Scarborough

Havnebyen Scarborough ligger ved North Yorkshires kyst og kendes nok især for Simon og Garfunkels sang ”Are you going to Scarborough Fair”. Sangen er gammel, og det omtalte marked foregik hvert år i august og september.

Folk kom fra nær og fjern for at handle, og velstanden kom i form af de sølvblanke sild, som netop på det tidspunkt af året søgte ind til Yorkshires kyster i store mængder. Sildefangsten betød stor velstand til området, og ”fiskekonerne” – der her blev kaldt ”sildepigerne” – sørgede for at rense fisken og salte dem ned.

I dag hører markedsdagene fortiden til, og Scarborough tiltrækker først og fremmest turister. Som så mange andre engelske havne- og badebyer er der liv og glade dage i sommermånederne og på solbeskinnede søndage, og vi besøgte netop byen på sådan en søndag.

Vi gik den lange vej langs kysten ind til byen og ud på den brede strand, hvor man kunne soppe og bade og kravle i klipperne. Det sidste var en nødvendighed, hvis man ville op til den vej, der gik rundt om klippen og den gamle borg, for adgangen til trappen var oversvømmet. Men så fik man prøvet det med… 😊

Med toget over heden

I North Yorkshire kan man tage med veterantoget på det lange stræk mellem Pickering og Whitby. Sammenlagt tager turen over halvanden time, men så er der god tid til at nyde de fine togvogne med plyssæder og serveringen af kolde og varme drikke. På visse tidspunkter køres endda med spisevogn.

Toget kører gennem skovområder og heder ud til kysten, og Whitby er en charmerende by at besøge. Men jeg tog den kortere version af turen og stod af i Grosmont; en af de små byer, som toget stopper ved undervejs.

Inden turen går tilbage til Pickering igen, er der tid til frokost og kaffe og et besøg i den gamle købmandsbutik, der har en særlig historie.

For butikken har netop haft 150 års fødselsdag. Den startede i sin tid som en forretning, hvor medlemmerne fik andel i overskuddet – ligesom vi kender til fra Danmark. Men butikken i Grosmont er ikke medlem af en kæde; den er stadig helt sig selv – og den er Storbritanniens ældste af slagsen.

Butikken kører efter de samme regler, som den altid har kørt med. Hvert år får medlemmerne udbetalt dividende kontant, og der bliver kvitteret i den gammeldags bog, der stadig føres i hånden. Hvorfor ændre på noget, der virker… :-)

York

York er en skøn by, der i høj grad er værd at udforske. Og netop det gør man så godt fra de gamle bymure, der i Victoriatiden blev forsynet med en sti, som man kunne gå tur på.

Jeg gjorde selv det samme som de fine damer dengang – vandrede hele vejen rundt, så godt det nu kunne lade sig gøre. Holdt pauser ind i mellem for at gå lidt langs floden og kigge nærmere på museumsparken, før jeg søgte ind i den smukke have, der hører til ”Treasurer’s House”. Det historiske hus er åbent for offentligheden, og man kan spise frokost eller drikke kaffe nede i kælderen.

Turen på bymuren blev genoptaget efter kaffepausen, og på et tidspunkt får man en fantastisk udsigt til Yorks katedral, der er Englands største. York Minster stammer i den nuværende udformning fra 1200-tallet, hvor man begyndte at bygge om på den kirke, som normannerne havde opført. De to tværskibe blev bygget først og senere kom de 60 meter høje tårne til, men sammenlagt varede det 250 år, før katedralen var færdig. Indvendigt er den utroligt imponerende, og skønt de gamle blyindfattede ruder ser helt moderne ud, er de meget gamle.

Mange steder kan også kigge ned i private haver og offentlige parker; skønne små oaser der gemmer sig mellem de gamle bygninger. Og oppe fra muren fik jeg øje på en hyggelig pubhave, hvor aftensmaden senere blev indtaget. Man ser så meget godt, når man bevæger sig op i højden…

Sissinghurst

Sissinghurst er dejlig på alle årstider og ikke mindst på en solrig efterårsdag i september. Fordelen ved et besøg på denne tid er helt klart, at der ikke er så mange mennesker som ellers i haven. Man har mulighed for at sidde i fred på en bænk og nyde synet af de gyldne farver.

Urtehaven er min personlige favorit. Den ligger i havens fjerneste hjørne, og man kan gå under lindetræer og gennem nøddehegn eller følge voldgraven for at komme dertil. Urtehaven er omgivet af tætte, tykke takshække, og bag dem kan man sidde i læ og nyde synet af de mange forskellige urter. Det er også i urtehaven, man kan finde en stenbænk smukt beplantet med duftende kamille.

Efter besøget i haven kan man gå en kortere eller længere tur rundt på ejendommen. Turen går blandt andet gennem skov og mark, rundt om søer og ind mellem træerne i æbleplantagen, hvor de mange forskellige æblesorter tynger grenene helt ned til jorden.

Besøget sluttes af med lidt indkøb: Friske valnødder og æblesaft af egen avl. Sådan kan man også tage lidt af Sissinghurst med sig hjem… :-)

Der var ikke meget tilbage af det store hus fra femtenhundredetallet, da forfatteren og digteren Vita Sackville-West og hendes mand, diplomaten og forfatteren Harold Nicolson, så Sissinghurst første gang. Men skønt de tilbageværende bygninger hverken havde elektricitet, vand, varme og dårligt nok et tag, så købte de alligevel ejendommen og det landbrug, der hørte med.

Ægteparret drømte om at skabe en have blandt de maleriske ruiner, der lå med udsigt til vidtstrakte marker og gammel skov. Især Vita elskede stedet fra første øjeblik, men Sissinghurst var ikke altid elsket. I en lang periode havde det mest af alt været præget af ligegyldighed, og under syvårskrigen blev ejendommen brugt som fangelejr for flere tusinde franske krigsfanger. Fangerne havde ødelagt alt det, der havde værdi, og haven var forvandlet til bar jord.

Men alligevel følte Vita Sackville-West, at hun var kommet hjem; at hun havde fundet sine rødder. Måske følte hun trang til at genskabe noget af fortidens storhed, eller måske var det stedets vidunderlige fredfyldthed, der tiltalte hende så umådeligt. Det var, som om Sissinghurst blot ventede på at blive vækket af Tornerosesøvnen.

Udsnit af artikel fra ANGLOFILIA-magasinet

Helen Allingham

Akvarelmaleren Helen Allingham forbindes gerne med nostalgiske afbildninger af gamle huse med stråtag og blomstrende landsbyhaver, men bag de idylliske motiver lå et ønske om at bevare noget, der var ved at blive ødelagt med jernbanens fremkomst.

Helen Allingham blev født i 1848 og voksede op i en kunstnerisk familie. På opfordring af familiemedlemmer og en af sine lærere søgte hun i 1867 ind på kunstakademiet i London, som kvinder først kort forinden havde fået adgang til. Efter to års studier blev hun ansat som illustrator på en nystartet ugeavis.

Da hun var 26 år, giftede hun sig med den næsten dobbelt så gamle irske digter William Allingham, og de var lykkeligt gift i femten år, indtil William døde. Ægteskabet gav Helen et økonomisk grundlag, så hun kunne koncentrere sig om det, hun holdt allermest af: At male.

Akvarelmaling blev længe anset for at være en feminin kunstform. Der var noget forfinet og sart ved vandfarverne, og man behøvede ikke at arbejde med ildelugtende oliefarver i et atelier, men kunne sidde i al behagelighed ved et vindue i stuen.

Men Helen Allingham tog nok så gerne ud, og ét af de steder, hun malede, var i Royal Hospitals have i Chelsea. Her blev blomsterhaverne passet af de rødklædte veteraner, og Allingham malede de smukke blomster og en ældre herre i rødt sammen med to hvidklædte piger. Måske blev grundlaget for de senere malerier af blomstrende haver lagt her.

Mange af Helen Allinghams billeder har noget med kendte engelske digtere at gøre. Måske ikke så underligt, når hun nu selv var gift med én af dem. Helen Allingham var blandt andet hyppig gæst hos Thomas Carlyle og malede adskillige portrætter af ham i den lille have eller i dagligstuen i Carlyles hus på Cheyne Row i London.

Da Helen Allingham flyttede til Surrey sammen med sin mand, fik hun mulighed for at finde de motiver, som hun blev så kendt for: Smukke huse med stråtag, roser rundt om døren og masser af blomster i forhaven. Hun udødeliggjorde en stemning, som man efterhånden skal lede længe efter, og malerierne af de gamle huse er så nøjagtige, at de ligefrem bruges af arkitekter, når de skal studere detaljerne i datidens byggeri.

I modsætning til andre kunstnere rejste Helen Allingham kun sjældent væk fra de hjemlige omgivelser. Efter hendes mands død rejste hun nogle gange til Venedig, Irland og Frankrig for at finde nye motiver, men ellers holdt hun sig til England – først og fremmest til Sydengland.

Bogillustrationer gjorde hende kendt i videre kredse; blandt andet illustrationerne til bogen ”Happy England”. Bogens titel er ganske rammende, for Allinghams billeder viser altid glæde og skønhed. Måske var netop det årsagen til hendes store popularitet på en tid, hvor industrialiseringen havde godt fat, og så mange smukke landskaber og byer var ved at blive ødelagt.

Selv om hverdagen på Allinghams tid næppe var nem, så var hendes hverdagsbilleder altid idylliske. Og mens nogle måske vil synes, at den slags kan virke overfladisk, er vi andre, der synes, at det er en kunstart i sig selv at sprede glæde.

Vertikale haver

vertikaleplanterHvis man har begrænset plads, er det nærliggende at gå i højden og udvide vertikalt. Det giver haven et dejligt, frodigt udseende, og det er ikke svært at finde planter, der kan tolerere den form for alternativ livsstil.

Det mest nærliggende er selvfølgelig at lade planter som klematis, efeu eller vin dække vægge og plankeværker, men man kan også tænke i nye baner. Moderne teknologi har nemlig gjort det muligt at skabe en levende væg af stauder og stedsegrønne planter.

Især i byerne har man eksperimenteret med sådanne levende vægge, der giver et flot visuelt indtryk som kontrast mellem glas og grå facader. De grønne vægge dukker op mange steder, blandt andet i London, og hotel Athenæum på Piccadilly har én af de mere iøjnefaldende.

Her har man skabt væggen med et espalier som bund. Mellem felterne har man opsat en slags filt, som planterødderne kan vokse i, og et vandingssystem sørger for, at planterne får den fornødne væske, så væggen ikke visner. Det kæmpestore grønne plantetæppe dækker otte etager, og det udgøres af mere end 260 forskellige arter.

Transport for London er i gang med at opføre grønne vægge på og ved nogle af undergrundsbanens stationer for at forbedre luftkvaliteten. En 200 kvadratmeter grøn væg er opført ved Edgware Road Tube Station, og de mange forskellige planter danner et grafisk flot mønster i forskellige nuancer.

Der er mange fordele ved at bruge grønne vægge i en storby. De forbedrer nemlig luftkvaliteten i ganske høj grad, og samtidig dæmper de støj, nedsætter varmeforbruget i bygningen, fordi de virker isolerende, og skaber bosteder for storbyens dyr.

De grønne vægge renser den stillestående luft i byens gader, og man har regnet ud, at man kan opnå hele 30 procents reduktion af forureningen ved at gøre byerne mere “grønne”. Det er altså ikke alene smukt at se på; det er også godt for vores helbred.

Hjemme i haven kan man for eksempel eksperimentere på et planteværk omkring terrassen. At sidde her omgivet af grønne planter på alle sider kan kun være en dejlig oplevelse, og mon ikke havens fugle er helt enige…?

Tekst og foto: Mia Folkmann

Forårstur

Lavenham15Der er forår i luften! I hvert fald her hos mig, for planlægningen af næste tur rundt i England er så småt begyndt.

Jeg har endnu ikke helt fundet ud af, hvor rejsen går hen næste gang. Det kunne være Cornwall, fordi der generelt er et mildere klima i årets tidlige måneder. Det kunne være Wales, som er så utroligt spændende at rejse rundt i. Og det kunne være Norfolk/Suffolk, som jeg længe har haft lyst til at gense og udforske.

Jeg glæder mig under alle omstændigheder vildt til at være nomade igen, for livet i en autocamper passer mig så fint. At sidde ved morgenbordet og snakke om, hvorvidt vi skal tage turen nordpå til stranden eller sydpå til en eller anden spændende by. Om vejret er til fotografering eller museumsbesøg. At nyde udsigten fra en bakketop eller fra haven til et historisk hus, mens man inspireres til det næste projekt.

Det bliver spændende at se, hvad det ender med. Men til april går det løs :-)

Romantik i luften

590valentineDen 14. februar er de fleste blomster- og chokoladebutikker pyntet med hjerter og røde bånd, for dagen står i romantikkens tegn. Både yngre og ældre romantikere sender søde hilsner til deres udkårne, og mange par vælger at blive gift på netop denne dag.

Oprindelsen af Valentinsdag ligger lidt hen i det uvisse, og der er flere versioner af legenden om Sankt Valentin. Ifølge den mest udbredte historie var Valentin en romersk præst på Claudius den II’s regeringstid. Kejser Claudius var overbevist om, at ugifte mænd var bedre soldater end mænd, der var gift og havde familie, og derfor forbød han simpelthen unge mænd at gifte sig. Præsten var af en anden mening, for han anså ægteskabet for at være Guds vilje og brød derfor loven ved i al hemmelighed at vie unge elskende par.

Da kejseren hørte om det, blev Valentin dømt til døden og sat i fængsel. Historien fortæller videre, at Valentin i fængslet blev forelsket i fangevogterens datter, og at han på sin dødsdag de 14. februar sendte hende et brev med ordene ”fra din Valentin”. Der er ikke noget at sige til, at Valentin blev anset for at være en romantisk helt, og i middelalderen var Sankt Valentin en af de mest populære helgenfigurer i England.

Englænderne har fejret Valentine’s Day siden det syttende århundrede. Både i Shakespeares Hamlet og i Samuel Pepys berømte dagbog bliver Valentinsdag nævnt, og på dette tidspunkt var det blevet kutyme at udveksle små gaver og kærlige hilsner. I det nittende århundrede blev de håndskrevne breve erstattet af trykte kort, og traditionen holdes i hævd den dag i dag: Man anslår, at der årligt sendes omkring en milliard kort på verdensplan.

Hvis du hører til dem, der endnu ikke har overgivet dig til Valentinsdag, så er der jo ikke noget til hinder for at vælge en helt anden dag til romantik. Eller gerne flere, hvis du vil. Og egentlig handler det ikke kun om romantik, men også om betænksomhed og glæden ved at glæde en anden med en lille opmærksomhed. Og det behøver ikke nødvendigvis at ske den 14. februar…

Foto og tekst: Mia Folkmann

En nostalgisk tegnefilm

Ethel og Ernest er en virkelig sød og meget engelsk tegnefilm om ægte hverdags-kærlighed.

EthelandErnestDen handler om Raymond Briggs forældre (hvis du kender navnet, så er det fordi Raymond Briggs er llustrator og forfatter af blandt andet den verdensberømte historie om SNEMANDEN) – og det er en virkelig historie. Vi følger parret gennem 4 årtier, i modgang og medgang, lyst og nød – og kærligheden holder hele vejen igennem.

En dejlig nostalgisk fortælling, som er blevet rost af anmelderne – og nu også af mig :-)

En anbefaling af London bogen

london1Jeg modtog en lektørudtalelse fra biblioteket, hvor konklusionen var en anbefaling af bogen. Og selv om man kun må bringe et lille uddrag af udtalelsen (det ellers først bliver offentliggjort om et halvt år) – så kommer den lille smule her:

Flot og interessant bog om Londons historie og seværdigheder med et personligt touch. For alle, som ønsker at vide mere om London. 

Er der noget at sige til, at jeg blev glad? Sådan lidt “dansen rundt på gulvet” glad… :-)

london2