme sommermåneder. Sådan et ishus kunne rumme over 20 tons is, og den blev brugt til at køle vin og saft om sommeren.

Ligesom ishuset var orangeriet nærmest en slags statussymbol i det attende århundrede, for det var kun de allerfineste huse, der havde dem. De fleste orangerier var inspireret af italiensk arkitektur, og i disse lune omgivelser voksede appelsiner, citroner og limefrugter. Bygningens store vinduer lod solens stråler slippe ind, og på solfattige dage holdt et varmesystem temperaturerne oppe.

Der vokser stadig citrusfrugter i Hanburys orangeri. Om sommeren bliver planterne stillet ud på grusgangen foran bygningen, og om vinteren bliver de flyttet indenfor, hvor der er en konstant temperatur på omkring 5-10 grader.

I den kæmpestore park omkring haven og huset er der masser af stier, hvor man kan gå ture, så det gjorde vi. Her vokser adskillige ældgamle egetræer, her er masser af dyreliv, og fra parken er der en vidunderlig udsigt over det omkringliggende Worcestershire.

Photos: ©  Mia Folkmann

dag4long